Nissen og Stokkendal i RÆSONs nye trykte nummer: Vil EU overlade Afrika til Rusland?

11.01.2024

Under Ukrainekrigen har Rusland skruet op for engagementet i Sahel, hvor Frankrig og EU afvikler ambitionerne efter ti års fiasko.

Fra RÆSON56. Artiklen er med i det trykte vinternummer af RÆSON, “Hvad venter der Gaza?”, ude nu.

Af Christine Nissen & Karen Stokkendal Poulsen

Siden den 24. februar 2022 har Europa haft én altoverskyggende trussel på radaren. Med invasionen af Ukraine blev Europa igen et kontinent med konventionel krig: Fjenden er krystalklar, den har både et navn og en mand i front: Putins Rusland.

Vi skal dog ikke skrue tiden meget tilbage, førend Europa sikkerhedsmæssigt og geografisk havde sit fokus et helt andet sted. Før invasionen var Sahel-regionen i Vestafrika en af EU’s største sikkerhedspolitiske prioriteter, og der var en klar fælles forståelse af, at Sahel skabte grobund for en lang række af Europas største problemer; terrorisme, migration og flygtninge.

I dag lader EU Sahel sejle sin egen sø. Men i sidste ende er det den samme fjende, vi møder – og i Sahel er ved at tabe til  – nemlig Rusland.

2011 til nu: EU’s skiftende engagement i Sahel

Sahel er, alt efter hvordan man definerer det, det tørre bælte fra den mauretanske kyst i vest til Eritrea i øst, der har spillet en stor sikkerhedspolitisk rolle for Europa, ikke mindst siden Mali i 2012 oplevede en større territoriel krise, hvor det stod til at miste det nordlige Mali og potentielt hovedstaden, Bamako, til jihadistiske grupper. Før det havde EU’s engagement med Sahel-landene i det væsentlige bestået i at yde udviklingsbistand – med størst fokus på de såkaldte G5-lande, bestående af de tidligere franske kolonier Mauretanien, Burkina Faso, Mali, Tchad og Niger.

I 2011 vedtog EU sin første ‘Sahel-strategi’, der hvilede på ideen om, at de årtier lange udviklingsindsatser fra EU i regionen skulle støttes af et nyt fokus på at fremme sikkerhed.[i] Derfor lancerede man også EU-missioner i regionen, herunder en civil kapacitetsopbygningsmission i Niger i 2012 (EUCAP Sahel Niger), efterfulgt af en militær træningsmission i Mali i 2013 (EUTM Mali) og den civile kapacitetsopbygningsmission i Mali i 2014 (EUCAP Sahel Mali). EU-missionerne var i begyndelsen fokuseret på at yde en langsigtet reform af sikkerhedssektoren. Men i 2015 kom så endnu en EU-sikkerhedsstrategi for regionen, der markerede et igangværende skifte i EU’s overordnede sikkerhedspolitiske tilgang; EU’s engagement ude i verden skulle i stigende grad også bruges på at øge Europas egen sikkerhed.[ii] Den erklærede ‘flygtningekrise’ samme år medvirkede til at fremskynde en sådan brat ændring af EU’s sikkerhedstilgang med fokus på at forfølge interne sikkerhedsmål gennem en ekstern sikkerhedspolitik.[iii]

Migrantkrisen var da også en af de største politiske kriser for EU. Hurtigt blev svaret fra Unionen, at for at den europæiske model og EU skulle overleve, måtte den forskanses; åbne indre grænser krævede skarpt optrukne ydre grænser. Denne ide accepteredes bredt af europæiske politikere på tværs af politiske skel. Nødvendigheden af at afskærme det europæiske kontinent og EU’s nyfundne opgave som Europas beskytter har siden forgrenet sig og medført en lang række af nye politiktiltag.

Siden 2015 er håndteringen af migration fra regionen også i stigende grad blevet understøttet gennem regionaliseringen af CSDP-missionerne, med særlig vægt på støtte til G5 Sahel Joint Force. G5 Sahel-initiativet, etableret i 2014 med afgørende støtte fra Frankrig og EU, blev oprindeligt præsenteret som en regional ramme, inden for hvilken de fem lande (Burkina Faso, Tchad, Mali, Mauretanien og Niger) kunne forfølge sikkerhed og udvikling, men der blev hurtigt fokuseret på sikkerhedsmæssige bekymringer. Således tilpassede CSDP-missionerne sig med det regionale fokus, der blev udtrykt i deres fornyede mandater, til EU’s fokus på at understrege forbindelserne mellem territorial sikkerhed og det europæiske kontinent. Indtil da var CSDP ellers eksplicit blevet formuleret som en humanitært drevet konflikthåndteringsramme til brug uden for Europa.[iv]

I selvsamme periode mere end fordobledes EU-budgetterne for indsatser i Sahel. Da man i EU i 2020 vedtog at finansiere den europæiske fredsfacilitet uden om EU’s strukturelle budget, lød det i en pressemeddelelse, at denne skulle bruges til at finansiere støtte til afrikanske partnere og naboområdet.[v] Den europæiske fredsfacilitet erstattede samtidig den tidligere anvendte afrikanske fredsfacilitet og skulle give mulighed for, at EU kunne give støtte direkte til tredjelandes militær, hvor det tidligere kun var muligt at give militær støtte gennem Den Afrikanske Union eller gennem afrikanske, regionale organisationer.

Med den nye europæiske fredsfacilitet skulle støtten heller ikke kun begrænses til Afrika. Og det er netop det, det er værd at bide mærke i. Siden den europæiske fredsfacilitet blev sat i kraft den 22. marts 2021, er der gennem dette politiske instrument blot givet tre bevillinger med en samlet sum på 70 mio. euro til Sahel (til støtte af Nigers militær), mens der samtidig er givet 12 bevillinger med et samlet beløb på 5,6 mia. euro til Ukraines militær. Og det var måske netop det, der var meningen med den europæiske fredsfacilitet: Den skulle give EU-landene større fleksibilitet i et skiftende sikkerhedspolitisk landskab.

At krigen i Ukraine har været en total gamechanger for Europas sikkerhedspolitik, er indlysende. Men i Sahel har der siden 2020 blandt G5-landene været gennemført intet mindre end seks militærkup; Mali i 2020 og 2021, to i Burkina Faso i 2022, i Tchad i 2021 og i Niger i 2023. I det lys er det selvfølgelig ikke hensigtsmæssigt heller at give direkte støtte til Sahel-landenes militær. Men hvad risikerer EU ved at sænke støtten og svække fokus?

 

Det store spørgsmål for Europa er, hvad vi mister ved ikke længere at have en tilstedeværelse i Sahel, og hvorvidt vi overser en sikkerhedsmæssig trussel i syd, mens vi har blikket stift rettet mod øst
_______

 

Fra hovedaktør til ingen-aktør

Det helt afgørende land, når det gælder EU og Sahel, er fortsat Frankrig. Eftersom landene i Sahel og de øvrige franske ekskolonier i Afrika har haft en særlig tilknytning til den tidligere kolonimagt, længe efter at de fik deres selvstændighed i 1960’erne, har Frankrig været bannerfører for både sine egne og for EU’s militære indsatser i Sahel.

