Jens-Kristian Lütken før topmødet i Ankara: Trump har sendt NATO ud i en dyb krise. Nu skal Europa sikre sin uafhængighed – også af amerikansk tech
06.06.2026
Selv i dag mangler erkendelsen af dette simple faktum: EU er nødt til at handle som om NATO ikke findes.
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Af Jens-Kristian Lütken (borgmester, V), fmd. Europabevægelsen
Ligesom EU er NATO – der i 2024 jo rundede 75 år – historisk set en af verdenshistoriens største succeser. Alliancens formål er blevet opfyldt. Siden stiftelsen i 1949 er foreningen gradvist blevet udvidet fra 12 til i dag 32 medlemslande, senest med vores nordiske brødre Sverige og Finland. Og nok så væsentligt, er NATO fortsat en organisation, som mange andre lande er villige til at gøre hvad som helst at positionere sig til at kunne blive en del af. Mest iøjnefaldende er naturligvis Ukraines heltemodige friheds- og overlevelseskamp.
Det er også en vigtig del af fortællingen, at NATO sådan set repræsenterer en større del af Europa end EU gør – fra Island i nordvest til det strategisk afsindigt vigtige Tyrkiet i sydøst. Herindimellem tæller medlemskredsen som bekendt også Norge, Albanien, Montenegro, Nordmakedonien – og så det Storbritannien, som indtil videre kun har valgt at skyde sig selv i foden med et enkelt ”Brexit”.
I dét lys er alliancen altså en gigantisk succes. Men det må ikke skygge for, at samarbejdet internt i NATO er i dyb krise – og at fremtidens NATO er alt for vigtigt til at overlade til USA.
Den allerstørste udfordring er, at Trump-administrationen i USA har skabt usikkerhed om NATO´s artikel 5 – ”musketér eden” – den fælles forpligtelse, der netop virkede afskrækkende under den Kolde Krig. Og også i årtierne efter Berlinmurens fald, vidste USA og Europa, hvor de havde hinanden, både politisk og militært, så man i 90´erne og 00´erne formåede at omstille sig til de første faser af et nyt verdensbillede.
Den anden – og for Danmark mest præsente – udfordring er, at USA helt uhørt har luftet sin appetit på andre NATO-landes territorium i det, der opfattes som alliancens egen interessesfære: Canada, Grønland, Island – hvorfor sidstnævnte nu ganske seriøst er ved at genbesøge muligheden for EU-medlemskab.
Når en amerikansk præsident sætter spørgsmålstegn ved NATO’s forsvarsgaranti og åbent truer med at overtage Grønland, og i det hele taget fører en udenrigspolitik styret af personlige impulser frem for stabile alliancer – så må EU og (resten af) Europa vågne op.
For Danmark er Grønlandstruslerne ikke bare en diplomatisk pinagtighed. De er et konkret eksempel på, at selv nære allierede kan handle ud fra rå magtpolitik. Og vi vil aldrig glemme, at det under den foreløbige mest højspændte del af Grønlandskrisen (i januar 2026), var EU og europæiske kernelande som Frankrig og Tyskland, der havde vores ryg.
For Danmark er Grønlandstruslerne ikke bare en diplomatisk pinagtighed
_______
Det er helt forkert at se denne europæiske reaktion som et udslag af generel antiamerikanisme. USA er fortsat en vigtig allieret – og vel trods alt stadig en form for demokrati, som vi deler mange værdier med. Men gode alliancer kræver balance. I dag er balancen skæv – og det har den været længe:
Europa er stadig dybt afhængig af amerikansk militær beskyttelse, amerikanske techgiganter og amerikanske sikkerhedsgarantier. Samtidig ser vi et USA, der bliver mere polariseret og mere uforudsigeligt. Europæisk sikkerhed kan ikke afhænge af en utilregnelig præsident og udfaldet af de amerikanske valg. Det er derfor, EU-landene må tage langt større ansvar for egen sikkerhed. Vi skal investere massivt i europæisk forsvarsproduktion og styrke det militære samarbejde. Europas demokratier skal kunne beskytte sig selv – også når USA vender blikket indad eller mod Stillehavsområdet og Latinamerika.
