Mads Dalgaard Madsen i RÆSON SØNDAG: Bidens svageste punkt?
17.02.2024
Et flertal af den amerikanske befolkning giver Biden-administrationen skylden for de store immigrationsproblemer. Det er det politikområde, hvori han klarer sig dårligst i vælgernes øjne. Samtidig mener et flertal, at Trump var bedre til at håndtere grænsen i sine fire år som præsident.
Af Mads Dalgaard Madsen
I sensommeren 2023 blev det tydeligt, at præsident Biden var ved at løbe tør for midler til fortsat at opretholde den amerikanske støtte til Ukraines forsvar mod Rusland. Kun en budgetlov fra Kongressen kan allokere flere midler til en præsident, og derfor anmodede han Kongressen om at allokere yderligere 50 mia. dollars.
Siden Ruslands invasion af Ukraine har sådan en anmodning nydt bred opbakning i Kongressen og derfor været ukontroversiel. Men med præsidentvalgåret 2024 lige om hjørnet og en styrket Ukraineskeptisk Donald Trump, der gennem 2023 beviste, at han fortsat har taget på det Republikanske Parti, var der pludselig en helt anden skepsis blandt Kongressens Republikanere overfor Bidens anmodning om flere midler til Ukraine.
Nu ville Republikanerne pludselig have store indrømmelser fra Demokraterne i den amerikanske immigrationslovgivning i bytte for en ny Ukraine-hjælpepakke. Udløbet af Ukrainestøtten kom nemlig på et tidspunkt, hvor USA’s sydlige grænse har set rekordmange illegale krydsninger ved grænsen til Mexico.
Det er et svagt punkt for Biden-administrationen, der tydeligt er i defensiven. Meningsmålingerne viser, at et flertal af den amerikanske befolkning giver Biden-administrationen skylden for de store immigrationsproblemer. Det er det politikområde, hvori han klarer sig dårligst i vælgernes øjne. Samtidig mener et flertal, at Trump var bedre til at håndtere grænsen i sine fire år som præsident.
Bidens behov for flere Ukrainemidler var altså det perfekte forhandlingspunkt til at få forhandlet en moderne immigrationslov baseret på Republikanernes præmisser.
Bidens svage udgangspunkt – pga. Ukraines vendte krigslykke og den akutte krise ved grænsen – lokkede Republikanerne, som så muligheden for at få meget store indrømmelser
_______
Kongressen kan ikke lykkes med en ny “Grand Bargain”
I hjertet af denne politiske kampzone står immigrationsreformen som et langvarigt og uafsluttet kapitel. Siden Ronald Reagans tid, hvor den sidste betydelige reform blev vedtaget, har spørgsmålet om ulovlig indvandring været en vedvarende udfordring. Debatten er kun blevet mere giftig.
I starten af 00’erne blev det tydeligere og tydeligere, at det amerikanske immigrationssystem ikke har set reform i årtier og derfor ikke er designet til at håndtere voksende immigrantstrømme fra den sydlige grænse. Man begyndte at snakke om behovet for en “Grand Bargain” (Den store handel) mellem Demokrater og Republikanere på grænsespørgsmålet, så man kunne få gennemreformeret og moderniseret immigrationssystemet.
Et stort forsøg på en sådan “Grand Bargain” kom under George W. Bush’ anden periode i 2007, men strandede på tværpolitisk modstand. Senere kom Barack Obamas kendte “Gang of Eight”-forhandlinger i 2013 utrolig tæt på at opnå det eftertragtede gennembrud, men også den proces faldt sammen i 11. time.
Den meget stramme retoriske og lovgivningsmæssige linje, som Donald Trumps gjorde indtog med i 2015-2016, intensiverede debatten i en sådan grad, at Demokrater og Republikanere syntes fuldstændig uinteresserede i at mødes på midten om at løse problemet.
Først ville de, så ville de ikke
Der var altså dårlige odds for, at man kunne nå til enighed, da Biden begyndte forhandlingerne om et grænsekompromis for at få flere Ukrainemidler. Men alligevel startede forhandlingerne, og Bidens svage udgangspunkt – pga. Ukraines vendte krigslykke og den akutte krise ved grænsen – lokkede Republikanerne, som så muligheden for at få meget store indrømmelser.
Og det fik de. Efter fire måneders intense forhandlinger i Senatet nåede parterne til et kompromis, der ville sende 60 mia. dollars til Ukraine og samtidig levere den største stramning af amerikansk immigrationslovgivning i fire årtier. Republikanerne stod med muligheden for at tvinge en Demokratisk præsident til at indføre den mest konservative grænselov i en generation.
Efter kompromisets offentliggørelse blev spørgsmålet derfor, om Republikanerne mente det alvorligt. Var de oprigtige i deres ambition om at adressere krisen ved grænsen?
Republikanerne stod med muligheden for at tvinge en Demokratisk præsident til at indføre den mest konservative grænselov i en generation
_______
Lovgivningsarbejdet ofres i det politiske spil
Svaret fik vi i starten af februar – få dage efter grænsekompromiset blev offentliggjort. Den brede republikanske partigruppe i Senatet gik hårdt til angreb på pakken. Den gjorde ikke nok. De fik stor opbakning fra Speakeren i Repræsentanternes Hus, Mike Johnson, som erklærede pakken “Dead on Arrival”, hvis den blev vedtaget i Senatet og sendt til Huset. Derfor måtte de republikanske forhandlingsledere se til, mens deres partifæller hældte deres månedlange arbejde af brættet og endnu engang saboterede et stort grænsekompromis i Kongressen.
