Mikkel Vedby Rasmussen: Velkommen til den nye universitetsaktivisme

10.10.2024

Konflikten i Mellemøsten er blot det seneste emne, som er blevet genstand for universitetsaktivisme. Det vil imidlertid være en fejl at tro, at konflikterne og den frustration, som håndteringen af dem udløser, kun handler om konflikten i Mellemøsten.

Af Mikkel Vedby Rasmussen

Over 700 ansatte på Københavns Universitet har skrevet under på en protest mod, at man 4. september fjernede aktivister, der kalder sig ”Studerende mod besættelsen”. Ifølge protestskrivelsen blev de studerende ”brutally removed from the premises by heavily armed police, with assault rifles and attack dogs, resulting in six arrests”. Udover at protestere mod, at universitets ledelse tilkaldte politiet, så skriver de mere end 700 ansatte under på et krav om ”akademisk boycot” af israelske forsknings- og undervisningsinstitutioner. Og 12. september demonstrerede 100 studerende og ansatte på RUC med samme krav om et ”akademisk boycot” af Israel.

Selvom danske universiteter ikke har oplevet så dramatiske konfrontationer i USA, så har konflikten i Mellemøsten også i Danmark udløst alt fra antisemitisk graffiti og mobning af studerende til protester, besættelser og demonstrationer. Underskriftindsamlingen på KU og demonstrationen på RUC viser, at disse protester skaber konflikt mellem universitetsledelse og en række medarbejdere og studerende.

Men konflikten i Mellemøsten er blot det seneste emne, som er blevet genstand for universitetsaktivisme. Og det vil være en fejl at tro, at konflikterne og den frustration, som håndteringen af dem udløser, udelukkende handler om konflikten i Mellemøsten.

Den nye universitetsaktivisme er karakteriseret ved tre ting:

Der deltager ikke kun studerende i aktionerne. At aktivisme foregår på universitet, betyder ikke, at det kun er studerende og ansatte, som deltager – aktivisten Greta Thunberg deltog således i aktionen på Københavns Universitet 4. september. Gruppen af studerende, som er politisk engagerede på den måde, er lille og er blevet mindre i de seneste år. Uddannelsesinstitutioner er imidlertid nogle af de få steder, hvor der stadig gives plads til aktivisme og derfor søger aktivister derhen. Her findes der mange med erfaring i foreningsarbejde og mange, der er aktive i politiske miljøer udenfor universitet. Det bliver således centrum for netværk af aktivisme, som strække sig langt udenfor universitets mure.. Og helt lavpraktisk, inden for murene er der let adgang til masser af kvadratmeter, hvor man kan demonstrere – uden fx at provokere butiksejere eller forbipasserende, der ringer til myndighederne.

Fællesskab. Aktivisme tilbyder et fællesskab, som ofte mangler på et moderne universitet. På et dansk universitet er der ikke det nære samspil mellem studerende og undervisere, som man finder i den klassiske britiske model. Ofte har ansatte i et laboratorium eller på et kontor meget lidt med studerende at gøre, selvom de ansatte identificerer sig stærkt med universitet. Aktivismen er derimod en sag, som bringer en gruppe ansatte og studerende sammen om en fælles sag og forener dem i fælles aktiviteter. En ikke uvæsentlig grund til at besættelser er en central del af aktivisme, både i Danmark og i USA, er, at det er ret hyggeligt at besætte noget sammen.

Modmagt. I dag er universitetsaktivisme en måde, hvorpå man kan både udstille og udfordre magten. En strejke har nogle konkrete mål (mere i løn, bedre arbejdsforhold), og derfor skal de strejkende aldrig gå længere, end at arbejdsgiverne har interesse i at opfylde deres krav. Aktivisme på universitet er derimod ofte mindre fokuseret på konkrete mål. Målene er blevet større, måske også større end universitets ledelse kan opfylde – som Aarhus Universitet så rigtigt har mindet offentligheden om, fører et universitet ikke sin egen udenrigspolitik. Men netop fordi universitetsledelsen ikke kan ændre landets udenrigspolitik, så bliver universitet og dets ledelse blot et symbol – den første række i en lang række af offentlige ledelseslag, som ender hos regering og Folketing; og den vrede man føler mod landets politiske ledelse, bliver så rettet mod det første ledelseslag, som man møder. Uanset om aktionen handler om udenrigspolitik eller universitetspolitik, så bliver resultatet en mere uforsonlig retorik og mere radikale midler. Derfor opstår der et paradoks mellem aktivisternes hyggelige fællesskab og deres attituden overfor dem, der ikke deltager i aktionen – overfor dem er tonen anderledes hård.

