Niels Bjerre-Poulsen om Demokraternes konvent: Kan Demokraterne besejre Trump med optimisme og glæde?
21.08.2024
“Trump har forsøgt at definere Kamala Harris på mange måder – bl.a. ved at kritisere hendes latter som hysterisk og vanvittig. Demokraterne har truffet en strategisk beslutning om, at hun må grine lige så meget, som hun vil. De skal være ‘happy warriors'”
Nyhedsinterview med Niels Bjerre-Poulsen om Demokraternes konvent i Chicago. Af Christian Bach.
RÆSON: Hvis vi skal begynde helt overordnet: Hvor toneangivende er konventet — set i et historisk perspektiv?
BJERRE-POULSEN: I et historisk perspektiv spillede partikonventet en større rolle tidligere, hvor det var dér, man afgjorde, hvem der blev partiets kandidat. I moderne tid er det ofte afklaret længe inden konventet. Dette konvent er dog særligt vigtigt, fordi det er afholdt i et meget komprimeret tidsforløb. Og selvom folk måske kender Kamala Harris som vicepræsident, er konventet en oplagt lejlighed til at relancere hende på en ny måde.
Der var på et tidspunkt overvejelser om, at konventet skulle afgøre, hvem der skulle være partiets kandidat efter Joe Biden trak sig. Nogle mente, det ville være bedre at afholde en form for komprimeret primærvalg, inden Kamala Harris blev valgt. Dette foregik dog på en anden måde, idet dørene blev åbnet for andre kandidater, men til sidst blev det afklaret, at Harris skulle være den endelige kandidat, da der ikke var andre oplagte, der meldte sig. Det har gjort det muligt at bruge hele konventet på at præsentere hende uden sure grupperinger, der er ærgerlige over, at deres kandidat ikke blev valgt. Indtil videre ser det ud til, at konventet præges af harmoni og begejstring.
Der var dog bekymring for, om der ville være demonstrationer, og nogle har sammenlignet situationen ved det Demokratiske konvent i Chicago i 1968. Selvom der har været tale om dette, er der intet, der tyder på, at vi vil se lignende uroligheder ved dette konvent. Men det er klart, at situationen i dag er meget anderledes end i 1968, hvor en afgående præsident og en vicepræsident skulle blive kandidat under mere anspændte omstændigheder. Og foreløbig tyder det ikke på, at historien vil gentage sig.
Vi står i en situation, hvor USA har mange internationale interesser i diverse konflikter – eksempelvis i Gaza. Til arrangementet i 1968, var der store optøjer i forbindelse med anti-krigs demonstrationer, hvilket kan sættes i relief til de aktuelle demonstrationer, der har været i forbindelse med situationen i Mellemøsten. Hvordan kommer situationen i Gaza til at fylde i den fremadrettede kampagne? Det er et emne, som især universitetsstuderende har stærke holdninger til – og i nat anerkendte Biden, at de “har en pointe”
Det hele sker i en kontekst, hvor Anthony Blinken er ved at forhandle en våbenhvile-aftale på plads. Timingen er derfor meget gunstig, da det åbner for, at krigen i Gaza ikke vil dominere debatten frem mod november. Det bliver i hvert fald ikke det centrale emne på Demokraternes partikonvent. For eksempel holdt præsten Raphael Warnock, tidligere præst i Martin Luther Kings kirke, Ebenezer Baptist Church i Atlanta, en tale, hvor han parafraserede Kings berømte “I Have a Dream”-tale fra Washington i 1963. Her talte han om en fremtid, hvor jødiske og palæstinensiske børn, samt alle Guds børn, kan lege sammen. Alexandria Ocasio-Cortez berørte også dette emne i sin tale. Der har været en klar bevidsthed om også at vise opmærksomhed på de lidelser, som palæstinenserne i Gaza gennemgår. Dette synes at være en bevidst strategi for at afvæbne den potentielle trussel, som demonstrationer uden for konventet kunne udgøre for dets image.
