Peter Lautrup-Larsen: SVM-regeringen ligner en parentes
12.08.2024
Efter at Venstre undvig nedsmeltningen ved EP-valget i juni er regeringens svageste led pludselig Statsministeren og S.
Af Peter Lautrup-Larsen
SVM-REGERINGEN MANGLER stadig at bevise, at tredje gang er lykkens gang. Foreløbig ligner den en parentes i den politiske Danmarkshistorie som de tidligere forsøg med samarbejde på ministerbænkene hen over midten: SV-regeringen fra 1978-79 og ”rødkløverregeringen” fra 1993-94 med Socialdemokratiet, Det radikale Venstre, CD og Kristeligt Folkeparti. Trods deres politiske resultater overlevede de to regeringer som bekendt ikke deres første møde med vælgerne ved et efterfølgende folketingsvalg.
Det er og bliver en floskel, som er brugt snart sagt ved enhver lejlighed. Men alligevel: De kommende uger BLIVER ”afgørende” for SVM-regeringens fremtid. Allerede efter den kommende uges sommergruppemøder i de tre regeringspartier vil vi have en første pejling på, hvordan regeringen vil ”revitalisere sig selv” for nu at bruge Lars Løkke Rasmussens ord på valgaftenen den 9. juni efter EU-parlamentsvalget, da de tre regeringspartiers nedtur i meningsmålingerne blev genspejlet i valgresultatet.
De politiske signaler fra sommergruppemøderne vil blive fulgt op på landsmøder i september – ikke mindst Socialdemokratiets kongres i Aalborg 14.-15. september – inden statsminister Mette Frederiksen givet vil forsøge at bruge sin åbningstale i Folketinget første tirsdag i oktober som en slags trampolin ind – ikke bare ind i et nyt folketingsår, men formentlig også som introduktion til en slags anden halvleg for SVM-regeringen. Den ”skal få vælgerne til at se sig selv i regeringen”, som hun selv udtrykte sin ambition for de kommende års politik på folkemødet i juni på Bornholm.
EGENTLIG ER DET ET PARADOKS, hvis man ser på SVM-regeringens politiske resultater. De vigtigste vil endda stå tilbage om årtier som skelsættende i dansk politisk historie. Her vil den blive husket som den regering, der gjorde landbrugsjord til skov og natur, når aftalen i den grønne trepart er kommet gennem Folketinget. Det samme gælder hjælpen til Ukraine og accepten af amerikansk militær tilstedeværelse ikke mindst på Bornholm. Og så var det under SVM, at beskæftigelsen satte rekord og økonomien med det såkaldte råderum i statsfinanserne gav mulighed for at strø milde gaver over danskerne. Der kommer endnu flere af de gaver i det forslag til finanslov, som finansminister Nicolai Wammen offentliggør i slutningen af august.
Men SVM-regeringen kommer også til at gå over i historien, som den regering mange vælgere løb skrigende bort fra. Anklager om løftebrud vejer tungere end det politiske indhold. Venstre brød deres vælgergaranti om – efter Minksagen – aldrig at støtte Mette Frederiksen som statsminister. Og hvad med afskaffelsen af Store Bededag som helligdag – en tanke, ingen havde hørt om, før den stod i regeringsgrundlaget? Mette Frederiksen gjorde ondt værre ved nærmest at gøre det til en samfundspligt at arbejde mere. Sådan blev det i hvert fald opfattet før hendes efterfølgende forsøg på tilbagetog.
Nedturen i meningsmålingerne fra dag ét er aldrig set før med større hast og omfang uden hurtigt at blive rettet op.
Regeringens frafaldne vælgere kan netop ikke se sig selv i regeringens fortælling. De ser ikke nødvendigheden af en flertalsregering over midten, hvor tidligere svorne politiske modstandere fandt det nødvendigt – i krisernes tegn – at skabe et unikt arbejdsfællesskab, der kunne gå selv – uden forsinkende reelle forhandlinger med oppositionen i Folketinget. Dén forestilling forsvandt efterhånden som kriserne glimrede ved deres fravær. Energikrisen blev afblæst og inflationen kom under kontrol uden SVM-regeringen fik æren af det.
