Magnus Lund Nielsen i Bruxelles Briefing d. 28. maj: Hvordan vil et stærkere, men nationalkonservativt EU se ud?
28.05.2024
I ly af pandemi og krig i Europa er stadigt mere magt flyttet til Bruxelles. Samtidig tyder nylige nationale såvel som det snarlige EU-valg på, at centrum-venstre kræfter er i retræte. Så jubeleuropæerne får måske et stærkere Europa, men de konservative får lov at lægge linjen.
Med RÆSONs europapolitiske nyhedsbrev Bruxelles Briefing får du en analyse af et aktuelt emne – med under to uger til EU-valget kigger vi på, hvad et mere magtfuldt og måske mere konservativt Bruxelles kan betyde for kontinentet. Dernæst et nyhedsoverblik og til sidst en liste med læseværdigt stof om europæiske anliggender.
I søndags d. 26. maj gav den franske oppositionsleder, Marine Le Pen en udstrakt hånd til den italienske premierminister, Giorgia Meloni: Ville den europæiske højrefløj ikke være bedre tjent med, at de to grupperinger, ECR og ID, slog pjalterne sammen? For Le Pen, Meloni og deres meningsfæller kan se frem til historisk fremgang til det snarlige EU-valg.
Samtidig har stadigt mere magt samlet sig i Bruxelles de sidste fem år. Så med under to uger til klodens største transnationale valghandling sætter Bruxelles Briefing det lange lys på: Hvad betyder kombinationen af magtcentralisering og højredrejning for både EU selv og for medlemslandene?
Mens Meloni og Le Pen måske er i færd med at blande bordkortene i Europa-Parlamentet, er noget større faktisk i gære
_______
Konservativ medvind i Ministerrådet
Mens Meloni og Le Pen måske er i færd med at blande bordkortene i Europa-Parlamentet, er noget større faktisk i gære. EU’s politiske linje bliver nemlig ikke kun bestemt til Europa-parlamentsvalget en gang hver femte år. Gennem nationale valg sætter europæerne også holdet i EU’s overkammer, Rådet. Her sidder EU-landenes regeringer. Med tanke på nederlandske Geert Wilders kanonvalg sidste år, fremgang til portugisiske Chega og rekordmålinger til østrigske Fremskridtspartiet er prognoserne for EU-valget ikke videre overraskende.
Så i begge EU’s lovgivende kamre er konservative værdier i høj kurs. Det får betydning for den politiske linje hos EU’s udøvende gren, EU-Kommissionen. Hvis tyske Ursula von der Leyen gerne vil fortsætte, skal hun genopfinde sig selv som konservativ hardliner. Og det er hun allerede i gang med: Til centrum-venstres store skuffelse har von der Leyen eksempelvis ikke udelukket at samarbejde med højrefløjen, så længe troen på Ukraine, retsstat og det europæiske projekt ikke er til diskussion. Og lykkes det hende at beholde posten, kommer hun sandsynligvis til at stå i spidsen for en historisk konservativ, men også historisk magtfuld kommission.
I efteråret talte man om et tidsvindue, hvor progressive regeringsledere endnu havde mulighed for at sætte samarbejdet op i gear og afskaffe medlemslandenes vetoret på EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Fx har ungarske Orbán og slovakiske Ficos modstand mod øget Ukraine-hjælp givet hovedbrud i Bruxelles. Hvis det nogensinde fandtes, er vinduet endegyldigt ved at blive lukket.
Hvis tyske Ursula von der Leyen gerne vil fortsætte, skal hun genopfinde sig selv som konservativ hardliner. Og det er hun allerede i gang med
_______
Magteksport til Bruxelles
Historisk set er forskydningen af magt i retning af Bruxelles sket lettere gedulgt. EU-retten har spillet en ofte overset, men meget væsentlig rolle. Næsten siden samarbejdets spæde start har det været retspraksis, at EF-(og senere EU-)lov har forrang over national lovgivning. Det princip blev aldrig knæsat i de tidlige traktater. I stedet var det en konsekvens af en dom fra EU-retten i 1963, den såkaldte Van Gend en Loos-afgørelse, hvor et nederlandsk transportfirma mente, at toldsatserne mellem Vesttyskland og Nederlandene var højere, end den nyligt vedtagne Rom-traktat tillod. Den nederlandske regering mente omvendt, at det var nationalt anliggende. Endelig stadfæstede EU-retten, at ”Fællesskabet (sidenhen ’Unionen’, red.) udgør et nyt folkeretligt system”, indenfor hvilket medlemslandene har indskrænket deres suveræne rettigheder. Det blev startskuddet til en lang række EU-domme, som har flyttet mere magt til Bruxelles uden om både Kommissionen, Parlamentet og Rådet.