I Chicago i 1968 var der både kampe indenfor konventet, hvor grupper med vidt forskellige syn på Vietnamkrigen kom fysisk op at slås, og politiet havde deres kampe med demonstranter udenfor. Nogle har spekuleret i, om situationen i dag kunne føre til lignende scener, med demonstranter mod krigen i Gaza, der kunne blive nutidens udgave af Chicago i 1968 – eksempelvis pga. historiske ligheder, såsom en præsident, der trækker sig. Men det ser ikke ud til at blive tilfældet.
Partikonventet har det primære formål, hvor banalt det end lyder, at sikre, at fire ugers momentum bliver til fem ugers momentum
_______
Hvilken udvikling er det, som skal stadfæstes af Harris/Walz på konventet?
Valgkamp i høj grad handler om at definere begreberne. Demokraternes åbningsvideo viste, hvordan de på en effektiv måde flettede alle deres mærkesager ind i et frihedstema, hvad enten det drejer sig om retten til abort, homoseksuelles rettigheder, eller borgerrettigheder. Dette frihedstema er blevet helt dominerende.
Hvis vi ser tilbage på valgkampen, da Joe Biden var kandidat, blev det ofte sagt, at hvis Biden blev hovedtemaet, ville Trump vinde, men hvis Trump blev hovedtemaet, ville Biden vinde. Biden havde en smal vej til sejr, hvor hovedtemaet, han måtte fokusere på, var truslen fra Trump. Budskabet var, at demokratiet stod på spil, hvilket var både korrekt og nødvendigt, men også et forholdsvis mørkt tema. På trods af Bidens fremskredne alder var han den, der skulle forhindre Trump i at genvinde magten og fundamentalt ændre det amerikanske demokrati.
I kontrast hertil har Kamala Harris fået et langt mere positivt budskab at fremføre. Hendes rolle er ikke bare at forhindre noget, men at fortsætte og udvikle den amerikanske drøm, og opfylde de løfter, der ligger i denne drøm. Dette er et langt mere optimistisk budskab, end det Biden ville have været parat til at levere, og det afspejles også i meningsmålingerne.
Harris har også formået at integrere det Demokratiske frihedstema og sloganet “We are not going back” som et klart alternativ til Trumps “Make America Great Again,” som er retrospektivt og ser bagud. Hun placerer de Demokratiske mærkesager i en amerikansk udviklingshistorie, der peger fremad.
Hillary Clintons tale i går kunne have fokuseret mere på, at hvis hun var blevet valgt i stedet for Trump i 2016, ville mange af de problemer, der opstod med Trump, være undgået. Men det var ikke det, hun lagde vægt på. Hun fremhævede i stedet, at hun næsten havde brudt “glasloftet” og banet vejen for den første kvindelige præsident. Hun var et skridt på vejen, men ikke det endelige skridt – det kommer med Kamala Harris. Denne bevægelse fremad er noget, næsten alle talere har flettet ind i deres budskaber. De har formået at vende problemerne til et optimistisk budskab i stedet for en dyster advarsel om, hvad der sker, hvis Trump bliver valgt.
Hvor stærkt står Kamala Harris og Tim Walz lige nu?
I første omgang har det handlet om at genvinde det tabte. Biden var langt bagud i valgkampen, og i nogle vurderinger havde han kun én ud af fem chancer for at vinde præsidentvalget. Det gik simpelthen den forkerte vej, og det var svært at se, hvad der kunne ændre dynamikken. Nu er dynamikken vendt. Nu har hun indhentet det tabte og fører med nogle procentpoint.
Der er dog ingen grund til at føle sig sikre på noget endnu. Fremgangen og momentum kan stadig blive bremset. Men partikonventet har det primære formål, hvor banalt det end lyder, at sikre, at fire ugers momentum bliver til fem ugers momentum. Så længe partikonventet kører, bør fremgangen i meningsmålingerne fortsætte, og de har haft en god første dag.
Der spekuleres i, at hun måske fører med 4-5 procent i de nationale meningsmålinger. Men det er valgmandskollegiet, der afgør valget.
Udover at have indhentet det tabte og opnået en snæver føring, har hun også fået nogle stater i spil, som måske ikke var det før. Biden havde en meget snæver vej til sejr; han skulle vinde Pennsylvania, Michigan og Wisconsin – de tre stater, som Trump vandt i 2016. Biden kunne måske tabe Arizona og Georgia, som han vandt i 2020, og alligevel lige klemme sig til en valgsejr. Nu taler man også om stater som North Carolina, så der er kommet flere mulige veje til sejr. Alligevel peger mange, der kigger på meningsmålinger, på, at hun helst skal føre mere i de nationale målinger, end hun gør nu.
