Vincent F. Hendricks & Mikkel Møller-Sørensen i RÆSONs kommende nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne og nået sin destination – verdensherredømmet
13.11.2024
Med valget af Trump som USA’s 47. præsident går økonomi, politik, identitet og informationsinfrastruktur nu ikke blot op i en højere enhed, men i den ultimative mosaik. Kan man styre mosaikkens bevægelige dele, er der tale om en magtstruktur, verden aldrig før har været vidne til.
Mikkel Møller-Sørensen & Vincent F. Hendricks i RÆSONs kommende, trykte nummer, der udkommer i slutningen af november.
Valget af Donald Trump som den 47. præsident i USA er resultatet af en kampagne og en virkelighed, der kommer med mange nye bevægelige dele, mobilisering og alliancer, der ikke før har set dagens lys. Med et satellitnetværk, et par sociale platforme, verdens rigeste mand, valglotterier og spilindustrien, kampsportsmesterskaber og et nyt medieøkosystem bestående af udvalgte podcastere, nyhedsinfluencere, komikere og identitetskrigere i manosfæren, lykkedes det Trump at gøre rent bord ved ikke blot at sætte sig i præsidentembedet, men ligeledes tage kongressen, alle syv svingstater og således ”the popular vote” med en populistisk stemme.
Fra te til indflydelse
I 1773 indledte det amerikanske folk oprøret mod den engelske kongemagt, i hvad der i historiebøgerne nu kendes som ”the Boston Tea Party”. Den engelske trones skattekiste var tom efter (endnu) en krig mod Frankrig og derfor forsøgte kongen at lappe hullet ved at pålægge de amerikanske kolonier en øget told på te. Under merkantilismen havde kongemagten formelt set monopol på eksporten af te, hvorfor forbrugerne ikke blot kunne afsøge andre udbydere på et frit marked. Kolonierne blev pålagt skatter og told, men til trods herfor havde de ingen politisk repræsentation endsige medbestemmelse. Dette bekvemmelige påfund faldt ikke i god jord på det amerikanske fastland, hvor vrede demonstranter i Boston en decemberdag i nævnte år protesterede ved at smide den importerede te overbord fra tre handelsskibe, der lå til kaj. Deraf kommer ordsproget ”no taxation without representation”, der sidenhen har hængt ved.
Det gjorde sig gældende i fordums tid, og det gør det sandelig også i dag, men betydningen har ændret sig en kende. Dengang var det folket og den almindelige (mandlige) borger – høj som lav – der søgte politisk repræsentation. I dagens USA er det snarere store virksomheder – corporations – der nødigt betaler skat uden at sikre sig en plads ved bordet i Washington, når politikken skal fastlægges og sidenhen implementeres. For i De Forenede Stater går penge og politik hånd-i-hånd og ved fælles fodslag. De pekuniære interesser er politiske, og de politiske interesser er pekuniære. Det er således noget nær umuligt at vinde et præsidentvalg uden pengestærke interessenter bag sig, hvor kun Obama-kampagnen måske udgør en vis undtagelse i nyere tid.
Lobbyismens invasion i Kongressen og regeringskontorerne er som sådan ingen nyhed, men at den foregår i fuldt flor og utildækket er til gengæld nyt. Denne situation har nået nye højder som følge af alliancen mellem USA’s 45. og 47. præsident Donald Trump og tech-milliardæren Elon Musk. Musk har nærmest været stueplante i Trumps domicil Mar-a-lago, siden Trump vandt valget. Det er en kendsgerning, at verdens mest magtfulde og verdens rigeste har slået pjalterne sammen. I 1783, da revolutionen var vundet og nationen USA skabt i Guds nåde, var ambitionen, at rentieren og statsmanden var adskilte og med armslængde i mellem. I 2024 indgår de et fornuftsægteskab, hvor den ene tjeneste er den anden værd. Det var næppe, hvad ”the Founding Fathers” havde i tankerne.