Sahel kom for alvor på landkortet igen efter en voldsom konflikt i Mali i 2012, hvor Mali bad Frankrig om hjælp til at bekæmpe militante islamister i nord, der var ved at bevæge sig mod hovedstaden, Bamako. Det blev begyndelsen på en massiv militær indsats fra fransk side – og efterfølgende også fra europæisk side – i Sahelregionen. En militær indsats, som netop er ved at se sin afslutning, nu hvor Niger som det seneste land i regionen har sendt franske tropper hjem efter militærkuppet den 26. juli i år. Samtidig rykker Rusland med sine Wagner-tropper ind i regionen – og volden stiger som aldrig før. I Mali er volden ifølge en opgørelse fra Armed Conflict Location & Event Data Project (ACLED) fra 2023 således steget med 38 pct. på blot et år, hvoraf 29 pct. af stigningen kan tilskrives 160 angreb udført af Wagner-gruppen.

Det store spørgsmål for Europa er, hvad vi mister ved ikke længere at have en tilstedeværelse i Sahel, og hvorvidt vi overser en sikkerhedsmæssig trussel i syd, mens vi har blikket stift rettet mod øst.

Selv med den bedste vilje fra europæisk side er det dog også muligt, at vi simpelthen ikke kan gøre meget for øjeblikket, hvor Sahel-landene selv indsætter regimer, der er fjendtligt indstillede over for Europa og især Frankrig, efter at de militære missioner gennem ti år hverken er lykkedes med at bekæmpe terrorismen eller forbedre de socioøkonomiske forhold. De afrikanske lande i Sahel-regionen insisterer i stigende grad på selv at vælge deres samarbejdspartnere.

Tilbage står spørgsmålet om, hvordan det kunne gå så galt, hvordan stemningen kunne vende sig så voldsomt mod Europa – og hvorfor man ikke er lykkedes med at forbedre sikkerhedssituationen i landene.  

Selvom der er en generel anerkendelse af, at den franske militære operation i sin spæde fase var en succes, så har man haft svært ved at se nogen positive resultater af den bredere mission, Barkhane, der erstattede Serval i 2014 og blev udvidet fra Mali til også at bekæmpe terrorisme i Tchad, Niger, Burkina Faso og Mauretanien. Hertil kom den europæiske mission, Takuba, som supplerede Barkhane fra 2020 og inkluderede militære indsatser fra 11 europæiske lande. Også den blev ledet af Frankrig – men blev afsluttet i juni 2022, efter at man i februar 2022 havde besluttet at trække tropperne hjem igen. Trods et stort europæisk engagement har selv EU-missionen været ledet af Frankrig, og EU-landene har lænet sig op ad Frankrigs strategi, eftersom Sahel betragtes som Frankrigs såkaldte pré-carré, en slags nærområde med særlig indflydelse. Så hvordan end man stiller spørgsmålet, så peger pilen én vej: Hvordan har Frankrig tænkt sig at positionere sig i forhold til Sahel i den nye regionale situation – og hvad kan vi lære af de seneste ti års franske og europæiske indsats?

Hvad nu, Frankrig?

Den 21. november 2023 brød en større principiel debat om Frankrigs indsatser i Afrika løs i det franske parlament.[vi] Macron havde længe lagt op til en parlamentarisk diskussion om Frankrigs tilstedeværelse i Afrika, herunder især Sahel. Alle hviskede i krogene om, hvornår den famøse debat ville komme – og hvad skulle der egentlig lægges i, at Macron lagde så væsentligt et udenrigspolitisk område ud til offentlig debat blandt de folkevalgte? Kutymen har ellers længe været, at alt, der stod Macrons hjerte nært, blev afgjort ene og alene i præsidentpaladset, Palais de l’Élysée. Det er velkendt, at Sahel og Afrika er blandt Macrons hovedprioriteter.

Trods den lange optakt blev parlamentsdebatten både i det politiske landskab og i medierne overskygget af Israel-Palæstina-konflikten: Sahel er røget helt i baggrunden, selv i Frankrig, hvor den har haft en særligt fremtrædende rolle. Alligevel var der stadig grund til at lytte efter, hvad der blev sagt: Udenrigsminister Catherine Colonna lagde ud med at præsentere regeringens erklæring om ’en fornyelse af partnerskaberne i Afrika’. Først fastslog hun, at tre landes tragedier i Sahel – Mali, Burkina Faso og Niger – ikke skal være afgørende for det samlede billede af Afrika. Men det var tydeligt, at budskabet i hendes tale drejede sig netop – og kun – om disse tre lande. Ansvaret for kuppene, den forværrede sikkerhedssituation og den humanitære krise ligger ene og alene hos landene selv, var budskabet. Mangel på troværdig og effektiv governance havde forringet sikkerheden og en voksende utilfredshed i befolkningen, hvilket banede vejen for militærkuppene. I det lys har Frankrig intet kunnet gøre. Af samme grund er et fuldstændigt brud med landene nu nødvendigt.

Derudover gentog hun en pointe, Macron tidligere har præsenteret, nemlig at Frankrig ikke længere kommer til alene – eller næsten alene – at stå for sikkerheden i Sahel. Det er nu op til de afrikanske lande selv at tage styringen – og Frankrig vil udelukkende bakke op i en multilateral sammenhæng. Altså: den definitive afslutning på Frankrigs lederskab i Sahel.

Regeringens erklæring og debat blev udfordret fra flere fronter, men den skarpeste kritik kom fra det ekstreme højre, hvor Marine Le Pen personligt leverede en sønderlemmende kritik af regeringen. I en tale i 2017 i Ouagadougou havde Macron erklæret, at der ’ikke længere var nogen fransk Afrika-politik’. [vii] Det vakte på daværende tidspunkt stor jubel og klapsalver blandt det tilstedeværende publikum på universitetet i Burkina Faso. Men det var selvsamme kommentar, Marine le Pen slog hårdt ned på: Ja, vores præsident har mesterligt fremlagt sandheden, nemlig at Frankrig ikke længere har en Afrika-politik. Regeringen har ingen vision eller strategi for kontinentet, og de første til at indse konsekvenserne heraf er de afrikanske lande.

Marine Le Pen er grundlæggende modstander af regeringens politik, men gør sig også umage for at ramme regeringen der, hvor det gør allermest ondt. Og det gjorde hun, da hun erklærede, at afrikanerne nu selv har valgt sine partnere – bl.a. Kina og Rusland – der også kan optræde som beskyttere, når nødvendigt. Det sidste med henvisning til, at Rusland siden 2021 er begyndt at levere sikkerhed til først Mali og sidenhen også til Burkina Faso, Tchad og formentlig Niger i form af Wagner-militser som et alternativ til den franske militære indsats. På venstrefløjen mindede man dog gerne om, at Frankrig – trods løfter om det modsatte – fortsat viderefører sin kolonialistiske politik, hvilket naturligt har ledt til anti-franske reaktioner. ”Frankrig er ikke længere den stormagt, man engang var: acceptér det!”, lød det fra Socialistpartiets Anna Pic.

