Søren Espersen i RÆSONs nye trykte nummer: For Israel gælder andre spilleregler end for alle andre lande på kloden

08.01.2024

Ville vi nogensinde, uanset hvor lidt vi brød os om Ungarns styre eller Tyrkiets ubehagelige regering, stille spørgsmål ved Tyrkiets eller Ungarns ret til at eksistere? Ingen anden nydannet eller omdannet stat på jorden bliver som Israel ustandseligt mødt med krav om at legitimere sin blotte eksistens.

Fra RÆSON56. Artiklen er med i det trykte vinternummer af RÆSON, “Hvad venter der Gaza?”, ude nu.

Af Søren Espersen (MF, Danmarksdemokraterne)

I dagene efter Hamas’ blodrus-massakre den 7. oktober 2023, hvis råhed alene kan sammenlignes med Waffen-SS’s udryddelse af i titusindvis af jøder på Østfronten, kendte verdens fordømmelse af Hamas ingen grænser. Statsleder efter statsleder stod frem og erklærede som med én mund, at Israel har ret til at forsvare sig selv.

Gammel i gårde, som jeg jo er, var jeg dog ikke et øjeblik i tvivl om, at det kun var en stakket frist for Israel, for sådan er det altid gået, når Israel har svaret igen på lumpne angreb fra PLO, fra PFLP, fra Hamas, fra Hizbollah. Og sådan er det i øvrigt gået, hver gang de arabiske nabolande har angrebet Israel. Det er tilsyneladende OK, at Israel forsvarer sig, men så absolut heller ikke mere.

For sagen er jo, at der for Israel gælder ganske særlige spilleregler, som ikke gælder for noget andet land på kloden.

Da jeg var gymnasieelev, gik nogle af os rundt med en badge, hvor der stod: ”For Israel’s Right to Exist”. Senere er jeg kommet til at tænke på, hvor underligt dette slogan er. Ville vi nogensinde, uanset hvor lidt vi brød os om Ungarns styre eller Tyrkiets ubehagelige regering, stille spørgsmål ved Tyrkiets eller Ungarns ret til at eksistere? Men Israel mødes dagligt med kravet om at legitimere sin egen eksistens, og hele tiden stilles spørgsmålet om, hvorvidt Israel har ’ret’ eller ’uret’. Yitzhak Rabin blev engang spurgt om netop dette – altså var det araberne eller israelerne, som havde retten – hvorefter han efter en længere tænkepause lakonisk og pragmatisk svarede:

”Jeg ved ikke, hvem der har ret, og hvem der ikke har ret – det eneste, jeg ved, er, at Israel har været part i fem krige, og at vi har vundet dem alle”.

 

I Tyskland opslugte man sudetertyskerne, og det samme skete med fordrevne folkeslag i Ungarn, i Bulgarien, i Rumænien, i Tjekkoslovakiet osv. Men de arabiske palæstinensere blev ikke integreret i de arabiske lande, hvortil de ankom
_______

 

Se, hans svar lyder jo umiddelbart ­– uden for den sammenhæng, som skabtes af Rabins ansigtsudtryk og eftertænksomhed ­– som en kynisk magtvurdering. Men i virkeligheden rummer sætningen jo selve sagens natur – og er samtidig sagens natur i samtlige konflikter om land, der er og har været igennem historien. Alt det skildrede den pragmatiske statsmand med sit korte og enkle svar. Med hvilken ret er franskmændene egentlig på Korsika? Hvor var retfærdigheden i, at 45.000 skåninger måtte opgive deres ejendomme og flygte til Sjælland og Bornholm efter svenskekrigene? Hvordan med de i hundredtusindvis af tyskere, som blev jaget ud af Tjekkoslovakiet efter krigen – og måtte se deres ejendomme overtaget af andre? Dermed hylder jeg ikke, at magt er ret, men konstaterer blot, at sådan forholder det sig.