KONKLUSIONEN SYNES KLAR: Heller ikke denne gang i den politiske historie bliver en flertalsregering hen over midten en vælgermæssig succes trods en imponerende resultatliste. Selv med sandsynligvis to år til næste folketingsvalg, virker det lige nu til, at selv de tre regeringspartier begynder at indrette sig på, det nok var DET, når vælgerne har talt til den tid. Så må de gå hver til sit igen.
Samarbejdet med Nyrup på ministerbænkene var det, der fældede CD og de kristelige. Ikke indholdet af den førte politik
_______
Alle gode gange…?
Og måske var det til at forudse med et tilbageblik på tidligere regeringer hen over midten. Der er ikke mange og hver gang har de kun holdt en valgperiode trods deres politiske resultater. SV-regeringen fra august 1978 til oktober 1979 var første og hidtil eneste gang indtil december 2022, at Socialdemokratiet og Venstre sad i regering sammen, når vi ellers ser bort fra samlingsregeringer under Besættelsen og tidligere 1. verdenskrig. I 1978 KUNNE udgangspunktet for SV-regeringen minde om 2022. Den var – med sine 86 mandater – stærk, men rådede ikke over et egentlig flertal. Dét har SVM-regeringen nu igen – i hvert fald på papiret – med Christian Friis Bachs skifte fra radikale til Venstre.
SV-regeringen var kulminationen på en opfattelse hos de såkaldt regeringsbærende partier, der var trætte af et uregerligt Folketinget med alt for mange partier. Et parlament, hvor en mindretalsregering – oftest en socialdemokratisk – alligevel var nødt til at søge sit flertal over midten i kriseforlig på kriseforlig. Dengang havde vi allerede haft folketingsvalg hvert andet år i 1971, 73 (Jordskredsvalget), 75 og 77. Ustabiliteten var en medvirkende årsag til, at politikerne ikke kunne løse de altoverskyggende samfundsproblemer – ikke mindst. De store underskud på betalingsbalancen og de offentlige finanser, hvor den daværende finansminister, socialdemokratiske Knud Heinesen, talte om et Danmark på vej ”mod afgrunden”.
Minder det om SVM? Ja og nej. Nu som dengang er begrundelsen at holde fløjpartierne uden for indflydelse, sikre stabiliteten i usikre tider og – selv om Danmark ikke er på afgrundens rand i dag – var frygten for at ende dér en drivende kraft for Mette Frederiksen, Jacob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen, da de dannede regeringen.
SV-regeringen holdt kun 13 måneder, og det blev en periode præget af gensidig mistillid og manglende accept især hos fagbevægelsen. I dag bliver den derfor set som en fiasko trods politiske resultater som indførelsen af efterlønnen og den femte ferieuge. Ældre danskere, som kan huske dengang, erindrer snarere, at den daværende LO-formand Thomas Nielsen kaldte SV-regeringens statsminister, socialdemokratiske Anker Jørgensen, for ”en lille skid”. Den gennemførte lovgivning til glæde for almindelige lønmodtagere ændrede hverken hans holdning eller på regeringens manglende popularitet.
Femten år senere var modtagelsen tæt på den samme, da Danmark i januar 1993 fik en egentlig flertalsregering. Socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussens firpartiregering med Socialdemokratiet, Radikale, CD og Kristeligt Folkeparti holdt dog ikke over næste valgdag i september 1994. De to sidstnævnte partier opfattede sig ganske vist som midterpartier, men vælgerdommen over deres deltagelse i ”rødkløverregeringen”, som den blev døbt, var hård. Her blev de to små partier set som overløbere fra den borgerlige-liberale blok. Kristeligt Folkeparti røg under spærregrænsen straks ved valget i 1994. Og selv om CD vinkede farvel til samarbejdet med socialdemokrater og radikale i 1996, forsvandt partiet alligevel helt ud af Folketinget ved valget i 2001. Vælgerne belønnede dem altså ikke for at have medvirket til at nedbringe den rekordhøje arbejdsløshed på 350.000 ledige, som regeringen arvede fra KV-regeringen under konservative Poul Schlüter. Samarbejdet med Nyrup på ministerbænkene var det, der fældede CD og de kristelige. Ikke indholdet af den førte politik.
Problemet er derfor mere regeringens sammensætning i sig selv og mindre indhold og substans. Popularitetskurven var sandsynligvis knækket den anden vej, hvis de tre partier med deres flertal havde gennemført den samme politik uden at binde sig til at være i regering sammen
_______
Hvad, hvis resultaterne ikke er det vigtigste?
