Ole Helmersen i RÆSON SØNDAG: Storbritannien hænger fast i et hængedynd af økonomiske, politiske og sociale problemer, som intet parti kan løse på kort sigt
01.06.2024
Hvis Labour kommer til magten, vil det formentlig kræve to-tre valgperioders stærkt fokus på økonomiske reformer og omstilling, før Storbritannien kommer på rette kurs igen.
Af Ole Helmersen
Så kom det endelig, det længe ventede parlamentsvalg i Storbritannien. Og alligevel var overraskelsen stor, ikke mindst blandt de konservative parlamentsmedlemmer, over at premierminister Rishi Sunak pludselig den 22. maj foran Downing Street 10 udskrev valget til afholdelse 4. juli. Hans korte tale, som blev holdt i silende regn og uden paraply, blev akkompagneret af en højtaler lige uden for det afspærrede område, der i båndsløjfe afspillede en Labour-slagsang fra valget i 1997 – Things Can Only Get Better – som Labour vandt stort. Den britiske humor fornægtede sig i øvrigt ikke med efterfølgende avisoverskrifter, der lavede ordspil på DowningStreet/Drowning Street og better/wetter.
Det havde længe været forventningen, at valget først ville komme til efteråret og dermed efter næste partikongres for de konservative i begyndelsen af oktober, som kunne have givet en mulighed for at samle det stærkt splittede parti om den meget vanskelige opgave: at begrænse nederlaget til Labour. Den næste partikongres kommer i stedet til at handle om, hvem der skal overtage posten som partietleder efter Rishi Sunaks valgnederlag og begynde at genrejse det konservative parti.
Rishi Sunaks konservative parlamentskolleger modtog ikke valgudskrivelsen med begejstring. Tværtimod. De modtog nyheden med dyb undren – hvorfor nu, hvorfor ikke vente – og spekulationerne umiddelbart efter var mange. Nogle spekulerer også over, om Sunak udskrev valget for at foregribe (endnu) et truende oprør om partiets ledelse fra de menige, konservative parlamentsmedlemmer. Kort før valgudskrivelsen og selv lige efter var Konservative parlamentsmedlemmer ude og kræve et formandsskifte, og det illustrerer, hvor dårlig en forfatning partiet er i.
Sunak begrundede selv det tidlige valg med, at der netop var kommet et par positive økonomiske nyheder: Inflationen (seneste tal 2,4 pct.) var på vej mod centralbankens målsætning om 2 pct., og prognoserne for væksten i den britiske økonomi i de kommende år så lidt mindre dårlige ud, end de havde gjort det gennem længere tid. Det var derfor Sunaks budskab, at hans plan for genrejsning af økonomien var på rette vej, at De Konservative nu kan sige til vælgerne, at partiet har en plan, der virker; hvorfor vælgerne med tillid bør stemme på mere af det samme, som de har fået i de forudgående 14 år snarere end satse på Labour.
Næsten 80, et uset højt tal, af de konservative parlamentsmedlemmer havde da også på forhånd annonceret, at de ikke genopstiller. Nederlaget stirrer dem i øjnene
_______
De menige parlamentsmedlemmer var imidlertid helt uforberedte på pludselig at befinde sig i valgkamp. Hverken de eller det samlede kabinet var tilsyneladende forhåndsorienteret om Sunaks valgplaner. To dage efter annonceringen af valget blev parlamentet opløst, og de skulle hjem til deres valgkredse og forsvare et valg, en leder og en politik, som mange af dem ikke tror på. Nederlaget stirrer dem i øjnene. Næsten 80, et uset højt tal, af de konservative parlamentsmedlemmer havde da også på forhånd annonceret, at de ikke genopstiller, og et par fremtrædende ministre og tidligere ministre, såsom Michael Gove og Andrea Leadsom, sluttede sig til flokken umiddelbart efter valget var udskrevet.
