Mikkel Møller-Sørensen og Vincent F. Hendricks: Et pennestrøg kan forandre verden. Vi må tale om at USA’s højesteret kan krone Trump til konge

09.08.2024


Efter flere højdramatiske uger i valgkampen er det allerede glemt i nyhedsstrømmen, men der er al mulig grund til at forstå implikationerne af Højesterets beslutning i juli om præsidentens immunitet. For det er selve demokratiet, der er på spil – og ikke kun i USA.

Af Mikkel Møller-Sørensen og Vincent F. Hendricks

”Man kan narre en del af folket hele tiden, man kan narre hele folket en del af tiden, men man kan ikke narre hele folket hele tiden” lyder et citat, der blev populariseret af Abraham Lincoln. Essensen af de berømte ord var angiveligt, at demagogers brug af løgn og spin, før eller siden – måske i sidste instans – vil kuldsejle, mens ærværdige demokrater vil sejre takket være sandfærdighed og hæderlighed. Man kunne tabe et slag mod populismen, men krigen ville man vinde – med rationaliteten i den ene hånd og retfærdigheden i den anden: Når kampen på politikkens slagmark er omme og røgen har lagt sig, vil patos, bedrag og fikse fortællinger være besejret af en substantiel og ambitiøs agenda.

Men i dagens USA ser det ud til at Trump virkelig KAN narre en del af folket hele tiden – og gøre nar af hele folket hele tiden. Og nu, takket være en historisk højesteretsdom i sidste måned, er det selve det amerikanske demokrati, der er på spil.

 

Med ét pennestrøg har Højesteret ikke alene givet Trump hel eller delvis immunitet bagudrettet, men også foræret enhver fremtidig præsident betragteligt udvidede beføjelser. For Trump er det et juridisk skjold
_______

 

Med ét pennestrøg

I forbindelse med straffesagen mod Trump om hans rolle ved stormen på Kongressen d. 6. januar 2021, blev dommerne i Højesteret bedt om at tage stilling til Trump-forsvarets påstand om at præsidenten besidder immunitet. Det vækker mindelser til Nixons appel til Højesteret i 1974, hvor i der også nedlagdes påstand om præsidentiel immunitet. Og 1. juli fastslog et flertal på 6 af 9 dommere i Højesteret – hvoraf tre er udpeget af Trump under hans første embedsperiode – at amerikanske præsidenter ikke kan drages strafferetsligt til ansvar for officielle præsidentielle handlinger. Med denne kendelse bemyndiges en amerikansk præsident, anno 2024 og frem, fuld juridisk immunitet for handlinger, der ligger indenfor det præsidentielle embedes rækkevidde. Endvidere fastslog Højesteret, at præsidenter, som minimum, har præsumptiv immunitet ved handlinger, der karakteriseres som liggende i yderkanten af præsidentembedets pligter og beføjelser – altså: en antaget immunitet med mindre andet er givet. Præsidenter har dog ikke immunitet for strafferetslige handlinger, der ligger udenfor præsidentembedet.

Højesteret optegner ikke en klar distinktion mellem officielle og uofficielle præsidentielle handlinger – det må en lavere retsinstans afgøre ved at forholde sig til kendsgerningerne en sag ad gangen. Herefter må man vente på præcedens for at finde noget, der måtte minde om en entydig distinktion og definition.

Ifølge Højesteret bør en præsident være i stand til at udføre sit embede fri af bekymring for efterfølgende retsforfølgelse på politiske modstanderes initiativ. Selvsamme ræsonnement ligger i øvrigt til grund for den danske Grundloves §57, der foreskriver Folketingets medlemmers immunitet. Med beslutningen har man sandsynligvis lige givet Trump et fripas til brug ved en eventuel fængselsdom for hans rolle under stormen på Kongressen eller forsøg på valgfusk i delstaten Georgia, hvilket er de to mest prominente af de fire føderale anklager mod ham. Det er ikke klart, hvad det vil betyde for anklagen om Trumps ulovlige besiddelse af klassificerede dokumenter (bl.a. opbevaret på badeværelser i hans hjem Mar-a-Lago).