SVM-regeringen kan således ikke hente inspiration i fortiden til sit planlagte comeback. Snarere tværtimod. Foreløbig føler de tre partiledere, Mette Frederiksen, Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen, sig nok mest som Sisyfos fra den græske mytologi, der forgæves gang på gang forsøgte at rulle en sten op ad bjerget. Hver gang han var tæt på toppen, rullede den ned igen og han kunne starte forfra.
Det hjælper således indtil videre ikke på den samlede tilslutning til de tre regeringspartier under ét og regeringens popularitet, at Venstre synes at være genopstået fra graven efter de brudte valgløfter om aldrig at støtte Mette Frederiksen som statsminister. Nu er det tværtimod hende og S, som de politiske kommentatorer og besserwissere betragter som regeringens svageste led. Ikke mindst i lyset af SF’s buldrende fremmarch hos vælgerne, som ikke blot gjorde Pia Olsen-Dyhrs parti til det største ved Ep-valget i juni, hvor mere end hver sjette vælger valgte SF. Succesen truer Socialdemokratiets borgmesterposter i Danmarks fire største byer – København, Aarhus, Aalborg og Odense – ved kommunalvalget, der venter allerede 18. november næste år.
Historien har det med at gentage sig. Selv om det i sig selv kan virke tilbageskuende at sammenligne den nuværende regering med eksempler på for længst fortidige politikergenerationer og deres tilhørende vælgere, så var det der, kulturen i det samarbejdende danske folkestyre blev skabt. Flertallet af vor tids vælgere har tydeligvis slet ikke taget nybruddet med SVM-regeringen til sig. Med rette eller urette får den hæftet betegnelsen ”magtfuldkommen” på sig. Flertallet af vælgerne synes at foretrække en mindretalsregering, der forhandler fra sag til sag og helst med skiftende flertal. Sådan som det ”altid har været”.
Problemet er derfor mere regeringens sammensætning i sig selv og mindre indhold og substans. Popularitetskurven var sandsynligvis knækket den anden vej, hvis de tre partier med deres flertal havde gennemført den samme politik uden at binde sig til at være i regering sammen. Så havde vælgerne i modsætning til i dag kunnet gennemskue, hvilke partier, der gav indrømmelser og hvem, der fik dem. Og nok så vigtigt, de havde stadig haft flere mulige statsministerkandidater at tage stilling til. Frem for nu, hvor Mette Frederiksen synes at være eneste og i meningsmålingerne upopulære mulighed, fordi oppositionen ikke kan enes om, hvem det ellers skal være.
At den blå opposition ikke kan stille med en statsministerkandidat skader bare ikke de borgerlige – det er ironisk nok også et problem for regeringen, der savner et modspil, som kan sætte den selv i relief. Frustrationen er tydelig, når selv medlemmer af regeringspartierne efterlyser, at oppositionen, især den i blå blok, former et egentligt alternativ, når man ellers burde glædes over rivalernes fravær.
Hvordan det skal kunne ændre sig frem mod næste valgdag, er svært at se. To år er naturligvis lang tid i politik. Meget kan ske. Helt udelukkes kan det vel ikke, at regeringen får held med at genføde sig selv – måske kan der opstå en ny krise, som SVM-regeringen og dens endnu handledygtige flertal er svaret på?
Men det er i dag en langt mere nærliggende konklusion, at SVM-regeringen over midten ender som de to sammenlignelige fortilfælde og et eksperiment, som de regeringsbærende partier næppe vil gentage foreløbig. Snarere vil der igen gå en rum tid, før nye generationer af politikere atter prøver med regeringer over midten. Flertal eller ej. ■
Snarere vil der igen gå en rum tid, før nye generationer af politikere atter prøver med regeringer over midten. Flertal eller ej
_______
Peter Lautrup-Larsen (f.1953) har mere en 40 års erfaring på Christiansborg. Han var pressechef i Det Radikale Venstre 1986-90. Derefter skrivende politisk journalist i 10 år, inden han fra 2000 blev ansat på TV2 som reporter og politisk analytiker. ILLUSTRATIONER: Statsminister Mette Frederiksen til 60-års-fødselsdagsreception for Lars Løkke Rasmussen 15. maj 2024 [fFoto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix] og statsminister Mette Frederiksen i 2021 under COP26, da hun endnu var leder af sin første regering [foto: Doug Peters/UK Government]