Katrine Daugaard: Hvornår får kritikken af socialområdet konsekvenser?
25.05.2026
Eller: Hvornår får borgerne deres retssikkerhed igen?
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Af Katrine Daugaard
Der er noget grundlæggende galt, når retssikkerheden på socialområdet igen og igen omtales, som om det blot er proces, papirarbejde og bureaukrati. Og noget, der står i vejen for det egentlige socialfaglige arbejde.
Dén fortælling har vi hørt for ofte. Vi hørte den, da Rigsrevisionen i april kom med sin hårde kritik af kommunernes sagsbehandling i anbringelsessager. Kritikken var alvorlig. I alt for mange sager var lovens krav ikke overholdt. Det handlede blandt andet om manglende eller for sene børnefaglige undersøgelser og manglende planer for barnet. Alligevel lød nogle af reaktionerne fra systemets egne aktører, som om problemet primært er for mange proceskrav. Som om juraen er blevet et forstyrrende element. Som om det vigtigste spørgsmål var, hvor besværligt det er for kommunerne at leve op til loven.
Vi så det samme efter DR’s dokumentar om de dybt problematiske tvangsbortadoptioner. Også her kom fokus hurtigt til at handle om systemets vilkår, kompleksiteten og de svære arbejdsbetingelser. Alt det kan være relevant. Socialområdet er komplekst. Sagsbehandlerne står i svære dilemmaer. Kommunerne er pressede. Lovgivningen kan være tung. Men udfordringerne må aldrig blive en undskyldning for at tale retssikkerheden ned.
Garantierne skal overholdes
For retssikkerhed er ikke pynt. Det er ikke en formalitet. Det er ikke ligegyldigt papirarbejde. Retssikkerhed er borgerens værn mod staten. Når en børnefaglig undersøgelse mangler, er det ikke bare en procesfejl. Når barnets plan ikke er lavet til tiden, er det ikke bare administration. Når forældre ikke bliver hørt, er det ikke bare en teknikalitet. Og når grundlaget for en anbringelse eller en tvangsbortadoption ikke er tilstrækkeligt oplyst, er det ikke et mindre formelt problem. Det kan betyde, at et barn fjernes fra sin familie på et utilstrækkeligt grundlag. At forældre mister muligheden for at forsvare sig mod statens mest indgribende beslutninger. At et menneske med handicap mister nødvendig hjælp, fordi sagen aldrig blev ordentligt belyst. Og alt for ofte: At mennesker bruger måneder eller år på at kæmpe mod et system, der burde hjælpe dem.
I en udgivelse fra den nye magtudredning om skøn, magt og retssikkerhed på det specialiserede socialområde lægges der vægt på, at brudte lovkrav ikke nødvendigvis er det samme som forkerte afgørelser. Det er formelt set rigtigt. Men det er også en farlig måde at berolige sig selv på. For hvordan kan man konkludere, at afgørelsen ikke var forkert, hvis sagen netop ikke var ordentligt oplyst? Hvis barnet ikke blev hørt? Hvis forældrene ikke blev partshørt? Hvis den børnefaglige undersøgelse manglede? Hvis barnets plan ikke var lavet? Hvis væsentlige oplysninger ikke blev inddraget? Så ved vi jo netop ikke, om afgørelsen var rigtig.
Det er hele pointen. Når de grundlæggende retssikkerhedsgarantier ikke er overholdt, er problemet ikke bare, at kommunen har glemt et stykke papir. Problemet er, at afgørelsen kan være truffet på et usikkert, mangelfuldt eller ulovligt grundlag.
Vi ser lige nu sager vælte frem, hvor afgørelser i nogle af de mest alvorlige indgreb i menneskers liv viser sig at hvile på et problematisk grundlag
_______
Problemet er reelt – og bliver ikke løst uden en Forvaltningsdomstol
Og det er ikke en teoretisk bekymring. Vi ser lige nu sager vælte frem, hvor afgørelser i nogle af de mest alvorlige indgreb i menneskers liv viser sig at hvile på et problematisk grundlag. Anbringelsessager, hvor lovkrav ikke er fulgt. Tvangsbortadoptioner, hvor domstole efterfølgende underkender grundlaget. Familier, der har fået deres liv revet op, mens systemet bagefter forklarer, at fejl i processen ikke nødvendigvis betyder, at resultatet var forkert.
Processen er det, der skal sikre, at afgørelsen overhovedet kan være rigtig. Derfor bliver jeg bekymret, når juraen og retssikkerheden fremstilles som noget lidt mindre fint end den socialfaglige vurdering. Som om lovkravene står i modsætning til omsorg. Som om retssikkerhed er en hindring for faglighed. Det er forkert. God socialfaglighed og retssikkerhed burde ikke være hinandens modsætninger. De burde være hinandens forudsætninger.
Magtudredningen har dog fat i noget afgørende, når den beskriver, at retssikkerheden på området hviler på tre ben: jura, økonomi og socialfaglighed.
Juraen kontrolleres af Ankestyrelsen. Økonomien kontrolleres af den kommunale ledelse. Men det socialfaglige skøn har ikke samme eksterne kontrol. Det er en ekstremt vigtig pointe.
