Magnus Lund Nielsen: Falder EU’s evige problembarn omsider i geled?

19.01.2024

Kan det virkelig passe, at Viktor Orbán, EU’s evindelige problembarn, måske endelig makker ret? Den seneste tids meldinger fra og om den ungarske uromager giver grund til at glædes på det europæiske samarbejdes vegne. Samtidig giver en ny regering i Slovakiet, der måske vil føje den ungarske drejebog, panderynker i Bruxelles.

Magnus Lund Nielsen i RÆSON OPINION

Det er sikkert for godt til at være sandt. Men EU’s evige smertensbarn, Viktor Orbán, er måske i færd med at finde en mere forsonlig linje overfor EU. Noget tyder på, at den ellers genstridige ungarske premierminister er forsigtig med at overspille sine kort i Bruxelles. En episode til topmødet i december har i hvert fald rejst øjenbryn og givet håb om en optøning af det kølige forhold mellem Bruxelles og Budapest. Optimismen har fået medvind efter de seneste måneder forhandlinger om EU’s hjælp til og integration af Ukraine. Her følger en overflyvning.

Kaffefinten

I går torsdag stemte Europa-Parlamentet for en resolution, der beordrer Kommissionen at sætte foden ned overfor Orbán. Parlamentet er utilfreds med, at EU-Kommissionen frigav tilbageholdte strukturmidler svarende til 76 milliarder kroner til Ungarn. Landet har de sidste 14 år under Orbáns ledelse skøjtet ned ad de internationale ranglister for hhv. demokrati, pressefrihed og frihedsrettigheder, og derfor har EU-Kommissionen tilbageholdt støttemidler til Ungarn i forventning om, at den ungarske regering gennemfører bl.a. retsreformer for at få landet på rette køl igen.

For sin del forsvarer Kommissionen sig med, at flere retsreformer, der styrker domstolenes uafhængighed, nu er gennemført. Ungarn ville omvendt kunne trække Kommissionen i EU-retten, hvis pengene blev fortsat tilbageholdt, mener de. Sådan ser parlamentet imidlertid ikke på det. Frigivelsen af de indefrosne ungarske støttekroner skete nemlig cirka samtidig med, at de 27 lande i Rådet, EU’s øverste lovgivende organ, hvor stats- og regeringscheferne sidder, gav grønt lys til at begynde optagelsesforhandlinger med Ukraine.

Sådan en beslutning kræver enstemmighed i Rådet, så journalisterne udsendt til topmødet i december havde energidrikke og nakkepuder pakket i klar forventning om en lang nat, hvor Ungarn igen ville kæmpe imod. Men kort inde i mødet kom der godt nyt fra Rådsformand Charles Michel på det sociale medie X: En aftale var landet. I et hidtil uset, lettere bizart, optrin havde Orbán forladt lokalet, idet afstemningen om Ukraine fandt sted. På den måde kunne de 26 resterende stemme i fred, mens Orbán kunne få sig en kop kaffe og redde ansigt.

 

Hvis regeringslederne ikke bliver enige om en ny rådspræsident inden da, overtager lederen for det roterende formandskab stolen. Som i dette tilfælde er Orbán
_______

 

Gemmes kniven væk – eller hvæsses den?

Så langt så godt. Siden kaffe-finten, som den tyske kansler, Olaf Scholz, efter sigende var idémanden bag, er snakken gået i Bruxelles. Var det bare en studehandel mellem Kommissionen og Orbán, eller var det snarere udtryk for, at Orbán langt om længe er ved at falde til patten? Eller at han i det mindste har opdaget, at der er en grænse for, hvor meget han kan stramme garnet?

Forleden lød det anonymt fra folk i EU’s embedsværk, at man forventer, at EU-lederne vil vedtage en hjælpepakke til Ukraine på svimlende 372 milliarder kroner over en fireårig periode i begyndelsen af februarmåned. Siden efteråret har kadencen af militære leverancer fra Ukraines vestlige allierede faldet markant, og ukrainerne er nødt til at økonomisere med ammunitionen, alt imens regningen for Ruslands fortsatte ødelæggelser vokser. Men ikke alene kommer der muligvis en økonomisk håndsrækning fra EU-landene i fællesskab. Det årlige gennemsyn, som Ungarn ellers insisterede på, og som ville give ethvert medlemsland ret til at blokere pengestrømmen til Ukraine inden de fire års udløb, forventes ikke at blive inkluderet. Tør man tro på, at Orbán lægger stilen om og spiller faktisk på hold med resten af den union, Ungarn er medlem af?

