Rasmus S. Søndergaard: Trump mener det alvorligt, når han taler om tariffer på handel. Spørgsmålet er, hvor galt det vil gå
08.11.2024
”Vejen ud for europæiske virksomheder er at sikre sig, at man producerer sine varer i USA, så man ikke på samme måde er omfattet af toldsatserne på de varer, man sælger. Men det ændrer ikke på, at arbejdspladserne så bliver flyttet fra Jylland til Wisconsin”
Rasmus Sinding Søndergaard (f.1984) er PhD i Historie og Seniorforsker ved DIIS, hvor han arbejder med amerikansk udenrigspolitik. Han er forfatter til bogen ‘Reagan, Congress, and Human Rights’ (Cambridge University Press: 2020).
Interview af Christian Bach
Ukraine, Europas sikkerhed, Mellemøsten, Kina, verdenshandlen. Donald Trumps genkomst i Det Hvide Hus rejser spørgsmål og bevæger alle de store globale dagsordener, og hvilken rolle Danmark skal spille i den. RÆSON har talt med Rasmus Sinding Søndergaard om, hvilken udenrigspolitisk vi kan forvente fra Donald Trumps anden præsidentperiode i 2025.
RÆSON: Det siges ofte, at udenrigspolitik ikke spiller en stor rolle ved det amerikanske valg. Men med en falleret tilbagetrækning fra Afghanistan, krigen i Ukraine og truslen om atomvåben, som oftest nævnes af Trump, den eskalerende krig i Mellemøsten: Har den udenrigspolitiske situation omkring USA så ikke spillet en særlig rolle ved dette valg i din optik?
SINDING SØNDERGAARD: Jo – på sin vis. Overordnet set har de helt store temaer i valgkampen utvivlsomt været økonomi og immigration. Amerikanerne oplever, at deres hverdag er blevet vanskeligere i de fire år under Biden-administrationen, og at Trump tilbyder en alternativ kurs. Samtidig er der en udbredt utilfredshed med den manglende kontrol over immigrationen. Det er vigtige faktorer at nævne først.
Når det er sagt, har Trumps budskab om USA’s rolle i verden og hans udenrigspolitiske position også spillet en væsentlig rolle. Flere meningsmålinger, især i svingstaterne, viste på forhånd, at Trump stod stærkt på spørgsmål om, hvem vælgerne mente bedst kunne håndtere USA’s interesser globalt og forhindre, at USA involveres i nye krige. De målinger er naturligvis med til at forklare valgresultatet. Det har måske ikke været den afgørende faktor, men har dog bidraget til udfaldet.
Trump har konsekvent formidlet, at der under hans præsidentskab ikke var krige, mens konflikterne i Ukraine og Mellemøsten er blusset op under Biden. Trump har advaret om, at man med Kamala Harris som mulig præsident risikerede mere konflikt og i værste fald en tredje verdenskrig. Han har præsenteret sig som fredens kandidat, der kan sikre et stærkt og respekteret USA uden unødvendig krigsindblanding. Det budskab har uden tvivl haft en betydelig resonans hos vælgerne.
Og netop denne resonans er kommet tydeligt til udtryk ved valgresultaterne. Hvordan kommer den nye sammensætning i Kongressen, som den ser ud nu, til at påvirke USA’s udenrigspolitik – kan Demokraterne få en vis form for udenrigspolitisk indflydelse på kursen/beslutningerne, på samme måde som Republikanerne havde, da de fx blokerede Ukraine-støtten i en længere periode?
Det er i talende stund endnu uklart, hvem der får flertallet i Repræsentanternes Hus. Men meget tyder på, at det bliver Republikanerne. Hvis det sker, kan man sige, at Republikanerne virkelig har gjort rent bord.
Det er primært præsidenten, der fastlægger den amerikanske udenrigspolitik, men som du korrekt påpeger ift. Ukraine-støtten, kræver det også Kongressens godkendelse, når der skal afsættes store summer. Trump er ikke valgt på en platform, hvor støtte til Ukraine er en prioritet, og med et republikansk flertal, både i Senatet og muligvis også i Huset, er der ikke udsigt til, at Demokraterne får gennemført lovgivning, der kan præge udenrigspolitikken — herunder den fortsatte støtte til Ukraine.