Samtidig er det lykkedes hans forsvarere at forsinke endelige afgørelser i netop de tre sager. Kun i sagen om ulovlig bogføring, med det formål at dække over tys-tys-pengene betalt til pornoskuespilleren Stormy Daniels for at holde tæt, er Trump blevet fundet skyldig. Vinder Trump præsidentvalget, kan han beordre justitsministeriet til at droppe de øvrige sager, hvilket umiddelbart fremstår som et overvejende sandsynligt scenarium. Men det kan vække undren hvordan en sigtet – præsident eller ej – kan beordre en straffesag mod sig selv droppet, uden at blive betragtet som inhabil i den konkrete Straffesag.

Med ét pennestrøg har Højesteret ikke alene givet Trump hel eller delvis immunitet bagudrettet, men også foræret enhver fremtidig præsident betragteligt udvidede beføjelser. For Trump er det et juridisk skjold, der kan vise sig belejligt eftersom hans politiske valgprogram er mere radikalt end i både 2016 og 2020. Trumfkortet kan vise sig afgørende for det kontroversielle program ”Projekt 2025”, der er udarbejdet af den konservative tænketank the Heritage Foundation, der også tæller flere af den daværende Trump-administrations medarbejdere. Formålet er at demontere centrale checks-and-balances i statsapparatet. Læg hertil, at Trump har erklæret at ville være ”diktator – men kun på dag ét”.

Med Højesterets kendelse skal fremtidige præsidenter blot sikre sig, at enhver handling ligger indenfor præsidentembedets rækkevidde og ikke i privatregi. Som højesteretsdommer Sonia Sotomayor (der som en af xx stemte imod) spørger: Kan præsidenten bede specialstyrker likvidere politiske modstandere, orkestrere et militærkup med det formål at beholde magten som højesteretsdommer eller sælge en benådning? ”Immun, immun, immun” lød hendes eget svar.

Der er tale om en ny politisk tilstand uden fortilfælde. Kendelsen forekommer at være udtryk for en nepotistisk, politisk studehandel mellem den forhenværende præsident og en Højesteret med en trumpistisk, konservativ dagsorden. Eftersom sådan et frikort og paraply kun betros en folkevalgt præsident, men ingen andre, kan ingen hævde, at der stadig er lighed for loven – at også præsidenten er på lige fod med enhver anden borger. Denne nye politiske virkelighed er ganske enkeltikke et demokrati værdigt og næppe hvad ”the Founding Fathers” havde i tankerne i 1776 og 1789.

 

Der er tale om en ny politisk tilstand uden fortilfælde
_______

 

“Når præsidenten gør det, betyder det, at det ikke er ulovligt”

Omvendt må præsident Richard Nixon glæde sig i det hinsides. Afgørelsen legitimerer Nixons famøse ord – ”When the president does it, that means it is not illegal” – sagt i det berømte interview med den britiske journalist David Frost i 1977, efter at han måtte forlade Det Hvide hus som resultat af Watergate-skandalen. I 1974 havde han forladt Det Hvide Hus efetr Watergate. Vurderingen stod han dog alene med – den amerikanske stat mente netop, at Nixon udnyttede sit embede til på ulovlig vis at aflytte det Demokratiske Parti på hotellet Watergate – deraf navnet – samt finde snavs på partiets medlemmer. Efter Nixons jordskredssejr i 1972 dækkede administrationen over affæren og afviste enhver medvirken, men skandalen blev til syvende og sidst afsløret, da ”the White House tapes” blev afspillet ved en høring i Senatet. Nixon og hans administration havde forinden forsøgt at forhindre anklageren Archibald Cox i at komme i besiddelse af båndene med den begrundelse, at den lovgivende magt, Kongressen, som beskrevet i Forfatningen, ikke har magtbeføjelser over præsidentembedet. Den påstand bad Cox om en vurdering af i Højesteret, der efter en enstemmig afgørelse beordrede båndene udleveret, hvorefter Nixons involvering blev afsløret. Nixon stod til sidst overfor en potentiel rigsretssag, der med al sandsynlighed ville finde ham skyldig i det omfattende embedsmisbrug, og valgte i sensommeren 1974 – halvvejs gennem sin anden periode – at trække sig. Han blev afløst af sin vicepræsident Gerald Ford, der som det første benådede sin forgænger, der derfor aldrig blev hverken tiltalt eller dømt. Til gengæld blev flere end 40 ansatte i administrationen dømt i sagen.

