Christopher Arzrouni om valgresultatet: Socialdemokratiet er ved at blive et normalt parti – uden førstefødselsretten til magten
19.11.2025
Hvordan udviklingen vil forme sig på venstrefløjen, er jeg komplet uegnet til at gætte på. Men som udenforstående har jeg en fornemmelse af, at de røde ikke er fundamentalt anderledes fra de blå. Det kunne tale for, at Socialdemokratiets dage som det dominerende parti til venstre ikke længere er givet.
RÆSONS KOMMENTARSERIE er et debatformat, skrevet af bl.a. politikere. Serien bringes udenfor betalingsmuren – så den kan læses af alle. Det er netop muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et helt års abonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inklusiv 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her for at læse mere
Kommentar af Christopher Arzrouni, folketingskandidat for Liberal Alliance
Længe før valgstederne åbnede, var Velling og Barfod i fuld gang med kampen om, hvem af de to skulle være ny overborgmester i København. Jovist var Pernille Rosenkrantz-Theil relevant. På papiret. Meningsmålingerne forudsagde, at Socialdemokratiet ville tabe overborgmesterposten i København. Og så diskuterede pressen derefter. Det var historien om et bebudet mord.
Men det var først, da valgresultatet var i hus, og meningsmålingerne materialiserede sig, at chokket for alvor kunne føles. Forklaringerne på nederlaget er utallige. Analytikerne peger på Mette Frederiksens person, SVM-regeringen eksistens, demografiens skæbnesvangre baggrundsmusik, det rødglødende boligmarked og meget mere.
Men måske skal vi bare vende os til tanken om, at Socialdemokratiet er ved at blive et ”normalt” parti: Altså et parti uden førstefødselsretten til magten.
Justitsminister Peter Hummelgaard indrømmede det indirekte i et opslag på Facebook: ”Der er ingen politiske partier, der har automatisk ret til noget som helst. Førstevælger findes kun – som olferten – i skolegården. Ikke i politik.”
Men når man ser tilbage på de seneste mange årtier, har det stået krystalklart, at Socialdemokratiet stort set altid har været førstevælger på venstre side af midten. Den naturlige leder for venstrefløjen, med de øvrige røde partier som villige andenvioliner.
På højreside af det politiske spektrum har konkurrencen været langt større, både i landspolitik og lokalt. Venstre og De Konservative skiftedes om at indtage førerrollen. Nu suppleret af Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance.
Det egentligt nye ved kommunalvalget den 18. november – og det historisk dårlige resultat for Socialdemokratiet – består i, at andre venstrefløjspartier stille og fredeligt har vist sig regeringsegnede i bred forstand.
Det egentligt nye ved kommunalvalget den 18. november – og det historisk dårlige resultat for Socialdemokratiet – består i, at andre venstrefløjspartier stille og fredeligt har vist sig regeringsegnede i bred forstand
_______
Peter Hummelgaard fastholder, at Socialdemokratiets ambitioner er uændrede. ”Det må og skal være vores ambition at være et folkeparti, der har mest mulig plads i teltet til danskerne flest.” Denne prisværdige ambition ændrer dog ikke ved, at andre partier føler ligeså.
Både Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti skilter ligefrem med det. Og selvom Socialistisk Folkeparti appellerer stærkt til offentligt ansatte, og Liberal Alliance appellerer stærkt til privat ansatte, er ingen af disse partier klassepartier.
Danmarksdemokraterne har vundet opbakning på begge sider af Storebælt og kan ikke rubriceres som et jysk fænomen. Alternativet er den flippede version af De Radikale. Gad vide om Enhedslisten egentlig er det eneste parti, der ser sig selv som et klasseparti – eller om det kun er Frie Grønne med deres slogan: ”Stolt af at være proletar”.
Almindelig valgmatematik tilsiger, at man skal have halvdelen af de nødvendige stemmer plus lidt til. Men helst aldrig mere end det, for så bliver der for lidt at dele ud af. Derfor vil opdeling i lige store koalitioner eller blokke være det naturlige. Og med mange partier bliver spørgsmålet: Hvem er bedst til at strikke disse koalitioner sammen? Hvem skal lede de to naturlige alternativer? Det er ikke meget anderledes end i USA, hvor præsidenter skaber komplekse koalitioner for at vinde og fastholde magten.
I en tid uden klassepartier bliver det politikernes talent, der er afgørende, og muligheden for at tiltrække og skole talenter. I 90’erne mistede De Konservative mange talenter til Venstre. I kølvandet på Thorning-regeringens deroute mistede Socialistisk Folkeparti en smuk årgang talenter til Socialdemokratiet: Mattias Tesfaye, Jesper Petersen og andre. Men et veldrevet parti behøver ikke opleve en sådan åreladning.
Historisk set har Socialdemokratiet nydt godt af sin kollektivistiske partikultur med klare belønninger til de loyale. Her hjalp også tilknytningen til fagbevægelsen.
Venstre har nydt godt af sin ”højt til loftet”-kultur med forholdsvis fri udfoldelse. Det har tiltrukket og fastholdt talenter efter to klare modeller. Men intet tilsiger, at andre partier behøver se misundeligt til fra sidelinjen. I dag driver alle partier deres interne talentskoler.
Akilleshælen kan være manglen på kritisk masse. Men på borgerlig side oplever jeg, at de yngre generationer holder sammen og diskuterer på tværs af partiskel og selv skaber kritisk masse. Det vil både gøre det lettere at strikke borgerlige koalitioner sammen i fremtiden – og samtidig (paradoksalt nok) sikre, at et enkelt parti får sværere ved at manifestere sig som totalt dominerende på borgerlig side.
Hvordan udviklingen vil forme sig på venstrefløjen, er jeg komplet uegnet til at gætte på. Men som udenforstående har jeg en fornemmelse af, at de røde ikke er fundamentalt anderledes fra de blå. Det kunne tale for, at Socialdemokratiets dage som det dominerende parti til venstre ikke længere er givet.
På den baggrund vover jeg et gæt: Årets kommunalvalg var ikke bare var historien om et bebudet mord, der blev eksekveret af troløse vælgere. Det er blot endnu et skridt i retning af en normalisering af den danske venstrefløj, men først og fremmest en normalisering af Socialdemokratiet. ■
Årets kommunalvalg var ikke bare var historien om et bebudet mord, der blev eksekveret af troløse vælgere. Det er blot endnu et skridt i retning af en normalisering af den danske venstrefløj, men først og fremmest en normalisering af Socialdemokratiet
_______
Christopher Arzrouni (f. 1967) er cand. scient. pol. og har været særlig rådgiver i bl.a. Udenrigsministeriet og Finansministeriet. Han stiller op som folketingskandidat for Liberal Alliance ved det kommende folketingsvalg.
ILLUSTRATION: Arbejdermuseet, 18. november 2025: Pernille Rosenkrantz-Theil under Socialdemokratiets valgfest på valgaftenen [FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
