Alexander Ryle (LA): Argentinas økonomiske mirakel udstiller venstrefløjens falske dommedagsprofeti
10.07.2025
Virkeligheden har en irriterende vane med at modsige socialistiske forudsigelser. Og i Argentina har den gjort det med eftertryk: Siden Javier Milei tog over som præsident, er 1,7 millioner børn løftet ud af fattigdom. Men hvor er venstrefløjens hyldest?
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Kommentar af Alexander Ryle, medlem af Folketinget for Liberal Alliance
DA JAVIER MILEI BLEV VALGT som Argentinas præsident i slutningen af 2023, udløste det noget nær kollektiv panik på den globale venstrefløj. Han ville sende Argentina på vej mod afgrunden, økonomien i frit fald, og folk ville dø af sult, lød det. Ja, det kunne faktisk kun gå galt. Blandt de mest prominente kritikere var venstrefløjens økonomiske frontfigur, Thomas Piketty, der i et åbent brev advarede han om, at “en større reduktion i de offentlige udgifter ville øge de allerede høje niveauer af fattigdom og ulighed og kunne resultere i betydeligt øgede sociale spændinger og konflikter.”
Men virkeligheden har en irriterende vane med at modsige socialistiske forudsigelser. Og i Argentina har den gjort det med eftertryk. Indtil videre er ingen af venstrefløjens dommedagsprofetier gået i opfyldelse. Tværtimod.
Siden Milei tog over, er 1,7 millioner børn løftet ud af fattigdom. Det viser nye tal fra Unicef – en kilde, som normalt bliver taget alvorligt i venstreorienterede kredse. Den absolutte fattigdom er halveret. Inflationen – som var stukket fuldstændig af under det tidligere, venstreorienterede styre – er faldet fra 25,5 procent om måneden til 1,5 procent. Og Den Internationale Valutafond (IMF) forventer nu en vækst på 5,5 procent i 2025.
Og det rejser et spørgsmål: Hvor er reaktionen fra dem, der forudså ragnarok? Hvor er opdateringen fra Pelle Dragsted og vennerne, der fejrer de fantastiske nyheder? Hvor er indrømmelsen af, at det måske ikke er så brutalt at rydde op i et økonomisk fallitbo – men faktisk nødvendigt?
Den kom aldrig. Måske fordi det aldrig handlede om reformernes effekt, men om hvem der stod bag dem.
I mange år har Argentina været et skoleeksempel på, hvordan populisme og planøkonomiske eksperimenter kan underminere et samfund. Landet blev nærmest fanget i en økonomisk dødedans: subsidier uden dækning, valutakontrol, statslige udgifter ude af kontrol og en centralbank, der trykte penge i et tempo, som selv Zimbabwe ville have rynket på næsen af.
Alt sammen pakket ind i et sprog om “social retfærdighed”.
Resultatet var katastrofalt: Inflation løb løbsk, fattigdomskøerne voksede i storbyerne, og tusindvis af unge, veluddannede mennesker forlod landet, fordi de havde mistet troen på fremtiden.
Gennem årtier har Pelle Dragsted og hans kumpaner kigget håbefuldt mod et socialistisk Sydamerika. Men gang på gang har virkeligheden gjort deres drømme til skamme. Ironisk nok skulle der en markedsliberal reformator til at skabe de første mærkbare fremskridt på et kontinent i tilbagegang.
Der er ingen grund til at romantisere Milei. Han er en farverig politisk figur, og hans stil vækker opsigt – også med rette. Men man behøver ikke dele hans retorik for at anerkende, at han har haft modet til at gøre det, der var nødvendigt.
For Argentina var ikke bare i krise. Det var i frit fald. At fortsætte som før var ikke et valg.
Det, Milei har gjort, er basalt økonomisk opvask: fjernet statstilskud, åbnet økonomien, stoppet den konstante pengemaskine og trimmet statsbudgettet. Det er opskriften på stabilitet, ikke kaos.
Og det virker.