Skandalen påførte det amerikanske demokrati et åbent sår, der dog fik et plaster påført i form af Højesterets forsvar for både Forfatningen og opretholdelsen af det liberale demokrati. Præsidenten var netop ikke hævet over loven – eller rettere: Kun i begrænset omfang. Det faktum, at Nixon aldrig til fulde blev holdt ansvarlig for misbrug af magten fra det højeste embede i USA, efterlod dog et synligt ar i den demokratiske selvforståelse samt den amerikanske anseelse udadtil Retfærdighed til fyldest indfandt sig ikke til fulde, og det blev blot understreget, at nok er der formel lighed for loven, men i praksis er der ikke.

Den nylige afgørelse river imidlertid op i det gamle sår, og fastslår, at der nu – både formelt og i praksis – ikke er lighed for loven. Nixons ord, ”When the president does it, that means it is not illegal” er ikke længere blot et forsvar for ens handlinger, men cementeret som gældende lov, som den fortolkes og foreskrives af Højesteret.

Har Højesteret hermed kronet den tidligere præsident til Donald Den Første? Kendelsen står i skærende kontrast til opgøret med den engelske kongemagt under den Amerikanske Uafhængighedskrig (1776-1783), der lagde grundlaget for det amerikanske demokrati og udgjorde intet mindre end oplysningstidens hidtil største bedrift. I to århundreder har det amerikanske demokrati ofte været betragtet et som frihedens fyrtårn, der tjente til både beundring og inspiration for resten af verden. I det 21. århundrede vil det snart at være et fjernt minde, som en betragtelig del af amerikanerne har valgt at vende ryggen til.



 

Kendelsen står i skærende kontrast til opgøret med den engelske kongemagt under den Amerikanske Uafhængighedskrig (1776-1783), der lagde grundlaget for det amerikanske demokrati og udgjorde intet mindre end oplysningstidens hidtil største bedrift
_______

 

En systemfejl i det amerikanske demokrati?

Med pergament og gåsefjer lagde John Adams, Benjamin Franklin, Alexander Hamilton, John Jay, Thomas Jefferson, James Madison og George Washington fundamentet for demokratiet i den Amerikanske Forfatning. Forfatningen – ikke mindst som idé – cementerede eksistensen af universelle og ukrænkelige borgerrettigheder, som alle de retmæssige deltagere i den revolutionerende nye styreform, demokratiet, skulle nyde godt af. Kongemagtens undersåtter blev til frie selvstændige borgere i egen ret. Monarkiet var forvandlet til en republik, der skulle være til for borgerne og ikke omvendt. Demokratiet skulle sikre individets fri udfoldelse, autonomi, og ret til at forfølge eget liv, frihed og ejendom. Magten skulle ikke længere arves af en snæver privilegeret klasse, men fortjenes af de folkevalgte givet en stemmeberettiget befolkning: ”by the people and for the people”.

Vejen til magten skulle kun gives på lånt tid – på baggrund af merit og ambition. Det mest konkurrencedygtige, substantielle argument ville triumfere, mens det ringe, endsige elendige, ville vige på ideernes frie markedsplads, der tjener som en hjørnesten for demokratiet. Oplysningstænkere som Kant, Mill, Montesquieu, og Locke abonnerede ligeledes på denne demokratiske grundpille, der i øvrigt fordrer og forudsætter ytringsfrihed i det offentlige rum. Ved at skele til monarkiet forstod Locke og Montesquieu dog, at demokratiet kun kunne vise sig dueligt og i stand til at sikre borgernes frihed og lighed, hvis magten netop IKKE koncentreres og centraliseres ved én institution eller ét embede. I USA delte man derfor magten i tre – den lovgivende, udøvende og den dømmende. Forfatningsfædrene som Adam Smith, Thomas Jefferson og Benjamin Franklin kendte Locke og Montesquieus idealer, som de rodfæstede i Forfatningen. Magten skulle deles mellem indbyrdes uafhængige magtcentre i en treenigheden for at sikre demokratiets virke og overlevelsesdygtighed.

