Rasmus Grand Berthelsen i RÆSON SØNDAG: Kan Vesten styre private virksomheders ambitioner i rumkapløbet?

12.10.2024

Både stormagter og mindre lande har indset, at kontrol i rummet kan give en afgørende strategisk fordel i krigsførelse. Parallelt med den udvikling ser vi også en anden mindst lige så afgørende udvikling: privatisering af rummet. Men kan Vesten styre private virksomheders ambitioner i rumkapløbet?



Af Rasmus Grand Berthelsen

I en verden, hvor teknologi og infrastruktur spiller en stadig større rolle, både civilt og militært, er moderne konflikter ikke længere begrænset til traditionelle slagmarker.

Angrebet på Nord Stream 2 i 2022 var en brat opvågning for mange europæiske lande. Gasrørledningen, som forbandt Rusland og Tyskland, var en af de vigtigste energiforsyningslinjer i Europa, og sabotagen afslørede, hvor sårbar vores kritiske infrastruktur er over for ydre trusler.

Moderne kritisk infrastruktur omfatter dog ikke kun traditionelle ressourcer som energianlæg, hospitaler og transportnetværk, men også kommunikationssystemer og anden digital infrastruktur, som er nødvendige for at opretholde samfundsvigtige funktioner. Cyberangreb, spionage og sabotage er blevet almindelige våben i arsenalet for både statslige og ikke-statslige aktører, der ønsker at destabilisere deres fjender eller opnå fordele i en verserende konflikt. Denne form for hybridkrig udnytter svagheder i både statslige og private systemer, hvilket gør det vanskeligt for stater at forsvare sig selv uden et tæt samarbejde med private virksomheder, der ejer meget af den kritiske infrastruktur. Det har givet private virksomheder en afgørende rolle i moderne geopolitik.

Satellitter i krig

Den 24. februar 2022, dagen hvor Rusland indledte sin fuldskala-invasion af Ukraine, indledte Rusland samtidigt et enormt cyberangreb på bredbåndsinternet via satellit. Angrebet deaktiverede modemmer, der kommunikerer med det store amerikanske satellitselskab Viasats KA-SAT-satellitnetværk, som leverer internetadgang til titusinder af mennesker i Ukraine og Europa. Efterretningstjenesterne i USA vurderede kort efter, at ”Rusland i slutningen af februar lancerede cyberangreb mod kommercielle satellitkommunikationsnetværk for at forstyrre den ukrainske hærs kommando og kontrol under invasionen.”

I august 2022 gav den finske satellitvirksomhed ICEYE den fulde kapacitet af én af sine satellitter samt adgang til hele sin konstellation af satellitter til Ukraines regering. Det gav Ukraines væbnede styrker adgang til radarsatellitbilleder i høj opløsning fra en hvilken som helst del af jorden flere gange om dagen, hvilket muliggør bl.a. overvågning af fjendens bevægelser samt identifikation og lokalisering af militære mål bag frontlinjen – og under skydækket eller andet, som kun radarer og ikke normale satellitbilleder kan se igennem.

Ligeledes har Starlink, en enorm satellitkonstellation, der blev lanceret af Elon Musks SpaceX for at levere hurtig internetadgang til afsidesliggende områder, vist sig at være en afgørende faktor i Ukraines modstand mod Rusland.

På papiret har Starlink en rent kommerciel mission: at skabe global internetdækning. Men da Rusland i starten af 2022 forsøgte at lamme Ukraines kommunikationsinfrastruktur, trådte Elon Musks SpaceX til med tusindvis af Starlink-satellitter, hvilket sikrede Ukraine adgang til internettet. Selv i områder, hvor Ruslands angreb havde ødelagt det konventionelle netværk – og dermed kompromitteret Ukraines væbnede styrkers kommunikationskanaler – sikrede Starlink den fortsatte koordinering af militære operationer gennem en helt ny, pålidelig og sikker infrastruktur flere tusinde kilometer over jorden. Det gjorde det muligt for Ukraines forsvarsstyrker at koordinere deres operationer og for civile at kommunikere med omverdenen.Oprindeligt blev SpaceX’ donation af Starlink-tjenester til Ukraine betragtet som et humanitært bidrag, i overensstemmelse med Vestens bestræbelser på at støtte Ukraine mod Ruslands aggression. Mens offentlighedens fokus var på SpaceX’ donationer til Ukraine, spillede stater dog en stor rolle i udrulningen og finansieringen af infrastrukturen. Frankrig og Polen hjalp med logistikken for at få udstyr ind i Ukraine. Polen var vært for en jordstation, der skulle forbinde Starlink med Ukraines internetinfrastruktur. Af de 20.000 terminaler, SpaceX leverede til Ukraine frem til oktober 2022, var omkring 85 procent i det mindste delvist finansieret af offentlige midler fra bl.a. USA, Storbritannien og Polen. Efterhånden som konflikten trak ud, udviklede SpaceX’s rolle i konflikten sig til et større spørgsmål om Ukraine og Vestens afhængighed af en privatejet virksomhed og om Elon Musks bredere motiver.