De konkrete resultater i Argentina viser, at markedsreformer, budgetdisciplin og økonomisk ansvarlighed virker. Det er fundamentet for velstand. Det er det, der gør, at man kan løfte mennesker ud af fattigdom – ikke blot tale om det.
Hvor er reaktionen fra dem, der forudså ragnarok? Hvor er opdateringen fra Pelle Dragsted og vennerne, der fejrer de fantastiske nyheder?
_______
Mere optaget af de rige end de fattige?
MEN HØRER VI NOGEN hyldest fra venstrefløjen? Nej. Nogle gange virker det ærligt talt som om, venstrefløjen er mere optagede af, at der er for mange rige, end af hvordan vi får færre fattige.
Ja, de fremstår nærmest sygeligt optagede af de velhavende. Det er ikke længe siden, Enhedslisten stolt proklamerede, at der ikke burde eksistere milliardærer i verden. Men hvorfor ikke bekæmpe fattigdom i stedet?
Hvorfor er fokus altid på at hive nogen ned – i stedet for at løfte nogen op?
Borgerlige får tit skudt i skoene, at vi kun interesserer os for de velstillede. Ironisk nok taler vi faktisk langt mindre om dem, end socialisterne gør.
Det, der irriterer venstrefløjen, er ikke bare reformernes karakter. Det er, at de virker.
For hvis det er rigtigt, at økonomisk vækst og faldende fattigdom kan komme ud af deregulering og markedsreformer – hvad siger det så om deres egen model? Hvad siger det om ideen om, at man kan trykke penge, hæve lønninger og poste subsidier ud i økonomien uden konsekvenser?
Når virkeligheden kolliderer med ideologien, er der to reaktioner: Enten justerer man sit verdensbillede. Eller også ignorerer man tallene og skyder budbringeren.
Venstrefløjen vælger det sidste.
Det er også derfor, at vi i Danmark skal være varsomme, når vi hører kritikere kalde ethvert økonomisk ansvarligt tiltag for “brutalt” eller “umenneskeligt”. Det er ikke ordene, der afgør, hvad der er rigtigt – det er konsekvenserne.
Og det burde få os til at stoppe op og spørge: Hvem har egentlig hjulpet de fattige mest – dem, der fastholder status quo med fine ord? Eller dem, der har modet til at ændre kurs?
Det, vi ser i Argentina, er ikke enestående. Mange af verdens mest succesfulde økonomier er netop dem, der har sat frihandel, konkurrence og budgetdisciplin i centrum. Det drastiske fald i den globale fattigdom skyldes kapitalisme – ikke socialisme.
Det handler i virkeligheden ikke om ideologi, men om ansvarlighed. Om at fokusere på resultater frem for hensigtserklæringer.
Og det er præcis dét, vi også skal insistere på i Danmark. Når vi diskuterer skat, velfærd eller klima, må vi ikke lade os styre af, hvem der fremsætter forslaget – men af, hvad det skaber af resultater.
Hvis vi virkelig vil hjælpe dem, der har mindst, skal vi turde gøre op med ineffektive systemer – også når det er upopulært.
Det er ikke “brutalt”. Det er modigt. Og det virker. ■
Det, vi ser i Argentina, er ikke enestående. Mange af verdens mest succesfulde økonomier er netop dem, der har sat frihandel, konkurrence og budgetdisciplin i centrum. Det drastiske fald i den globale fattigdom skyldes kapitalisme – ikke socialisme
_______
Alexander Ryle (f. 1990) er medlem af Folketinget for Liberal Alliance, hvor han er ordfører for EU, digitalisering, it og tele. Han er spidskandidat til kommunalvalget i Københavns Kommune og har en kandidatgrad i erhvervsøkonomi og it fra Copenhagen Business School og Pacific Lutheran University i USA.
ILLUSTRATION: Buenos Aires, 17. juni 2025: Præsident Javier Milei ankommer til en ceremoni ved politiets hovedkvarter i den argentinske hovedstad [FOTO: Rodrigo Abd/AP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
