Klaus Krogsbæk: Valget handler om, hvem der skal betale for oprustningen. Derfor gør formueskatten ondt hos de borgerlige

03.03.2026

Om få uger – den 24. marts – sætter vi krydset. Men efter krydset kommer budgettet, og efter budgettet kommer regningen. Når krig og oprustning gøres til varig normal, bliver valget også et valg om, hvem der skal betale.

RÆSONS KOMMENTARSERIE er et debatformat, skrevet af bl.a. politikere. Serien bringes udenfor betalingsmuren – så den kan læses af alle. Det er netop muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et helt års abonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inklusiv 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her for at læse mere


Kommentar af Klaus Krogsbæk

Når danske politikere taler om Ukraine, taler de næsten altid i ét bestemt register: demokrati mod autokrati. Støtte til Ukraine og oprustning herhjemme er et forsvar for vores demokratiske værdier. Den kontrast kan have noget på sig. Men den fungerer også som en retorisk genvej: Ordet demokrati bruges som en standardforklaring, mens den konkrete konsekvens – budgettet – rykkes i baggrunden.

For det afgørende ved sproget omkring sikkerhed er ikke kun, at det begrunder nye udgifter, men at det omdefinerer, hvad der fremover tæller som ansvarligt: først national styrke – så resten. Og når regeringen lancerer DK2035-planen den 24. februar, på årsdagen for invasionen, sker der en politisk effektiv kobling: Krigen sætter rammen, og budgettet gør rammen til varig prioritering – for ’vi bliver nødt til at prioritere skarpt!’

Efter argumentet kommer finansloven, og efter finansloven kommer regningen. Der er en regel, der næsten altid gælder i politik, også når den præsenteres som sikkerhed. Spørgsmålet er, om den igen skal sendes til almindelige indkomster – eller om de største formuer endelig skal være med til at finansiere velfærd og klima?

Det er derfor, Socialdemokratiets forslag om formueskat rammer så hårdt i de borgerlige partiers nerve. Det tvinger dansk politik til at svare på det spørgsmål, man ellers helst skubber væk: Hvem betaler, når statens nødvendigheder skal omsættes til kroner og øre, og hvem slipper?

Når sikkerhed bliver budget

Det er her, krig og oprustning bliver politisk afgørende. Ikke kun militært, men økonomisk. Når der tales om trusler, bliver ’nødvendighed’ hurtigt et nøgleord. Og nødvendighed har en helt bestemt oversættelse i statens sprog: flerårige aftaler og skarpere prioritering. Når forsvarsudgifter bindes til en fast andel af BNP, bliver løftet delvist selvforstærkende i kroner: Stiger BNP, skal der også afsættes flere midler for at holde samme procent, år efter år.

Her er det vigtigt at forstå, at det ikke er et mindre greb. I 2026-priser opgøres løftet samlet til 352,4 mia. kr. over 2026-2035. Det er en flerårig binding, som former resten af økonomien.

Det bliver særligt konkret i det, som Finansministeriet kalder disponeringsrummet: den del af statens bredere økonomiske spillerum, der faktisk kan omsættes til ny budgetplads i de kommende år. Det er den plads, der kan bruges på velfærd og klima. Men når en stor del af den nye plads på forhånd reserveres til forsvar, bliver velfærd og klima det, der må deles om resten. Og så ligner det, der i udgangspunktet er et politisk valg, pludselig en økonomisk nødvendighed.

 

Formueskatten tvinger dansk politik til at svare på det spørgsmål, man ellers helst skubber væk: Hvem betaler, når statens nødvendigheder skal omsættes til kroner og øre, og hvem slipper?
_______

 

Og selv den rest, der ser ud til at være tilbage på papiret, kan i praksis blive mindre, når midlertidige bevillinger skal forlænges for at undgå nedskæringer, når pris- og lønpres driver udgifterne op, og når uforudsete udgifter ender på finansloven alligevel.