 

Efterhånden som konflikten trak ud, udviklede SpaceX’s rolle i konflikten sig til et større spørgsmål om Ukraine og Vestens afhængighed af en privatejet virksomhed og om Elon Musks bredere motiver
_______

 

Nogle måneder inde i krigen, omkring midten af 2022, valgte SpaceX nemlig at begrænse Ukraines brug af Starlink-netværket til offensive militære operationer ved hjælp af såkaldt ’geofencing,’ der bevidst begrænsede dækningen i bestemte områder, således Ukraine ikke kunne benytte Starlink til at slå tilbage i de besatte områder. Pludselige udfald af Starlink langs frontlinjerne hæmmede den ukrainske militære indsats. Ukrainske styrker, som var blevet afhængige af Starlink til kommunikation, fandt sig pludselig begrænset af den selvsamme infrastruktur, som engang havde været en strategisk fordel.

Det skete samtidig med, at Musk offentligt fremsatte et kontroversielt fredsforslag, hvori Ruslands annektering af Krim-halvøen blev permanent, de øvrige fire besatte områder skulle gennemføre folkeafstemninger om deres tilhørsforhold, og Ukraine skulle garantere, at landet aldrig ville søge om optagelse i NATO. Desuden faldt SpaceX’ tiltag sammen med voksende spændinger mellem virksomheden og den amerikanske regering. I slutningen af 2022 sendte SpaceX et fortroligt brev til det amerikanske forsvarsministerium med anmodning om statslig finansiering til at opretholde Starlink-operationer i Ukraine med henvisning til de høje omkostninger ved at levere tjenesten. Efter forhandlinger med USA’s forsvarsministerium, trak SpaceX dog i sidste ende anmodningen tilbage.

Kommercialisering og militarisering af rummet

Krigen i Ukraine har gjort det klart, at satellitter er blevet en central del af moderne hybrid krigsførelse, hvor både militær og civil infrastruktur er i spil. Satellitter bruges til en bred vifte af kritiske formål, fra at sikre GPS-signaler til præcis navigation og tidsstempler i finansielle transaktioner til at levere kommunikationstjenester til både militære og civile aktører. GPS-teknologien alene understøtter en bred vifte af operationer, fra præcisionsstyring af missiler og droner til koordinering af troppebevægelser og humanitær nødhjælp. Manglende adgang til disse satellitsignaler kan lamme en nations forsvar og gøre det betydeligt sværere at føre moderne krig.

Satellitter spiller en afgørende rolle i kommunikation, radio- og tv-signaler og navigation, i udforskning af rummet samt i jordobservation. De fleste af disse aktiviteter har i sagens natur dobbelt anvendelse, såkaldt ’dual-use,’ hvilket betyder, at de kan tjene både civile og militære formål. Det gør satellitsystemer relevante for stater, ikke bare som en infrastruktur, der ligger til grund for borgeres hverdag, men også for national sikkerhed og krigsførelse.

I takt med, at opsending af satellitter er faldet markant i pris over det seneste årti, har kommercielle udbydere hurtigt indset fordelene ved at placere satellitter i det såkaldte ’Low Earth Orbit’ (LEO), der ligger cirka 2.000 km over jordens overflade. Satellitter i dette kredsløb kommunikerer meget hurtigere med jorden end navigationssatellitsystemer (USA’s GPS-system, Europas Galileo-system, Ruslands GLONASS-system, og Kinas BeiDou-system), som befinder sig i ’Medium Earth Orbit’ (MEO), der ligger cirka 20.000 km over jordens overflade. LEO-satellitter erstatter eller overflødiggør således store mængder af immobil jordinfrastruktur som fx kabler og sendemaster, særligt i tyndtbefolkede områder. Men på grund af LEO-satellitters relativt lave højde, dækker hver satellit populært sagt et mindre areal på jorden, og derfor kræves der mange flere satellitter for at sikre global dækning. Det har ført til udviklingen af private megakonstellationer. Af disse er Starlink den største og mest avancerede, som i øjeblikket består af mere end 6.000 satellitter i LEO. Der er allerede fremlagt planer om opsending af yderligere 30.000 satellitter af en nyere generation, hvilket har givet grund til bekymring hos NASA.

