Ukrainebrief 13. december: Putins krig har kostet ham Syrien. Det lover ikke godt for forhandlinger

13.12.2024

RÆSONs Ukrainebrief udkommer hver anden uge med et overblik over de vigtigste nyhedsanalyser fra og om krigen i Ukraine.

I denne uges Ukrainebrief dykker vi ned i Assad-regimets kollaps og de politiske konsekvenser for Rusland – og hvilke krav vil Rusland og Ukraine stille til potentielle forhandlinger?

Gradvist, så pludseligt. Da oprørsgruppen Hayat Tahrir al-Sham (HTS) lancerede en lynoffensiv i slutningen af november, gik det pludselig stærkt; først faldt Aleppo, så Hama, Homs og flere andre store byer, inden HTS-leder Abu Mohammed al-Jolani kunne holde sin sejrstale fra Umayyad-moskéen i Damaskus i søndags. Efter næsten 14 års borgerkrig måtte Assad således flygte ud af landet – til Rusland, hvor han nu har fået asyl.

Den russiske forbindelse. Og netop forbindelsen til Rusland gør Assad-regimets fald relevant for Ukrainebriefen i denne uge. For Assads fald er i høj grad også et nederlag for Putin, der med Assad mister sin vigtigste samarbejdspartner i Mellemøsten. Dels taber Rusland potentielt flådebasen Tartus og dermed indflydelse i hele Middelhavsregionen og Nordafrika. Dels mindskes interessesammenfaldet med Iran, hvilket kan udfordre Irans villighed til at fortsætte de afgørende forsendelser af droner til Ruslands krig i Ukraine. Og ikke mindst er nederlaget af symbolsk karakter; i 2015 viste Rusland, at de kunne holde hånden under et regime, som de fleste ellers anså for at være på vej til at falde; en evne, som Rusland har demonstreret flere steder, og som har givet Putin et ry som en troværdig samarbejdspartner for diktatoriske regimer. Med Jens Wornings ord: ”At garantere antivestlige autokrater har været en pålidelig politisk eksportvare fra Rusland siden årtusindskiftet – spørg blot i Venezuela og Myanmar”.

Hvad betyder Assads fald for krigen i Ukraine? Spørger man det internationale medie Radio Free Europe, der har talt med en række eksperter, vil flytning af russiske styrker stationeret (ca. 6000-7000 mand) i Syrien til Ukraine ikke betyde noget særligt på slagmarken. ”Med de daglige tab, som russerne for øjeblikket tager, vil det ikke ændre situationen”, lyder det fra Andrij Kovalenko, analytiker ved Ukraines sikkerhed- og forsvarscenter. Andre eksperter peger på, at deployering af yderligere kampfly til Ukraine muligvis vil kunne forværre situationen for Kyiv. Men Ruslands prestigetab i Syrien kan også tilføje en politisk dimension: ”Assads kollaps har… rystet Putin, og det vil gøre ham ude at stand til at udvise fleksibilitet”, fortæller Tatjana Stanovaya, direktør ved tænketanken R.Politik, der beskæftiger sig med russisk politik. Med andre ord: Ukrainekrigen har kostet Putin Syrien – og det mindsker villigheden til kompromiser om Ukraine.

 

”Assads kollaps har… rystet Putin, og det vil gøre ham ude at stand til at udvise fleksibilitet”
_______

 

Fra Middelhavet til de danske farvande? Med Assads fald bliver det klart, at de russiske garantier ikke er så pålidelige, som de var engang, hvilket kan gå ud over Ruslands troværdighed som alliancepartner. Og de konsekvenser for russisk indflydelse rækker langt ud over Syriens grænser. Sådan skriver Lars Bangert Struwe i sin historisk informerede analyse af, hvad lukningen af den russiske Tartus-flådebase i Syrien kan betyde for Rusland – og potentielt også Danmark. Kombinationen af Ukrainekrigen og Assads fald kan, ifølge Struwe, risikere at udelukke Rusland fra at benytte både Sortehavet (grundet lukningen ved Bosporusstrædet efter 2022) og nu også Middelhavet via Tartus-basen i Syrien. ”En katastrofe for russisk geopolitik”, lyder dommen fra Struwe, der samtidig peger på, at Ruslands maritime fokus nu vil dreje mod nord – og potentielt mod de danske farvande. En geopolitisk virkelighed, der kan øge det danske engagement, og vække amerikanernes interesse – og ikke mindst Donald Trumps krav over for Danmarks kontrol med farvandene.