Men uafhængighed handler ikke kun om militær. Den handler også om energi, teknologi og økonomi. EU´s afhængighed af russisk gas viste, hvor dyrt det er at gøre sig sårbar over for aggressive stormagter. Vi må ikke gentage samme fejl i forhold til amerikanske teknologivirksomheder eller kinesiske forsyningskæder. Hvis Europa vil bevare sin frihed, kræver det investeringer i egne virksomheder, forskning og kritisk infrastruktur. Med gode sidegevinster i form af europæiske arbejdspladser og europæisk innovation, som i disse år allermest overbevisende ses i Ukraines droneindustri og -teknologi, der forhåbentlig med tiden også kan tjene civile formål.
Glem ikke, at EU er verdens største indre marked. Vi har økonomisk styrke, teknologiske kompetencer og demokratiske institutioner, som stadig efterstræbes af befolkningerne i naboregionerne – for ikke at sige hele verdensdele. Problemet er ikke mangel på ressourcer, men mangel på politisk handlekraft, fx med at få udfoldet Draghi-rapportens snart to år gamle anbefalinger.
EU skal ikke være en klient – men en ligeværdig partner til USA, når der forhåbentlig kommer en mere rationel fremtid efter Trump. Vi skal kunne samarbejde tæt med amerikanerne, når interesserne er fælles, men samtidig have styrken til at stå selv, når amerikansk politik bliver ustabil eller uforudsigelig.
Det lyder nok ret modsætningsfuldt – og er det vel for så vidt også. Men indenfor NATO er EU-landene nødt til konkret at agere politisk som om NATO ikke fandtes – dvs. ved i en hulens fart at skrue op for egen modstandsdygtighed på alle tænkelige områder.
Vi skal gå op imod det groteske syn på verden som et nulsumsspil, der er en af Trumps allerværste og mest konstante vildfarelser. ”Forretningsmanden” Trump trækker her på tanker, der blev skrinlagt for flere hundrede år siden – han har således aldrig forstået, hvor mange penge USA har skovlet ind bl.a. via sin overlegne forsvarsbranche med deraf følgende arbejdspladser og følgeindustrier.
Vi skal gå op imod det groteske syn på verden som et nulsumsspil, der er en af Trumps allerværste og mest konstante vildfarelser
_______
Trumps USA har gjort sig skyldig i det største og hurtigste tab af ”soft power” der er set i nyere tid. Hvor Reagan talte om USA som ”en skinnnende by på bakkedraget” er landet desværre blevet Trumps muddergrøft, som ingen længere ser op til eller stræber efter at efterligne.
Skal der bygges et alternativ til NATO? Forleden foreslog fhv. statsminister og NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen at samle de største demokratier i et nyt ”D7”. Det lyder besnærende. Her vil jeg dog foreløbig mane til besindighed og forlige mig med, at der trods alt kommer en tid efter Trump: Og de ændringer, der skal til her og nu – særligt de europæiske økonomiske investeringer og politiske handlekraft – kan godt rummes indenfor NATO.
Verden er blevet mere usikker og uforudsigelig. Netop derfor må Europa blive stærkere, mere samlet og mere uafhængigt. Men stadig som en del af NATO-alliancen.
Uanset attraktionen i drømmene om en ny, europæiskcentreret forsvarsalliance i stedet for NATO (hvor EU er i partnerskab med bl.a. Canada og Australien), så vil den blotte usikkerhed ved bevægelsen fra tilstand A til tilstand B mildt sagt ikke være nyttig midt i en Ukrainekrig. Så sagt – kort og klart – med de ord, den tyske kansler Adenauer brugte i 1957: ”Keine Experimente!” ■
Så sagt – kort og klart – med de ord, den tyske kansler Adenauer brugte i 1957: ”Keine Experimente!”
_______
Jens-Kristian Lütken (f. 10. december 1981 i Viborg) er landsformand for Europabevægelsen og politiker for Venstre. Sundheds- og omsorgsborgermester i Københavns Kommune. Han er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet (2015) og arbejder for et stærkt, demokratisk og handlekraftigt Europa.
ILLUSTRATION: Europaparlamentet i Strasbourg. [FOTO: European Union]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