Trods politiske uenigheder, der naturligt handler lige så meget om indenrigspolitiske kampe som om Afrika, står det klart, at Frankrig er i et brydningspunkt med den Afrika-politik, man hidtil har ført, simpelthen fordi man er blevet smidt på porten i Sahel-landene. Alvoren blev sat mest på spidsen efter kuppet i Niger i juli i år.


Bamako i Mali, 22. september 2022: Hærchefen for de maliske styrker, Maj Gen Oumar Diarra, gør honnør under en militærparade, der fejrer dagen for landets selvstændighed – den første markering, efter at de franske soldater forlod landet [FOTO: Uncredited/AP/Ritzau Scanpix]

Niger som sidste bastion – og et splittet Europa

Efter en lang række kup i regionen var franske sikkerhedsstyrker og diplomatiske repræsentanter blevet smidt hjem fra både Mali, Tchad og Burkina Faso. Herefter havde både Frankrig og Vesten satset stærkt på Niger, et land dobbelt så stort som Frankrig, og hvor den islamistiske terrorisme faktisk var på vej retur. Her havde man nu den sidste, vigtige militære base i regionen og en såkaldt demokratisk valgt leder ved magten, Mohamed Bazoum. Niger var blevet den nye strategiske nøglepartner – og Frankrig var endda begyndt på et selvopgør med sin egen rolle og tilstedeværelse i form af et forsøg på at lytte til og indrette sig efter Sahel-landenes forespørgsler for at kunne fastholde den sidste, vigtige partner i Sahel. Så det var et chok, da kuppet i Niger kom i juli 2023.

Frankrig forsøgte krampagtigt at insistere på at blive i landet både militært og diplomatisk og stod fast på, at Bazoum var Nigers legitime leder. I sin tale til ambassadørkorpset 28. august 2023 udtalte Macron endda, at det ikke var en mulighed at gradbøje demokrati og et militærkup, blot fordi det foregik i Afrika. [viii] Havde et lignende kup fundet sted i Bulgarien eller Rumænien, havde vi alle reageret prompte – men fordi det handlede om Niger, ville nogle lade det passere og acceptere konsekvenserne, nemlig endnu et militærdiktatur i Sahel. Denne kompromisløse tilgang til militærkup i Afrika har dog en lang række selvmodsigende eksempler, bl.a. det første kup i Mali i 2020, kuppet i Tchad i 2021 og senest i Gabon, som Frankrig ikke har fordømt.

Den franske interesse i at fordømme militærkuppene varierer gerne med, hvorvidt det indsatte regime er venligt stemt over for Frankrig, hvilket naturligvis gør det svært helt at tro på det principielle i de udvalgte fordømmelser. Ifølge Djenabou Cisse, seniorforsker ved den franske tænketank Fondation de la Recherche Stratégique (Fond for Strategisk Research), er denne inkohærens noget af det, Frankrig bliver kritiseret for i regionen, og som både befolkningen og de afrikanske ledere er trætte af.[ix] Der er ifølge hende en lang række af uoverensstemmelser i den franske Sahel- og Afrika-politik, der ikke mindst handler om Frankrigs rolle som ekskoloniherre og landets tendens til at indtage en kommanderende rolle over for de afrikanske partnerlande, samtidig med at man påstår at have en ny og mere ligeværdig tilgang til Sahel og Afrika.

Men Frankrig bliver også brugt som en behændig syndebuk for alt det, der ikke fungerer i Sahel-landene, mener Cisse. Og listen over det, der ikke fungerer, er lang. En stigende og eksplosiv voldsrate – fra terrorisme, antiterrorisme, interkommunale konflikter, statslige og internationale militser til stigende fattigdom, skrøbelige statsstrukturer, korruption, klimakatastrofer – samtidig med en enorm befolkningstilvækst og en generation af unge, der aldrig har set de såkaldte demokratiske regeringer levere. I Niamey, såvel som i Mali og i Burkina Faso før dem, gik befolkningen på gaden med antifranske bannere og ønskede Frankrig smidt på porten. Ligeledes er franske medier som France24 og RFI (Radio France Internationale) blevet bandlyst i de pågældende lande.

I Nigers tilfælde trådte franskmændene vande, men efter to måneder viste den franske stædighed sig dog at være nyttesløs, og den 24. september i år erklærede Macron, at Frankrig trækker sine 1.500 soldater samt sin ambassadør, Silvain Itté, hjem. Da udenrigsminister Catherine Colonna forklarede beslutningen for den udenrigspolitiske komité den 4. oktober i år, skyldes tilbagetrækningen Nigers mange overtrædelser af konventionerne og brud på diplomatisk beskyttelse samt et voldeligt angreb på den franske ambassade den 30. juli 2023, få dage efter selve kuppet.[x]

Bag beslutningen ligger øjensynligt også en erkendelse af, at ECOWAS (Economic Community of West African States) ikke har tænkt sig at intervenere militært for at geninstallere Bazoums magt, som man først havde håbet – samt at Frankrig ikke på egen hånd kunne vinde udholdenhedskampen mod juntaen i landet.

 

Trods politiske uenigheder, der naturligt handler lige så meget om indenrigspolitiske kampe som om Afrika, står det klart, at Frankrig er i et brydningspunkt med den Afrika-politik, man hidtil har ført, simpelthen fordi man er blevet smidt på porten i Sahel-landene. Alvoren blev sat mest på spidsen efter kuppet i Niger i juli i år
_______

 

Men i Bruxelles er der dem, der er ærgerlige over, at EU ikke kunne bakke samlet og helhjertet op om Frankrigs position og ECOWAS’ villighed til at intervenere i Niger. EU-landene har aldrig været så splittede i forhold til Sahel som efter kuppet i Niger. Det skyldes til dels, at USA har lagt en anden linje end Frankrig og allerede umiddelbart efter kuppet 26. juli besluttede at bevare en pragmatisk relation til det nye regime og sikre sine militære baser i landet. En sådan amerikansk position ledte naturligt til, at visse europæiske lande ikke ville bakke op om en intervention, selvom den skulle ledes af ECOWAS. Også Den Afrikanske Union var splittet; men havde man haft et samlet EU, kunne situationen have set anderledes ud. De regionale afrikanske institutioner forespurgte endda om militære midler til at intervenere via den europæiske fredsfacilitet – EU-landene gav gerne kriseudstyr, men altså ikke dødbringende våben. Over for Frankrigs ønske om en intervention mindede Biden-administrationen Paris om, at tiden for interventioner, baseret på den neokonservative tro på spredning af demokrati fra før Trump-æraen, er ovre.[xi]

Den store villighed til at engagere sig i Sahel er forsvundet. Da man lancerede Takuba-missionen i 2020, var det først og fremmest Frankrig, der lykkedes med at overbevise en lang række europæiske lande om, at det også var i deres interesse at engagere sig militært, selvom de ikke historisk havde orienteret sig mod Sahel. Siden 2014 har EU-landene investeret massivt i Sahel, men at lande som Estland, Tjekkiet og Sverige skulle sende soldater til området, var trods alt et stort skridt. De nye lande, man havde fået mobiliseret i alliancen, og som havde opnået en forståelse for betydningen af Sahel, har man nu mistet igen.