For nej, det socialfaglige skøn bliver ikke kontrolleret ordentligt i Danmark i dag. Det har jeg kritiseret længe. Når en kommune vurderer, om et barn skal anbringes, om en familie kan få hjælp, om en borger med handicap kan få støtte, eller om en indsats er nødvendig, beror det på et socialfagligt skøn, der kan få livsændrende konsekvenser. Alligevel er borgerens mulighed for at få prøvet selve skønnet meget begrænset.
Det er en af grundene til, at jeg mener, Danmark bør have en forvaltningsdomstol. Borgerne skal have en reel mulighed for at få prøvet både juraen og myndighedernes skøn, når staten træffer vidtrækkende afgørelser om deres liv.
Det socialfaglige skøn befinder sig i et kommunalt maskinrum, hvor borgeren ofte har meget svært ved at gennemskue, hvad der egentlig foregår
_______
Et større problem
Men lad os samtidig være helt ærlige: Problemet er større endnu.
Den kommunale ledelse er i alt for mange tilfælde ikke god nok til at sikre kvaliteten i sagsbehandlingen. Det ser vi igen og igen, når Rigsrevisionen, Ankestyrelsen, Ombudsmanden eller medierne afdækker alvorlige problemer. Samtidig er Ankestyrelsen selv presset til det yderste. Den drukner i klagesager og bruger stort set al kapacitet på at behandle dem. Resultatet? At det egentlige tilsyn med kommunerne på socialområdet er alt for svagt. Når Ankestyrelsen kun bruger ganske få årsværk på tilsynet med socialområdet i 98 kommuner, er der noget grundlæggende galt.
Det socialfaglige skøn befinder sig i et kommunalt maskinrum, hvor borgeren ofte har meget svært ved at gennemskue, hvad der egentlig foregår. Hvad er faglig vurdering? Hvad er økonomi? Hvad er lokal praksis? Hvad er lov? Hvad er bare “sådan plejer vi at gøre her i kommunen”?
Det er ikke godt nok. Særligt ikke på et område, hvor borgerne ofte er børn, mennesker med handicap, psykisk sårbare, socialt udsatte eller familier i krise.
Her skal vi passe enormt meget på med at gøre systemets udfordringer til hovedpersonen i fortællingen. For det er ikke systemet, der skal være i centrum.
Det er borgeren.
Det er barnet, der har brug for beskyttelse.
Det er forældrene, der har krav på en fair og lovlig proces.
Det er den unge med handicap, der har brug for støtte til at leve sit liv.
I Liberal Alliance taler vi ofte om afbureaukratisering. Det står jeg fuldt på mål for. Og Danmark har alt for meget unødigt bureaukrati. Men der er en afgørende forskel på bureaukrati og retssikkerhed. Der er forskel på ligegyldige regler, der mest eksisterer for systemets egen skyld, og de lovkrav, der beskytter borgeren mod vilkårlig magtudøvelse. Forskel på dokumentation, der ingen værdi skaber, og den, der sikrer, at et barn ikke bliver fjernet på et løst grundlag.
Der er forskel på meningsløse skemaer og en reel børnefaglig undersøgelse. På administrativt bøvl og partshøring. Afbureaukratisering må aldrig blive et andet ord for lavere retssikkerhed – tværtimod. Det er netop den ligegyldige regelmængde, vi skal luge ud i. Ikke for at svække retssikkerheden, men for at frigøre tid, plads og faglig frihed til det vigtige.
Til at oplyse sagen ordentligt.
Til at tale med barnet.
Til at inddrage borgeren.
Til at lytte til forældrene.
Til at skrive afgørelser, mennesker kan forstå.
Til at sikre, at beslutninger træffes på et lovligt, sagligt og ordentligt grundlag.
For hvis vi i afbureaukratiseringens navn begynder at skære i de krav, der beskytter borgeren mod staten, så er vi gået helt galt i byen.
Analysen her er heller ikke et argument imod socialrådgiverne. Tværtimod. Mange socialrådgivere ønsker netop tid til at gøre deres arbejde ordentligt. Tid til relationen. Tid til fagligheden. Tid til borgeren. Men det kræver, at vi tør skelne mellem det overflødige og det grundlæggende.
Retssikkerhed er grundlæggende. Ikke en luksus, man kan skrue ned for, når økonomien er presset. Det er ikke en teknikalitet, man kan springe over, fordi sagen er svær. Og det er ikke en irritation, man kan parkere, fordi kommunen har travlt. Det er selve forudsætningen for, at staten kan udøve magt legitimt.
På socialområdet har vi i Danmark givet kommunerne en enorm magt over borgernes liv. Den magt kræver kontrol. Gennemsigtighed. Og konsekvenser, når loven brydes. For borgerens retssikkerhed er ikke systemets fjende – det er garantien for, at systemet ikke bliver borgerens fjende. ■
På socialområdet har vi i Danmark givet kommunerne en enorm magt over borgernes liv. Den magt kræver kontrol. Gennemsigtighed. Og konsekvenser, når loven brydes
_______
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Katrine Daugaard (f.1981) er MF for Liberal Alliance (indvalgt 2022 i Fyns Storkreds) og bl.a. social- og kulturordfører. ILLUSTRATION: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
