Stine Bosse (M): Når Europa presses, skal vi presse igen. At give efter for populister og autokratier er ikke en mulighed
28.11.2025
Hvorfor denne systematiske modvilje mod EU fra både Trump og Putin? Fordi EU – trods alle udfordringer – er det sted i verden, hvor borgerne samlet set er mest frie, mest lige og mest lykkelige.
RÆSONS KOMMENTARSERIE er et debatformat, skrevet af bl.a. politikere. Serien bringes udenfor betalingsmuren – så den kan læses af alle. Det er netop muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et helt års abonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inklusiv 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her for at læse mere
Kommentar af Stine Bosse, MEP, Moderaterne
Måske er det blot et strejf af “vinterdepression”. Men jeg oplever, at mange føler det samme som jeg: At der i disse år – ja, i disse måneder – står mere på spil, end vi har set i min levetid. Jeg nærmer mig 65, og jeg har aldrig set Europas grundlæggende sikkerhed, sammenhængskraft og selvtillid udfordret så massivt.
Da jeg som formand for Europabevægelsen i 2015 rejste spørgsmålet om EU’s manglende vilje til at tage sig selv alvorligt, var det ikke grebet ud af luften. Putins ambitioner var allerede dengang tydelige for enhver, der gad læse, hvad han selv skrev: Målet om at genetablere et russisk imperium stod klart efter invasionen af Krim i 2014.
Samtidig voksede truslen fra en ny politisk linje i USA. Da Donald Trump begyndte at blinke med lyset i NATO og antyde, at musketer-eden måske ikke længere var ubetinget, burde vi have lyttet. At “America First” også betyder “Europa sidst”, var ikke svært at gennemskue. Men Europa lyttede ikke rigtigt.
Måske er det blot et strejf af “vinterdepression”. Men jeg oplever, at mange føler det samme som jeg: At der i disse år – ja, i disse måneder – står mere på spil, end vi har set i min levetid. Jeg nærmer mig 65, og jeg har aldrig set Europas grundlæggende sikkerhed, sammenhængskraft og selvtillid udfordret så massivt.
Da jeg som formand for Europabevægelsen i 2015 rejste spørgsmålet om EU’s manglende vilje til at tage sig selv alvorligt, var det ikke grebet ud af luften. Putins ambitioner var allerede dengang tydelige for enhver, der gad læse, hvad han selv skrev: Målet om at genetablere et russisk imperium stod klart efter invasionen af Krim i 2014.
Samtidig voksede truslen fra en ny politisk linje i USA. Da Donald Trump begyndte at blinke med lyset i NATO og antyde, at musketer-eden måske ikke længere var ubetinget, burde vi have lyttet. At “America First” også betyder “Europa sidst”, var ikke svært at gennemskue. Men Europa lyttede ikke rigtigt.
Oveni kom stigende migrationsstrømme – nogle flygtninge, mange andre mennesker på jagt efter et bedre liv, som vi ikke formåede at håndtere eller kontrollere. Det skabte grobund for populistiske og autokratiske bevægelser, der gør op med både frihedsrettigheder, demokrati og universelle menneskerettigheder.
Og nu er vi her.
I dag udfordrer USA os ikke kun med signaler, men i åbent dagslys. Trump og hans kreds støtter det ekstreme højre i Europa. AfD i Tyskland er blot det mest åbenlyse eksempel. Også relationen til Viktor Orbán er bekymrende; han blokerer og forsinker europæisk støtte til Ukraine og underminerer EU indefra. Og i Storbritannien arbejder Nigel Farage målrettet på at trække landet endnu længere væk fra Europa – ironisk nok på en platform skabt af konsekvenserne af hans eget Brexit-projekt.
Senest er Farages nære relationer til Nathan Gill, tidligere leder for Reform UK i Wales, kommet frem – nu idømt 12,5 års fængsel for at videreføre russiske penge til russere i Ukraine. Farage er blevet tavs.
Hvorfor denne systematiske modvilje mod EU fra både Trump og Putin? Fordi EU – trods alle udfordringer – er det sted i verden, hvor borgerne samlet set er mest frie, mest lige og mest lykkelige. Vi har stærke velfærdssystemer og bredt fordelt velstand. Vi har demokrati og rettigheder forankret i traktater og forfatninger.
Særligt Danmark og Norden står som en torn i øjet på de autoritære.
At små, gennemregulerede lande kan være nogle af verdens rigeste og lykkeligste, passer dårligt ind i fortællingen om, at frihed, demokrati og social balance er svagheder. Hvis den model fik endnu større gennemslag i EU, ville det være gift for både Trumps og Putins fortællinger.
Se på angrebene på dansk og nordisk industri – ikke mindst grøn energi. Ørsted har i perioder været direkte mål for massive politiske og økonomiske pres. Grønland er under konstant amerikansk opmærksomhed, fordi et stærkt rigsfællesskab udfordrer amerikansk indflydelse i Arktis.
Og se på medicinalindustrien. Novo Nordisk er en af de få europæiske virksomheder, der globalt matcher USA og Kina. Men vi bliver presset. Vores universelle sundhedssystemer betyder, at EU-landene er store indkøbere af medicin – og dermed holder priserne nede. I USA, hvor sundhed primært er privat, argumenterer Trump for, at amerikanske virksomheder bærer byrden alene. Det er en fortælling, der risikerer at give politisk momentum til at presse europæisk industri.
Her må vi stå fast.
Europa er et købedygtigt marked, ingen kan undvære. Vi har viden, talent og et værdigrundlag, der gør vores samfund robuste. Vi skal ikke danse efter Trumps eller Putins pibe. Vi skal styrke vores strategiske industrier, modernisere vores rammevilkår og investere mere – men uden at kompromittere vores værdier.
Det kræver mod. Det kræver beslutningskraft. Og det kræver, at vi insisterer på et bæredygtigt, frit og demokratisk Europa. Samtidig skal vi fastholde støtten til Ukraine. Det er ikke blot en konflikt i vores østlige nabolag – det er et opgør om, hvorvidt lande i Europa har ret til at vælge frihed.
Vi skal også i vores egne demokratiske institutioner afsløre populisterne og deres agenda: mindre frihed, mindre retssikkerhed, mindre pluralisme.
Opgaven er tung, men den er afgørende. Det handler om at sikre udvikling – ikke afvikling – af det Europa, vi nu må kæmpe for mere end nogensinde før. ■
Hvis den nordiske model fik endnu større gennemslag i EU, ville det være gift for både Trumps og Putins fortællinger
_______
Stine Bosse (f. 1960) sidder i Europa-Parlamentet for Moderaterne og medlem af en række bestyrelser. Hun er uddannet cand.jur. ved Københavns Universitet.
ILLUSTRATION: Pressefoto
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
