Chris Hvidberg (LA) om det næste folketingsvalg: Skal vi ikke snart give danskerne mere frihed?
14.05.2025
På en række af landets største problemer mangler vi at høre partiernes konkrete bud – gerne i god tid før valgkampen går i gang.
Kommentar af Chris Hvidberg, reklamemand og FT-kandidat for LA
RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter. RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister
KUN DE FÆRRESTE tror på et folketingsvalg i år, så når kommunalvalget i november er overstået, er der mindre end et år til Mette Frederiksen trykker på valgknappen. Så her er seks spørgsmål, som jeg mener burde interessere alle danskere – og som jeg håber, vi får svar på inden valgdagen. Selvfølgelig med den disclaimer, at verden pt. er så vanvittig, at vi inden da kan nå at opleve en tredje verdenskrig, endnu en pandemi eller at Trump måske vil lease Bornholm. I så fald vil der nok opstå mere oplagte spørgsmål end dem, jeg har nedfældet herunder.
1. Hvad skal der egentlig ske med den pensionsalder?
Skal den fortsætte med at stige efter 2040 eller skal der loft på? Vi ved, at den stiger med ét år i både 2030 og 2035. Men hvad statsministerpartiet synes, der skal ske herefter, er tæt på at være en større hemmelighed end opskriften på Coca-Cola. Forståeligt nok. Det er et eksplosivt tema, og størstedelen (ca. 66 pct.) af danskerne har det temmelig stramt med stigningerne. Jeg kan godt forstå, at mange instinktivt opponerer mod at skulle arbejde efter at være fyldt 70. Men når vi lever længere, har jeg ingen virkelig gode argumenter for, at pensionsalderen ikke skulle følge med opad. Har du som 70-årig ikke helbredet til at være på arbejdsmarkedet, skal du naturligvis over på anden ordning – og det gælder i øvrigt uanset, om du er 23, 49 eller 67. Er man modstander af en stigning, håber jeg, at man har en rigtig god anvisning til, hvor pengene skal komme fra. For en sænkning på blot ét år vil betyde en årlig regning på ca. 20 mia. kr.
2. Krigsskat – ja eller nej?
Hvis der fandtes et Uofficielt Verdensmesterskab i Nøleri, ville forsvarsministeriet være en suveræn vinder: At følge den pinligt langtrukne sag om produktionsopstarten af ammunition på krudtfabrikken i Nordjylland er decideret smertefuldt. Heldigvis er der i folketinget bred enighed om, at vores udsultede forsvar må og skal have en ganske betydelig opgradering. Nu! Tilbage står så spørgsmålet: Hvordan skal det finansieres? Regeringen har skudt spørgsmålet til hjørne og begrundet udskydelsen med ikke at kende regningens eksakte størrelse. Forsvarsminister Lars Løkke Rasmussen har dog – uanset uvisheden – erklæret, at han ikke ser grund til at opkræve krigsskat – om end hans løse finansieringstanker af visse økonomer anses for at være lige lovlig lyserøde. Uanset, hvor prisen lander, bør vælgerne vide, hvem der er for eller imod en ”krigsskat” – især når et flertal af vælgerne ikke er udpræget begejstret for idéen. I oppositionen har SF – til ingens overraskelse – meldt sig som tilhængere af en krigsskat, og LA endda præsenteret et fuldt finansieringsforslag uden skattestigninger.
2. Skal klimaudfordringerne løses med pisk, gulerod eller atomkraft?
Der findes partier, for hvem løsningerne på klimaudfordringerne altid indeholder en vis grad af selvpineri. Det skal helst gøre ondt. Helst højere priser, mindre frit valg og mere tvang. Dem om det – jeg har selv mere fidus til guleroden. Jeg tror på intelligente løsninger og innovation. Det er mig fx en gåde, hvorfor vi skal tvinges til at sortere vores affald i 117 forskellige beholdere, når det kunne håndteres af intelligente robotløsninger, der gør livet mindre – ikke mere – besværligt. Så hvem kan komme op med de bedste løsninger, der ikke gør livet surt for danskerne? Til priser, der også er proportionelle med gevinsten? Vi er også nødt til at kende partiernes reelle holdning til atomkraft i Danmark. Heldigvis har folkestemningen ændret sig, så det ikke længere er flertallet, der straks går i panik og tænker på Tjernobyl, når snakken falder på denne oplagte energikilde. Hele 55 pct. af danskerne er nu positivt stemt overfor atomkraft, og det er godt. Både ift. forsyningssikkerhed og international storpolitik.
Statsministeren forsømmer i øvrigt aldrig en mulighed for at spille hardliner i udlændingepolitikken. Men når man ser på tallene, er regeringens realpolitiske linje ikke ligefrem tynget af stringens
_______
3. Hvad gør vi med udlændinge, der dybest set foragter danskerne og Danmark?
Udlændinge er en klassiker – og vil igen helt sikkert fylde i valgkampen, som Politiken-abonnenter fylder på Østerbro. Det er ikke jo fordi, Danmark her i 2025 er klinisk renset for problemer med udlændinge. Jeg gider i øvrigt ikke pakke det ind: Det er ikke udlændinge fra Uppsala, der er tale om, men dem med rødder i MENAPT-landene (Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet). Jeg taler naturligvis ikke om alle fra denne region. Nej, jeg taler om dem, der begår grov kriminalitet, undergraver danske værdier og institutioner (jf. Frederik Vads pointe med den såkaldte tredje erkendelse) og dem, der ikke ønsker at være en del af det danske arbejdsmarked. Derudover er det også relevant at tale om tildeling af statsborgerskab og menneskerettighedskonventioner versus danskernes tryghed og retsfølelse.
