William Kotschenreuther: Er regeringen så økonomisk ansvarlig, som den udgiver sig for at være?
14.08.2025
Regeringens langsigtede økonomiske plan skal præsenteres i efteråret, men råderummets usikkerhed, NATO-forpligtelser og et nært forestående valg kan udfordre løftet om ansvarlighed.
RÆSONS KOMMENTARSERIE er et debatformat, skrevet af bl.a. politikere. Serien bringes udenfor betalingsmuren – så den kan læses af alle. Det er netop muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et helt års abonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inklusiv 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her for at læse mere
Kommentar af William Kotschenreuther Andersen
Det er efterhånden velkendt i den offentlige debat – formidlet både af regeringen selv og af politiske kommentatorer – at regeringen blev dannet med løftet om en sikker hånd på rattet, reformvilje og ansvarlighed i en usikker verden. Og naturligvis med henvisning til ånden fra Marienborg. Den fortælling har været ledsaget af markante tiltag som afskaffelsen af Store Bededag, et flerårigt statsligt arbejdsprogram med henblik på besparelser i den offentlige sektor samt nye indkøbsmodeller for forsvarsmateriel.
Råderummets usikkerhed
Fortællingen om nødvendighedens politik er dog blevet udfordret af, at finansministeren gentagne gange har opjusteret det finanspolitiske råderum frem mod 2030 – senest med hele 58 mia. kr. lige før sommerferien. Men som overvismand Carl Johan Dalgaard understregede i denne uge i DR2 Deadline, er råderummet ikke en pengekasse i Finansministeriet, men et skøn. Ifølge Dalgaard er de seneste opjusteringer “båret af nogle meget ekstraordinære positive impulser”, hvilket betyder, at “det kan være, vi overvurderer råderummet”. Han peger på, at skønnet for beskæftigelsen i 2030 – et centralt grundlag for beregningerne – bygger på den samme ekstraordinære beskæftigelsesvækst, vi har set i de seneste år. Netop derfor mener Dalgaard, at ”beslutningstagerne bør besinde sig” med anvendelsen af det finanspolitiske råderum. Dette understreges yderligere af, at Finansministeriet selv, ved fremlæggelsen af den seneste ekstraordinære opjustering, præsenterede 10 følsomhedsscenarier for den offentlige strukturelle saldo, herunder scenarierne ”Verdensøkonomisk krise afledt af handelskrig, globale ubalancer og finansiel uro” og ”faldende arbejdstid”.
Fortællingen om nødvendighedens politik er dog blevet udfordret af, at finansministeren gentagne gange har opjusteret det finanspolitiske råderum frem mod 2030 – senest med hele 58 mia. kr. lige før sommerferien
_______
Et kommende folketingsvalg?
Regeringen varslede før sommerferien, at der til efteråret vil blive fremlagt en langsigtet økonomisk plan. Spørgsmålet er, om regeringen vil udvise den fornødne ansvarlighed i fortolkningen af ‘råderumsbegrebet’ – eller om planen snarere vil bære præg af et nært forestående folketingsvalg?
Forøgede forsvarsudgifter, som vi ikke ved om er varige, investeringer i indfrielse af klimamålsætninger og et ønske om at forøge konkurrenceevnen er alle centrale prioriteringer for regeringen. De offentlige finanser giver på papiret langt hen ad vejen mulighed for at imødekomme disse områder, men skønnet for det finanspolitiske råderum er forbundet med betydelig usikkerhed. Hvis regeringen alligevel vælger at anvende hele råderummet uden at tage højde for følsomhedsscenarierne forbundet hermed, vil det være et signal om, at kortsigtede politiske hensyn vejer tungere end økonomisk forsigtighed. Det kan tolkes som et tegn på, at regeringen allerede agerer med et kommende folketingsvalg for øje.
En ansvarlig prioritering vil kræve, at regeringen afvejer langsigtede, væsentlige hensyn – herunder national sikkerhed og konkurrenceevne – mod kortsigtede politisk gevinster. Det er imidlertid vanskeligt at fastholde en sådan disciplin, hvis Socialdemokratiet ønsker en reform af pensionsvæsnet, og Venstre ønsker skattelettelser. Derfor er der en betragtelig risiko for, at regeringen ikke ender med at leve op til deres selverklærede ansvarlighed.
Hertil kommer spørgsmålet om den varige omstilling, som følger af NATO-målet om at bruge 5 procent af BNP på forsvarsudgifter inden 2030. Som Carl Johan Dalgaard bemærker, kan økonomien “kun summe til 100 procent”. Så når forsvaret fremover skal udgøre en større og fast andel af BNP, må enten den offentlige sektor eller den private økonomi tilsvarende fylde mindre. Det kræver ikke nødvendigvis højere skatter, men betyder, at andre aktiviteter – offentlige eller private – må vige pladsen på det længere plan. Det er ikke en akut udfordring, da råderummet på kort sigt kan rumme stigningen, men på længere sigt vil det være et spørgsmål om, hvordan den samlede økonomiske aktivitet prioriteres samt fordeles mellem stat og marked. Og netop derfor er det usandsynligt, at regeringen vil adressere, hvor der så at sige skal tages økonomisk aktivitet fra, i en økonomisk plan i efteråret. Socialdemokratiet vil undgå en debat om mulige reduktioner i velfærdsudgifter, og Venstre vil ikke åbne en diskussion om indgreb, der dæmper den private sektors vækst. Resultatet bliver en politisk stilhed om et betydningsfuldt strukturelt valg – altså en langsigtet beslutning om, hvilken del af samfundsøkonomien der skal afgive plads til forsvaret – som står i kontrast til regeringens image som fremsynet og ansvarlig.
Hvis regeringen fraviger den forsigtighed, som både økonomiske vismænd og Finansministeriets egne følsomhedsanalyser tilskynder til, kan det tolkes som et strategisk valg om at lade den økonomiske politik understøtte en forestående valgkamp. Dermed vil den økonomiske plan ikke blot blive målt på dens substans, men også på om den lever op til det løfte om ansvarlighed, der har været kernen i regeringens selvbillede. For med valget i horisonten er der en risiko for, at de principper, der var grundlaget ved regeringsdannelsen, fortrænges af et mere presserende mål: at sikre et godt valgresultat, uanset prisen på længere sigt. ■
Med valget i horisonten er der en risiko for, at de principper, der var grundlaget ved regeringsdannelsen, fortrænges af et mere presserende mål: at sikre et godt valgresultat, uanset prisen på længere sigt
_______
William Kotschenreuther Andersen (f. 1998) er statskundskabsstuderende og skribent på RÆSON. Han har tidligere arbejdet i Finansministeriet.
ILLUSTRATION: Christiansborg, 14. januar 2024 (fra venstre til højre): Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), statsminister Mette Frederiksen, finansminister Nicolai Wammen (S) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) [FOTO: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