 

På grund af det uforløste spørgsmål om, hvad meningen med universitet er, så bekræfter aktivismen omverdens mistro og universitets egen usikkerhed
_______

 

Indtil for få år siden var studenteraktivisme mest noget, som vi forbandt med ungdomsoprøret. Og den nye aktivisme er da også en bevidst kopiering af 1960’erne og 1970’ernes aktivisme. Men den nye aktivisme er mere Banksy end Daniel Cohn-Bendit (talsmand for de studerende i Paris i 1968, red.). Det er en udstilling, mere end en revolution; Og aktivismen udstiller, at universitet stadig ikke har fundet en ny rolle næsten 60 år efter, at det gamle professorstyrede, eliteuniversitet gik under i studenteroprør og Finansministeriets ønske om at uddanne flere akademikere til at arbejde i velfærdsstaten. Ungdomsoprørernes børnebørn studerer på et universitet, der hverken er blevet demokratiseret, som ”oprørerne” den gang ønskede, eller den innovationshub, som virksomheder og regering i dag ønsker sig. Universitet er elementer af det alt sammen og mere til i stadig konflikt om opmærksomhed og bevillinger.

På grund af det uforløste spørgsmål om, hvad meningen med universitet er, så bekræfter aktivismen omverdens mistro og universitets egen usikkerhed. Det sker ikke kun i Danmark, men i hele den vestlige verden. For ingen steder har universitet rigtig fundet sin form efter 1960’ernes omvæltninger og rigtigt fundet sin opskrift på at håndtere demografiske forandringer og behov for nye kompetencer, som følger med den teknologiske udvikling.

Både i Europa og USA gælder det, at for universitets omverden, ikke mindst dets højreorienterede kritikere, afslører aktivismen universitetet, som et arnested for ”wokeisme”, inklusive knæfald for islamisme og andre ’venstreorienterede’ ideer. På de indre linjer bliver håndteringen af aktivisme set som afsløring af en ledelse, som er ude af trit med værdier medarbejdere og studerende værdsætter. De oplever i forvejen, at ledelsen er mere optaget af at sikre eksterne forskningsmidler, end at kære sig om universitets indre liv. I deres øjne bliver ledelsen demaskeret, og fremstår som statens og magtens lakajer.

For en universitetsledelse er udfordringen ved aktivismen, at aktivismen står i skarp kontrast til den stille hverdag på læsesalen eller i laboratoriet. Derfor er den sværere at håndtere på den måde, som man normalt leder på universiteter på. Håndteringen er også sværere at legitimere overfor medarbejdere og studerende. Netop fordi ledelsen bliver fanget mellem intern og ekstern kritik. I USA har håndteringen af det sidste års protester været så svær, at den har kostet adskillige rektorer jobbet.

Hvordan det kommer til at gå i Europa – herunder Danmark – er for tidligt at spå om, men aktivismen er og bliver en stor ledelsesudfordring. For den nye universitetsaktivisme har karakteristika, som uvægerligt skaber konflikt ved at udnytte allerede eksisterende modsætninger eller skabe nye. Men den egentlige ledelsesudfordring er, hvordan man skaber et universitet, som har en ny, klar rolle i samfundet. ■

 

For den nye universitetsaktivisme har karakteristika, som uvægerligt skaber konflikt ved at udnytte allerede eksisterende modsætninger eller skabe nye. Men den egentlige ledelsesudfordring er, hvordan man skaber et universitet, som har en ny, klar rolle i samfundet
_______

 

Mikkel Vedby Rasmussen (f. 1973) er professor i statskundskab på Københavns Universitet. Han har mere end 10 års erfaring med universitetsledelse, senest som dekan på Københavns Universitet. Han er leder af bestyrelsen for INVI – Institut for Vilde Problemer samt forfatter til bl.a. Krisesamfundet (2021) og Tilbage til krigen. Danmark i den nye verdensorden (2022). Sammen med Lars Bangert Struwe udgiver Mikkel Vedby RÆSONs podcasts Geopol og Krisecast.

ILLUSTRATION: Roskilde Universitet, 12. september 2024: Studerende demonstrerer for universitetets boycot af Israel [FOTO: Pelle Rink/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Bode & Trabucco om kunstig intelligens i krig: Fjernelsen af menneskelig dømmekraft vil have alvorlige konsekvenser

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Verden set fra Washington versus København

Kasper Junge Wester: Hvornår erkender vores politikere, at USA ikke er – eller vil være – vores allierede?

Jesper Olsen: Karaktermordet på internationale konventioner er uklogt for et lille land, der er afhængigt af den internationale retsorden

Lars Struwe: Hvis Europa ikke styrker afskrækkelsen nu, kan udfordringerne snart blive langt dyrere – og langt farligere

Peter Lautrup-Larsen: Troels Lund får nøglerne – men ikke nødvendigvis magten