De fleste af os føler, at der er for megen stress og nedslidning, og at der mangler tid og ressourcer. Politikerne svarer, at det må underordnes helheden – som hurtigt oversættes til budgetdisciplin og økonomisk nødvendighed. Så ender vores behov som noget, der må vente, mens andre hensyn behandles som ufravigelige.

På den måde bliver demokratiet ikke kun en måde at vælge regering på, men også en måde at lære befolkningen at acceptere standardbeskeden fra vores regering: Når det handler om velfærd og klima, er der ikke råd; fordi disse behov behandles som udgiftsposter, der må vige for statens øvrige hensyn.

Derfor rammer formueskatten en nerve

Og her kommer den afgørende detalje: At der ’ikke er råd’ gælder næsten altid kun, når regningen lander hos dem, der kun har deres løn at leve af. Når det derimod handler om det, staten definerer som strategisk nødvendigt – afskrækkelse, oprustning eller konkurrenceevne – så kan råderummet pludselig findes. Derfor er Socialdemokratiets forslag om formueskat ikke bare en teknisk justering. Den rammer en politisk automatik, hvor lønmodtagere mødes med krav om mådehold, mens de største formuer skånes ’af hensyn til økonomien’ – og får lov at vokse.

Reaktionen mod formueskatten kom prompte. Dansk Erhvervs direktør Brian Mikkelsen kaldte forslaget “et kæmpe selvmål” og mente, at “den snak må stoppe nu”. Oversat til almindeligt dansk: Når lønmodtagere beder om mere velfærd, bliver det et prioriteringsproblem. Når de rigeste bliver bedt om at bidrage mere, bliver det pludselig et nationaløkonomisk skræmmebillede.

Det er derfor, jeg stemmer – netop fordi valget faktisk rummer en skillelinje, selv om krydset ikke giver vælgerne løbende kontrol. Et folketingsvalg kan ikke ophæve statens måde at styre på, og det kan ikke i sig selv demokratisere økonomien. Men det kan afgøre, hvilke fordelingsprincipper der skal dominere, når krig og oprustning omsættes til finanslov: Skal regningen først og fremmest skubbes over på almindelige indkomster – via nedskæringer, effektiviseringer og brugerbetaling? Eller skal de største formuer og de største virksomheder i højere grad bære den fælles regning, så velfærd og klima ikke permanent gøres til noget, der bare må vente?

Valgkampen vil handle om personer, spin og taktiske spil. Men den reelle konflikt ligger i regnskabet. Og det regnskab bliver kun strammere, når krig og oprustning gøres til varig normaltilstand. Flere midler bindes på forhånd i flerårige aftaler, og resten bliver et spørgsmål om, hvad der må vente. Hvis demokratiet skal være mere end et kryds og en efterfølgende besked – ’I har jo selv valgt’ – så skal krydset bruges med åbne øjne. Ikke som ritual, men som en anledning til at tvinge dette spørgsmål frem i lyset: Hvem skal bære regningen, når oprustningen gøres permanent – og hvad er det, der så må vente?

Efter krydset kommer budgettet. Efter budgettet kommer regningen. Den 24. marts stemmer vi om, hvor den skal lande. ■

 

Hvem skal bære regningen, når oprustningen gøres permanent – og hvad er det, der så må vente?
_______

 

ILLUSTRATION: Flyvestation Skalstrup, 17. december 2025: Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og forsvarschef Michael Hyldgaard fremviser Danmarks nye jordbaserede luftforsvarssystem NASAMS [FOTO: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Macron åbner den franske atomparaply for Danmark

Sune Haugbølle: For Iran er det afgørende, at krigen stås igennem – uden indrømmelser

Deniz Serinci efter Khameinis død: Er Iran færdig som regional stormagt?

Lars Struwe: USA har ikke nok ammunition til at føre en lang krig mod Iran. Det ved man både i Pentagon – og i Beijing

Peter Viggo Jakobsen efter USA's angreb på Iran: Det er en katastrofe for Ukraine

Alex Vatanka: Regimeskifte i Iran behøver ikke være en invasion som George W. Bushs i Irak og fjernelsen af Saddam Hussein