Lobbyismens invasion i Kongressen og regeringskontorerne er som sådan ingen nyhed, men at den foregår i fuldt flor og utildækket er til gengæld nyt
_______
”En stjerne er født”
Førhen var det sædvane, at både politikeren og forretningsmanden i det mindste dækkede over forholdet. Fadæsen omkring ALEC tjener som eksempel herfor. ALEC – American Legislative Exchange Council – er registreret som en NGO, men er nok snarere en lobbyvirksomhed for konservative stemmer og erhvervslivet. ALEC faldt i unåde i pressen, da det kom frem, at ALEC bedrev lobbyvirksomhed og havde for tætte bånd til folkevalgte politikere. Ej heller var Bush-administrationen hurtig til at meddele, at man inviterede olieindustriens direktører indenfor, da energipolitikken skulle fastlægges. Men i den nye politiske virkelighed gør Trump og Musk ikke denne anstrengelse. Under valgkampen blev det klart for begge parter, at de havde sammenfaldende interesser, hvorefter de to offentligt bejlede til hinanden. Sidenhen er de gået på scenen sammen og har rost hinanden til skyerne viralt. I sin takketale umiddelbart efter, at det var blevet klart, at han bliver såvel den 45. og 47. præsident af USA, hylder Trump Musk som den nye stjerne født. Og det er i mere end én forbindelse bogstaveligt talt, for verdens rigeste mand har mange forbindelser, ikke mindst satellitnetværket Starlink.
”Hvad er Starlink?” spurgte Trump retorisk i sin sejrstale. Starlink tilbyder kommunikations- og internetløsninger til forbrugere, virksomheder og stater, hvor der er ringe muligheder for at gå online, fx afsidesliggende landområder. Starlink opererer flere tusinde små LEO-satellitter (Low Earth Orbit), der er placeret væsentligt lavere i atmosfæren end geostationære satellitter. Af denne grund er de ideelle til netop internet- og kommunikationsløsninger, da signalforsinkelsen er meget lav, men til gengæld skal der et stort antal til at give dækning. Starlink er et datterselskab under SpaceX, også ejet af Elon Musk, og begge leverer tocifret, eksponentiel vækst og har allerede nået en samlet omsætning på 8,7 mia. USD. For indeværende udbydes Starlink i Nordamerika, Sydamerika og Europa.
I Brasilien har Starlink for ganske nyligt lagt arm med myndighederne. Kontroversen kom sig af, at højesteretsdommeren Alexandre de Moraes påbød det sociale medie X – ligeledes ejet af Musk – at fjerne en række konti, eftersom de spredte misinformation. X har både nægtet at følge påbuddet eller betale de bøder, som selskabet efterfølgende fik ind ad brevsprækken som resultat heraf. Da Moraes så søgte at forbyde og blokere for adgang til det sociale medie, annoncerede Starlink, at selskabet ikke agtede at følge dommen, og at brasilianerne fortsat kunne få adgang til mediet via selskabets services og Starlink. Musk og X har siden givet efter og fjernet de konti, som retten oprindeligt ønskede fjernet og kan derfor fortsat operere i landet. Under den ugevis lange konflikt med den Brasilianske stat, tabte mediet markedsandele til konkurrenten Meta.
Starlink viste sig at være et uundværligt værktøj i Ukraine under den indledende, russiske invasion, men også siden hen. Ukrainerne har benyttet det flittigt til overvågning, som et kommunikationsværktøj til tropper på landjorden og til at guide artilleri og droneangreb mod fjenden. Starlink bruges ikke kun militært men også af civile, eftersom den russiske invasionsstyrke har ødelagt internetmaster og meget anden infrastruktur. Derfor er Ukraine dybt afhængige af Starlink – og dermed af Musk. Musk har ved én lejlighed sat en fod i døren for ukrainernes brug af netværket, da han ikke tillod dets anvendelse i det russisk annekterede Krim. Ukraine adspurgte Musk udtrykkeligt om adgang til Starlink, med det formål at gå i offensiven, men dette nægtede Musk. Dermed forhindrede Musk angiveligt et angreb på den russiske flåde, der var stationeret ved den militære havn i Sevastopol, der i øvrigt var ukrainsk territorium, indtil Rusland annekterede halvøen i 2014 i strid med international lov. Musk begrundede beslutningen med, at han hverken ønskede at eskalere krigen eller at engagere SpaceX i, hvad Musk betragtede som en krigserklæring. Musk har ved tidligere lejlighed opfodret til en våbenhvile og sidenhen fred, der i øvrigt indebar at Ukraine skulle afgive Krim til Rusland. Og så er Musk tilmed på fornavn med Vladimir Putin – sammen har de afholdt telefonmøder om situationen i Ukraine. Og da Ukraines præsident Zelenskyj ringer for at lykønske Trump med præsidentvalgssejren, er Musk også med på linjen noget af tiden.