Statsministeren forsømmer i øvrigt aldrig en mulighed for at spille hardliner og understregede igen selv problematikken forleden. Men når man ser på tallene, er regeringens realpolitiske linje ikke ligefrem tynget af stringens: Siden 2019 er antallet af personer fra MENAPT-landene næsten fordoblet i 2024. Om det er Moderaterne, der har blokeret for en strammere linje, skal jeg lade være usagt, men det er altså her, vi er lige nu.
4. Hvem gør noget ved bureaukratiet – altså, sådan for alvor?
Stort set alle regeringer siden 1982 har kaldt til kamp mod bureaukratiet. Det er som at høre mig selv for 15. år i træk love kæresten, at NU får jeg snart ryddet op i alt mit lort på pulterkammeret. Jeg kan derfor ikke fortænke hende eller vælgerne i at have en berettiget mistanke om, at der næppe sker en hujende fis. Jeg bringer ikke temaet op som en hetz mod offentligt ansatte med kolde hænder. Der er adskillige dygtige og arbejdsomme af slagsen. Der er bare for mange af dem. Og dem, der er, bruger for meget tid på noget, de ikke burde bruge tid på. Hvilket hvert eneste år koster en anseelig bunke penge. Og det er ikke den ansattes skyld. Det er politikernes. Jeg håber derfor, at vælgerne denne gang belønner dem, der rent faktisk har modet, ambitionerne og klarsynet til langt om længe at gøre noget ved problemet.
Jeg bringer ikke temaet op som en hetz mod offentligt ansatte med kolde hænder. Der er adskillige dygtige og arbejdsomme af slagsen. Der er bare for mange af dem
_______
5. Skal vi ikke snart give danskerne mere frihed og ansvar?
Jeg tror grundlæggende på, at de fleste danskere godt selv kan finde ud af at varetage deres eget liv. Derfor ser jeg også gerne, at vi får mere frihed og dertilhørende ansvar. Og at det offentlige bruger mindre energi på at agere barnepigestat. Fx bliver plejehjem eller hospitaler ikke nødvendigvis bedre, blot fordi de udbydes i offentligt regi. Af den grund burde vi også have mere valgfrihed og flere private tilbud ift. velfærdsydelser. I det hele taget burde det offentlige blande sig i så lidt som muligt og i stedet prioritere, hvad der skal bruges krudt på – og hvad der ikke skal.
Til gengæld bør der så også vitterligt bruges krudt på de indsatser, der prioriteres. Fx vores svage og syge, så de får den hjælp, de har brug for, vores retssamfund, så vi kan leve trygt, vores ytringsfrihed, så alle udtrykker det, de har lyst til, vores uddannelse og meritokrati, så de ikke udvandes til fordel for blød, politisk korrekthed og vores erhverv, så Danmark forbliver et velstående land, der har råd til at finansiere prioriteterne. Fair nok, hvis der er partier, der ikke har tiltro til, at danskerne kan administrere mere frihed og ansvar. I så fald må de jo bare fortælle det åbent og ærligt i valgkampen.
Det helt store spørgsmål
Vil SMV-regeringens projekt hen over midten leve videre efter valget? Ret beset er det jo kun M, der har gjort projektet til en livsmission. S og V kan tillade sig at være opportune og gå til hver sin side. Hvilket giver god mening. En regering med fx Socialdemokratiet, SF og Radikale virker formentlig ikke afskrækkende for S. Man er i så fald fri for både Løkke & Lund og slipper for at tage liberale hensyn. Venstre kan – som et erklæret liberalt parti – få lidt af sin troværdighed og vælgere tilbage, hvis de ikke længere skal danse kædedans med socialdemokrater og kulturradikale moderater. Men til syvende og sidst afhænger det også af, om danskerne generelt synes, projektet har været positivt. Og det synes de ikke.
Det næststørste spørgsmål er så, hvor vigtigt det er, at blå blok kan samles om en statsministerkandidat? På den ene side vil det formentlig gavne blå blok at sætte et ansigt på den person, som alle kan samles om. Én, vælgerne kan se for sig som et reelt alternativ til Mette Frederiksen. For personer kan have en afgørende betydning i politik. På den anden side vil Mette Frederiksen i 2026 have været statsminister i syv år. Hun har grundet alverdens store nationale og internationale kriser været massivt eksponeret. Set i det lys, er der en lille mulighed (eller risiko, om du vil) for, at hun af sig selv kører metaltræt i valgkampen – og en Mette-fatigue spreder sig hos vælgerne. I så fald er behovet for en blå statsministerkandidat ikke så stort. For så stemmer vælgerne ud fra et fravalg af hende mere end et tilvalg af andre. Men det er en risikabel strategi. Det går jo op og ned i politik. I november 2023 mente 42 pct. af vælgerne, at Mette Frederiksen gjorde det dårligt. I den seneste måling her i maj er hun den suverænt mest foretrukne statsminister blandt alle politikere.
Jeg ser frem til valgkampen og alle svarene. ■
Ret beset er det jo kun M, der har gjort SVM-projektet til en livsmission
_______
Chris Hvidberg (f.1971) er folketingskandidat for Liberal Alliance, reklamemand og klummeskribent på Jyllands-Posten. ILLUSTRATION: Valgaftenen 2022 [foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix]
RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter. RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