Når Sahel for nylig har været på dagsordenen til europæiske rådsmøder, er punktet overstået på under en halv time, fordi der er vigtigere prioriteter, herunder ikke mindst den altoverskyggende Ukraine-krig. Og nu har Frankrig altså også valgt at indtage en mere tilbagetrukket rolle. Som Colonna lagde vægt på over for den udenrigspolitiske komité i oktober, så har Frankrig i Niger blot forsøgt at følge ECOWAS’ ønske om at støtte op om en tilbagevenden til status qua ante, hvor der var en demokratisk valgt præsident ved magten. Netop denne understregning af, at Frankrig blot gør, hvad de afrikanske lande og institutioner beder Frankrig om, er en del af den franske retorik om, at Frankrig – modsat andre påstande – alene er til stede i Sahel, fordi de afrikanske lande har bedt Frankrig om hjælp. Og selvom det langtfra giver hele svaret på Frankrigs tilstedeværelse i Sahel, så er det heller ikke helt forkert.

Da man bad Frankrig om hjælp

I 2012, kort efter den vestlige invasion af Libyen, skete der store omvæltninger i magtkonstellationerne i Sahel. Libyen-krigen efterlod enorme mængder af våben, og de blev bl.a. givet til lejesoldater, der efterfølgende vendte tilbage til Mali og brugte dem i et helt andet øjemed. Mali, der siden landet fik sin selvstændighed i 1960, har haft interne territoriale konflikter særligt i nord, oplevede i 2012 en eskalation, da touareg-befolkningen – med god hjælp fra lejesoldaternes nye våben – fik tilkæmpet sig den nordlige del af landet og ville løsrive sig. Det territorium, de fik magten over, Azawad, blev dog hurtigt overtaget af islamistiske grupper (der også havde bemægtiget sig våbnene), og da disse begyndte at vinde terræn og bevægede sig mod syd og mod hovedstaden, Bamako, bad den maliske regering sin tidligere koloniherre Frankrig om hjælp. Det blev starten på den franske mission Serval, der havde til formål at bekæmpe islamistisk terrorisme og genetablere kontrollen med Malis territorium. Efter terrorangrebene i Paris den 13. november 2015 var Macron også den første til at aktivere EU’s såkaldte solidaritetsklausul, Artikel 42 (7), som minder lidt om NATO’s musketéred; er et medlemsland under angreb, skal de øvrige medlemslande yde hjælp og bistand. Det fik efterfølgende en lang række EU-lande – herunder ellers neutrale Irland og Danmark med sit EU-forsvarsforbehold – til at engagere sig i Sahel og Frankrigs kamp for at bekæmpe ISIS i Mali.

Danmark har deltaget militært både i FN’s Minusma-mission, i den franskledede Barkhane-mission og i EU’s Takuba-mission i Mali. I januar 2022 trak Danmark dog alle sine tropper hjem fra Mali, blot en uge efter ankomsten af 100 soldater, da Mali offentligt erklærede, at danske soldater ikke længere var velkomne, ligesom det var tilfældet for Frankrig.   

Macron fastholder i dag, at havde Frankrig ikke interveneret, så eksisterede staterne Mali, Burkina Faso, Tchad eller Niger sandsynligvis ikke længere – netop  med henvisning til dette destabiliserende moment i regionen. Og på trods af den entydige militære succes i begyndelsen af Operation Serval så er det også denne type udtalelser fra Macron, der forarger og frustrerer i regionen, mener folk som Rémi Carayol, journalist på det franske velrenommerede onlinemagasin Mediapart, og Maya Kendal, fransk historiker og forsker i international politik.[xii] Ifølge dem er det en nedladende attitude, der ikke tjener noget formål, for selvfølgelig ville staterne og befolkningerne i den ene eller anden konstellation fortsat have eksisteret i dag. Djenabou Cisse påpeger, at Macron faktisk har holdt nogle gode taler, hvor indholdet i princippet har været godt og haft en ny karakter, men at hans nedladende attitude og måde at tale til de afrikanske partnere på desværre har betydet, at talerne har haft den stik modsatte effekt. Men det er langtfra blot attitude og retorik, der har fået smidt Frankrig på porten i Sahel.


Gao i Mali, 4. december 2021: Franske soldater udsendt for at bekæmpe antijihadister i Sahel-regionen spiser frokost på militærbasen [FOTO: Thomas Coex/AFP/Ritzau Scanpix]

Hvorfor er Barkhane-missionen gået så galt?

Ifølge Nathaniel Powell, Afrika-analytiker ved Oxford Analytica, kan svaret, i hvert fald i forhold til situationen i Mali, koges ned til en kombination af strukturelle faktorer ved Frankrigs intervention, en misforståelse af de lokale dynamikker samt alvorlige politiske og operationelle fejl.[xiii] Et af de strukturelle problemer er det faktum, at de regeringer, Frankrig har forsøgt at støtte, er dybt illegitime i befolkningerne, og at deres militær i betragtelig grad bruger vold, også over for befolkningen.

Desuden har Frankrigs kategorisering af jihadister som terrorister uden at forstå de bagvedliggende mere komplekse, regionale dynamikker, været problematisk. ’Terrorister’ er et diffust begreb, og i Sahel ikke kun en betegnelse for jihadistiske grupperinger. Det afhænger i høj grad af, hvem man spørger – og for nogle er tuaregernes selvstændighedsmilits en større terroristtrussel end jihadisterne. Det har således heller ikke hjulpet på Frankrigs popularitet, at de har allieret sig med dem i kampen for at genvinde kontrollen med nord i Mali.

Frankrig har også sat sig selv i vejen for fredsforhandlinger og har prioriteret en overfladisk stabilitet frem for accountable governance (tilregnelig statslig styring). Derudover har Frankrig allieret sig med bevæbnede grupperinger, der har undermineret statsautoritet og forværret etniske spændinger. Der er også mange rapporteringer om fransk militærs voldelige overgreb på civile i deres antiterrorkampagne, som desværre har ramt både uskyldige og endda allierede med franskmændene. Natlige interventioner og arrestationer af mænd, hvilket har taget forsørgerne fra familier, har skabt grobund for decideret had mod det franske militær.

