Klaus Krogsbæk: Kan Socialdemokratiet slippe ud af SVM-spændetrøjen?
27.11.2025
Forskellen mellem statens interesser og befolkningens behov afspejler sig i Socialdemokratiets faldende opbakning ved kommunalvalget. Og det er netop her, selvransagelsen må begynde, hvis partiet igen skal være et bredt folkeparti.
RÆSONS KOMMENTARSERIE er et debatformat, skrevet af bl.a. politikere. Serien bringes udenfor betalingsmuren – så den kan læses af alle. Det er netop muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et helt års abonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inklusiv 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her for at læse mere
Kommentar af Klaus Krogsbæk, fhv. konsulent i LO-fagbevægelsen og mangeårigt medlem af Socialdemokratiet
Meget kan nå at blive gammelt på en uge i dansk politik – undtagen det, der virkelig betyder noget. Kommunalvalget er allerede historie, men de pointer, som et TV-Avisen-interview med statsminister Mette Frederiksen blotlagde et par dage efter, er det ikke.
På overfladen handlede samtalen om ansvarsplacering og lokale forhold. Men under overfladen afslørede interviewet noget langt vigtigere: En voksende konflikt mellem statens sikkerhedsprioriteringer og borgernes behov for velfærd – og et politisk sprog, der forsøger at udviske netop denne spænding. Her trådte Mette Frederiksen frem både som formand for et parti, der er ved at miste forbindelsen til dem, det hævder at repræsentere, og som statsminister for en stat, der i stigende grad sætter sine egne interesser over borgernes behov.
Interviewet begynder med partiformandens rituelle erklæring: “I sidste ende, så er det mig, der har ansvaret.” Det lyder troværdigt, men fungerer mest som en høflig markering. For ansvaret bliver ikke omsat til en politisk erkendelse af, hvad der er gået galt. Mette Frederiksen forholder sig reelt ikke til, at vælgerne kan have reageret på substansen – den førte politik og de prioriteringer, der har formet hverdagen i kommunerne.
I stedet gør hun nederlaget til et spørgsmål om formidling: Vi skal ”prøve at være tydeligere som parti” og ”vise det socialdemokratiske flag noget mere.” Dermed bliver det ikke politikken, men kommunikationen, der skal justeres. Ansvar bliver til en sproglig gestus, ikke til en undersøgelse af, om de politiske prioriteringer faktisk har skubbet vælgerne væk. Det er en måde at bevare kursen på – uden at indrømme, at kursen i sig selv kan være problemet.
Virkeligheden kan ikke tales væk
Afgørende i interviewet står sætningen: “Det gør vi ikke på bekostning af vores velfærdssamfund.” Her henviser Mette Frederiksen til oprustningen og hævder, at de militære udgifter ikke går ud over velfærden. Samfundsøkonomisk hænger det dog ikke sammen.
Forsvar og velfærd henter deres ressourcer det samme sted: nemlig i den arbejdstid og de mennesker, samfundet råder over. I praksis konkurreres om den samme arbejdskraft; unge, som kan blive lærere, pædagoger, sosu’er og sygeplejersker, men som forsvaret nu forsøger at rekruttere. Og når vi bruger milliarder på kampfly, fregatter og ammunitionslagre, bruger vi dem samtidig ikke på skoler, plejehjem og psykiatri. Ressourcer findes kun én gang.
Det ved socialdemokrater landet over bedre end nogen. I samme TV-Avis sagde byrådsmedlem Christen Bager fra Brønderslev således: “Vi har ældre, der skal passes. Vi har børn, der skal passes. Vi har problemer i skolerne. Hvorfor kan vi ikke få lidt flere penge til det? Og det kan jeg da godt forstå, at folk finder uforståeligt. Hvorfor kan man bruge så mange penge på militær? Hvorfor kan man bruge så mange penge på at støtte Ukraine?”
Når staten gør sine valg til fælles sandheder
Imidlertid insisterer statsministeren i interviewet på, at “det er farligt, hvis vi får opstillet et modsætningsforhold mellem det at tage vare på Danmark og på Europas sikkerhed og så hverdagen herhjemme.” Her fremstiller hun statens militære valg som noget, vi alle naturligt bør bakke op om. Men oprustning er ikke en selvfølge; det er et politisk valg, som man helt legitimt kan være uenig i.
Ved at kalde det “farligt” at se en modsætning, flyttes konflikten væk fra politikken og ind i borgerens bevidsthed. Problemet bliver ikke længere prioriteringerne, men at borgeren opfatter dem som et problem. Konflikten forsøges opløst – ikke ved at løse den, men ved at få folk til at se bort fra den.