Satellitter, der i årevis har været neutrale kommunikationskanaler, er nu blevet strategiske mål. I november 2021 passerede den Internationale Rumstation gennem en stor samling af vragdele fra en destrueret satellit i LEO, som udgjorde en betydelig risiko for de syv rumrejsende om bord. Det skyldtes, at Rusland testede et anti-satellitvåben (ASAT) og med vilje ødelagde en gammel sovjetisk satellit – med det formål at bevise overfor Vesten, at Rusland også er i stand til at forstyrre den voksende del af vores kritiske infrastruktur i rummet. Amerikanerne var rasende.Et angreb på en satellit kan have enorme konsekvenser, da det ikke kun rammer én specifik funktion, men også skaber et kaos af rumaffald, som kan skade andre satellitter og rumfartøjer i kredsløb. Når en satellit ødelægges, skabes der tusindvis af små fragmenter, der kan skade andre satellitter. Denne risiko kaldes Kessler-syndromet – et begreb, der beskriver hvordan en kollision i rummet kan skabe en kædereaktion af ødelæggelser, der øger mængden af rumskrald eksponentielt. I værste fald vil det resultere i, at det bliver umuligt at operere satellitter i visse kredsløb, hvilket ville få vidtrækkende konsekvenser for både civile og militære funktioner, som allerede i dag er dybt afhængige af satellitnetværk.

Ruslands ASAT-test, cyberangrebet på Viasats KA-SAT-satellitnetværk og Starlink-episoden i Ukraine illustrerer de bredere risici og fordele, der er forbundet med den stigende afhængighed af privat infrastruktur i moderne militære konflikter. Både stormagter og mindre lande har indset, at kontrol i rummet kan give en afgørende strategisk fordel i krigsførelse. Parallelt med den udvikling ser vi også en anden mindst lige så afgørende udvikling: privatisering af rummet. Tidligere var det statslige rumagenturer som NASA og det sovjetiske Roskosmos, der dominerede rumforskningen og udviklingen af rumteknologi. Men i dag er det private virksomheder som SpaceX, Blue Origin, Axiom og Virgin Galactic, der står for en stor del af innovationen og udbygningen af ruminfrastrukturen. Rummets parallelle militarisering og kommercialisering afspejler en bredere udvikling, hvor teknologi er blevet en afgørende geopolitisk faktor, hvorfor stater investerer massivt i at opnå teknologisk overlegenhed, ikke kun på jorden, men også i rummet.

 

Både stormagter og mindre lande har indset, at kontrol i rummet kan give en afgørende strategisk fordel i krigsførelse. Parallelt med den udvikling ser vi også en anden mindst lige så afgørende udvikling: privatisering af rummet
_______

 

Mens private aktører fortsætter med at udvikle deres teknologier, er der også en intensiveret konkurrence mellem stater om at opnå dominans over de satellitter, der leverer nogle af moderne konflikters mest vitale ressourcer: information og kommunikation. Den udvikling rejser spørgsmål om staters suverænitet og sikkerhed. På den ene side kan private virksomheder levere innovative løsninger og hurtig udrulning, som stater kan have svært ved at matche. I Ukraine udgjorde Starlinks satellitnetværk en afgørende livline, da den traditionelle infrastruktur svigtede. Men på den anden side udsætter afhængigheden af private virksomheder stater for nye sårbarheder. Når en privat virksomhed kontrollerer kritisk infrastruktur, kan dens beslutninger – drevet af en blanding af kortsigtede profitmotiver, personlige overbevisninger og strategiske overvejelser – få vidtrækkende konsekvenser.