Så sent som i 2020 lagde den tyske forfatningsdomstol sig ud med en dom fra EU-retten, som de mente var gået udover sine beføjelser. Men tyske EU-Kommissionsformand von der Leyen gjorde det klart, at ”det sidste ord om EU-lov bliver sagt i Luxembourg (hvor EU-retten hører til, red.). Ingen andre steder.” Tyskland måtte senere trække i land og anerkende EU-domstolens forrang.
EU i bittesmå ryk
Andre gange er magtforskydningen sket med anderledes åbne øjne. For i krisetider samler magten sig ofte i Bruxelles, som Jean Monnet, en af EU’s fædrende skikkelser, også forudså. Før Corona-pandemien kunne begejstringen for en EU-koordineret sundhedspolitik ligge på et ret lille sted. Men blandt andet udsigten til en anseelig mængderabat på fælles vaccine-indkøb fik alligevel landene på andre tanker. På samme måde gik der heller ikke mange timer fra, at russiske kampvogne krydsede grænsen, til at EU var blevet enige om at gøre op med årtiers politisk tabu og finansiere den ukrainske modstandskamp i fællesskab.
Enten bliver EU’s magt rullet tilbage, eller også – og det er nok mere sandsynligt – får den europæiske højrefløj smag for EU-systemets potentialer
_______
Europæiseringen af lovgivning kan også tjene andre formål. Det giver fx de nationale lovgivere en behændig mulighed for at eksportere upopulære beslutninger til Bruxelles. Samtidigt sørger EU-lovgivning for, at alle EU-lande pålægges de samme reguleringsmæssige vilkår. Som Lykke Friis skriver i Verdens Magter, var det ikke ud af kærlighed til genforeningen, at det samlede Tyskland blev optaget i EU. Snarere tværtom. For med Tyskland i EU kunne Frankrig også have hånd i hanke med, hvordan det nye Tyskland udviklede sig.
EU-skeptisk splittelse
Så er spørgsmålet, hvad denne cocktail af magtcentralisering og højresving kommer til at smage af. Enten bliver dele af EU’s magt rullet tilbage, eller også – og det er nok mere sandsynligt – får den europæiske højrefløj smag for EU-systemets hestekræfter. Danske Anders Vistisen er fx tilhænger af dansk udmeldelse af EU, men holder samtidigt på, at EU skal tvinge TikTok til at sælge sin forretning fra eller udelukkes fra det europæiske marked.
Så hvordan vil en alliance fra det europæiske centrum-højre til det yderste højre forvalte magten, skulle de få den? I stil med hvad der også lader til at optage europæerne, kommer EU sandsynligvis til at koncentrere sig mindre om klima, værdier og rettigheder og mere om forsvar og forsyningssikkerhed. Men selvom de måske nok har EU-antipatien og nogle mærkesager til fælles, er de politiske grupper på den europæiske højrefløj notorisk splittede. Ifølge Politicos opgørelse tilhørte de ti parlamentarikere, der oftest har stemt imod deres egen partilinje i det nuværende mandat, enten ECR- eller ID-gruppen. Topscoren, tjekkiske Ivan David, stemte imod ID-gruppens linje mere end 40 pct. af tiden. Ganske sigende for enigheden på højrefløjen har ID-gruppen, yderst til højre, som den eneste gruppe i Europa-Parlamentet ikke offentliggjort et valgprogram.
For mens højrefløjspartierne nok er enige om, at EU skal have mindre magt indenfor visse områder, såsom arbejdsmarked og social sikring, er de ofte mere splittede, når det fx handler om EU-regler, der kan komme deres respektive hjemlande til gode. Til eksempel har Marine Le Pens partimedlemmer stemt for mindre rigide regler for statsstøtte til virksomheder, mens hendes partikolleger fra Central- og Østeuropa frygter, at deres lande vil sakke bagud uden samme finansielle muskler som den franske stat. På samme måde har både svenske og tjekkiske medlemmer i den mere moderate konservative ECR-gruppe afvist at alliere sig med partier, der har anlagt en mere fordragelig linje overfor Rusland, som fx det ungarske Fidesz eller det slovakiske regeringsparti Smer. Brudflader er der rigeligt af internt på højrefløjen.