Og selvom Frankrig har påstået at ville opbygge statskapaciteter og styrke det civile aspekt af operationerne (civilian surge), så har Barkhane-missionen først og fremmest været en militær operation.

Alt dette har været medvirkende til, at der er opstået en antifransk stemning i Mali, men også på tværs af landene i Sahel, hvor den franske mission også andre steder har begået tilsvarende fejl. Vigtigst af alt er alliancen med de illegitime regimer, mener Djenabou Cisse. De såkaldte demokratiske ledere i regionen, der var ved magten før militærkuppene, udgør, i kraft af deres mangel på kontrol over sikkerhedssituationen, udpræget korruption og penible levevilkår for befolkningen, hovedforklaringen bag kuppene i Sahel. På baggrund af den enorme governance-krise og sikkerhedskrise har især den unge befolkning – der udgør en meget stor del af den samlede befolkning i Sahel-regionen – haft svært ved at få øje på fordelene ved demokrati. De har ikke levet under tidligere tiders autokratier, er blevet fortalt, at demokrati er vejen frem, men de ikke har oplevet andet end tiltagende blodige konflikter og ekstrem fattigdom. Det har for mange ført til en forestilling om, at eftersom det er Vesten, der har påtvunget landene demokrati – så stammer problemerne fra Vestens indblanding i landenes interne affærer.

Den massive utilfredshed med ustabiliteten har skabt grobund for de mange militærkup – og disse er blevet solgt til befolkningerne med en populistisk retorik og en lovning om at rette op på sikkerhedssituationen. På den måde kan kupmagerne læne sig op ad en vis legitimitet, fordi de netop taler ind i en diskurs om, at der er behov for forandring. Kupmagerne har levet godt på den antifranske stemning og gerne smidt brænde på det bål.

Samtidig har Rusland gerne udnyttet den antifranske og antivestlige stemning til at introducere sig selv som en alternativ partner, og i både Mali og Burkina Faso er man nu ikke længere i tvivl om, at Rusland er til stede med Wagner-militser.

Ifølge udenrigsminister Colonna er den antifranske retorik og stemning udelukkende noget, der stammer fra de aktører, der har interesse i sådan en retorik. Underforstået, kupmagerne selv – og Rusland. Hun påpeger også, at på blot to måneder efter kuppet i juli i Niger var volden i landet fordoblet. Altså var Frankrigs tilstedeværelse en garant for, at sikkerhedssituationen blev holdt blot nogenlunde i skak.

Hvorvidt den antifranske stemning er forankret bredt i befolkningerne eller blot er et strategisk redskab til at få Frankrig smidt på porten, er svært at måle rigtigt på. Cisse påpeger, at man ikke har meget troværdige meningsbarometre i Sahel-regionen, og at det er svært at underbygge videnskabeligt, hvor udbredt den antifranske stemning er. Men hun er ikke i tvivl om, at der er en udbredt utilfredshed med den situation, man har haft de sidste ti år, hvori Frankrig jo har spillet en stor rolle – en del af ansvaret påhviler Frankrig, der også kan bruges som syndebuk.

Hun mener endda, at der er tale om en såkaldt anden selvstændighedsbølge i regionen, hvor man ønsker, at Afrika selv skal vælge sine partnere. Kupmagerne taler således ind i en diskurs, hvor pan-afrikanisme og en insisteren på suverænitet er i højsædet. En diskurs, der har rødder tilbage til den første selvstændighedsbølge i 1960’erne, men har fået en ny dimension efter de seneste ti års fejlslagne internationale interventioner i Sahel, der kategoriseres af befolkningen som imperialistiske og neokolonialistiske.

I takt med at Sahel-landene er blevet kuppet, og Frankrig har mistet sin indflydelse, har Frankrig også mistet sin anseelse som den rette leder af den europæiske indsats i regionen. Eftersom Sahel betragtedes som Europas nærområde, og Frankrigs kendskab til regionen langt oversteg de europæiske partnerlandes, fulgte de andre europæiske lande blot Frankrigs lederskab langt hen ad vejen. Afslutningen på Takuba-missionen i 2022 kom som en stor overraskelse for mange af de europæiske lande, eftersom det var Frankrig, der havde initieret den, opfordret landene til at deltage og ledet dem – og pludselig fra den ene dag til den anden besluttede man at lukke missionen ned.

Med de mange kup og den antifranske stemning har de europæiske lande, ifølge Cisse, også fået langt mindre interesse i blot at blive set som en forlængelse af den franske indsats. Desuden har flere af de europæiske lande investeret massivt i Sahel, og siden 2014 at de har opnået et langt større og mere nuanceret kendskab til regionen. Det har givet anledning til sprækker i det europæiske samarbejde i Sahel, og flere lande har nu åbent kritiseret Frankrig og ønsker at agere i regionen uden at blive associeret med den franske indsats. Samtidig er man uforstående over for den franske tilgang. Macron har fx for længst erklæret, at man ikke ønsker at være i front, når det angår Sahel – men da kuppet kom i Niger, var Frankrig alligevel helt fremme i sit opgør med landets militær og kupmagerne.

Ifølge Cisse opnår man bedst europæisk indflydelse, hvis de europæiske lande forsøger at opbygge bilaterale relationer til de pågældende lande, da selv en EU-indsats bliver kædet for stærkt sammen med Frankrigs rolle i regionen på nuværende tidspunkt. Der er da også alternative europæiske stemmer, der har budt ind; fx har Letlands afgående premierminister Krišjānis Kariņš foreslået at lade de baltiske lande, der aldrig har været kolonimagter (eller haft noget nævneværdigt engagement i regionen), stå i spidsen for EU’s engagement i Afrika i fremtiden.

En ting er sikkert; det er bydende nødvendigt for EU og Europa at gøre en aktiv indsats for at udfylde det vakuum, som Frankrigs exit efterlader, og udnytte det til at præsentere et alternativ til Frankrig. Hvis ikke, står der andre partnere på spring – herunder flere, der allerede er godt i gang med deres indtog i Sahel.

 

Ud over at Rusland overtager Vestens rolle, har Wagners indtog også betydet, at volden og de civile tab i Mali er steget voldsomt
_______

 

Ruslands tilstedeværelse i Sahel – en transaktionel partner blandt flere

Man skulle måske tro, at Rusland havde nok at gøre med sin krig i Ukraine. Men i perioden fra februar 2022 til februar 2023 har Rusland fordoblet sin indsats i Sahel-regionen. Og Wagner-militserne er også her Ruslands trumfkort. Deres indtog i Afrika og Sahel er fortsat kontroversielt, og derfor oplyser de afrikanske landes regeringer ikke, hvor og i hvilket omfang Wagner opererer i landene. Så selvom Malis regering stolt optrådte med Ruslands militær allerede den 20. januar 2020 til Militærets Dag i Bamako, indrømmede regeringen på daværende tidspunkt ikke, at der var Wagner-militser til stede i landet. Det informerede russiske videoer, der cirkulerede på sociale medier, dog gerne om – og ifølge RFI er disse videoer ekstremt populære for civile maliere, fordi de giver svar, som den maliske regering ikke giver befolkningen. Videoerne skorter ikke på kritik af Frankrigs tilstedeværelse – og fremstiller store militære sejre, som Wagner har hjulpet Mali med at opnå mod terroristerne. African Centre for Strategic Studies, som er en akademisk institution knyttet til det amerikanske forsvarsministerium, understreger, at det lykkedes Rusland at fremstille sig selv som en befrielseshær og en antikolonialistisk styrke imod Vestens imperialisme.