For når to eller flere folkeslag gør krav på det samme stykke land, må det jo nødvendigvis komme til konflikt. Og ofte deles derfor området – som det eksempelvis skete med Kosovo, i 1.000 år en del af Serbien. Her var der nu blevet et så stort albansk befolkningselement, at man ønskede at komme væk fra Serbien. Til det ønske fik man tilmed det internationale samfunds militære støtte. Retfærdighed? Tjah …

Når således en stat deles, eller et folk enten rejser væk eller drives væk, ja, så er det et matter of fact, som man må forholde sig til. Man kan vælge at tage kampen op på det verbale plan eller med våben i hånd, eller man kan vælge at resignere og konstatere, at så må man jo hellere se at finde en ny tilværelse i det land, man er fordrevet til. Før, under og ikke mindst efter Anden Verdenskrig var der rigtig mange tilfælde af disse folkefordrivelser. Om de var retfærdige, ved jeg ikke, men – og dette er det væsentlige! – i intet andet tilfælde end netop med oprettelsen af den jødiske stat opholder de fordrevne sig stadig i flygtningelejre.

Det er i øvrigt det groteske ved de arabiske palæstinenseres situation. I Tyskland opslugte man sudetertyskerne, og det samme skete med fordrevne folkeslag i Ungarn, i Bulgarien, i Rumænien, i Tjekkoslovakiet osv. Men de arabiske palæstinensere blev ikke integreret i de arabiske lande, hvortil de ankom. Om end de var ankommet blandt brødre, som talte det præcis samme sprog, var af samme stamme, havde samme historie og var af samme religion. Et mærkeligt fænomen i verdenshistorien. Jeg kender intet lignende tilfælde.

Så sagen er altså, at der i international politik for Israel gælder ganske særlige regler, hvortil ingen andre anerkendte stater behøver at forholde sig, selvom konflikterne er af lige så ny dato. Ingen anden nydannet eller omdannet stat på jorden bliver som Israel ustandseligt mødt med krav om at legitimere sin blotte eksistens. Polen behøver således ikke at legitimere, at landet nogenlunde samtidig med Israels oprettelse gravede sig godt ind på tysk område, ja, selv det modbydelige Sovjetunionen behøvede i sin tid ikke at legitimere, at man havde underlagt sig de baltiske stater – og snesevis af kaukasiske folkefærd. Der stilledes ingen spørgsmål ved grænserne for Sovjet. Men Israel mødes hele tiden med krav om at legitimere sig: et lille landområde oppe ved Syrien, en del af en storby, nogle kvadratkilometer langs med et sikkerhedshegn… Det er i mine øjne ganske, ganske grotesk.

Og derfor var jeg ikke det fjerneste i tvivl om, hvordan det lynhurtigt ville udvikle sig efter rædselsdagen den 7. oktober 2023. I alle internationale fora er man nu hektisk i gang med at fabrikere resolutioner, som fordømmer Israel – ja, ordet krigsforbrydelse bliver nu som en selvfølgelighed anvendt om regionens absolut eneste demokratiske land. ■

 

Der stilledes ingen spørgsmål ved grænserne for Sovjet. Men Israel mødes hele tiden med krav om at legitimere sig: et lille landområde oppe ved Syrien, en del af en storby, nogle kvadratkilometer langs med et sikkerhedshegn… Det er i mine øjne ganske, ganske grotesk
_______

 

Søren Espersen (f. 1953) er kulturordfører og MF for Danmarksdemokraterne.

ILLUSTRATION: Tel Aviv, 24. oktober 2023: Israelske gidsler ankommer til landets største hospital efter at have været holdt i fangenskab af Hamas siden terrorangrebet 7. oktober [FOTO: Oren Ziv/AFP/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Udsigt til våbenhvile i Ukraine?

Lars Struwe: Trump har skabt en ny verdensorden – men freden får han ikke

Svend Roed Nielsen: Vi får en tsunami af kinesiske produkter, omdirigeret fra det amerikanske marked til EU-markedet og andre markeder

Jesper Olsen: Det vil være naivt af politikerne at tro, at det ikke gnaver i noget af det mest værdifulde vi har, hvis vi ukritisk øger mulighederne for overvågning

Anne Kirstine Rønn i RÆSON SØNDAG: Assad er væk, Iran er optaget og Israel er i offensiven. Men Hizbollah har fortsat indflydelse i Libanon

Peter Birch Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Skal vi frigøre os fra Kina – også hvis det går ud over klimaet?