Det momentum, den bevægelse, den idé om, at det er hende, der har tur i den og ikke Donald Trump, skal fortsætte, og partikonventet skal hjælpe med det. Der er folk, der sætter procentsatser på og siger, hvor meget bump man får med et partikonvent: man får som regel et par procentpoint. Republikanerne fik dog intet ud af deres konvent, blandt andet fordi alt krudtet blev brugt på Joe Biden, som jo trak sig efterfølgende. Og det vil man hæfte sig ved.
Der er ikke noget, der blev sat i gang på Republikanernes partikonvent, som de kan bygge videre på. Det er en stor del af deres problem. Imens har Demokraterne nu muligheden for selv at definere Kamala Harris, i stedet for at lade Trump og Republikanerne definere hende som en farlig San Francisco-kommunist. Dette er deres chance for at reintroducere hende på en måde, der kan blive en bærende fortælling frem til november.
Sandheden er, at hendes politik ikke vil ligge langt fra det, Biden ville have præsenteret
_______
Harris løftede sløret for sine økonomiske planer for nogle dage siden. Her kom hun eksempelvis med forslaget om ‘price control’ på diverse dagligvarer – noget der har været meget i fokus. Hvad fortæller Harris’ forslag om Demokraternes udvikling ift. økonomien?
Man altid kan diskutere det med price gouging. Man kan også se diskussioner om, hvorvidt det er det samme som priskontrol.
Og man kan jo også diskutere, om det er praktisk muligt at gøre. Men man kan sige, at Harris hele tiden har stået med det dilemma, at det ikke vil være realistisk at præsentere en helt anden økonomisk politik end den, som regeringen, hun har været en del af de sidste fire år, har stået for.
Analysen vil nok være, at det ikke kun er den økonomiske politik, der har været Bidens problem; det har også været hans alder. Så det krav om at få detaljerne af den økonomiske politik, det er også politisk motiveret. Hun har kun været kandidat i tre uger, men der er forventninger om at præsentere konkrete økonomiske forslag.
Sandheden er, at hendes politik ikke vil ligge langt fra det, Biden ville have præsenteret. Hun har dog selv kommet med nogle konkrete forslag. Men grundidéen, som Biden også præsenterede, er, at den amerikanske økonomi skal bygges ‘from the middle out’.
Det handler om ting, der hjælper middelklassen i deres dagligdag: barselsorlov, lavere medicinpriser, eftergivelse af studiegæld, og at få priserne under kontrol. Demokraterne ved, at inflationen er en af deres største akilleshæle, så alt, hvad der kan gøre dagligdagen billigere, er i fokus, snarere end at foreslå store reformer. Det kan være i form af at sænke udgifterne på ting, snarere end at tale om store skattereformer, der radikalt omfordeler skattebyrden.
Så vi kommer ikke til at se større ændringer – eksempelvis som i 1992, hvor Bill Clintons ‘New Democrat’-ideologi ændrede partiets kurs?
Nej, det tror jeg ikke. Grundlæggende er dilemmaet for hende, at hun også må holde fast i de succeser, der har været for den amerikanske økonomi de sidste år. Altså, der var en recession, som mange økonomer troede ville komme, men den blev afblæst. Der har været god økonomisk vækst og lav arbejdsløshed. Svagheden har i sidste ende været inflationen. Så der er ikke basis for, at hun fuldstændigt skulle forkaste den økonomiske politik, som Biden-regeringen har ført de sidste år.
Hun kan ikke bare sige, at nu gør vi noget helt andet. Modsvaret fra Trump vil selvfølgelig være: “Hvorfor har du så ikke gjort det for længe siden?” Det er interessant at observere, hvordan mange ledende Republikanere i fjernsynet kalder det for Harris-regeringen i stedet for Biden-regeringen, for at antyde, at hun har magten nu. Det skaber et dilemma, for det er svært at sige, at vicepræsidenten ikke har så meget at skulle have sagt, når Demokraterne også har brug for at vise, at hun har haft ledelsesansvar og har lært noget de sidste fire år.
