Lars Aslan (S): Socialdemokratiet dør i endnu en blå regering
12.05.2026
Den eneste vej frem, hvis Socialdemokratiet skal overleve, er en mindretalsregering med SF.
RÆSONS KOMMENTARSERIE er uden for betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Af Lars Aslan Rasmussen, medlem af Københavns borgerrepræsentation for Socialdemokratiet
Socialdemokratiet står ved en skillevej. Endnu et valg med historisk lav opbakning er ikke bare et midlertidigt tilbageslag, men et klart advarselssignal.
Når et parti leverer sit dårligste valg i 100 år, er det ikke vælgerne, der har misforstået noget. Så er det partiet, der har bevæget sig væk fra sit fundament.
Spørgsmålet er derfor ikke, om Socialdemokratiet skal i regering igen, men hvordan og særligt med hvem.
For én ting står klart: Socialdemokratiet risikerer at gøre sin egen krise permanent, hvis det endnu en gang vælger en blå regeringskonstellation.
Den vigtigste forklaring på tilbagegangen er ikke taktisk kommunikation eller enkeltsager. Den ligger i politikken. Socialdemokratiet har i stigende grad ført en økonomisk politik, der ligger så tæt på de borgerlige partier, at mange af partiets egne vælgere ikke længere kan se forskellen.
Når prioriteringerne opleves som socialt skæve, og når fordelingspolitikken udvandes, mister partiet sin berettigelse.
For Socialdemokratiet er ikke et teknokratisk midterparti. Det er et parti, der historisk har repræsenteret lønmodtagere og almindelige danskere.
Moderaterne er ikke midten
En central del af problemet er den fortælling, der har fået lov til at dominere dansk politik: nemlig at Moderaterne er et midterparti. Det er de ikke.
Ser man på deres økonomiske politik, er den i praksis på linje med Venstre og De Konservative: Fokus på skattelettelser til de rigeste, asociale såkaldte reformer og arbejdsudbud placerer dem solidt i den borgerlige lejr, når det gælder fordelingspolitik.
At kalde det midterpolitik er politisk spin. Og så længe Socialdemokratiet accepterer den præmis, bliver det legitimt at føre en politik, der bevæger sig væk fra egne værdier.
Det samme gælder de to andre borgerlige partier, der er i spil til en ny regering.
Venstre har tætte forbindelser til landbruget. Det begrænser viljen til at træffe de nødvendige beslutninger på klima- og miljøområdet. Når stærke erhvervsinteresser vejer tungere end hensynet til natur og fremtid, bliver resultaterne derefter.
De Konservative er et klassisk borgerligt parti, der konsekvent prioriterer skattelettelser og økonomiske vilkår for de mest velstillede. Det er deres politiske projekt, og det ændrer sig ikke.
Det Radikale Venstre har en udlændingepolitik, der er så fjernt fra, hvad et kæmpe flertal af den danske befolkning ønsker – og det er især deres politiske indflydelse gennem tiderne, der gør, at vi står med de integrationsproblemer, vi har i dag. Alene det faktum burde gøre, at ethvert ansvarligt parti, der vil Danmark det bedste, selvfølgelig ikke kan give ministerposter til De Radikale.
Når Socialdemokratiet placerer sig i regering med disse partier, vil resultatet uundgåeligt blive en politik, der bevæger sig i en retning, hvor uligheden øges, og hvor almindelige lønmodtagere ikke er førsteprioritet.
Hvis Socialdemokratiet fortsætter på den kurs, risikerer det noget mere alvorligt end et enkelt dårligt valg. Det risikerer at miste sin position som det naturlige samlingspunkt for centrumvenstres vælgere.
Allerede nu står SF klar til at udfylde den rolle. Hvis Socialdemokratiet ikke tydeligt markerer sig som et parti, der kæmper for social retfærdighed, vil vælgerne søge derhen, hvor de oplever, at deres interesser bliver varetaget.
I sidste ende vil det reducere Socialdemokratiet til et langt mindre parti uden den historiske tyngde og betydning, som det hidtil har haft i dansk politik.
En central del af problemet er den fortælling, der har fået lov til at dominere dansk politik: At Moderaterne er et midterparti. Det er de ikke
_______
Krisetider er ikke en undskyldning
Der er ingen tvivl om, at verden er præget af usikkerhed. Krig i Europa, økonomisk uro og globale kriser stiller store krav til politisk ansvarlighed.
Men krisetider er ikke en undskyldning for at føre en politik, der opleves som socialt skæv.
Tværtimod er det netop i usikre tider, at behovet for et stærkt socialdemokratisk projekt er størst. Et projekt, der sikrer tryghed, retfærdighed og sammenhængskraft.
Samtidig er fortællingen om et bredt blåt alternativ stærkt overdrevet. Det er i praksis urealistisk at forestille sig en stabil regering, der spænder fra Moderaterne til yderligtgående borgerlige partier. De politiske forskelle er for store, og det politiske grundlag er for skrøbeligt.
Men det giver til gengæld Socialdemokratiet en reel mulighed for at vælge en anden vej: En mindretalsregering med SF. Det vil være et klart politisk signal om en ny retning. Og det kunne blive en regering, der igen prioriterer social retfærdighed og tydeligt markerer forskellen til de borgerlige partier.
Hvis Lars Løkke Rasmussen vælger at vælte en sådan regering, må han stå til ansvar for det. Det vil gøre det tydeligt for vælgerne, hvem der reelt ønsker indflydelse, og hvem der ønsker at blokere.
For mig at se bør Løkke være støtteparti for en S-SF-regering. For hvad er hans alternativ? Tror han reelt, at DF eller Danmarksdemokraterne vil pege på ham, eller at der kan opstå et blåt flertal bestående af hele højrefløjen og samtlige mere eller mindre obskure løsgængere?
At Lars Løkke Rasmussen nu peger på Troels Lund Poulsen som kongelig undersøger ændrer reelt intet. Ingen på Christiansborg tror seriøst på, at Troels Lund bliver statsminister.
Det handler om noget andet: At holde døren åben for Lars Løkke Rasmussen selv. For i sidste ende har Moderaternes projekt altid handlet mere om Løkkes egen placering i magtspillet end om et egentligt politisk projekt.
Derfor bliver dansk politik reduceret til taktik og personmanøvrer, mens spørgsmålet om, hvilken retning landet skal bevæge sig i, skubbes i baggrunden.
Hvem er Socialdemokratiet til for?
I sidste ende handler det om et grundlæggende spørgsmål: Hvem er Socialdemokratiet til for?
Er det et parti, der søger kompromiser i midten for enhver pris? Eller er det et parti, der står fast på at repræsentere almindelige mennesker, også når det kræver klare politiske valg?
Der er stadig mulighed for at genopbygge tilliden. Men det kræver, at Socialdemokratiet igen bliver genkendeligt for de vælgere, der historisk har båret partiet frem.
Hvis ikke, så vil Socialdemokratiet langsomt dø i endnu en blå regering. ■
Hvis Lars Løkke Rasmussen vælger at vælte en sådan regering, må han stå til ansvar for det. Det vil gøre det tydeligt for vælgerne, hvem der reelt ønsker indflydelse, og hvem der ønsker at blokere
_______
Lars Aslan Rasmussen (f. 1978) er tidligere folketingsmedlem for Socialdemokratiet og medlem af Københavns borgerrepræsentation for partiet.
ILLUSTRATION: København, 10. april 2026: Lars Løkke Rasmussen (M) og Mette Frederiksen (S) efter det nyvalgte Folketings første møde på Christiansborg [FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
