Lars Bangert Struwe: Kan Trump prioritere Asien over Europa, hvis Nordkorea kæmper i Ukraine?

03.12.2024

Nordkoreanske tropper i Rusland. Russiske og kinesiske fly i sydkoreansk luftrum. I disse uger ser vi internationale koblinger i sikkerhedspolitik, og det kan meget vel tvinge Trump til at engagere sig bredere end blot konkurrencen med Kina.

Af Lars Bangert Struwe

I disse dage og uger ser vi koblinger i sikkerhedspolitik, som den amerikanske regering på mange måder ikke har taget højde for før. Igennem to årtier har man talt om, at USA ville være mere orienteret imod Asien. Fra præsident Obama i 2011 lancerede sin ”Pivot to Asia” til Trump har fokus været på Kina. Alt dette er sket ud fra en tanke om, at man kunne se verden i adskilte regioner: Nordamerika, Asien; Kina og Europa.  

Imidlertid har vi i de seneste uger oplevet en række hændelser, der bryder med denne tanke om, at truslerne er udelukkende regionale. Ganske vist har amerikanske efterretningstjenester og amerikansk politik været præget af tanken om, at Kina, Rusland, Iran og Nordkorea er revisionistiske og vil ændre verdensordenen – og dermed sammenkoblet truslerne. Tilsyneladende har dette dog ikke medført ændringer i Trumps tilgang til sikkerhedspolitik.

Rusland vil ikke nøjes med at være en europæisk stat. Moskva fører en euroasiatiske tilgang til dets sikkerhedspolitik, som vi ser med nordkoreanske styrker i Rusland, der muligvis også kæmper i Ukraine.

Samtidigt agerer Rusland sammen med Kina i Asien. Seneste eksempel skete fredag den 29. november, hvor Kina og Rusland sendte fly ind over Sydkoreas luftforsvarsidentifikationszone (KADIZ). Mellem klokken 9.35 og 13.53 gik fem kinesiske og seks russiske militærfly således ind i luftrummet og over farvandet ud for den sydlige kyst. Disse blev mødt af sydkoreanske fly. KADIZ er ikke koreansk territorialt luftrum, men en zone, hvor man opfordrer udenlandske fly til at identificere sig for at forhindre utilsigtede sammenstød. Derved er indtrængningen ikke en krænkelse af koreansk luftrum, men snarere en afprøvelse af sydkoreansk militært beredskab.

Krænkelserne af KADIZ sker nogenlunde samtidigt med, at den russiske forsvarsminister, Andrej Belousov, er på et ikke-varslet besøg i Nordkorea. Hvad de skal tale om og eventuelt aftale, kan vi kun spekulere på og bekymre os over. Lige nu har Nordkorea og Rusland både solgt hinanden militært udstyr såsom granater og raketter, og der er en frygt for, at Moskva giver Pyongyang raket- og nuklearteknologi.

Ukrainekrigen har indtil for få måneder siden været en europæisk krig, hvor begge parter fik støtte fra deres partnere og allierede i form af våben. Nu ser vi asiatiske styrker operere i Europa – dette er uden fortilfælde. Tidligere har kolonimagter som Storbritannien og Frankrig brugt deres styrker fra kolonierne på de europæiske slagmarker, men asiatiske styrker fra en selvstændig stat, der kæmper på en europæisk slagmark, er for mig nyt. Det besynderlige er den utilstrækkelige europæiske reaktion herpå.

Sydkorea har sendt blandede signaler – måske vil man levere våben direkte til Ukraine. Hvis Seoul leverer våben til Ukraine, så vil det ødelægge forholdet til Rusland, lyder det fra Kreml.

Generalløjtnant Joseph Keith Kellogg Jr., der er udpeget som Trumps særlige udsending i forhold til Ukraine og Rusland, har også opdaget disse koblinger. De samme koblinger, der efter al sandsynlighed udløste Bidens tilladelse til, at Ukraine må bruge langtrækkende missiler på russisk territorie. I et interview med Fox News taler han om, at Kina, Rusland, Iran og Nordkorea nu er en akse, der agerer sammen. Dette bliver Trumps største udfordring med Kellogg. Koblingerne har dog ikke manifesteret sig endnu i Trumps sikkerhedspolitik. Det er med andre ord ikke sikkert, at Trump – eller for den sags skyld Europa – kan adskille Kina, Rusland, Iran, Nordkorea og Ukrainekrigen fra hinanden.

På den internationale scene holder Indien møder både med Putin og med Zelenskyj – men leverer 155 mm. granater til Ukraine. Det viser, at vi står over for noget meget mere komplekst end en ny kold krig eller USA versus Kina. Nye koblinger i sikkerhedspolitikken dannes, som vi ikke har set i mange år. Den regionale sikkerhedspolitik er aftagende og afløses af en international sikkerhedspolitik. Og det sker samtidigt med, at den globaliserede verdenshandel er aftagende. ■

 

Den regionale sikkerhedspolitik er aftagende og afløses af en international sikkerhedspolitik. Og det sker samtidigt med, at den globaliserede verdenshandel er aftagende
_______

 

Lars Bangert Struwe (f. 1968) arbejder med strategi og politisk analyse. Han er ph.d. og har bl.a. været forsker og fungerende kontorchef i Forsvarsministeriet.

ILLUSTRATION: Vladivostok, 15. april 2019: Nordkoreas leder, Kim Jong-Un, med Putin under et besøg i det russiske fjernøsten [FOTO: Dmitry Azarov/Kommersant Photo/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet

Pernille Benjaminsen om Grønland: I panik har Danmark skudt sig selv i foden

Sjúrður Skaale: Selvstændighed og fællesskab behøver ikke være modsætninger. De kan endda styrke hinanden

Øjvind Hesselager: Vil den digitale Bermuda-trekant – Trump, Zuckerberg og Musk – opsluge kongeriget Danmark?

David Munk-Bogballe: Når borgerlige politikere tør stå ved sig selv, er danskerne klar til at belønne dem med deres tillid

Andreas Sugar: I den nye verden bliver det ikke let at være lille