Men efterlod man en systemfejl i Forfatningen? For Højesteret tolker Forfatningens ord, og højesteretsdommerne, der sidder på livstid, udpeges af den siddende præsident. Dét åbner for demokratisk skred, hvor præsidenten kan besidde større politisk og (u)demokratisk magt end tiltænkt. Jo flere dommere, der skal erstattes i løbet af en præsidentperiode, jo større betydningen af at vælge dem for deres politiske orientering frem for deres rene meritter. Så kan Højesteret politiseres, og der kan dannes en alliance mellem den udøvende og den dømmende magt. I værste fald reduceres treenigheden til et horisontalt hierarki. Er det ikke lige præcis, hvad amerikanerne har været vidne til siden 2016? Højesteret består overvejende af konservative dommere, hvor Trump personligt har udpeget hele tre, der som oftest både stemmer og bestemmer i hans favør. Den ene hånd vasker den anden.

 

I Trumps univers er politik ét stort nulsumsspil, hvor succes måles på hvad der er godt for Trump, hans allierede og fra tid til anden USA – i den rækkefølge
_______

 

”You’re either with us, or against us”

Foruden at være dømt som kriminel er Trump den eneste præsident, der er blevet tiltalt i en rigsretssag to gange. Ved begge lejligheder blev han reddet af sine partifæller. Et væsentligt argument fra Republikanerne lød ved begge lejligheder, at sagen var mere passende at føre strafferetsligt, altså i retssystemet. Men Højesteret svarer nu, at præsidenten kan holdes til ansvar i Kongressen ved en rigsretssag, hvorfor man ikke betragter præsidenten som hævet over loven. Så i dette nye politiske hierarki henviser man til hinanden i en ren cirkelslutning – den lovgivende magt henviser til den dømmende magt, og omvendt.

Det Republikanske Parti har traditionelt set sig som forsvarerne af ”lov og orden”, men retfærdighedens gudinde og retsstatens inkarnation, Justitia, har smidt bindet for øjnene og er er derfor ikke blind for arbitrære eller irrelevante omstændigheder knyttet til tiltalte såvel som forurettede. Det Republikanske Parti har med Trump slået ind på hvad der unægteligt fremstår som en autokratisk, populistisk og autoritær glidebane, hvor målet helliger midlet.

I Trumps univers er man enten med ham eller imod ham. Politik er ét stort nulsumsspil, hvor succes måles på hvad der er godt for Trump, hans allierede og fra tid til anden USA – i den rækkefølge. Det er den strategi, der lægges til grund i Nye Republikanske Parti, hvor der kun er plads til loyalister, der støtter Trumps kandidatur og dagsorden uden forbehold. Her bliver der næppe plads til Republikanere som McCain, Romney eller Haley. Ligeså bliver der ej heller gjort plads til det fælles bedste eller kompromiser henover midten med Demokraterne. MAGA-bevægelsens budskab er nemlig simpelt: ”You are either with us or against us” – det samme falske dilemma, som Republikanerne i 00erne lagde til grund for Bush-administrations krig mod terror.

Vi er blinde for vores egen samtid og lærer ikke noget af historien, som Samuel Rachlin sagde i DR-programmet ”Deadline” for nylig. Men Trumps ønske om et opgør med magtens tredeling – og dermed reelt med det amerikanske liberale demokrati – har været kendt siden han trådte ind på scenen i 2015. Det nye er, at Højesteret ser ud til at ville give Trump, hvad der er ham fordelagtigt.

 

Trump-kampagnen er drevet af polarisering – en fortælling om et ”dem” mod ”os” – og en romantisering af fortiden
_______

 



”Do we participate in a politics of cynicism, or do we participate in a politics of hope?”