Musk har sigtet efter stjernerne og nået sin destination. Derfra kigger han ned, og dirigerer med både militærenheder og folkevalgte regeringer alt efter forgodtbefindende. Lidt til højre og lidt til venstre, men ikke for langt. Samtidigt har han vist sig både villig og i stand til at trække stikket og dermed bestemme, om ukrainerne skyder med de tunge skyts eller kaster med sten. Spørgsmålet er så, om han også har nået sit endemål. Det har han næppe, da hans tilstedeværelse side-om-side med den kommende præsident Trump ingenlunde er udtryk for manglende beskæftigelse. Rollen Musk tildeles i den nye administration er netop blevet afsløret – han skal sammen med en anden rigmand, Vivek Ramaswamy, stå i spidsen for et nyt ministerium: Department of Government Efficiency” (D.O.G.E.), der skal slanke den offentlige sektor med omkring 2 billioner USD. DOGE-coin er sjovt nok også navnet på Musks kryptovaluta,
Den private foretagsomhed er blevet budt velkommen af en rød løber og har bevæget sig ind i Det Hvide Hus – og det er endda foregået i rampelysets skær og uden dække. Husk på, at SpaceX ejet af Musk har store økonomiske aftaler med den amerikanske stat for i omegnen af 19 milliarder USD knyttet til rumeventyret, samtidig med at Musk undervejs i præsidentkampagnen på Trumps side bidrog med i omegnen af 130 millioner USD og står til at nyde godt heraf politisk som pekuniært. Sådan kan det gå, om man er Trumps velgører – og også den nyslåede vicepræsident har en tilsvarende tech-velgører, som Musk har en betragtelig forhistorie med.
Musk har sigtet efter stjernerne og nået sin destination. Derfra kigger han ned, og dirigerer med både militærenheder og folkevalgte regeringer alt efter forgodtbefindende
_______
Trump/Musk og Vance/Thiel
For blot et par årtier siden havde ovenstående lydt som tilfældigt sammensatte ord. I dag er de den skinbarlige virkelighed om en alliance mellem verdens rigeste og den amerikanske præsident. For ligesom Trump har Musk formået at skabe sammenfald mellem sine økonomiske og politiske interesser. Det ene ben får også det andet til at bevæge sig. Som majoritetsejere af henholdsvis X og Truth Social er Musk og Trump ejere af politiske aktier, der konvergerer i opmærksomhedsøkonomien. Denne fælles platform bestående af X og Truth kan offentligheden jævnt hen forvente kommer til at udgøre den primære digitale platform og megafon. Herfra vil Trump-administrationens (og Musks) politik primært blive annonceret til informationsmarkedet – uden om og fri af den etablerede presses kritik og filter. Alene under valgkampen udgik fra Musks konto på X mange fingerede nyhedshistorier og misinformationskampagner til Trumps fordel, der blev vist mere end to milliarder gange. Læg hertil, at Musk (og Trump) nu også dikterer, hvilket indhold der kan tilgås gennem Starlink og ikke mindst hvor. Således kan deres fælles platform, stå til at blive anvendt som det primære medie for udenrigspolitik i grænseområder og ved fronten, som det allerede nu foregår indenrigspolitisk.