Hun kan ikke fuldstændigt fratage sig ansvar for immigrationspolitik, økonomisk politik og andet, selvom hendes indflydelse som vicepræsident måske er begrænset. Der er altså et forholdsvis smalt spektrum for, hvor meget hun kan sende nye økonomiske signaler ud.
Jeg så Alexandria Ocasio-Cortez holde en progressiv tale, hvor hun gik efter Wall Street og kritiserede Trump for mest at støtte sine venner. Jeg så også formanden for United Auto Workers, Shawn Fain, iført en t-shirt, hvor der stod “Trump is a scab”, altså en skruebrækker.
Dette er en anden tilgang til de vælgere, som Trump havde overraskende held med at vinde i 2016 og også i 2020 — hvide arbejdervælgere. Demokraternes tilgang til at bremse tabet af de vælgere eller forhindre, at Trump får for stor en andel af dem i de afgørende stater, er at tilbyde dem indflydelse, styrke fagforeningerne, arbejde for at hæve mindstelønnen osv., snarere end at fokusere på anti-woke temaer. Trumps identitetspolitiske tilgang appellerer typisk til disse vælgere, men hans budskaber handler ikke om konkrete økonomiske fordele, men om slogans som “Make America Great Again” og at deportere illegale immigranter, der angiveligt har taget deres arbejde.
Det budskab burde have begrænset appel i en situation, hvor der er fuld beskæftigelse.
Demokraternes tilgang til at bremse tabet af de vælgere eller forhindre, at Trump får for stor en andel af dem i de afgørende stater, er at tilbyde dem indflydelse, styrke fagforeningerne, arbejde for at hæve mindstelønnen osv., snarere end at fokusere på anti-woke temaer
_______
Som du tidligere har nævnt, er Tim Walz en stærk kandidat ift. appellen til den hvide arbejderklasse, som Trump har været populær iblandt. Hvor stor en rolle har vælgergruppen spillet ved tidligere valg? Og er den stadig en central del af en eventuel valgsejr til november?
Man kan sige, at denne vælgergruppe er blevet ret afgørende, fordi marginalerne er så små. Hvis man fx ser på en stat som Michigan, som Trump vandt med 10.700 stemmer, så generobrede Biden den med næsten 150.000 stemmer. Og i nogle af de seneste meningsmålinger, før Harris trådte til, var Michigan igen i spil. Wisconsin og Pennsylvania er stadig helt afgørende stater i det hele taget. På grund af disse marginaler er det afgørende, hvad Det Demokratiske Parti tilbyder disse vælgere, og hvordan det adskiller sig fra, hvad Trump tilbyder dem.
Det store skift for Det Demokratiske Parti har i en eller anden forstand været, at det er gået fra at være det traditionelle arbejderparti til at tiltrække flere højtuddannede vælgere. Det er godt for Demokraterne på mange måder, men det må ikke understøtte Trumps fortælling om, at Det Demokratiske Parti nu er et eliteparti, der ikke interesserer sig for almindelige borgere. Trumps appel har hovedsageligt drejet sig om identitet frem for konkrete økonomiske tiltag. Først med valget af Joe Biden, og nu med frygten for, at når det ikke er “Average Joe” fra Scranton, men en “San Francisco Liberal”, der skal være kandidat, så vækker det minder om Hillary Clinton. Hun tabte tre stater, som ingen Republikaner havde vundet siden 1980’erne. Den frygt vender tilbage, og det er bl.a. Tim Walz, der skal hjælpe med at definere, hvad Demokraterne tilbyder arbejdervælgerne.
Derudover har Demokraterne været opsatte på at genvinde et glædes-tema. Trump har forsøgt at definere Kamala Harris på mange måder, bl.a. ved at kritisere hendes latter som hysterisk og vanvittig. Demokraterne har truffet en strategisk beslutning om, at hun må grine lige så meget, som hun vil. De skal være “happy warriors”. Den første demokratiske kandidat, der beskrev sig selv som “the happy warrior”, var Al Smith i 1928, og det er et begreb, der nu er dukket op igen. Demokraterne har besluttet, at de vil stå overfor Trumps “doom and gloom”-budskab med optimisme og glæde.