Desuden vil Trump med et republikansk flertal i Senatet have friere hænder til at udnævne personer til sin administration, uden at Demokraterne kan blokere disse. Dette gælder ikke kun potentielt tomme pladser på Højesteret de næste fire år, men også hans kabinet og centrale poster såsom udenrigs- og forsvarsminister.
For eksempel nævnes Richard Grenell som en mulig udenrigsminister, hvilket kunne være et valg, et demokratisk Senat nok ville udfordre kraftigt og eventuelt forsøge at afvise. Men nu har Trump fuldstændig fri hånd til at sammensætte sit hold, som han ønsker, uden at skulle tage hensyn til Demokraterne. Dette er således en væsentlig konsekvens af udfaldet af senatsvalget, da han dermed får fuld kontrol over sammensætningen af sin administration, som også vil påvirke USA’s udenrigspolitik.
Med et republikansk flertal, både i Senatet og muligvis også i Huset, er der ikke udsigt til, at Demokraterne får gennemført lovgivning, der kan præge udenrigspolitikken — herunder den fortsatte støtte til Ukraine
_______
Trump har tidligere udtalt, at han ville løse konflikten i Ukraine på 24 timer, hvis han blev valgt som præsident. Kommer vi til at se en Donald Trump, der engagerer sig i Ukraine-spørgsmålet i de kommende måneder – altså også inden han er indsat i Det Hvide Hus – og hvad forventer du?
Trump har på kampagnesporet lovet, at han ikke ville vente til januar, men allerede nu begynde arbejdet med sine prioriteter. Realistisk set vil han dog ikke kunne lede en reel forhandling før sin indsættelse. Det forhindrer ham dog ikke i at tage nogle indledende skridt, og han er allerede begyndt at tale i telefon med verdensledere, der ringer for at ønske ham tillykke. Eksempelvis har han diskuteret Ukraine med Macron.
Det er tydeligt, at Trump allerede nu indleder samtaler med europæiske ledere for at kommunikere sine tanker om Ukraine og forberede dem på sin tilgang. Han vil formentligt også begynde at sammensætte det hold, der skal repræsentere USA i de potentielle forhandlinger. Når det er sagt, er det først på den anden side af hans indsættelse, at han reelt kan sætte handling bag ordene. Og her forventer jeg, at han vil presse både Ukraine og Rusland til at mødes ved forhandlingsbordet, som han meget tydeligt har lovet.
Trump har et stærkt pressionsmiddel over for Ukraine, eftersom han kan vælge at stoppe yderligere støtte, hvis Ukraine ikke accepterer hans krav om at forhandle. Uden amerikansk militærstøtte vil Ukraine stå særdeles udsat, når Europa kæmper med at levere tilstrækkeligt. USA har siden krigens begyndelse leveret 43 procent af den militære støtte til Ukraine.
Det store spørgsmål er, om Trump vil få held med sine forhandlinger, og om de vil tilgodese Ukraines interesser. Indtil videre tyder det ifølge personer tæt på Trump og udtalelser fra blandt andre J.D. Vance, på, at Trump går efter en aftale, hvor Ukraine skal afstå betydelige mængder territorium til Rusland i bytte for en form for fredsaftale. Det ser også ud til, at Trump ikke vil give Ukraine nogen NATO-beskyttelse eller -garantier som en del af aftalen og tværtimod give Rusland et løfte om ukrainsk neutralitet.
Jeg forventer, at Trump vil presse både Ukraine og Rusland til at mødes ved forhandlingsbordet, som han meget tydeligt har lovet
_______
Og hvordan vil Trumps erklærede intention om at afslutte krigen hurtigt påvirke det diplomatiske forhold mellem USA og Europa, hvis han presser Ukraine til at acceptere en våbenhvile eller forhandlinger, der imødekommer væsentlige dele af Ruslands krav?