Ruslands sejrsplan er ikke territorial, men politisk. Siden Trump vandt det amerikanske præsidentvalg, er udsigterne til, hvad en mulig fredsslutning i Ukraine kunne indebære, blevet flittigt diskuteret. For hvad vil Trump, og hvilke territoriale indrømmelser, kan Ukraine gå med til? Ifølge militæranalytiker fra Forsvarsakademiet Anders Puck Nielsen er mange af disse diskussioner misforståede: Ruslands sejrsplan i Ukraine er ikke primært et spørgsmål om territorium, men snarere om politisk magt og indflydelse. De territoriale indrømmelser kommer faktisk i anden række i Ruslands planer om en forhandlet fred. I stedet er det afgørende for Moskva, om det Ukraine, der kommer ud på den anden side af fredsforhandlinger, ikke er uafhængigt af Rusland og kan forlade sig på håndfaste sikkerhedsgarantier fra Vesten. Uden troværdige sikkerhedsgarantier vil Ukraine stå over for et umuligt dilemma: benhård oprustning i en allerede skrantende økonomi eller konstant fare for endnu en russisk invasion. Begge dele ville på den lidt længere bane ifølge Puck Nielsen føre til, at Ukraine bliver nødsaget til at normalisere forholdet til Rusland og dermed reelt afgive suverænitet; altså ikke nødvendigvis territorialt i første omgang, men politisk. Og det er et faktum, som de vestlige lande langtfra er opmærksomme nok på, mener Puck Nielsen: ”Mange af de idéer til fredsaftaler, Vesten foreslår, vil give Rusland politisk kontrol over Ukraine.” Hør hele Anders Puck Nielsens analyse af en mulig russisk plan for sejr i hans seneste video på YouTube.

Alternative sikkerhedsgarantier til Ukraine? En lignende analyse ligger til grund for diskussionen i det seneste afsnit af podcasten War on the Rocks: ”Det at vinde for Rusland betyder ikke bare at indtage Donbas. Rusland har ikke givet op på det oprindelige mål med krigen, som er at få kontrol over regeringen i Kyiv,” siger vært Ryan Evans, som i podcasten diskuterer udsigterne til fred med militæranalytiker og Ruslandsekspert Michael Kofman. En afgørende betingelse for, at en fredsslutning bliver holdbar og reelt sikrer ukrainsk uafhængighed, er ifølge Kofman og Evans – ikke overraskende – troværdige sikkerhedsgarantier fra Vesten. Men hvad kunne disse sikkerhedsgarantier konkret bestå i med Trump i Det Hvide Hus og en tilsyneladende uvillighed til at lade Ukraine træde ind i NATO? En mulighed, der ikke involverer USA eller NATO direkte, kunne være en sikkerhedspagt mellem Storbritannien, Baltikum og Polen – eller en alternativ sammenslutning af de nordiske lande. Selvom Ukraine ville foretrække NATO-medlemskab eller i det mindste sikkerhedsgarantier fra USA, kan et sådant europæisk alternativ vise sig at være det bedst mulige bud på at løse cirklens kvadratur. For, som Evans siger i podcasten, er NATO-medlemskab ikke en rettighed, Ukraine bare kan påkalde sig: ”Det er NATO’s beslutning. Eller, lad os være ærlige: Det er USA’s beslutning.” Lyt til War on the Rocks her. ■

 

Anders Puck Nielsen: ”Mange af de idéer til fredsaftaler, Vesten foreslår, vil give Rusland politisk kontrol over Ukraine”
_______

 

Skrevet af Gustav Thyrri og Niels Koch-Rasmusssen.

ILLUSTRATION: Astana, 27. november 2024: Putin deltager i et møde hos den kasakhstanske præsident – to dage før oprørsstyrkerne starter deres angreb på Aleppo i Syrien, der førte til Assad-regimets fald [FOTO: Turar Kazangapov/Reuters/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet

Pernille Benjaminsen om Grønland: I panik har Danmark skudt sig selv i foden

Sjúrður Skaale: Selvstændighed og fællesskab behøver ikke være modsætninger. De kan endda styrke hinanden

Øjvind Hesselager: Vil den digitale Bermuda-trekant – Trump, Zuckerberg og Musk – opsluge kongeriget Danmark?

David Munk-Bogballe: Når borgerlige politikere tør stå ved sig selv, er danskerne klar til at belønne dem med deres tillid

Andreas Sugar: I den nye verden bliver det ikke let at være lille