Sådan bliver moral til politik: Én bestemt prioritering fremstilles som den eneste ansvarlige, mens borgernes behov – og deres erfaringer med skrantende kommuner – glider i baggrunde
_______
Den samme bevægelse ses i denne sætning: “Hvis ikke vi passer på Danmark og på Europa, så er der jo ikke noget velfærdssamfund, så tingene skal balanceres.” Her bruges ansvar som moralsk målestok. Kritik af oprustningen kan nu lyde som mangel på forståelse for situationens alvor. Utilfredshed med forringet velfærd kan afvises som manglende indsigt.
Sådan bliver moral til politik: Én bestemt prioritering fremstilles som den eneste ansvarlige, mens borgernes behov – og deres erfaringer med skrantende kommuner – glider i baggrunden.
Det brede parti i en smal tid
Midt i interviewet siger Mette Frederiksen: “Der er noget, der tyder på, at det også er blevet sværere at være det store brede folkeparti.” Og det er derfor, at interviewerens spørgsmål om statsministerens fravær rammer noget reelt. Det handler ikke om rejser eller kalenderføring, men om politisk placering. Statsministeren taler ud fra statens strategiske interesser; borgerne taler ud fra børnehaver, skoler, ældrepleje og psykiatri. Når de to perspektiver ikke mødes, bliver det svært at være et bredt parti.
I denne sammenhæng bliver et andet udsagn fra interviewet særligt afslørende: “Hvis man går frem til valg, når man er i opposition, og går tilbage, når man tager ansvar, er i regering … jamen, det kan jo ikke nytte noget, at vi vælger at gå i opposition for at få gode valg, fordi alt andet lige er Danmark vigtigere end os selv og end mig selv og også vores parti.”
Her peger statsministeren reelt på et egentligt magtparadoks for Socialdemokratiet: Regeringsmagten giver ikke partiet større politisk handlekraft, men begrænser den. I stedet for at skabe større politisk spillerum bindes partiet tættere til statens forpligtelser – især de sikkerhedspolitiske – som fremstilles som nødvendigheder snarere end valg.
Det indsnævrede manøvrerum bliver hurtigt til en ramme, der gælder for hele det politiske felt. En politik, der beskrives som tvungen, gør ikke bare regeringens linje uimodsagt – den gør også oppositionens forslag mindre troværdige. Måske ikke fordi oppositionen mangler vilje til forandring, men fordi regeringen gentager, at forandring i praksis ikke kan lade sig gøre. Tilbage står vælgerne med valget mellem regeringspartier, der forklarer, hvorfor forandring er umulig, og oppositionspartier, der lover en forandring, som få reelt tror på.
Det er her, den egentlige politiske konsekvens viser sig: Når både alternativer og muligheder stilles i skyggen af nødvendighedens retorik, efterlades vælgerne med et fremtidssyn, hvor reel forandring enten fremstilles som umulig eller som et løfte uden realitet. En forestilling om fremtiden, der ikke bygger på håb eller retning, men på resignation: Enten må man acceptere status quo, eller også må man nøjes med løfter, som ingen forventer bliver opfyldt.
Men vælgerne reagerer ikke på sprogets forsikringer. De reagerer på virkeligheden – på velfærdens nedslidning, den voksende afstand til politikerne og følelsen af, at afgørende beslutninger træffes langt fra deres hverdag. Mange oplever et reelt kontroltab.
Det er denne forskel mellem statens interesser og befolkningens behov, der nu afspejler sig i Socialdemokratiets faldende opbakning. Og det er her, selvransagelsen må begynde, hvis partiet igen skal være et bredt folkeparti.
Kommunalvalget viser tydeligt, at vælgerne efterspørger prioriteringer, der styrker hverdagsinstitutionerne: Skoler, daginstitutioner, plejehjem og kommuner, der kan løfte deres opgaver uden konstant knaphed. Det kalder på en ny afvejning mellem statens sikkerhedspolitiske ambitioner og borgernes forventninger til et velfærdssamfund, der fungerer i praksis.
Hvordan Socialdemokratiet vælger at reagere – om det indebærer en ændret regeringskonstruktion, en tydeligere vægtning af velfærd eller en bredere politisk justering – er et åbent spørgsmål. Men valgets tale er klar: Skal partiet forblive et folkeparti, må det igen tage udgangspunkt i de behov og erfaringer, vælgerne giver udtryk for. ■
Tilbage står vælgerne med valget mellem regeringspartier, der forklarer, hvorfor forandring er umulig, og oppositionspartier, der lover en forandring, som få reelt tror på
_______
Klaus Krogsbæk (f. 1957) er fhv. konsulent i LO-fagbevægelsen og aktiv i Forbyd Atomvåben. Han er mangeårigt medlem af Socialdemokratiet og desuden medlem af det tyske SPD. Han betegner sig selv som demokratisk socialist og europæisk føderalist.
ILLUSTRATION: København, 19. februar 2025: Statsminister Mette Frederiksen (S), forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) efter pressemødet i Spejlsalen om styrkelsen af forsvarets kampkraft og den nye fond på 50 mia. kr. [FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