Det vil utvivlsomt få stor indflydelse. Hvis det amerikanske forhandlingsgrundlag bliver som foreslået, vil det være yderst vanskeligt for Ukraine at acceptere, og det vil formentlig skabe stor modvilje i de fleste europæiske lande. Det vil selvfølgelig også påvirke vores relationer til USA. Vi har dog allerede set reaktioner fra København og andre europæiske hovedstæder, samt fra både NATO og EU, hvor man officielt har ønsket Donald Trump tillykke og udtrykt håb om at sikre gode transatlantiske relationer. For nogle europæiske lande vil det blive en udfordring at fastholde gode relationer med USA på grund af en stor uenighed om krigen i Ukraine.
I praksis vil europæiske ledere naturligt nok forsøge at bevare de bedst mulige relationer til USA og arbejde konstruktivt for at sikre stærke bånd hen over Atlanten. Hvad angår Ukraine, vil Trumps strategi uden tvivl skabe udfordringer og potentielt spændinger. Men det er forventeligt, at mange europæiske lande – især i Sydeuropa, hvor engagementet i Ukraine ikke nødvendigvis har været så stærkt som i for eksempel Danmark – vil prioritere gode relationer til USA frem for at forfølge en stringent linje i Ukraine-spørgsmålet. Der en betydelig risiko for at Europa kommer til at blive yderligere splittet over tilgangen til Ukraine.
Hvis vi vender blikket mod NATO: Trump har med sine udtalelser – både nu, men også i sin første præsidentperiode, skabt usikkerhed om USA’s NATO-medlemskab og det generelle samarbejde med Europa. Hvor stor en alvor skal vi gøre af Trumps syn på NATO, og evt. udsigten til en udmeldelse eller underminering af artikel 5?
Jeg er meget bekymret for undergravningen af NATO’s artikel 5. Trump har gentagne gange gjort det klart, at USA’s rolle og hele formålet med NATO skal genovervejes. Han har tidligere udtalt, at NATO er forældet og generelt været kritisk over for alliancen. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at han vil trække USA ud af NATO. Han har erkendt, at Europa er begyndt at bidrage mere økonomisk, og Vance har givet forsikringer om, at USA ikke vil trække sig ud af alliancen. Men det forventes, at USA’s engagement vil blive reduceret i en sådan grad, at Europa må påtage sig en større andel af ansvaret og udgifterne.
Denne udvikling – en såkaldt “burden-shifting” – har været undervejs længe og kunne muligvis også være sket under en Harris-administration, men med Trump er signalet langt stærkere og betydningen større. Min bekymring er dog, at Trump, ligesom i sin første præsidentperiode, sandsynligvis heller ikke denne gang vil give en klar støtte til artikel 5 – altså den gensidige forsvarsgaranti. Hans manglende utvetydige opbakning til, at et angreb på ét NATO-land er et angreb på hele alliancen, skaber en usikkerhed omkring, hvorvidt USA vil forsvare alle NATO-lande.
Denne tvetydighed vil skabe uro blandt medlemslandene — eksempelvis i Tallinn — der måske spørger sig selv, om USA virkelig vil træde til, hvis Rusland skulle angribe Estland. Men det er mindst lige så vigtigt, hvilket signal, det sender til Rusland. Hvis Putin forstår Trumps udmelding som en svækkelse af NATO’s sammenhold, kunne det opmuntre ham til at tage flere risici. Måske ikke lige nu, men det kunne udvikle sig i de kommende år, alt efter hvordan krigen i Ukraine udvikler sig.
Hvis Putin forstår Trumps udmelding som en svækkelse af NATO’s sammenhold, kunne det opmuntre ham til at tage flere risici. Måske ikke lige nu, men det kunne udvikle sig i de kommende år, alt efter hvordan krigen i Ukraine udvikler sig
_______
Har man misforstået Trump i Europa, når der er blevet tolket på hans noget transaktionelle udmelding til NATO-spørgsmålet – ”betal, eller vi hjælper jer ikke”? Ønsker Trump ikke blot en forøgelse af de sikkerhedspolitiske udgifter i et hurtigt tempo – gennem sine trusler?