Nok tyder det på, at dirigentstokken flytter over i et mere magtfuldt Europas højre hånd. Men kan højrefløjen nu også finde ud af at klappe i takt? ■
Så nok flytter dirigentstokken over i et mere magtfuldt Europas højre hånd. Men kan højrefløjen nu også finde ud af at klappe i takt?
_______
Andre nyheder
AfD uden europæiske alliancer: Da spidskandidaten for det tyske højrefløjsparti AfD, Maximilian Krah, i forrige uge bekendtgjorde, at man skam ikke kunne betragte alle SS-agenter som kriminelle, blev det for meget for kollegerne i deres europæiske partifamilie, Identitet og Demokrati. Med støtte fra blandt andet Dansk Folkeparti fik franske Marine Le Pen AfD smidt på porten. Med AfD ude har Le Pen cementeret sin position som gruppens de facto leder, hvorfor spørgsmålet om en ny alliance med den øvrige europæiske højrefløj måske virker desto mere besnærende. Forvent mere rumsteren på den europæiske højrefløj umiddelbart efter valget d. 9. juni.
Europæisk skepsis overfor Israel vokser: ”Vi bliver nødt til at vælge mellem vores støtte til de internationale institutioner og retsstatsprincippet eller vores støtte til Israel”. Sådan sagde EU’s udenrigschef Josep Borrell, efter at Den Internationale Domstol i Haag beordrede Israel til at stoppe sin offensiv i byen Rafah i det sydlige Gaza i fredags d. 24. maj. To dage før bekendtgjorde Spanien, Irland og Norge, at de vil anerkende den palæstinensiske stat. De slutter sig til en flok af hovedsageligt central- og østeuropæiske lande, der allerede har anerkendt Palæstina. Også herhjemme er regeringen ved at ændre kurs. Mette Frederiksen kalder situationen i Gaza for en ”En humanitær katastrofe af en kaliber, som er svær at forstå”, mens udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen opfordrer Israel til at stoppe sin offensiv i Rafah. Men Danmark er fortsat ikke klar til at anerkende Palæstina som stat.
Ny Kaledonien i oprør: 1500 kilometer ud fra Australiens kyst ligger øgruppen Ny Kaledonien. En fransk lov om at give franske tilflyttere ret til at stemme i øgruppens lokale valg har skabt vrede i den etnisk indfødte befolkning. Adskillelige er dræbt, og flere hundrede er arresteret i optøjer i hovedstaden Nouméa. Adgangen til TikTok er lukket. Ifølge den franske regering sker det for at stoppe spredningen af had og opfordringer til vold. Senest har præsident Macron foreløbigt udskudt den omstridte valgreform.
Læseliste:
Europæisk driveri og amerikansk overarbejde: Financial Times har begivet sig ud på den farefulde færd at sammenligne europæiske og amerikanske arbejdsliv. Amerikanerne arbejder mere, men europæerne er gladere for tilværelsen. Læs mere her.
Handler Europa-parlamentsvalget i Frankrig mere om Frankrig end om EU? Tidligere dansk ambassadør i Paris, Kirsten Biering, skriver i RÆSON om, hvordan Marine Le Pen håber at besejre Emmanuel Macron ved det franske valg til Europa-Parlamentet for derved at svække midten i europæisk politik og styrke dynamikken frem mod præsidentvalget i 2027. Find analysen her.
Hvor finder man svar på alle de spørgsmål, man ikke tør stille om Europa-Parlamentsvalget? Hvis du virkelig har andet at tage dig til end at bruge alle dine vågne timer på at suge så meget viden om, hvordan EU hænger sammen, til, så har Politico begået denne fine guide, som giver dig svar på alle de væsentligste spørgsmål om valget d. 9. juni. Hvad stemmer vi egentlig om? Hvordan påvirker din stemme valget af EU’s ledere? Og hvad laver et medlem af Europa-Parlamentet i det hele taget?
Magnus Lund Nielsen (f. 1994) er fast skribent og EU-analytiker hos RÆSON. Han er tidligere rådgiver i Europa-Parlamentet og PA- og kommunikationskonsulent og har en dobbeltkandidat mellem Europa-Kollegiet i Warszawa og CBS i europæiske studier og politisk kommunikation med speciale i Ukraine og populisme.
ILLUSTRATION: Italiens premierminister Giorgia Meloni i Palermo, 27. maj 2024 [FOTO: Impa/Backgrid/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