Hvad end der er tale om indenrigs- eller udenrigspolitiske anliggende, har Musk og Trump med deres fælles platform de facto sat sig på det offentlige rum og dermed den demokratiske infrastruktur, hvilket kan vise sig yderst fordelagtigt. Med det netop afsluttede valg er det evident, at valget ikke blev vundet, men til gengæld tabt, med bund i en substantiel politisk agenda. Trump har formået at vinde ved at gøre valgkampen til et spørgsmål om fortællinger og til identitetsmarkører, og de fleste kneb gælder. Det samme vil gøre sig gældende for legitimering af Trumps politik – fri af kritiske røster og direkte serveret til vælgerbasen og offentligheden i øvrigt. Det hele i ytringsfrihedens navn. Musk og Trump har angiveligt det tilfælles, at de begge foregiver at være ytringsfrihedsabsolutister uden et ”men” – dog kun så længe at de er indholdsmoderatorerne og indehavere af magten til at bestemme hvem, der har en stemme i deres informationsbårne offentlighed samt dirigere informationsstrømmen efter deres favør.
I makkerparrets slipstrøm følger duoen bestående af tech-entreprenøren og medlem af ”Paypal-mafiaen” (som Musk også i sin tid tilhørte) Peter Thiel og vicepræsident J.D. Vance. Thiel og Vance er ligeledes dus. De to mødtes første gang i 2011 og har gjort forretninger sammen i tech-industrien. Desuden spillede Thiel en afgørende rolle for Vances valg til Senatet.
Thiel er medstifter af det kontroversielle, børsnoterede selskab Palantir Technologies, der udvikler avanceret software og AI til dataanalyse, og dette bruges i udbredt grad til overvågning samt integration af politiets og efterretningstjenesters databaser. Endvidere kan Palantirs software anvendes af grænsepolitiet (ICE) i syd nær nabolandet Mexico, og Palentir har store statskontrakter med det nationale sikkerhedsagenturs (NSA) efterretningsvirksomhed og andre statsorganer i øvrigt for små 300 millioner USD ind til videre.
Der tegner sig et billede af kartelignende virksomhed på øverste niveau bestående af den økonomiske og politiske elite, hvilket er paradoksalt taget i betragtning, at Trump netop portrætterer sig som anti-establishment. I kartellet der prominent, men ikke udelukkende, består af Musk & Trump samt Thiel & Vance, er der parallelle politiske og økonomiske interesser, der ydermere fremstår som en alliance bestående af handlekraftige mænd. Alene idéen om sådanne stærke mænd som modvægt til wokeisme og dagsordener, der fokuserer på diversitet, lighed og inklusion (DEI – diversity, equity, inclusion), blev afgørende under præsidentvalget – og bliver desuden flittigt benyttet på ideernes frie (online) markedsplads for identitetspolitik.
Der tegner sig et billede af kartelignende virksomhed på øverste niveau bestående af den økonomiske og politiske elite, hvilket er paradoksalt taget i betragtning, at Trump netop portrætterer sig som anti-establishment
_______
Manosfæren, medielandskabet og lorteøen Puerto Rico
Manosfæren betegner i hele træskolængder den digitale offentlighed, i hvilken mænd mødes i en diskussion om køn, kønsidentitet og maskulinitet i stort og småt i et ofte ganske bramfrit sprog og tone – fra interesser og hobbyer til politik og ideologi – i opposition til feminisme, woke-dagsordner og anden identitetspolitik, der ud over køn typisk tæller etnicitet og socialklasse. I den brede offentlighed blev manosfæren nok bedst kendt ved en eksponent som nu af mange platforme bandlyste, amerikansk-engelske Andrew Tate, der i egenskab af influencer, forretningsmand og professionel kickbokser hyldede, hvad der i dag er kendt som ”aspirational masculinity”. Dette begreb hviler, som så mange andre kønsdiskussioner på begrebet om ”empowerment”, der igen stammer den amerikanske borgerrettighedsbevægelse fra 1960’erne. Den aspirerende maskulinitet henviser således til en styrkelse af handleevne, kontrol og ejerskab over egne overvejelser, beslutninger og handlinger i egenskab af mand i modsætning til kvinder og typisk andre kønsdenomineringer fra non-binær over transkønnede til de over 70 kønsbestemmelser, der har været mulige på Facebook siden 2014. Om end Andrew Tate for mange nok er den mest kendte, så er han bestemt ikke den eneste i den nye online-offentlighed, der mere eller mindre adresserer ”aspirational masculinity” – eller i hvert fald tiltrækker lyttere, seere og publikum med sympati for denne overlægger.