Jeg ser det som en forhandlingsposition fra Trump. Det er forståeligt at være bekymret for, om han faktisk kunne finde på at trække USA ud af NATO, men jeg tror, det primært er en del af hans forhandlingstaktik. Han har aldrig været nogen stor beundrer af NATO og har gentagne gange givet udtryk for, at Europa udnytter USA ved at lade amerikanerne betale en uforholdsmæssig stor del af vores fælles forsvar. Det vigtigste for Trump er at ændre på denne ubalance.
Jeg tror, der er en løsning inden for NATO, men den kan blive både smertefuld og ubehagelig. I processen kan der opstå betydelig usikkerhed. Europa, herunder Danmark og særligt de lande, der halter bagud, vil blive nødt til at vågne op og tage et større ansvar. Selvom mange europæiske lande allerede har forøget deres forsvarsbudgetter og nået de 2 pct. af BNP, handler det ikke kun om flere penge – det handler også om at styrke kapaciteter. Vi skal kunne udføre nogle af de opgaver, som amerikanerne hidtil har løftet for os, og der er et stort arbejde med både at bruge pengene bedre og skabe større synergi mellem de europæiske forsvar. Målet må være, at Europa kan tage større ansvar, mens USA’s bidrag bliver mindre.
Jeg forestiller mig, at Trump også kunne begynde at trække nogle af de amerikanske tropper hjem fra Europa, sådan som han forsøgte sidste gang. Det kan betyde, at nogle tusinde amerikanske tropper vil blive trukket ud og ikke blive erstattet, hvilket betyder, at vi i Europa selv må fylde hullerne med egne soldater, hvis vi ønsker at opretholde den samme styrketal.
Jeg tror, der er en løsning inden for NATO, men den kan blive både smertefuld og ubehagelig. I processen kan der opstå betydelig usikkerhed
_______
Der er ifølge udenrigspolitiske iagttagere tre skoler inden for Trump-lejrens udenrigspolitiske syn: 1) ’Restrainers’, der ønsker at USA kun skal fokusere på USA, 2) ’prioritisers’, der mener, at USA’s hovedfokus bør være på Kina og 3) ’primacists’, der ønsker at USA skal opretholde og prioritere en global dominans. Ud fra din overbevisning: Til hvilken side hælder Trump – og hvordan kommer man konkret til at se den politik udspille sig?
Det er et godt spørgsmål. Jeg har kigget meget på de tre “stammer,” som European Council on Foreign Relations har identificeret, og Trump falder ikke helt præcist ind under nogen af dem. Men jeg opfatter ham mere som en mellemting mellem en “restrainer” og en “prioritiser” snarere end en “primacist.” Hvis man ser “primacist”-rollen som den mere traditionelle, republikanske høg – i stil med Bush eller Reagan – er det dér, man måske kunne placere en som Mike Pompeo, der fortsat går ind for amerikansk globalt lederskab og fuldt internationalt engagement. Men det er ikke dér, jeg ser Trump.
Jeg tror snarere, vi vil se en kombination af de to andre tilgange: restraint og prioriterise. “Restrainerne” ønsker, at USA trækker sig tilbage fra visse områder for i stedet at prioritere indenrigspolitiske udfordringer. “Prioritisers” vil i højere grad fokusere på Kina samt en reduktion af tilstedeværelsen i Europa, og her er Elbridge Colby en klassisk repræsentant. Colby, som har var med til at udarbejde Trumps første sikkerhedsstrategi og måske kunne få en rolle i Trumps Nationale Sikkerhedsråd, har argumenteret for, at Kina bør prioriteres over Europa. De to grupper – restrainers og prioritisers – har det til fælles, at de begge ser en reduceret amerikansk rolle i Europa som nødvendig, enten for at fokusere mere på Asien eller for at trække sig generelt tilbage.
Der er desuden bred opbakning i det amerikanske samfund til at prioritere Kina som den primære rival og udfordring. Det er en opfattelse, der findes blandt både republikanere og demokrater, hvilket betyder, at det politiske miljø generelt bevæger sig i retning af at styrke fokus på Asien og Kina på Europas bekostning.