Skuldrene vil sænke sig over hele unionen, hvis det er tilfældet. Det er tyngende for hele EU-maskineriet konstant at skulle enten lægge arm med eller forsøge at arbejde sig uden om et ungarsk veto. I realiteten kan de resterende 26 lande lave en aftale uden for EU-budgettet og uden om Ungarn. Men ikke bare er det omsonst; det er heller ikke det signal om europæisk broderskab, som EU håber på at sende til resten af verden.

Orbán for bordenden

Der er meget på spil. Og for et par uger siden forhøjede rådspræsident Charles Michel indsatsen, da han bekendtgjorde, at han stiller op til Europa-Parlamentsvalget til juni. Lige om hjørnet lurer det ungarske formandskab for Rådet til efteråret. Det er i disse krisetider i sig selv en prekær situation, men med Michels kandidatur kan det blive en katastrofe. For skulle Michel forventeligt blive valgt, går han af som formand i midtjuli, snarere end til december som planlagt. Så hvis regeringslederne ikke bliver enige om en ny rådspræsident inden da, overtager lederen for det roterende formandskab stolen. Som i dette tilfælde er Orbán.

I Bruxelles både tager man sig til hovedet og undres over, hvad den afgående formand mon skal i parlamentet. Håber han på at gafle sig en tung kommissærpost i den nye kommission på den anden side af valget? Kører han sig selv i stilling til at blive den liberale Renew Europe-gruppes spidskandidat til posten som EU-kommissionsformand? Eller er hele miseren blot en måde at relancere sig selv som folkevalgt og katapultere sig tilbage i belgisk politik, hvor der afholdes valg samtidig med EP-valget?

Fast står det imidlertid, at hans kandidatur ikke huer nogen i EU-boblen. For med Orbán for bordenden ved rådsmøderne risikerer alt fra ukrainehjælp til anklager om traktatbrud mod Ungarn selv at komme på dagsordenen. Når regeringscheferne ikke at blive enige om en rådspræsident, inden Michel tager til Strasbourg, er der imidlertid andre mere eller mindre kreative løsninger på tegnebrættet. Man kunne fx indsætte en midlertidig rådspræsident. Eller man kunne ændre på rækkefølgen i det roterende formandskab og helt udskyde Ungarns tur. Alternativt kunne man, som 120 medlemmer af Europa-Parlamentet i sidste uge skrev under på, fremskynde en artikel 7-proces for brud på EU’s værdisæt. Det kan i sidste ende koste et medlemsland stemmeretten i Rådet og ville derfor løse problemet, men sanktionen kræver enstemmighed blandt alle de resterende lande. Og her opstår et nyt problem.

 

Siden Fico kom til magten, har han ikke holdt sig tilbage fra at følge samme autoritære drejebog som Orbán
_______

 

Fico følger den ungarske drejebog 

Der lød et temmelig slet skjult lettelsen suk i Bruxelles, der kunne høres helt i Warszawa, da det i november lykkedes den undertippede polske opposition at generobre flertallet i det polske underhus, Sejmen. Langt om længe ville den uhellige alliance mellem den nationalkonservative PiS-regering i Polen og Orbáns Ungarn blive brudt. På skift har de to lande holdt hånden under hinanden i deres respektive artikel 7-processer i Rådet. Men med et andet nyligt regeringsskifte i Slovakiet er glæden formodentlig kort.

Tredje gang er lykkens gang for den nye, på papiret, socialdemokratiske regeringsleder i Slovakiet, Robert Fico. Efter tidligere at være afsat som premierminister genvandt Fico magten i det lille centraleuropæiske land i efteråret. Siden har EU holdt vejret. Ville Fico videreføre den bramfrie, populistiske stil, han er valgt og kendt for? Eller ville han falde ind i geledderne i EU-samarbejdet, sådan som Italiens konservative premierminister Meloni i det store hele viste sig at gøre?