Her finder man bl.a. figurer som den kendte ærke-amerikanske musiker, sanger, rapper, Kid Rock; den amerikanske podcaster, Joe Rogan, med verdens største podcast ”The Joe Rogan Experience” hvor gennemsnitlige 20 millioner lyttere tuner ind, og Rogan gør sig i øvrigt som kampsportskommentator for forretningsmanden og direktøren for Dana White’s Ultimate Fighting Championship-kampsportsimperium. Kid Rock er en af Trumps største støtter; Donald Trump besøgte Joe Rogan til et tre timers interview et par uger inden præsidentvalget 2024. I denne podcastepisode, der nåede ud til 55 millioner lyttere og er blevet set 50 millioner gange på YouTube, diskuterer Rogan og dengang præsidentkandidat Trump alt fra politik over biler og raketter til der fælles interesse for kampsport og ikke mindst Dana White og UFC. Dana White træder op på scenen og lykønsker, da Trump annoncerer sin præsidentvalgsejr ved en stort anlagt valgfest i West Palm Beach. Selvsamme White har selv været i The Joe Rogan Experience, Musk ligeledes (og flere gange), også J.D. Vance, og da præsidentkandidat Kamela Harris fik tilbuddet, endte det med, at de ikke kunne blive enige om betingelserne og dermed blev det ikke til noget. Det har mange Demokrater siden fortrudt bitterligt. Joe Rogan endte med at støtte Trump, selvom han har omtalt Obama som den bedste præsident nogensinde og støttede Bernie Sanders i 2020. Den amerikanske professor i marketing ved New York University, Scott Galloway, har kaldt det overståede præsidentvalg for ”The Testosterone Podcast Election” i et meget oplysende og anbefalelsesværdigt interview hos Smerconish på CNN d. 9. november 2024.
I interviewet forklarer Galloway, hvordan det lykkedes Trumps kampagne at udvide vælgerbasen ved at mobilisere specielt unge mandlige vælgere under 30, der interesserer sig for computerspil og online-betting, kryptohandel, penge- og mikroinvesteringer, kampsport, biler, anti-woke – kort sagt, alt det, der også diskuteres i de podcasts, der er populære i manosfæren. Demokraterne farede i flint sammen med den etablerede presse, da en komiker ved navn Tony Hinchcliffe til det store Trump-rally i Madison Square Garden i slutningen af oktober 2024 omtalte Puerto Rico som en skraldespandsø og – sådan fremstod det – fornærmede alle latino-vælgere. Det skete imidlertid ikke, tværtimod forøgedes andelen af latinovælgere til valget, der stemte på Trump. Seancen i Madison Square Garden var i øvrigt rig på profant, racistisk og nedladende sprogbrug om alt fra minoriteter til Det Demokratiske Parti og ikke mindst Kamela Harris, der blev omtalt som alt fra skøge til dæmon. Hvem er denne for den brede offentlighed stort set ukendte komiker Tony Hinchcliffe? Han er en af Joe Rogans opdagelser sammen med en hel underskov af unge komikere og nyhedsinfluencere som generation Z – og ikke mindst unge mænd – lytter til. Trump-kampagnen skulle ovenikøbet have rådført sig med Trumps yngste søn, 18-årige Barron, for præcis at få fastlagt, hvad og hvem den næste generation lytter til og får deres nyheder fra. Og det er ikke CNN, FOX, CBS, ABC, New York Times, Washington Post, The National Enquirer eller bedagede late night talk show-værter som Stephen Colbert, Bill Maher, Jimmy Kimmel og Ellen DeGeneres på de store TV-stationer eller streamingtjenester.