Starlink-satelitter over Carson National Forest i New Mexico, 4. januar 2022 [FOTO: Mike Lewinsky/Creative Commons Attribution]

USA, EU og Kina/Rusland

Det moderne rumkapløb har afsløret forskellige staters strategier for at udnytte private virksomheders teknologi og infrastruktur til at opnå deres sikkerheds- og udenrigspolitiske mål. Her er der overordnet tre tilgange, der dominerer: en amerikansk model, der afhænger af kommercielle kontrakter, en europæisk model med gensidig afhængighed mellem stat og virksomheder, og en statsligt kontrolleret model, som ses i Rusland og Kina.

Som beskrevet har USA’s rumfartstradition skiftet fra at være statsligt domineret gennem NASA til at inkludere en langt mere privat og kommerciel model, der gør private aktører som SpaceX, Blue Origin og Northrop Grumman til nøglespillere i landets rumstrategi. De store statslige kontrakter, som SpaceX har fået for både NASA- og forsvarsmissioner, har gjort virksomheden til en central aktør i alt fra civile rumfartøjer til forsvarsrelaterede satellitopsendelser. Denne tilgang muliggør hurtig innovation, adgang til private investeringer og fleksibilitet, som kan være svært for stater alene at opnå. Men det rejser også bekymringer om statens afhængighed af private aktører, der potentielt kan handle ud fra egne interesser. Tidligere CEO for Lockheed Martin, Norman Augustine, har bl.a. beskrevet, hvordan NASA er blevet udhulet af det private marked, hvor de er tvunget til at konkurrere om talentfulde ingeniører og forskere samt fokusere på kortsigtede mål. NASA har forsøgt at mindske sin afhængighed af SpaceX ved at støtte både Boeing og Jeff Bezos’ Blue Origin med udviklingsmidler og opsendelseskontrakter, men hidtil uden de store resultater.

I Europa ser vi en anden tilgang, hvor EU i disse år forsøger at opbygge strategisk autonomi ved at invitere private virksomheder til at samarbejde tæt med statslige organer om at udvikle europæisk kritisk infrastruktur i rummet, såsom Galileo-satellitnavigationssystemet, der fungerer som et alternativ til USA’s GPS, eller satellitkommunikationsprojektet IRIS², der har til formål at styrke både industriens rolle og statens teknologiske kapaciteter. Formålet er at mindske afhængigheden af udenlandske aktører ved at skabe gensidig afhængighed mellem europæiske stater og virksomheder, der giver stater adgang til privat teknologi og samtidig sikrer virksomheder adgang til finansiering og markeder. EU’s multilaterale struktur og relativt beskedne rumbudget betyder dog, at man ofte står over for langsomme beslutningsprocesser, hvilket hæmmer både innovation og projektudvikling. I modsætning til USA har ESA fokuseret på at opgradere sine egne opsendelsesraketter, der dog stadig mangler den nødvendige støtte fra det private marked. Det er Frankrigs rumfartsorganisation, CNES, der har bygget, driver og vedligeholder Ariane 6-opsendelsesfaciliteterne i Fransk Guyana på den caribiske kyst. Formålet er at Europa skal opnå ’opsendelsessuverænitet,’ men prisen er så høj, at systemet slet ikke kan konkurrere med andre opsendelsestilbud.

Den tredje tilgang findes i Rusland og Kina, hvor statslige aktører har fuld kontrol over ruminfrastrukturen. Der lægges stor vægt på militære formål som satellitrekognoscering og anti-satellitkapaciteter (ASAT), som spiller en central rolle i Ruslands nationale forsvarsstrategi, og drives udelukkende af Roscosmos, det statslige rumagentur. Ligesom Rusland har Kina en overvejende statsstyret model, hvor China National Space Administration (CNSA) og Folkets Befrielseshær (PLA) styrer både det civile og det militære rumprogram. Kinas udvikling af Beidou-satellitsystemet, der fungerer som et alternativ til GPS, er en væsentlig del af deres strategi for at sikre kontrol over kritisk infrastruktur og mindske afhængigheden af udenlandske systemer. Selvom denne model sikrer statslig kontrol, hæmmer den innovationskraften, som mere liberale modeller fremmer gennem privatsektoren.

På innovationsfronten er der ingen tvivl om, at den amerikanske model har båret frugt. Men rumkapløbet handler om mere end blot teknologisk overlegenhed – det handler også om kontrol over kritisk infrastruktur, som kan have vidtrækkende sikkerhedsmæssige implikationer. Rumagenturer verden over kæmper med at tilpasse sig en ny økonomisk virkelighed, hvor private virksomheders aktiver i rummet er blevet både konkurrenter, partnere, og strategiske aktiver i internationale konflikter. Det betyder, at stater ikke blot konkurrerer indbyrdes, men også skal balancere forholdet til private aktører for at opretholde kontrol over kritiske ressourcer i rummet.