Rusland har omfavnet kupmagerne i Mali og Burkina Faso og sendte i slutningen af 2021, efter Malis andet militærkup på blot et år, russiske militærrådgivere til landet. I midten af 2022 sendte Rusland også en stor våbenleverance og en 400-mand stor militær styrke til at bekæmpe jihadisterne. Til sammenligning udgjordes Frankrigs samlede Barkhane-mission på tværs af Sahel-landene af 5.100 soldater. Ifølge en rapport af Carnegie Endowment International om Ruslands tilstedeværelse i Sahel fra februar 2023 vil man på trods af det åbenlyse samarbejde stadig ikke indrømme fra malisk side, at det er Wagner-militser, der udfører opgaverne. Det er således i kraft af lokale observationer og internationale tilstedeværende, at man sammenstykker et billede af Wagners operationer i Mali og de øvrige Sahel-lande.

Ud over at Rusland overtager Vestens rolle, har Wagners indtog også betydet, at volden og de civile tab i Mali er steget voldsomt.[xiv] Også i Burkina Faso mener man, at Wagner-militser opererer og er med til at øge civile tab drastisk, ligesom nogle mener, at Wagner er ved at rykke ind i både Tchad og Niger efter kuppet i juli.[xv]

På trods af konflikten mellem Putin og Wagner-gruppens Prigosjin, der som bekendt mistede livet i august 2023, tegner det til, at Wagner-militserne fortsætter deres missioner i Afrika og Sahel. Indtil videre er Rusland lykkedes med at opretholde de allerede etablerede Wagner-missioner og sandsynligvis også ekspandere dem. Landets udenrigsminister, Lavrov, italesatte i februar 2023 Ruslands mission i Afrika som en solidarisk kamp med de afrikanske lande mod Vestens kolonialisme. Det er således en del af den russiske officielle politik at rette op på de uretfærdigheder, som ’europæisk kolonialisme’ har medført i Afrika. I forbindelse med militærkuppene i Mali såvel som Niger har der også været demonstranter med russiske flag i gaderne i begejstring for det russiske ’alternativ’.[xvi]

Men de afrikanske ledere og civilsamfundsaktører er langtfra blot passive modtagere af russisk propaganda og desinformation, som Frankrig gerne ynder at fremstille det. Det er bestemt ikke, fordi de er blinde, at de engagerer sig med Rusland og andre lande – såsom Kina – og regimerne er også opmærksomme på begrænsningerne af disse nye partnerskaber.[xvii]

Valget af Rusland som ny partner er oplagt af mange grunde; dels stiller Rusland ikke krav om demokrati eller accountable governance, men er langt mere transaktionelt og pragmatisk. Rusland tager sig gerne betalt i form af adgang til miner og naturressourcer, men den mere ligeværdige natur af samarbejdet passer de afrikanske lande godt. Desuden ræsonnerer Putin som stærk mand godt med den afrikanske forståelse i Sahel af, hvad en stærk leder skal være[xviii]. Sahel-landene skriger i den grad på at få orden i butikken: Her har både kupmagere og russerne selv fremstillet Putins Rusland med Wagner-militser som sin forlængede arm, præsenteret sig som bestående af handlekraftige, stærke mænd, der kan tilbyde den nødvendige styring.

Endelig handler det faktisk mindre om at prioritere Rusland over Frankrig end om at diversificere sine partnerskaber. Frem for at gøre sig afhængig af én magt som Frankrig, der dermed let har kunnet dominere landene, forsøger Sahel-landene at udvide kredsen af partnere. Således er også Kina, Tyrkiet og Indien blandt Sahel-landenes nye partnere, mens Vesten må se sig udspillet de fleste steder.


Niamey i Niger, 30. juli 2023: Det russiske flag side om side med det nigerianske under en demonstration til støtte for general Abdourahamane Tchiani; manden, der stod i spidsen for kuppet, der væltede den demokratisk valgte – og vestligt støttede – præsident [FOTO: Issifou Djibo/EPA/Ritzau Scanpix]

Den ’nye’ franske strategi

Bølgen af kup begyndte med kuppet i Mali i 2020 – og selvom tiden siden da har været knap, har Frankrig og Vesten godt været klar over, at jorden brændte under dem. Det var i forsøget på at redde, hvad reddes kunne, at Frankrig forsøgte sig med en ny strategi over for sine afrikanske partnerlande i Sahel. Blandt franske officerer var der en forståelse af, at man nu forsøgte sig med en såkaldt ’af-barkhanisering’, dvs. en strategi om at omgøre sin egen mission, i hvert fald i den måde, man har behandlet partnerlandene på. Ifølge anonyme officerer begyndte man at gøre det, man meget længe helt havde undgået, nemlig at lytte til sine afrikanske partnere. Vente på, at de formulerede deres konkrete ønsker og behov, og følge dem til punkt og prikke.

Blot få uger inden kuppet i Niger valgte den franske forsvarsminister, Sébastien Lecornu og udenrigsminister Catherine Colonna at tage på statsbesøg i landet, hvor de lovede netop det: at de var til stede for at lytte og følge landets behov, for – som Lecornu udtrykte det – ”de er jo de primært berørte af situationen”.

I maj 2023 blev en ny strategi fremlagt i et dokument med titlen ”Revision af vores franske strategi i Sahel og Vestafrika” – den har ambassaderne i regionen fået indblik i, men den er ikke offentligt tilgængelig.[xix] Og i marts 2023 erklærede Macron ’françafrique’ for dødt. ’Françafrique’ er et sælsomt begreb, der har fyldt meget i den franske debat over de sidste 20 år, men som få formår at definere. Ifølge forfatterne til bogen L’empire qui ne veut pas mourir (Imperiet, der ikke vil dø) kan begrebet bedst defineres som et dominanssystem baseret på en strategisk, men asymmetrisk alliance mellem på den ene side en fransk elite og på den anden side dens afrikanske modparter. Officielt bliver begrebet ofte defineret som et økonomisk system sat i verden af Charles de Gaulles mand Foccart i kølvandet på afkolonialiseringen, hvor den franske stat gav afrikanske lande gode økonomiske investeringer, mod at en stor bid af kagen endte tilbage i de franske partikasser. For at opretholde dette system var man villig til at gå langt, og det har bl.a. inkluderet likvideringer og andre militære og repressive midler at opretholde det. I praksis dækker begrebet ‘françafrique’ dog bredere over en form for videreførelse af kolonialiseringen, hvor denne blot reformeres officielt til, hvad der er acceptabelt i tiden. Det er altså blevet et udtryk i bredere forstand, der rummer økonomiske, militære, politiske, kulturelle og psykologiske aspekter af Frankrigs udnyttelse af alliancer med afrikanske partnere og ofte anvendes af kritikere af selvsamme. Ifølge Cisse undgår man nogle af de mest skamfulde eksempler fra ’françafrique’ i dag, men hvor gerne man end vil se forandringer, så har det været svært at få øje på substantielle nye tiltag i kølvandet på den såkaldte nye franske strategi og Macrons dødserklæring af ’françafrique’.[xx]