Det synes tydeligt, at Republikanerne ser en større realpolitisk gevinst ved at lade krisen ved grænsen udspille sig end at hjælpe den siddende præsident med at løse problemet. Den kyniske kalkule er simpelthen ikke at lukke en effektiv angrebsflanke mod Biden til valget i november.
Allerede ved starten af forhandlingerne advarede centrale aktører om, at kompromiset skulle færdigforhandles inden årsskiftet. Netop for at undgå, at der gik valgkamp i Kongressens politiske dynamik.
Trumps store modstand mod kompromiset og hans succes i januars republikanske primærvalg i Iowa og New Hampshire gjorde det kun sværere for Republikanerne at bakke op om kompromiset.
Immigrationsdebatten er blevet et spørgsmål om den amerikanske identitet
Årsagen til immigrationskrisens store politiske gevinst er, at det er en effektiv måde at sætte spænding til en allerede polariseret politisk samtale og dermed mobilisere egne vælgere.
Immigrationsdagsordenen er én af de helt centrale områder, som definerer den aktuelle politiske debat i USA. Amerikanere langs partiskellet er simpelthen i stigende grad begyndt at blive uenige om værdien i indvandring.
Demokraterne argumenterer generelt for USA’s humanitære forpligtigelse til at hjælpe svage flygtninge og immigranter, der er rejst fra de kriseramte lande i Mellemamerika, mens Republikanerne i stigende grad ser det som en trussel pga. det demografiske skifte i landet, indvandringen fører med sig.
Den tendens lykkedes Donald Trump med at ramme og udnytte i 2016 ved at tale til fornemmelsen af, at det velkendte USA er ved at forsvinde.
I takt med at immigrationsdebatten bliver mere og mere et spørgsmål om identitet og synet på selve USA, bliver det også sværere for partierne at indgå et kompromis. Af netop den årsag foretrak de fleste Republikanere at skrinlægge Senatets seneste immigrationskompromis, så de kunne føre valgkamp på den fortsatte krise ved grænsen og mobilisere deres kernevælgere.
I det øjeblik, det lykkedes Republikanerne at gøre Ukrainehjælpen til en indenrigspolitisk spillebrik ved at sammenkæde den med den umulige immigrationspolitik, blev Washingtons langsigtede evne til at bakke op om Kyiv alvorligt vingeskudt
_______
Ukrainehjælpen som strategisk brik i immigrationsforhandlingerne
Republikanerne ville derfor have indrømmelser på Bidens immigrationspolitik i bytte for Ukrainehjælp, da de fik disse historisk store indrømmelser, der i et ikke-valgår ville være en enorm Republikansk sejr. Men pga. den favorable realpolitiske situation, krisen ved grænsen sætter Republikanerne i, vendte de på en tallerken og afviste kompromiset.
Midt i det immigrationspolitiske kaos befinder Ukrainehjælpen sig. Og i det øjeblik, det lykkedes Republikanerne at gøre Ukrainehjælpen til en indenrigspolitisk spillebrik ved at sammenkæde den med den umulige immigrationspolitik, blev Washingtons langsigtede evne til at bakke op om Kyiv alvorligt vingeskudt.
Den 13. januar vedtog Senatet en sikkerhedspolitisk pakke på 95 mia. dollars uden immigrationselementer, der bl.a. sender 60 mia. dollars til Ukraine.
Den pakke går nu en usikker tid i møde i Huset, hvor Speaker Mike Johnson har erklæret, at han ikke vil sætte den til afstemning netop pga. de manglende immigrationselementer. Der er dog en begyndende ulmen blandt nogle af Husets republikanske høge, som er ved at få nok af Speakerens politiske hasardspil med Ukrainehjælpen.
Rygterne går på, at der er forhandlinger mellem disse og Demokraterne uden om Speakeren for at finde en løsning. De har brug for minimum 218 stemmer for at få loven til afstemning, og da pakken også indeholder 10 mia. dollars til Israel-støtte, kan de ikke regne med, at Demokraternes yderste venstrefløj bakker op.
For hver Demokrat, de mister, skal der findes en ny Republikaner, der er villig til at gå imod Speakerens linje.
Håbet er altså ikke helt slukket endnu på trods af de dårlige odds. De kommende uger vil vise, om der er nok udenrigspolitiske høge tilbage i Repræsentanternes Hus, så det kan lykkes med at redde Ukrainehjælpen ud af den amerikanske immigrationsdebats dødvande. ■
Republikanerne ser en større realpolitisk gevinst ved at lade krisen ved grænsen udspille sig end at hjælpe den siddende præsident med at løse problemet. Den kyniske kalkule er simpelthen ikke at lukke en effektiv angrebsflanke mod Biden til valget i november
_______
Mads Dalgaard Madsen (f.1992) er Msc. International Business and Politics, Copenhagen Business School. Seniorrådgiver med fokus på USA og tidl. indenrigspolitisk rådgiver ved den danske ambassade i Washington DC.
ILLUSTRATION: Det Hvide Hus