Et tocifret forspring
På dagen for valgudskrivelsen viste en meningsmåling, at Labour (44,6 pct.) førte med 22 procentpoint over De Konservative (22,9 pct.). I dag, her en uge senere, har målingen ikke flyttet sig væsentligt. Labours forspring ligger stadig på mere end 20 procentpoint. De bekræfter et billede af vælgernes tillid til de to store partier, som havde været stort set konsistent gennem de seneste to år. Labour har haft et tocifret forspring siden september 2022, og De Konservative har ikke set en føring siden december 2021 (hvor Boris Johnson stadig var premierminister). Hvis et forspring af den størrelsesorden varer ved frem til valget, vil Labour ende med mere end 400 mandater (i et parlament med i alt 650 pladser), mens De Konservative er i fare for at komme under 100.
Hvis man ser dybere ned i tallene, kan man i øvrigt konstatere, at Det Konservative Parti i stigende grad er blevet et gammelmandsparti. Det har næsten ingen tilslutning i gruppen 18-34 år.
Samme meningsmålinger peger på, at de to mindre partier, LiberalDemokraterne og Reform UK ligger på hhv. 9,8 pct. og 11,3 pct. Disse to partier får, i et politisk system som grundlæggende er et topartisystem, næppe nogen parlamentarisk betydning. Kun i tilfælde af et hung parliament; dvs.at ingen af de to store partier får et absolut flertal, kan LiberalDemokraterne få en rolle som koalitionspartner for Labour. LiberalDemokraterne brændte fingrene på De Konservative i perioden 2010-15 og har næppe lyst til en reprise, hvis De Konservative overrasker alt og alle og kommer i nærheden af et flertal.
Reform UK’s valgresultat vil sandsynligvis blive en gentagelse af UKIP i 2015. Ved det valg fik UKIP 12,6 pct. af stemmerne på tværs af landet men vandt kun én valgkreds. Billedet vil blive det samme i 2024. Også ved det valg vil Reform UK få en del 2. og 3. pladser i mange valgkredse men næppe et flertal i nogen. Til gengæld kan Reform UK få stor indirekte indflydelse på valgresultatet, idet partiet forventes at stille kandidater op i rigtig mange valgkredse som konkurrenter til især de konservative kandidater. UKIP’s tidligere leder, Nigel Farage, har bekendtgjort, at han vil deltage i valgkampen for Reform UK. Hans og partiets erklærede målsætning er at overtage De Konservatives plads i partisystemet.
Medmindre der indtræffer et mirakel af bibelske proportioner, eller Labour bliver ramt af en skandale, stemmer den britiske befolkning en ny regering ind i Downing Street den 4. juli
_______
Hvad handler valget om?
Medmindre der indtræffer et mirakel af bibelske proportioner, eller Labour bliver ramt af en skandale, stemmer den britiske befolkning en ny regering ind i Downing Street den 4. juli.
Den kendsgerning betyder, at Rishi Sunak og hans parti, i det omfang det kan lykkes for ham at samle det bag sig, nu har den vanskelige og utaknemmelige opgave at forsøge at indhente noget af Labours store forspring. Foreløbigt er strategien at love vælgerne mere af det, partiet har stået for gennem 14 år. De konservative skal forsøge at få vælgerne til at acceptere det slogan, som partiet brugte ved dets seneste årskongres i oktober 2023 – ”Long-term solutions for a brighter future” – som basis for at betro dem endnu en valgperiode.
Sunaks opgave bliver bare ikke nemmere af at stå i spidsen for et parti, som gennem de forudgående 14 år har udviklet sig fra at være et nogenlunde pragmatisk og ansvarligt regeringsparti til i dag nærmere at være en uregerlig, løs koalition af indbyrdes stridende politiske sekter under samme partinavn.
Og et spørgsmål, som De Konservative næppe vil bryde sig om at høre folks svar på, er følgende: ”Har du det bedre økonomisk i dag end du havde det for 14 år siden?” Partiet kender godt svaret men vil næppe vedkende sig ansvaret for, at de fleste almindelige lav- og mellemindkomstfamiliers realløn i 2024 ifølge tænketanken Resolution Foundation fortsat er markant lavere, end den var før finanskrisen.