Men siden Fico kom til magten, har han ikke holdt sig tilbage fra at følge samme autoritære drejebog som Orbán. En offentlig anklagemyndighed, der undersøger korruption og alvorlig kriminalitet er skrottet, ligesom han har lagt sig ud med flere større mediehuse, som han nu nægter at kommunikere med. Han nærer stor skepsis mod Ukraine, om end mindre udtalt end hans ungarske kollega. Fico stoppede også oprindeligt al eksport af militært materiel til Ukraine, men har siden tilladt private aktørers våbensalg til landet. Hvorvidt det kommer af nyfunden kærlighed til den ukrainske frihedskamp eller hensyn til Ficos venner i erhvervslivet, er vist ikke til diskussion. Og tidligere på ugen kom så den udmelding, vi spændt havde ventet på. Hvor ville Slovakiet stille sig i en afstemning om fratagelse af Ungarns stemmerettigheder i Rådet? Svaret var lige så deprimerende, som det var forventeligt. Under et besøg i Budapest sagde Fico, at Slovakiet ”aldrig [vil] acceptere, at et land bliver straffet for at kæmpe for suverænitet og national uafhængighed”. Så blev vi så kloge.

Har EU fået et nyt sort får?

Alligevel er der formodentlig ikke grund til at tro, at Fico er ved at udvikle sig til samme hovedpine som Orbán og den hedengangne polske PiS-regering. Den slovakiske premierminister lader for nu til at være mindre rabiat, trods alt. Selvom hans førte politik giver mindelser om andre europæiske problembørn, har han indtil videre ikke vundet samme jernfaste greb om medierne og de demokratiske institutioner, som det er lykkedes Orbán og det lykkedes for den forrige regering i Polen. Indtil videre i hvert fald. Men det er også mindre sikkert, om han er i stand til det. Fico har nemlig bygget sin regeringskoalition på mandater fra bl.a. Hlas, et udbryderparti, der i store træk har videreført den konfrontatoriske, socialkonservative linje fra hans eget parti. Alligevel indikerer Hlas-partiformandens besøg hos Olaf Scholz sidste år en mere forsonende linje over for EU. Derfor er der måske også grænser for, hvor langt Ficos regeringspartner vil gå for at holde regeringens Ukraine-kritiske og autoritære linje, hvis det ender med at koste for dyrt i politisk kapital i Bruxelles og i befolkningen. Det kan man jo håbe på.  

Spørgsmålet er, om Fico og Orbán får flere venner. Endnu venter vi på udfaldet af regeringsforhandlingerne i Nederlandene, hvor den højrenationale Geert Wilders blev vinderen af det nylige parlamentsvalg. I mellemtiden kan EU trøste sig med, at der måske kommer nye toner fra Orban, og at Ficos Slovakiet nok er trodsigt, men klart at foretrække for den polske PiS-regering, som de indskifter.

Selv hvis Orbán er mindre trodsig og Fico er at foretrække, bliver EU’s sorte får næppe blide lam. Så uagtet om der kommer flere til eller ej, er EU dømt til at finde en modus operandi som ikke involverer at give køb på de fælles værdier, hver eneste gang svære beslutninger om alt fra Ukraine-hjælp til reform og udvidelse skal træffes. Til sommer venter vi os et Europa-Parlamentsvalg, og posen rystes i Bruxelles. Det bliver en af den nye EU-Kommissions fornemmeste opgaver at finde en balance mellem kompromisets kunst og håndfast ledelse. Det har hele kontinentet brug for. ■

 

Spørgsmålet er, om Fico og Orbán får flere venner. Endnu venter vi på udfaldet af regeringsforhandlingerne i Nederlandene, hvor den højrenationale Geert Wilders blev vinderen af det nylige parlamentsvalg
_______

 

Magnus Lund Nielsen (f. 1994) er kandidat i EU-studier fra Europa-Kollegiet i Warszawa. Han skriver speciale om EU og Ukraine på kandidaten i Politisk Kommunikation og Ledelse på CBS. Han er tidligere rådgiver i Europa-Parlamentet og PA- og kommunikationskonsulent.

ILLUSTRATION: Buenos Aires, 10. december 2023: Viktor Orban (th) flankeret af en repræsentant fra Ecuador og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, under indsættelsen af Argentinas nye præsident, Javir Milei [FOTO: Fernando Gens/AP/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Peter Birch Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Skal vi frigøre os fra Kina – også hvis det går ud over klimaet?

Michael Hirsh: Det, vi ser, er et gennemgribende geopolitisk skift, som kan ændre verden, som vi kender den

Brasso og Foss i RÆSONs nye trykte nummer: Siden 2019 er EU’s fælles gæld mere end tidoblet – og nu mangler der igen penge

William Kotschenreuther Andersen: Bag Trumps grønlandsambition gemmer sig mere end personlig forfængelighed

Bertel Heurlin: Trump vil maksimere USA’s magt – og lykkes faktisk med det. Mange ser det ikke – men det gør Xi

Jesper Olsen: Hvordan skal vi reagere på korruptionsdommen mod Le Pen?