Under statsbesøget i Niger i juli understregedes det civile aspekt igen, at man i lige så høj grad ønskede at bidrage med civil kapacitetsopbygning som militær, men i praksis har det civile element ikke fyldt meget. Vel vidende at det franske flag og militære tilstedeværelse ikke længere er velset i landet, lovede man ikke at oprette flere militærbaser.

Men de forsøg, der har været på at indrette sig efter de afrikanske partnerlande, er kommet alt for sent. Således kom kuppet i Niger blot to uger efter det franske statsbesøg og løfterne om bod og bedring. Og så blev Frankrig smidt på porten.

Men det bliver spændende at se, om Frankrig rent faktisk trækker alle sine soldater hjem og lukker alle sine militærbaser, som det har lovet. For set med Sahel-landenes øjne er også denne mangel på konsistens et problem; at Frankrig lover at trække sig tilbage, men i praksis forsøger at fastholde visse militærbaser.[xxi] Adspurgt, hvorvidt der egentlig har været tale om en ny strategi, svarer Djenabou Cisse, at det i den grad er uklart. For hende er det største problem, at Frankrig ikke klart har defineret sine interesser i regionen. Mens de på den ene side taler om demokrati og ansvarlige statsinstitutioner, har franskmændene i praksis kun været til stede militært. Og den massive militære indsats ser hun som vigtig for Frankrig, fordi Frankrig på verdensplan er en faldende stormagt. I Sahel havde landet muligheden for at vise sine rigtige militære muskler. Men behovet for at definere sin egen rolle klart er stigende, i takt med at andre interessenter viser sig på banen i Sahel og ikke lægger skjul på, at demokrati for dem er omsonst. Ligeledes har de ikke menneskerettigheder at tage hensyn til og deler gerne våben ud. Det kan jo være svært at konkurrere med.

For både Frankrig og Europa er det største problem lige nu, at de ikke – heller ikke over for landene i Sahel – kan definere, hvad der egentlig er deres interesser i regionen.

 

For både Frankrig og Europa er det største problem lige nu, at de ikke – heller ikke over for landene i Sahel – kan definere, hvad der egentlig er deres interesser i regionen
_______

 



Europas fremtid i Sahel

Da man intervenerede i 2013 med Serval, var der en klar mission om at hindre en jihadistisk stat i Mali. I takt med at den efterfølgende Barkhane-mission udvidedes til at ville bekæmpe terroristerne i både Burkina Faso, Mali, Niger og Tchad, og i takt med at de europæiske lande engagerede sig, blev det strategiske mål mere diffust. Mens midlerne primært har været militære, så har argumenterne for indsatsen været meget forskelligartede.

Mens Frankrigs engagement har været en kompleks kombination af historisk forbindelse til regionen, et særligt forhøjet fokus på terrorisme og en værdikamp for at støtte op om demokrati – så har de europæiske lande, der har deltaget i indsatsen, lagt vægten på alt fra truslen fra migration til mere klassiske udviklingspolitiske perspektiver.

I de afrikanske landes optik har både Frankrigs og Europas tilgang været præget af utilregnelighed og dobbeltmoral. Man har ikke været konsistent i forhold til demokrati og har således fordømt visse militærkup, men set igennem fingre med andre. Ligeledes har de såkaldte demokratiske regimer, man har samarbejdet med, været dybt korrupte og ineffektive. Og Europa har alt for længe vist sig mere loyal over for regeringsoverhovederne end over for befolkningerne.

Ifølge anonyme embedsmænd i Bruxelles var man længe klar over problemerne og lod samarbejdet gå for langt. Således blev Europa associeret med de illegitime regimer, og det image kan være svært at rette op på igen.

Udgør Sahel fortsat en sikkerhedstrussel for Europa? Svarene er meget forskellige. Nogle lægger vægten på, at sikkerhedssituationen er langt værre nu end i 2014, og trusselsbilledet for Europa dermed mere alarmerende. Andre mener faktisk, at Sahel aldrig har udgjort så stor en sikkerhedstrussel for Europa, som man frygtede – uanset problemerne i regionen. Den terror, der udføres af jihadister i Sahel, er først og fremmest lokal, lyder argumentet: Der er ikke nogen fra Sahel-regionen, der kommer til at planlægge et stort angreb i Paris eller andre steder i Europa. Selv Islamisk Stat i Sahel-regionen opererer først og fremmest lokalt.[xxii]  

I 2012 var ideen, at man ikke ville begå samme fejl som med Afghanistan, hvor man havde overset en terrorrede. I udenrigsministerierne på tværs af Europa følte man sig ikke blot sikker på, at Sahel var roden til alt ondt; man opfattede også sig selv som forudseende og på forkant med udviklingen ved at have udpeget Sahel som en topprioritet for europæisk sikkerhed.

Uanset uenigheden om det tilbageværende trusselsbillede er der en enighed om, at der p.t. ikke er nogen oplagt rolle for Europa. Når man taler om fremtiden, taler man på den helt lange bane. At vi ikke må miste forbindelsen til befolkningerne, at vi må investere os forsigtigt i civilt diplomati, at vi må rette op på billedet af Europa i regionen. Men lige nu har Europa svært ved at udfylde en meningsfuld funktion i Sahel.

Konsekvenserne ved at miste indflydelse i Sahel

Det store spørgsmål er, hvad Europa mister ved ikke at være til stede i Sahel og ved, at nye partnere som Rusland rykker ind i regionen.

Med krigen i Ukraine er EU’s sikkerhedspolitiske fokus rykket fra det globale syd mod øst. Det er dog afgørende for Europa at huske på, at stormagtsrivaliseringen i Afrika er drivkraften for nye aktører som Kina og ikke mindst Rusland. Så for Rusland såvel som for de lokale aktører handler kampen i Afrika om noget af det samme, som den gør i Ukraine – nemlig et opgør med hele den liberale verdensorden. Rusland ønsker en verdensorden, der ikke længere er domineret af Vesten – og kan i Afrika repræsentere et alternativ til Vestens kolonitidshistorie. Et kontinent, hvor den vestligt dominerede liberale verdensorden kommer med en række – til tider negative – konnotationer.