Oppositionspartiet Labours formentlig største udfordring i valgkampen bliver betydeligt mere konkrete: Hvilke politiske initiativer partiet vil partiet tage? Hvordan har Labour forandret sig siden de seneste års genopbygning af partiets renomé efter det store nederlag til De Konservative i 2019. Keir Starmer er indtil videre lykkedes med at få samlet partiet og trukket partiet væk fra den meget venstreorienterede profil, som Jeremy Corbyn stod for, og ind mod midten – der, hvor man som parti også i Storbritannien finder flertallet af vælgerne. Og der, hvor valg vindes. Men Keir Starmers nuværende strategi med at sige så lidt konkret som muligt og lade De Konservative nedsmelte indefra holder næppe valgkampen igennem. Hans vigtigste ord synes at være ’forandring’ men uden at han sætter det ind i en mere konkret kontekst. Hvordan Labour adskiller sig fra De Konservative er et spørgsmål, han vil blive afkrævet svar på.
Meningsmålingsinstituttet Ipsos stillede i maj 2024 følgende spørgsmål i en vælgerundersøgelse: ”Hvad ser du i dag som det/de vigtigste politiske emner i Storbritannien?”
Svarene viser, at de fire højstprioriterede valgtemaer er:
1. NHS, det nationale sundhedsvæsen, ventelister (35 pct.)
2. Inflation, levestandard (29 pct.)
3. Økonomien (28 pct.)
4. Indvandring (27 pct.)
Emnet indvandring dækker både over den samlede nettoindvandring til landet og den specifikke udfordring med de såkaldte small boats – de små både, som med menneskesmugleres mellemkomst fragter ulovlige asylanansøgere over Den Engelske Kanal fra Frankrig. Dette emne har Rishi Sunak gjort til et kernelement i sin politik, bl.a. for at forsøge at holde fred med den fraktion i hans parti, som er anført af tidligere indenrigsminister Suella Braverman, som kritiserer Sunak for ikke at tage dette problem alvorligt nok. Og det er som et forsøg på at dæmme op for disse ulovlige asylansøgere, at Sunaks regering har indgået en aftale med Rwanda om at varetage asylbehandlingen for disse mennesker for Storbritannien. Ordningen er dog endnu ikke blevet iværksat.
Politikernes opgave bliver at løfte Storbritannien ud af en tredobbelt klemme bestående af stagnerende vækst, lav produktivitet og faldende levestandard
_______
Et land med ryggen mod muren
Bagved valgkampens debatter ligger der imidlertid en større udfordring: manglen på reformer af det britiske samfund. Udfordringen kan ikke kun tilskrives den nu afgående Konservative regering, selvom denne har gjort sit bedste for at forværre dem eller undlade at gøre noget effektivt ved dem.
Storbritannien hænger fast i et hængedynd af indbyrdes forbundne økonomiske, politiske og sociale problemer, som intet parti kan løse på kort sigt. Hvis Labour kommer til magten, vil det formentlig kræve to-tre valgperioders stærkt fokus på reformer og væsentlige omstillinger.
Dette erkendte Rishi Sunak, den femte konservative partileder siden 2016, da også med det samme, da blev premierminister den 25. oktober 2022. Landet står over for meget dybtgående økonomiske problemer, som ”kræver vanskelige beslutninger,” var hans ord dengang.
Hængedyndet eller krisen skyldes elementers om massiv underinvestering i både den private og offentlige sektor i størrelsesordenen 100 milliarder pund om året – i uddannelse, infrastruktur, boligbyggeri, investeringer i sundhedsvæsenet, mv. Og politikernes opgave bliver at løfte Storbritannien ud af en tredobbelt klemme bestående af stagnerende vækst, lav produktivitet og faldende levestandard (og dermed efterpørgsel). Dertil kommer store huller i leverancen af offentlige ydelser som fx sundhedssektoren og en stadig større ulighed i fordelingen af indkomster, formuer og muligheder både mellem forskellige befolkningsgrupper og rent geografisk i Storbritannien. Forskellen mellem London og det sydøstlige England og resten af landet mht. indkomst og formue gør Storbritannien til et af de lande med størst geografisk, økonomisk ulighed.