Trump selv deler denne opmærksomhed på Kina, men han har også en vis tilbageholdenhed (restraint). Han profilerer sig som “fredskandidaten,” der ønsker at undgå militære konflikter og håber at anvende det amerikanske militær som et afskrækkende middel – uden nødvendigvis at bruge det. Hans mål er at have det stærkeste militær i verden, men uden ambitioner om at engagere sig i konflikt – heller ikke med Kina. For Trump handler det om at have magten til at afskrække frem for at føre krig.
Trumps mål er at have det stærkeste militær i verden, men uden ambitioner om at engagere sig i konflikt – heller ikke med Kina
_______
Apropos Kina: Trump har som bekendt ført en lidt flertydig strategi ift. Beijing: På den ene side har han advokeret for en hård handelspolitik – herunder indførelsen af toldmure på kinesiske varer – mens han på den anden side har smigret Xi Jinping, men også sået tvivl – i hvert fald relativt til Joe Biden – om USA vil komme Taiwan til nøds under en eventuel invasion. Hvad skal vi forvente fra Trumps Kina-politik de næste fire år?
Jeg tror, at vi skal forvente, at der på det økonomiske område ikke vil være meget vaklen. Der er ret stor konsistens i det, Trump siger, og også en vis konsensus på tværs af det republikanske parti. Fokus vil være på den hårde økonomiske linje over for Kina, hvor målet er at få flere produktionsjobs tilbage til USA. Det indebærer formentligt et forsøg på at lave en aftale med Kina – såfremt det ikke lykkes at pålægge Kina forskellige toldsatser, som en del af en strategi for økonomisk afkobling og protektionisme, som vi allerede så første gang under handelskrigen i 2018. Jeg forventer, at dette vil fortsætte, og at presset på Kina bliver intensiveret, hvilket kan føre til en vedvarende økonomisk konflikt mellem USA og Kina.
Når det kommer til sikkerhedspolitikken, er det, som du siger, lidt mere uklart. Mange af Trumps tilhængere, især dem, der har et hårdt fokus på Kina, vil insistere på at markere en klar vilje til at forsvare Taiwan og føre en politik i Asien, der inddæmmer Kina i en koldkrigs-lignende strategi. Trump er dog mere tilbageholdende. Han har tidligere udtalt sig om Taiwan på en måde, der indikerer, at han ikke nødvendigvis ser Taiwan som en vigtig allieret og heller ikke er villig til at risikere amerikanske liv for at forsvare dem. Han har kritiseret Taiwan for ikke at bruge nok på forsvaret og har bemærket, at Taiwan konkurrerer med amerikanske virksomheder, især inden for mikrochips.
Der, hvor Biden fremhævede Taiwan som et demokratisk forbillede i Asien, er Trump mindre interesseret i Taiwans demokrati. Hans støtte til Taiwan er derfor usikker. Der vil være personer i hans administration, som vil insistere på en hård linje over for Kina, også sikkerhedspolitisk, og som vil understrege vigtigheden af at forsvare Taiwan. Men Trump personligt virker mere tilbageholdende.
Der er også blevet spekuleret i, om Trump kunne indgå en aftale med Kina, hvor han får noget af det han gerne vil have økonomisk, og i bytte går på kompromis med Taiwan. Dette er selvfølgelig meget spekulativt, og det vil bl.a. afhænge af, hvem der bliver udnævnt til de centrale poster i hans administration.
Men det er tydeligt, at Trump er langt mere engageret i økonomiske spørgsmål i forhold til Kina, mens hans personlige holdning til sikkerhedspolitikken, særligt omkring Taiwan, er mere usikker.
Jeg forventer, at presset på Kina bliver intensiveret, hvilket kan føre til en vedvarende økonomisk konflikt mellem USA og Kina
_______
Et af de lande, som for alvor gør sit indtog på den geopolitiske scene, er Indien. Donald Trump og Narendra Modi har flere ting til fælles – blandt andet deres nationalistiske tilgang til deres embeder. Hvordan tror du, at deres samarbejde bliver – set i lyset af det mere tvivlsomme forhold til Xi Jinping?