Frygten med Biden var, at advarslerne mod Trump ville komme til at fylde for meget. Nu har de klart nedtonet dette. Kamala Harris har også nedtonet det historiske i, at hun er den første kvinde af farve på denne post. Hun taler meget lidt om det, fordi frygten er, at det ville spille for meget ind i Trumps identitetspolitiske tilgang. I stedet fokuserer de på glæde og optimisme, hvilket partikonventet i høj grad afspejlede.
Det virkede også som om, at et af gårsdagens hovedtemaer var, at faklen skulle gives videre fra Joe Biden til Kamala Harris. Lykkedes det for Demokraterne at få placeret Harris i den bedst mulige position, og få sagt “tak for denne gang” til Biden, nu hvor man er begyndt at distancere ham fra partiets fremtid?
Modtagelsen af Joe Biden var meget rørende, synes jeg. Det er en af de ting, der er lykkedes forbløffende godt, og det er sket med hans aktive medvirken. Det kunne på mange måder have været en bitter pille at sluge for ham at stå på konventet som den, der giver faklen videre, i stedet for som partiets kandidat. Men det har han taget på sig, og til gengæld fik han den heltemodtagelse, som vi så i går. Folk græd, var taknemlige, og der var “I Love Joe”-skilte overalt.
Man kan sige, at det er en af de ting, der er gået overraskende godt. Der har været bekymringer om, at Harris blot blev prikket på skulderen, som du har nævnt tidligere. Men dette giver måske anledning til at tænke, at det næsten var lige så godt som at blive valgt ved konventet, at man officielt giver faklen videre på den måde, som både Biden og Clinton gjorde.
Jeg synes også, at der var en lignende tonalitet i Clintons tale. I stedet for at udtrykke “det skulle have været mig”, gav både Hillary Clinton og Joe Biden en fuldtonet opbakning til at give faklen videre. ■
Demokraterne har besluttet, at de vil stå overfor Trumps “doom and gloom”-budskab med optimisme og glæde
_______
Både Barack og Michelle Obama talte på dag 2 til konventet. Der blev talt meget om Trump og hans persona – hvilket vi ikke har set dem gøre tidligere. Er det et udtryk for, at fællesskabet blandt Demokraterne, stadig er en afstandtagen til Trump?
Ja, bestemt. Spørgsmålet er, hvordan man griber det an uden at støde dem, der kunne have overvejet at stemme på Trump, eller som måske tidligere har gjort det. Der er nogle, der går efter ham med punchlines og får stort bifald fra basen. Men både Barack og især Michelle Obama gik efter ham på en anden måde. En del af bagtæppet var Michelle Obamas ofte citerede “when we go low, we go high”. Hun lagde en noget anden stil denne gang, men det var ikke ligesom Clinton, der gik med på “lock him up” osv. Punchlinen var, at præsidentembedet var en del af “black jobs” – i reference til Trumps udtalelse til de sorte journalister, hvor han talte om, at immigranter kom og tog “black jobs”. Den vendte hun meget legalt, ved at bruge præsidentembedet som et eksempel på et “black job”.
Et gennemgående tema i deres taler var Trumps klynkeri. De beskrev ham som en privilegeret mand, der i ni år har klynket over alt, som om alt var en personlig fornærmelse mod ham. De pegede på, at han ingen fornemmelse har for de udfordringer, de fleste amerikanere står overfor i deres hverdag, såsom at have et job og betale regninger. Michelle Obama nævnte, at de fleste amerikanere ikke kan regne med, at deres far kommer og kautionerer for dem, når de går konkurs. Her lå der en racemæssig undertone, som også handlede om mennesker, der ikke har en privilegeret baggrund.
Michelle Obama er ikke politiker og har gjort meget ud af at understrege, at hun aldrig har haft interesse i det. Hun har dog åbnet op for nogle af de ting, de blev udsat for, mens Barack var kandidat og siden præsident. Hun har også været udsat for mange racistiske kommentarer. Hendes tale handlede meget om den privilegieforståelse, som Trump har, hvor han føler sig berettiget til at definere andre mennesker. Det er det, man kalder “othering” – som når han sagde, at John McCain ikke var en rigtig krigshelt, at Barack Obama ikke var født i USA eller at Joe Biden er “sleepy.”