I moderne hybridkrig fungerer private virksomheder både som strategiske midler og mål i statens sikkerhedsstrategi. Denne dynamik gælder ikke kun i rummet, men også i andre tilfælde, som fx cloud-infrastruktur, der domineres af store tech-selskaber som Amazon og Microsoft. De leverer vigtige tjenester til regeringer i hele verden, herunder militære efterretningstjenester, og deres beslutninger om emner som datasikkerhed, informationsdeling og infrastrukturens modstandsdygtighed kan have direkte konsekvenser for staters nationale sikkerhed. Allerede tilbage i 2020 så vi et klart eksempel, da Apple vedholdte sin afvisning af at bryde krypteringen på sine iPhones efter anmodning fra den amerikanske regering.

Ligeledes spiller store virksomheder som BP, Shell, Maersk og DSV en kritisk geopolitisk rolle i energiforsyning og logistik. For eksempel var BP’s involvering i opførelsen af Baku-Tbilisi-Ceyhan-rørledningen gennemført som et strategisk vigtigt projekt for Vesten, fordi den gik uden om russisk territorium og reducerede regionens afhængighed af russiske energitransitruter. Ligeledes var Maersk stærkt påvirket af konflikter i Mellemøsten, da Houthi-oprørere i Yemen angreb den kommercielle skibsfart i Rødehavet. Sammen med andre rederier indledte Maersk derfor en tæt diplomatisk og militær koordination med de internationale flådekoalitioner i den såkaldte Operation Prosperity Guardian – særligt i USA, Storbritannien og Frankrig, der har interesse i at holde Rødehavet og Suezkanalen sikre.

Privatejede virksomheder holder nøglen til at vinde kapløbet om fx rumteknologi, kunstig intelligens og kvanteteknologi, der alle er helt afgørende for statens evne til at opretholde national sikkerhed. Men selv samme virksomheders evne til at påvirke strategiske beslutninger og militære operationer, eller endda at stoppe deres tjenester, udfordrer statens traditionelle monopol på magt og kontrol over sine forsvarsmekanismer. Det har ledt til en voksende anerkendelse blandt stater om behovet for at afbalancere fordelene ved innovation i den private sektor med risikoen for overdreven afhængighed af privatejet infrastruktur. Den balance kræver strategiske og langsigtede beslutninger om, hvordan staten integrerer privatejede virksomheder i den kritiske infrastruktur, for både at udnytte de enorme midler, de stiller til rådighed, og samtidigt værge dem imod den stigende trussel, de udgør som mål for hybrid krigsførelse.

 

Selv samme private virksomheders evne til at påvirke strategiske beslutninger og militære operationer, eller endda at stoppe deres tjenester, udfordrer statens traditionelle monopol på magt og kontrol over sine forsvarsmekanismer
_______

 

Rasmus Grand Berthelsen (f. 1993) er Senior Director hos Rasmussen Global og underviser i politisk risikostyring og indflydelse på Copenhagen Business School. Han har en kandidat i International Business and Politics fra Copenhagen Business School og den paneuropæiske CEMS Master in International Management fra Wirtschaftsuniversität Wien.

ILLUSTRATION: Butler, 5. oktober 2024: Tesla og SpaceX-ejer, Elon Musk, deltager og viser sin støtte til Donald Trump, da den republikanske præsidentkandidat genbesøgte stedet, hvor attentatforsøget på ham fandt sted 13. juli [FOTO: Alex Brandon/AP/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Bode & Trabucco om kunstig intelligens i krig: Fjernelsen af menneskelig dømmekraft vil have alvorlige konsekvenser

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Verden set fra Washington versus København

Kasper Junge Wester: Hvornår erkender vores politikere, at USA ikke er – eller vil være – vores allierede?

Jesper Olsen: Karaktermordet på internationale konventioner er uklogt for et lille land, der er afhængigt af den internationale retsorden

Lars Struwe: Hvis Europa ikke styrker afskrækkelsen nu, kan udfordringerne snart blive langt dyrere – og langt farligere

Peter Lautrup-Larsen: Troels Lund får nøglerne – men ikke nødvendigvis magten