Jeg tror, at relationerne mellem Trump og Modi vil fungere ganske godt. Som du nævner, har de nogle lighedspunkter. Trump trives generelt bedst med en ‘stærk mand-figur’, og det passer godt med Modi. I Indien er man fast besluttet på at opretholde gode relationer med USA, uanset hvem der er præsident. Samtidig prioriterer Indien sine egne interesser, hvilket også inkluderer køb af russisk gas og olie. Indien balancerer sin politik ved at alliere sig med USA i forhold til Kina og andre områder. Indien forsøger at følge, det man kan kalde, men tredjepartsstrategi, som de historisk har praktiseret som en del af den alliancefrie bevægelse.
Jeg tror derfor ikke, at Trump vil skabe problemer for relationerne til Indien. Under Biden-administrationen var der et dilemma, da USA både havde strategiske interesser i gode relationer med Indien og samtidig var bekymret for Indiens demokratiske tilbagegang. Denne bekymring for demokratiets tilstand vil formentlig ikke være en prioritet for Trump, hvilket giver ham mulighed for at fokusere mere direkte på de geopolitiske fælles-interesser.
Israels Benjamin Netanyahu har siden Trumps første præsidentperiode haft et varmt forhold til ham – ”Mr. America”, kaldte Netanyahu sig selv i den periode, hvor Trump-administrationen fik søsat Abraham-aftalerne, anerkendt Golanhøjderne samt Jerusalem som israelsk hovedstad. Hvad kan vi forvente i den generelle Israel-politik, men også snarere: Hvordan vil Trumps genkomst påvirke konfliktens kurs?
Trump og Netanyahu har generelt haft et godt forhold. De havde dog et lille udfald, da Netanyahu formastede sig til at lykønske Joe Biden, efter han vandt præsidentvalget. Det blev ikke taget særlig godt imod af Donald Trump. Det skabte en kortvarig spænding, men ellers har Trump været en meget god ven af Israel, især med de ting, du nævner, hvor han har givet Israel ting, de længe har ønsket sig, og som USA tidligere ikke har været villig til at give.
Trump har signaleret, at han bakker fuldt op om Israels kamp mod Hamas. Samtidigt har han opfordret Israel til at få krigen i Gaza overstået hurtigt, da han mener, den skader Israel omdømme internationalt. På den baggrund kan det tænkes, at Trump mister tålmodigheden med Netanyahu og hans støtte til Israel kan derfor vise sig at være mindre stabil end i hans første præsidentperiode. Trump har lovet de amerikanske vælgere, at med ham som præsident vil der ikke være krige i Mellemøsten. Der er derfor grænser for hans tålmodighed med Netanyahu.
Trump har lovet de amerikanske vælgere, at med ham som præsident vil der ikke være krige i Mellemøsten. Der er derfor grænser for hans tålmodighed med Netanyahu
_______
Vi kommer måske, som du siger, til at se et afbræk for den multilateralisme, som har præget Bidens håndtering af Mellemøsten?
Multilateralisme er et meget grimt ord i Trumps ordbog. Multilateralisme er noget, der indebærer, at alle skal høres, vi skal arbejde sammen og tage hinandens interesser i betragtning. Det er kollektivt, og det er helt modsat, hvordan Trump ser på verden. Han foretrækker den en-til-en, bilateral tilgang.
Jeg tvivler på, at Trump vil støtte noget multilateral initiativ. Hvis han skulle involveres i det, vil det være fordi andre har taget initiativet, og han kan se en fordel i at deltage for at få æren eller på anden måde udnytte situationen. Hans tilgang til både Israel, Mellemøsten og verden generelt er formet af hans syn på internationale relationer som transaktioner med vindere og tabere.
En af Donald Trumps politiske mærkesager – i hvert fald i forhold til hans økonomiske politik – har været indførelsen af tariffer, som skal styrke den amerikanske økonomi. Hvordan tror du, at en eventuel indførelse kan påvirke Europa?