Hun nævnte som sagt også “black jobs” – et begreb Trump brugte, da han talte til sorte journalister og antydede, at der var bestemte jobs allokeret til sorte amerikanere. Michelle Obama vendte dette på hovedet ved elegant at antyde, at præsidentjobbet måske denne gang også var et “black job,” som nogen havde tænkt sig at tage fra ham. Hun og Barack Obama, som hun sagde, er “two successful people who just happen to be black.” Det var en torn i øjet på Trump, fordi det ødelagde hans forestillinger om, hvordan den naturlige orden i samfundet burde være. Det var en sofistikeret måde at udstille hans fordomme og racisme på, uden direkte at kalde ham for racist.
Michelle Obama var en virkelig effektiv taler, uden at dæmonisere Trumps vælgere, direkte eller indirekte. Barack Obama gjorde det samme – de er begge virkelig gode talere.
Derudover var der også det digitale “roll call,” som ikke havde den store betydning, da Kamala Harris allerede havde de delegerede, hun skulle bruge. Men som et festligt indslag var det ret effektivt.
Stephanie Grisham var også på talerstolen – den tidligere kommunikationsmedarbejder i Trump-administrationen. Hun gik for alvor i kødet på Trump, og fortalte om, hvor forfærdelig han er når kameraerne er slukkede. Hvad fortæller den linje dig om Det Demokratiske Partis strategi?
Det er helt klart, at det med at have tidligere Republikanere med er vigtigt. Det kan du også se på de sociale medier, hvor der er mange opslag med folk, der siger: “Jeg stemte på Donald Trump ved sidste valg, og her er hvorfor jeg nu stemmer på Kamala Harris.” Der er mange bevægelige dele i sådan et stort maskineri. En del af det handler om at mobilisere basen, og et andet aspekt er at prøve at få en andel af de tvivlere, der er parate til at sætte hårdt ind mod Trump. Det er også en del af strategien – ikke at skræmme tidligere Trump-vælgere væk ved at latterliggøre eller dæmonisere dem. Det var meget tydeligt i gårsdagens program.
Jeg tror, Adam Kinzinger, det tidligere Republikanske kongresmedlem, som sad i 6. januar-udvalget og nærmest blev frosset ud af Det Republikanske Parti, også kommer til at tale. Der var også en person fra Alabama, Kyle Sweetser, der havde stemt på Trump. Han fortalte, hvordan Trumps politik i hans sidste periode faktisk havde gjort det sværere for bygningsarbejdere som ham selv.
Og et andet markant tema har også været hvide arbejdervælgere, som Republikanerne typisk appellerer til gennem identitetspolitik. Der var syv fagforeningsledere til stede, og Joe Bidens deltagelse i en strejkelinje blev fremhævet.
Demokraterne kæmper for arbejdernes rettigheder, herunder retten til at organisere sig. Trumps interview med Elon Musk, hvor han roste ham for at fyre mange medarbejdere, der ønskede at organisere sig fagligt, har ikke styrket ham blandt fagforeningsfolk. Der er en kamp om det hvide arbejdersegment, som Trump formåede at vinde en større andel af i 2016, end Republikanerne normalt gør. Biden formåede at vinde mange af dem tilbage, men der er stadig et arbejde for det Demokratiske Parti med at undgå at fremstå som et elitært parti, der kun appellerer til folk på østkysten, vestkysten og de højtuddannede. ■
Der er stadig arbejde for Det Demokratiske Parti med at undgå at fremstå som et elitært parti, der kun appellerer til folk på østkysten, vestkysten og de højtuddannede
_______
Niels Bjerre-Poulsen (f. 1959) er ph.d. i amerikansk historie fra University of California, Santa Barbara, og lektor på Center for Amerikanske Studier, Syddansk Universitet. Han har skrevet en lang række bøger og artikler om historie og samfundsforhold i USA og kommenterer ofte amerikansk politik i de danske medier. Han arbejder nu på et større bogværk om USA’s politiske historie.
ILLUSTRATION: Chicago, 20. august 2024: Forhenværende præsident Barack Obama på scenen under sin tale til Det Demokratiske Konvent [FOTO: Charly Triballeau/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
