
Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet
23.01.2025
.Vi har sammen med USA og en række andre vestlige lande igangsat boykot og økonomiske sanktioner over for Rusland. Nu bliver vi selv truet af USA, herunder med brug af militær magt, for netop at opnå territoriale og politiske indrømmelser.
Kronik af Klaus Krogsbæk
Statsminister Mette Frederiksen blæste før jul til global værdikamp. I flere store interviews understregede hun, at demokratierne nu må stå fast og indstille sig på en årelang kamp imod denne verdens autokratier – med Rusland som den umiddelbare og Kina som den langsigtede modstander. Ifølge statsministeren står kampen om demokrati, menneskerettigheder og den internationale verdensorden.[i]
I denne kamp har Danmark og statsministeren længe klistret sig tæt op af USA. I juli 2023 erklærede Mette Frederiksen sig således som ”meget proamerikansk og protransatlantisk”; i hendes øjne måtte der ”ikke komme et A4-ark mellem Europa og USA”.[ii]
Men nu har USA fået en ny præsident. Og allerede inden sin tiltrædelse skar Donald Trump igennem den salvelsesfulde retorik og afslørede forholdet mellem USA og Danmark som et simpelt magtforhold mellem en supermagt og en småstat: Trump vil vriste Grønland ud af hænderne på Danmark og gøre det amerikansk.
Vestens værdifællesskab, som statsministeren lagde så stor vægt på i sine interviews i december, er nu erstattet af den nøgne magt. Helt bevidst valgte USA’s nye præsident at demonstrere dette over for sine nærmeste allierede. Vi skal nemlig være de første til at forstå, at Vesten i dag er et autokrati med USA som enehersker.
Grønland – og Panamakanalen – kan derfor annekteres, hvis amerikanerne har lyst til det. De øvrige vestlige lande skal indtage rollen som lydige følgere af USA. Kun under denne forudsætning vil USA beskytte Europa med sine atomvåben.
Vestens værdifællesskab, som statsministeren lagde så stor vægt på i sine interviews i december, er nu erstattet af den nøgne magt
_______
Trump undergraver statsministerens argumentation
Med sine trusler over for Panama, Grønland og Danmark udviser USA’s præsident disrespekt over for andre staters suverænitet, over for folkeretten og den regelbaserede verdensorden. Som Panamas regering har gjort opmærksom på, er Trumps trusler i strid med FN-pagten, der siger, at ”alle medlemmer skal i deres mellemfolkelige forhold afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt; det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed.”[iii]
Samtidig undergraver Trump med sine trusler også Vestens – og ikke mindst den danske statsministers – argumentation for støtten til Ukraine.
Rusland truede Ukraine, angreb det derefter og kræver nu territoriale såvel som politiske indrømmelser af Kyiv. Danmark har fra starten støttet og ydet massiv militærhjælp til Ukraine i et tæt samarbejde med USA. Ligeledes har vi sammen med USA og en række andre vestlige lande igangsat boykot og økonomiske sanktioner over for Rusland.
Nu bliver vi selv truet af USA, herunder med brug af militær magt, for netop at opnå territoriale og politiske indrømmelser. Grønland skal reelt og måske også formelt overgive sig til USA; Kongeriget Danmark skal give både territoriale og politiske indrømmelser.
Putin siger, at Ukraine har eksistentiel betydning for Rusland; Trump siger, at USA behøver Grønland af sikkerhedsgrunde.[iv] Den ene, Putin, har ført truslen ud i livet og anvendt militær magt. Den anden, Trump, vil ikke udelukke det, og Danmark risikerer i så fald at blive invaderet af sin nærmeste allieret. Svært for en dansk statsminister at forblive ”meget proamerikansk” i den situation.
Den ene, Putin, har ført truslen ud i livet og anvendt militær magt. Den anden, Trump, vil ikke udelukke det; Danmark risikerer i så fald at blive invaderet af sin nærmeste allieret
_______
Hård magt erstatter blød magt
Statsministeren er således blandt de første tabere som følge af Donald Trumps nye præsidentskab.
Hendes problem er, at Trump afslører den transatlantiske forbindelse som et goldt magtforhold bestemt af politik, økonomi og militær; en forbindelse som ikke længere følger logisk af de fælles værdier, men som nu må opretholdes på trods af ikke blot forskellige værdier, men også på trods af direkte modsætninger og fjendtligheder.
I Mette Frederiksens øjne fremstod Joe Biden som en amerikansk leder, der ledte Vesten med (en vis grad) af frivillig accept fra os andre. Trump derimod er for Frederiksen en præsident, der vil styre vi andre ved hjælp af pres og tvang: Blød magt er afløst af hård magt, samarbejde er afløst af konfrontation og hegemoni afløst af dominans.
Derfor forsvinder legitimiteten. Med Joe Biden var det lettere at få folkelig opbakning til USA’s lederrolle og opfatte den som legitim. Med Donald Trump bliver det vanskeligere, fordi tvangen er så åbenlys.
Særlig svært bliver alt dette for Mette Frederiksen, som fra begyndelsen har ’framet’ krigen i Ukraine som en krig imellem demokratier og autokratier; en ’framing’ som USA’s præsident nu har dementeret og latterliggjort med sine trusler over for Grønland og Panama.