Ovenstående ytrede Obama ved Demokraternes partikonvent i 2004. Obama abonnerede på sidstnævnte del – om håb – og hans politik i tiden som præsident var baseret på forsoning, inklusion og kompromis. Trump-kampagnen er derimod drevet af polarisering – en fortælling om et ”dem” mod ”os” – og en romantisering af fortiden. Kampagnen fremmes med åbenlyse løgne, et ufuldstændigt valgprogram og de førnævnte fejlslutninger. Harris’ kampagne er – i tråd med Obamas – helt fundamentalt det modsatte: Man fører politik på baggrund af substans, sandfærdighed og en regelbaseret verdensorden. Alligevel er det Demokratiske alternativ til Trump i en vis forstand reaktionært: Man søger at bevare det liberale demokrati og de foreskrevne demokratiske spilleregler, hvor der ikke er tvivl om rettigheder som ytringsfrihed, lighed for loven, en fair rettergang og universelle borger- og menneskerettigheder – herunder retten til abort. Man er i denne henseende bagudskuende, men på denne baggrund er politikken fremadskuende: Obamacare og den grønne dagsorden skal udbredes, og såvel våbenlovgivning som sundhedsvæsen og skattesystem reformeres. Modsat Trumps polariserende retorik tilbyder Harris-kampagnen et budskab om inklusion, optimisme. Demokraterne er slået ind på det alternativ, som bedst beskrives med Michelle Obamas ord: Vi går højt, når de går lavt.

 

Herhjemme i Danmark er der nok at tage ved lære af. Så længe der er flertal i Folketinget, er regeringen immun – og et par ministerposter til kritikerne er den rette valuta
_______

 

Hvad skal der blive af demokratiet?

Herhjemme i Danmark er der nok at tage ved lære af. Ligesom i USA kan et flertal Folketinget altid opretholde en regeringens immunitet. Dette kom i 2022 den daværende socialdemokratiske regering til gode, da den sad i betændte sager til op over ørene (minksagen, Sam-Sam, FE-sagen, dukkesagen, sms’er, m.m.), der formentlig kunne være endt i én eller flere rigsretssager. Det klarede man med en handel eller to i porten, hvilket resulterede i dannelsen af SVM-regeringen. Så længe der er flertal i Folketinget, er regeringen immun – og et par ministerposter til kritikerne er den rette valuta.

Ingen nulevende generation i Danmark har levet uden grundlovssikrede rettigheder og derfor tages de nærmest for givet. Men i Europa bør vi med bekymring tage bestik af de politiske vinde i USA. En del af USA synes nu at vende ryggen til det demokrati, amerikanerne i frihedens navn ellers selv har opfundet. Udenrigspolitisk ønsker Trump et omfattende opgør med både frihandel, politisk samarbejde og forsvarsalliancen (NATO) mellem USA og landets, hidtil, europæiske allierede.

Skulle Trump besejre Harris, må vi i Europa erkende klart og distinkt, at vi hverken kan regne med USA som en garant for vores sikkerhed, eller som en troværdig samarbejdspartner og allieret, der vil forsvare demokratiet, og en regelbaseret verden, som vi kender den. Europa, der det forgangne halve århundrede har vist sig at være ganske svagt sammenlignet med USA, må derfor rejse sig både økonomisk, militært, og dermed politisk, hvis der skal være et dueligt forsvar for at den demokratiske fane endnu vejer både højt og højere end den autoritære ditto. Europa må ud af USA’s skygge og i stedet træde i karakter som bannerfører for det demokrati, USA ikke længere bekender sig til. ■

 

Europa, der det forgangne halve århundrede har vist sig at være ganske svagt sammenlignet med USA, må derfor rejse sig både økonomisk, militært, og dermed politisk
_______

 

Mikkel Møller-Sørensen (f. 1994) BA i filosofi fra Københavns Universitet. Aktuelt studerende ved Copenhagen Business School. Vincent F. Hendricks (f.1970) dr.phil., ph.d., er professor i formel filosofi ved Københavns Universitet. Han er forfatter til en række bøger, herunder bl.a. Spræng boblen, Fake News, Kæmp for Kloden, Os og dem, Vend Verden, Sandhedsministeriet og NOK OM MIG. ILLUSTRATION: Fhv. præsident Trump under et rally i Arizona, 17. januar 2022 [foto: Gage Skidmore], præsident Nixon og hans hustru på stranden i San Clemente 1971 [foto: Den amerikanske stat], senator Obama under et rally i Hartford, Connecticut, 4. februar 2008 [foto: Ragesoss]