Brexits lange skygger
Brexit – samt forholdet mellem Storbritannien og EU – figurerer slet ikke på den ovennævnte Ipsos-oversigt over valgtemaer. Det er et emne, som de to store partier tilsyneladende har indgået en stiltiende overenskomst om slet ikke at tale om i valgkampen, selvom resultaterne af Brexit i høj grad er med til at forværre landets økonomiske problemer.
Perioden umiddelbart op til Brexitafstemningen i 2016 og årene siden repræsenterer en national indadskuen. Det gælder sådan set for hele landet, men især langt ind i De Konservative, hvor man er sunket ned i en dyb nostalgi og fornægtelse af Storbritanniens placering og indflydelse i verden. I en artikel fra april 2024 i tidsskriftet Foreign Affairs henleder den sandsynligt kommende udenrigsminister i en Labour-regering, David Lammy, opmærksomheden på, at den britiske økonomi for 27 år siden, da Labour sidst kom til magten, var større end Kinas og Indiens tilsammen. I dag er den økonomiske virkelighed fundamentalt forandret, men den politiske ledelse har fortsat meget svært ved at erkende dette og udvise realisme om Storbritanniens reelle placering i verden. Landet har bevæget sig fra det indre markeds frihandel mellem 28 lande til en situation med en Samarbejds- og Frihandelsaftale indgået i maj 2021 med de nuværende 27 EU-lande (Storbritanniens langt største marked). Det blev fejret som en triumf af Boris Johnson, men er i realiteten verdenshistoriens første frihandelsaftale som etablerer begrænsninger i aftalen, der ikke havde nogen før.
Den britiske befolkning har for længst erkendt, at Brexit er en fiasko. Men ingen af de to store partier tør foreslå, at man overvejer at omgøre beslutningen. Meningsmålinger viser, at op imod to tredjedele af befolkningen mener, at Brexit har en negativ indflydelse på landets og deres økonomiske situation. Men det anfægter tilsyneladende ikke ledelsen i de to store partier, som konkurrerer om regeringsmagten ved det kommende valg.
De Konservative kan ikke hævde, at Brexit er en succes. Visse politikere i partiet kan da også tydeligt se, at det har været en fiasko. Men de i partiet, som stadig fastholder, at udmeldelsen af EU var det rigtige at gøre, mener at ’deres’ Brexit er blevet forrådt; at man ikke det Brexit, man stemte for i 2016. Men af partitaktiske hensyn kan ledelsen hverken prale af Brexit eller lægge afstand til det. Og vælger så at tie helt stille.
Tilsvarende rummer emnet også store risici for Labour. Selvom Starmer har talt om at forbedre og ’bløde op på’ de nuværende aftaler med EU, kan han ikke gå længere af frygt for at lægge sig ud med de mange Labour-vælgere i Nordengland, som begejstret stemte på Boris Johnson, da han i 2019 proklamerede: ”Let’s get Brexit done.” Derfor tier også Labour.
I 1997 sendte vælgerne De Konservative på pension efter 18 års Thatcherisme og erstattede dem med Tony Blairs/Gordon Browns ’New Labour’ og dettes reformdagsorden. I 2024 sender vælgerne med stor sandsynlighed igen De Konservative på pension efter en lang regeringsperiode. Men hvilken reformdagsorden Labour nu vil forsøge at gennemføre, må vi nok vente til efter valget, før vi for alvor kender svaret på. ■
Den britiske befolkning har for længst erkendt, at Brexit er en fiasko. Men ingen af de to store partier tør foreslå, at man overvejer at omgøre beslutningen
_______
Ole Helmersen (f. 1954) er lektor emeritus på Copenhagen Business School på Department of Management, Society and Communication med speciale i moderne britisk politik.
ILLUSTRATION: Birmingham, 4. maj 2024: Labour-partiets leder, Keir Starmer, fejrer valget af West Midlands nye borgmester, RicHhard Parker [FOTO: Keir Starmer]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