Det er jo noget, vi har talt rigtig meget om de seneste dage – med god grund, fordi det er et af de steder, hvor det virkelig kan få alvorlige konsekvenser for os i Europa og i Danmark. Der er folk, der risikerer at miste deres arbejde som følge af en eventuel handelskrig. Jeg føler mig overbevist om, at Donald Trump mener det alvorligt, når han taler om at pålægge tariffer på handel. USA skal være en supermagt igen, når det kommer til at producere ting i USA. Det talte han meget om sidste gang, og det har fyldt endnu mere i denne valgkamp. Og deraf følger jo så, at han har sagt, at han vil pålægge 10-15-20 pct. i told på varer – også fra Europa. Nu må vi se, hvor langt han går.
Jeg er sikker på, at han også lytter til de amerikanske virksomheder, som fortæller ham, at det vil være rigtig dårligt for deres forretning og for amerikansk økonomi i det hele taget, hvis man kommer ud i en omfattende handelskrig. Så kan det godt være, at det ikke bliver helt så slemt, som det er lagt op til. Der vil formentlig komme nogle toldsatser på nogle ting, og så vil EU svare igen. Så det kan blive alvorligt for både Europa og USA.
Vejen ud af det for europæiske virksomheder er at sikre sig, at man producerer sine varer i USA, så man ikke på samme måde er omfattet af toldsatserne på de varer, man sælger. Men det ændrer ikke på, at arbejdspladserne så bliver flyttet fra Jylland til Wisconsin.
Spørgsmålet er, hvor galt det kommer til at gå. Hvor meget kan vi modvirke hans impuls til at indføre de her toldsatser ved fx at Europa viser ham, at hvis han gør det, så kommer det til at gå op den anden vej, og ved at fx amerikanske virksomheder kan fortælle ham, at det måske alligevel ikke er så god en idé.
Til slut: Hvad ser du som de vigtigste udviklinger i forholdet mellem Danmark og USA i de kommende fire år?
NATO, krigen i Ukraine, klima, handel og Grønland er de områder, hvor de største udfordringer ligger. Allerede nu har man anerkendt, at vi i Europa skal gøre mere for vores egen sikkerhed. Danmark er allerede godt i gang, især når det gælder Ukraine. Vi har øget forsvarsbudgettet og er over to-procents målet, hvilket også, set med Trumps øjne, er det rigtige skridt. Det giver os en god platform til at opretholde stærke relationer med USA, i hvert fald når det kommer til sikkerhedspolitik.
Når det gælder klima og grøn omstilling, er det ikke noget, vi nødvendigvis skal diskutere med Trump. I stedet kunne vi fokusere på samarbejde med delstater eller byer i USA. Hvis vi vil fremme grønne initiativer, bør vi fokusere på, hvordan virksomheder kan vise, at det er økonomisk fordelagtigt og skaber job og vækst i USA. Vi skal dog ikke forvente, at vi kan føre et internationalt klimadiplomati med Trump, som ikke prioriterer sådanne initiativer.
En sidste vigtig udfordring er Grønland. USA har fortsat stor interesse i Grønland og Arktis, hvilket kan skabe komplikationer for Danmark. Vi skal være opmærksomme på den øgede amerikanske interesse og finde den rette måde at håndtere den på. Det er vigtigt at overveje, hvordan denne interesse påvirker både Danmarks relationer med USA og med Grønland indenfor Rigsfællesskabet. ■
Vejen ud af det for europæiske virksomheder er at sikre sig, at man producerer sine varer i USA, så man ikke på samme måde er omfattet af toldsatserne på de varer, man sælger. Men det ændrer ikke på, at arbejdspladserne så bliver flyttet fra Jylland til Wisconsin
_______
Rasmus Sinding Søndergaard (f.1984) er PhD i Historie og Seniorforsker ved DIIS, hvor han arbejder med amerikansk udenrigspolitik. Han er forfatter til bogen ‘Reagan, Congress, and Human Rights’ (Cambridge University Press: 2020).
ILLUSTRATION: Palm Beach, 6. november 2024: Donald Trump indtager scenen på valgnatten [FOTO: Brian Snyder/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