Meget af Mette Frederiksens argumentation for Vestens krig mod Rusland er nu forsvundet. Når USA’s præsident selv ignorerer de vestlige værdier, er der ikke længere tale om en krig mellem det onde og det gode, men om en krig mellem forskellige stormagtspolitiske interesser. Er det noget, som Danmark synes, at hundredtusinder af mennesker skal dø for?
Dermed åbnes Pandoras æske nu i den danske debat. For hvis det er rigtigt, at der ikke er tale om en værdikamp, men om en banal magtkamp mellem to verdensmagter, hvordan skal vi så overbevise almindelige danske borgere om, at de skal afgive fred og velfærd til fordel for krig og militær?
Med Joe Biden var det lettere at få folkelig opbakning til USA’s lederrolle og opfatte den som legitim. Med Donald Trump bliver det vanskeligere, fordi tvangen er så åbenlys
_______
Fra to procent til fem
NATO’s generalsekretær Mark Rutte opfordrer til at omdirigere midler fra pensioner, sundhed og velfærd til forsvar. Han mener således, at NATO-landene må øge deres militære budgetmål fra to procent af bruttonationalproduktet til 3,6-3,7 procent.[v] Donald Trump trumfer dette og siger hele fem procent, hvilket vil mere end fordoble alliancens nuværende målsætning.[vi]
Pointen er at igangsætte en vedvarende oprustning. Målet er ikke at nå den ene eller den anden procent af BNP, men derimod fremover at forstå oprustningen som staternes vigtigste forpligtelse. Dette slog vores egen SVM-regering allerede fast, dengang den afskaffede store bededag. Med afskaffelsen markerede regeringen, at vi fremover skal vænne os til, at løn og arbejdstid og den offentlige velfærd kun vil blive prioriteret i det omfang, pengene ikke skal gå til oprustning.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen har anslået, at det historisk store forsvarsforlig fra 2023 på 200 milliarder kroner over ti år skal suppleres af 300 milliarder kroner ekstra: ”Alt andet kommer i anden række”, sagde han på Venstres landsmøde.[vii]
Men selv om Mette Frederiksen også taler for en dyr oprustning, så har hun i langt højere grad end sin forsvarsminister et bagland at tage hensyn til; nemlig lønmodtagerne i fagbevægelsen, som hun ikke bare kan ignorere, fordi det risikerer at stikke en kæp i hjulet.
Det vil være de almindelige lønmodtagere og især lavindkomstfamilierne, som kommer til at bære oprustningens byrder, formentlig med store besparelser på de offentlige budgetter og ulighedsfremmende brugerbetaling. (De samme lavindkomstfamilier, der i øvrigt stadigt mærker de høje forbrugerpriser, især på energi og dagligvarer).
Jo mere oprustningen stiger, og velfærden falder, desto større utilfredshed vil der komme i befolkningen og på den socialdemokratiske bagsmæk. Derfor har statsministeren et stort behov for at overbevise sine vælgere om nødvendigheden af afsavn. Og til det har hun haft glæde af præsident Bidens ’jernnæve i en fløjshandske’-taktik. For vi er mere villige til at bære i flok, når det begrundes med respekt for demokrati, menneskerettigheder og den internationale verdensorden.
Men med Donald Trump i Det Hvide Hus ved vi nu, at det slet ikke handler om et transatlantisk værdifællesskab, men derimod om USA’s magt. Slet og ret. Og derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet. ■
Med Donald Trump i Det Hvide Hus ved vi nu, at det slet ikke handler om et transatlantisk værdifællesskab, men derimod om USA’s magt. Slet og ret. Og derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet
_______
Klaus Krogsbæk (f. 1957) er fhv. konsulent i LO-fagbevægelsen og aktiv i Forbyd Atomvåben. Han er mangeårigt medlem af Socialdemokratiet og desuden medlem af det tyske SPD.
ILLUSTRATION: Nyindsatte præsident Donald Trump signerer præsidentielle dekreter i Det Ovale Kontor i Det Hvide Hus, 20. januar 2025 [FOTO: White House Handout/Zuma/Ritzau Scanpix]
[i] https://www.dr.dk/nyheder/udland/mette-frederiksen-om-fjendebilledet-anno-2025-der-var-paa-en-eller-anden-maade-lidt
[ii] https://www.dr.dk/nyheder/politik/mette-frederiksen-efter-nordisk-topmoede-der-maa-ikke-komme-et-a4-ark-mellem-europa
[iii] https://www.dr.dk/drtv/se/tva_-eu-svarer-paa-trumps-trusler-om-told_501163
[iv] https://www.politico.eu/article/us-donald-trump-greenland-russia-china/
[v] https://www.politico.eu/article/welfare-finance-nato-boss-european-parliament-mark-rutte-secretary-general-gdp-defense/
[vi] https://www.politico.eu/article/donald-trump-tells-allies-spend-5-percent-gdp-defense-nato/
[vii] https://stiften.dk/debat/venstre-siger-det-ligeud-frikvarteret-er-forbi-velfaerden-maa-vige-for-oprustningen
WASHINGTON, DC – JANUARY 20: President Donald Trump cuts a cake at the Commander-in-Chief Ball on January 20, 2025 in Washington, DC. President Trump attends some of the inaugural balls after taking the oath as the 47th president. Credit: Anna Moneymaker / Pool via CNP