Sinem Demir (EL) om Gaza: Regeringen kan gøre meget mere end blot at udtrykke deres bekymring ved den nærmeste håndvask
05.09.2025
Vores regering er nødt til at tage ansvar og handle for at stoppe deres allierede Israel i at begå folkedrab.
RÆSONS KOMMENTARSERIE er et debatformat, skrevet af bl.a. politikere. Serien bringes udenfor betalingsmuren – så den kan læses af alle. Det er netop muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et helt års abonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inklusiv 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her for at læse mere
Kommentar af Sinem Dybvad Demir, Københavns Borgerrepræsentation og folketingskandidat i Nordsjællands Storkreds for Enhedslisten
Alt for længe har det internationale samfund vendt blikket væk, mens Israels regering har begået krigsforbrydelser mod det palæstinensiske folk. Over 35.000 mennesker er dræbt siden den seneste eskalation, heraf tusindvis af børn. Millioner er fordrevet fra deres hjem, og store dele af Gaza ligger i ruiner. Det er ikke blot en humanitær katastrofe – det er et åbent sår på vores fælles samvittighed.
Det er ikke nok, at vores regering siger, at de er bekymrede for situationen i Gaza. For bekymring redder ikke børn fra at dø af sult. Bekymring stopper ikke bomberne. Bekymring genopbygger ikke de hjem, der er blevet jævnet med jorden. Bekymring åbner ikke grænserne for nødhjælp. Når vi møder massive folkeretsbrud med ord i stedet for handling, er vi med til at opretholde status quo.
Vores regering er nødt til at tage ansvar og handle for at stoppe deres allierede Israel i at begå folkedrab. Det, der foregår, er ikke en konflikt mellem to lige parter. Det er en brutal besættelse, der med militær overmagt angriber en indesluttet befolkning uden mulighed for at flygte. Gaza beskrives ofte som verdens største åbne fængsel – og det er i dette fængsel, mennesker nu sulter, mens bomberne falder.
Vi er lige nu vidne til en kollektiv afstraffelse af et helt folk, som vi med vores stilhed de facto accepterer.
Når Rusland invaderer Ukraine, reagerer vi med hårde sanktioner, våbenembargo og diplomatisk isolation. Men når Israel bomber Gaza, accepterer vi det?
_______
Alle relevante menneskerettighedsorganisationer, herunder Amnesty og Human Rights Watch, har i årevis dokumenteret, at Israels behandling af palæstinenserne er et apartheidregime. FN’s egne organer har gentagne gange advaret om, at handlingerne i Gaza kan udgøre folkedrab. Alligevel har Danmark opretholdt diplomatiske relationer, handel og – i visse tilfælde også – militært samarbejde med Israel.
Når Rusland invaderer Ukraine, reagerer vi med hårde sanktioner, våbenembargo og diplomatisk isolation. Men når Israel bomber Gaza, accepterer vi det? Der er ikke tale om konsekvent udenrigspolitik – der er tale om dobbeltmoral.
Der er ingen undskyldning for passivitet.
Danmark kan og bør allerede handle i dag. Vi kan indføre en øjeblikkelig våbenembargo mod Israel, stoppe al eksport af militært udstyr og forhindre transit af våben via dansk territorium. Vi kan indføre økonomiske sanktioner mod personer og virksomheder, der bidrager til bosættelserne eller den militære besættelse. Vi kan arbejde for, at EU suspenderer associeringsaftalen med Israel, indtil de respekterer folkeretten. Vi bør aktivt støtte Den Internationale Straffedomstols efterforskning af krigsforbrydelser i Gaza og kræve, at de ansvarlige stilles til ansvar.
Den humanitære hjælp skal frem uden nogen betingelser. Danmark bør lægge massivt pres på Israel for at åbne grænseovergangene, sikre leverancer af mad, vand, medicin og brændstof og garantere sikkerhed for dem, der bringer hjælpen.
Den seneste uge har statsministeren og udenrigsministeren virkelig forsøgt at skrubbe skidtet af fingrene ved endelig at tale om suspendering af associeringsaftalen med Israel – det er godt. Men selv når de endelig forsøger at gøre det rigtige og være på den rigtige side af historien, går de mere op i, hvad Israel synes om dem. For det vigtigste er åbenbart fortsat at understrege, at der ikke skal herske nogen tvivl om, at Danmark altså er en oprigtig ven af Israel.
Vi kan og bør gøre meget mere end blot at udtrykke vores bekymring ved den nærmeste håndvask. Vi kan ikke veje hvert enkelt ord for at vurdere, hvorvidt vi fornærmer den israelske regering. Dét er ikke essentielt. Vi kan i stedet handle og tage en beslutning om, at vores udenrigspolitik ikke skal baseres på, hvem vi kan og ikke kan tillade os at kritisere.
Vi ved, at folkeretten kun har værdi, hvis den bliver håndhævet. Så har vi viljen? ■
Vi ved, at folkeretten kun har værdi, hvis den bliver håndhævet. Så har vi viljen?
_______
Sinem Dybvad Demir (f. 1992) er uddannet tjener og restauratør og er faglig aktivist. Hun er medlem af Københavns Borgerrepræsentation og folketingskandidat i Nordsjællands Storkreds for Enhedslisten.
ILLUSTRATION: Gaza, 28. august 2025: Et militært køretøj manøvrerer i området, set fra den israelske side af grænsen [FOTO: Amir Cohen/Reuters/Ritzau Scanpix]






![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)