Det er heller ikke Taylor Swift, Beyonce, Oprah Winfrey, Richard Gere, Will-i-am, Mick Jagger og Harrison Ford. Så når Demokraterne stiller med disse figurer, der støtter Harris, stiller Trump med føromtalte og en række andre personager, der ikke er en del af Hollywood-etablissementet, og som ikke bryder sig om wokeisme. Hvor spørgsmålet ikke er, hvor krænkende en joke er, men om du kan ”tage den”, ligegyldig hvor grov den end måtte være, og ligegyldig hvilken minoritet du så måtte tilhøre: sort, hvid, latino, hvad som helst, hvem som helst. En af disse unge nyhedsinfluencere, komikere og samfundsrevsere, Tim Dillon, der også har været rundt om Joe Rogan, karakteriserede det således: Det at være amerikaner svarer til at få en abort med en pistol.
Ingen reaktion uden modreaktion. Trump lykkedes med at samle en alliance ved at tappe ind i dette nye medie- landskab og -økosystem af politiske understrømme mellem manosfæren og MAGA, der godt nok også er identitetspolitisk, men anti-woke og anti-elitær. I dette miljø er man amerikaner, ved at man bekymrer sig om det, der bekymrer en ”ægte amerikaner” – hvilket i al væsentlighed drejer sig om inflation, migration, jobmuligheder, muren mod syd, huskøb og rentesatser, billigere benzin og dagligvarer. Og det ligegyldig om man tilhører den ene etniske minoritetsgruppe eller den anden. I denne konfiguration betragtes wokeisme og klassisk identitetspolitik præcis som ekskluderende, når det vedbliver med at fokusere på højtravende begreber som diversitet, lighed og inklusion, og ikke på hvad det vil sige at være en amerikaner med ægte dagligdagsproblemer, der absolut ikke er de samme som dem Taylor Swift, Beyonce, Oprah Winfrey, Richard Gere, Will-i-am, Mick Jagger, Harrison Ford og andre privilegerede personager måtte have.
En sidste ting: Enhver politisk strateg vil sige, at man skal være dér, hvor vælgerne er. Netop, og de er, hvor de kan samles uden at blive nævneværdig forstyrret i interesser og ideologier. At invitere en frivol og vulgær komiker til Madison Square Garden er en måde at signalere, at dem, der ser sig som marginaliseret – måske begrebet MAGA-naliseret står for at blive præget – bliver hørt og taget alvorligt; at udlodde 1 million USD i et valglotteri, som Musk gjorde det gentagne gange under valgkampen, er en måde at signalere på, at alle dem i manosfæren og tilstødende, der har en forkærlighed for online-gambling – og dem er der mange af, for det amerikanske gambling-marked omsatte for godt 12 milliarder USD i 2023 – dem er der også plads til. At spille på hvem, der vinder et præsidentvalg, er lige så godt, som at spille på hvem, der vinder den næste turnering i UFC-mesterskabet. Musks initiativ blev så yderligere hjulpet og legitimeret af, at præsidentvalgs-væddemål nu officielt er lovligt i USA, også selvom det kommer med en betydelig farer for, at folk inden længe ikke vil kunne kende forskel på væddemåls-odds og meningsmålinger.
Med valget af Trump som USA’s 47. præsident går økonomi, politik, identitet og informationsinfrastruktur nu ikke blot op i en højere enhed, men i den ultimative mosaik. Kan man styre mosaikkens bevægelige dele, er der tale om en magtstruktur verden aldrig før har været vidne til. ■
Med valget af Trump som USA’s 47. præsident går økonomi, politik, identitet og informationsinfrastruktur nu ikke blot op i en højere enhed, men i den ultimative mosaik. Kan man styre mosaikkens bevægelige dele, er der tale om en magtstruktur verden aldrig før har været vidne til
_______
Mikkel Møller-Sørensen (f. 1994) BA i filosofi fra Københavns Universitet og nu studerende ved Copenhagen Business School.
Vincent F. Hendricks (f.1970) dr.phil., ph.d., er professor i formel filosofi ved Københavns Universitet. Han er forfatter til en række bøger, herunder bl.a. Spræng boblen, Fake News, Kæmp for Kloden, Os og dem, Vend Verden, Sandhedsministeriet og NOK OM MIG og er en afholdt foredragsholder.
ILLUSTRATION: Butler, 13. juli 2024: New York City, 27. oktober 2023: Elon Musk holder tale under Trumps storstilede valgarrangement på Madison Square Garden [FOTO: Angela Weiss/AFP/Ritzau Scanpix]