En fremtid, hvor Europa fortsat er sat uden for døren i Afrika, kan få afgørende betydning, altså ikke kun for EU’s forhold til afrikanske lande, men for den liberale verdensorden, som vi kender den.

En af drivkræfterne bag stormagtsrivaliseringen i Afrika er ønsket om adgang til regionens naturressourcer og kritiske råstoffer, og også her er der meget på spil for Europa.

EU har over længere tid formuleret en ny politik om ’strategisk autonomi’, med et ønske om at blive langt mere selvforsynende og fri af kinesisk interdependens, når det kommer til de kritiske mineraler, der er nødvendige for teknologi, herunder grøn energi. Den helt store udfordring er, at Kina har investeret i hele verden, særligt i Afrika, og i dag råder over langt størstedelen af verdens kritiske mineraler.

Hvis Kina og Rusland har interesse i kritiske råstoffer i Sahel, hvorfor har EU så ikke? Svaret fra anonyme embedsmænd i Bruxelles er, at så langt er man ikke kommet i EU. Det tager lang tid at implementere sin egen politik, og sammenkoblingen mellem strategisk autonomi og stormagtsrivalisering i Sahel-regionen mangler både i embedsmandskontorerne i Bruxelles og de europæiske hovedstæder.[xxiii] Det er stadig uvant for EU på så konkret vis at definere egne interesser og i samlet flok sikre en tilstedeværelse i en skrøbelig region for at udvinde mineraler til eget brug. Og det går imod Europas selvforståelse at have et transaktionelt partnerskab med afrikanske lande, som man traditionelt har tænkt, at man er til stede i for at hjælpe. Problemet er bare, at landene i Sahel ikke længere er spor interesserede i Europas donationer og tilstedeværelse.

Dermed er Europa tvunget til at redefinere sine interesser i en ny verdensorden, hvor den liberale variant ikke længere er så attraktiv, som vi kunne ønske – og som den var det engang. Hvis ikke, risikerer både Frankrig og Europa samlet set at glide i baggrunden som ekskolonimagter, der ikke længere har noget at byde ind med.

Rusland har vundet narrativen om, hvem det er værd at samarbejde med – for nu. Men på sigt bliver Wagners voldelige metoder og manglende fokus på problemernes rod i Sahel-landene – dårlig governance, fattigdom og voldelige konflikter – måske anledningen til, at de afrikanske lande lukker Europa indenfor igen. På den lange bane har Europa dermed en afgørende opgave i at definere sine vitale interesser og stå ved dem i en verden, hvor mange byder sig til. Og hvis Europa først formår det, er vores ressourcer og kapaciteter – både økonomisk, militært og diplomatisk – langt større end Ruslands. ■

 

Rusland har vundet narrativen om, hvem det er værd at samarbejde med – for nu. Men på sigt bliver Wagners voldelige metoder og manglende fokus på problemernes rod i Sahel-landene – dårlig governance, fattigdom og voldelige konflikter – måske anledningen til, at de afrikanske lande lukker Europa indenfor igen
_______

 

Christine Nissen (f. 1986) er forsker i international politik, sikkerhed, vestlig interventionisme og EU ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Hun har en ph.d. fra Roskilde Universitet og en master i international politik og EU fra London School of Economics.

Karen Stokkendal Poulsen (f. 1983) er en dansk, Paris-baseret filminstruktør og er ekstern forskningskonsulent tilknyttet DIIS. Hun er uddannet i statskundskab fra Københavns Universitet og har desuden en master i screen documentary fra Goldsmiths College, London University.

ILLUSTRATION: Timbuktu i Mali, 14. december 2021: Franske soldater på vej ombord på et C-130-transportfly. To måneder senere – 17. februar 2022 – begyndte tilbagetrækningen af de franske styrker efter otte år i Mali [FOTO: Florent Vergnes/AFP/Ritzau Scanpix]

Fodnoter følger nedenfor.

[i][i] EU Council, Strategy for security and development in the Sahel (Brussels, 2011).

[ii] European Council, Council conclusions on the Sahel Regional Action Plan 2015-2020 (Brussels, 2015).

[iii] Christine Nissen, Choosing the EU with an opt-out: the Europeanisation of Danish security policy and conflict management (Roskilde: Roskilde University, 2018).

[iv] Signe Marie Cold-Ravnkilde, Christine Nissen, Schizophrenic agendas in the EU’s external actions in Mali, International Affairs, Volume 96, Issue 4, July 2020, Pages 935-953.

[v] EU Council Press Release: EU sets up the European Peace Facility (Brussels, 21 March 2021).

[vi] L’Assemblée Nationale Française: Partenariats renouvelés entre la France et les pays Africans (Paris, 21 November 2023).

[vii] Élysée: Discours d’Emmanuel Macron à l’université d’Ouagadougou, (Ouagadougou, 28. november 2017).

[viii] Élysée: Conference des Ambassadrices et des Ambassadeurs: le discours du Président Emmanuel Macron (Paris, 28. august 2023).

[ix] Interview med Cisse Djenabou, Fondation de la Recherche Stratégique, Paris, Oktober 2023.

[x] Commission des Affaires Étrangères: Mme Catherine Colonna, Ministre de l’Europe et des Affaires Étrangères (Paris, 4. oktober 2023).

[xi] Maya Kandal: “Putsch au Niger: la fin de l’entente franco-américaine en Afrique”, Mediapart, Paris 16. september 2023.

[xii] Mediapart: “La France: dégage !”: changement d’ère au Sahel” (Paris, 19. september 2023).

[xiii] Nathaniel Powell: ”Why France failed in Mali”, War on the Rocks, 21. februar 2022.

[xiv] Paul Stronski: ”Russia’s Growing Footprint in Africa’s Sahel Region”, Carnegie Endowment for International Peace, 28. februar 2023.

[xv] Alexandra Brzozowski, Aurélie Pugnet and Benjamin Fox: ”EU to discuss Niger coup fallout, reassess Sahel region approach”, EURACTIV, 29. august 2023.

[xvi] Interview med Andrew Lepovich i forbindelse med hans feltarbejde til landene, herunder ophold i Niamey under militærkuppet i sommeren 2023.

[xvii] Signe Marie Cold-Ravnkilde. Mali har smidt Europa på porten. Russerne er inde i varmen. Hvad kan vi lære af det? Politiken, 2023.

[xviii] Interview, Cisse Djenabou, Fondation de la Recherche Stratégique, Paris, Oktober 2023.

[xix] Justine Brabant: “Présence militaire au Sahel: la France promet qu’elle a change”, Mediapart, 14. juli 2022.

[xx] Interview, Cisse Djenabou, Fondation de la Recherche Stratégique, Paris, Oktober 2023.

[xxi] Interview, Cisse Djenabou, Fondation de la Recherche Stratégique, Paris, Oktober 2023.

[xxii] Interview, Cisse Djenabou, Fondation de la Recherche Stratégique, Paris, Oktober 2023.

[xxiii] Interviews med en række embedsmænd i Bruxelles og Paris, 2022-2023.