Lars Køhler: Har Trump bombet klimaet tilbage på dagsordenen i den danske valgkamp?

16.03.2026


Det kan virke næsten surrealistisk, hvis Trump bomber klimaet tilbage på dagsordenen i den danske valgkamp.

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Af Lars Køhler

På trods af at klimarådet, samme dag som valget blev udskrevet, slog fast, at vi ikke er på vej til at nå vores klimamål og at et nyt folketing bliver nødt til at øge vores handling markant som det første efter valget. På trods af at EU’s klimarådgivende organ blot en uge inden valget var ude og fortælle os, at vi uden akut handling må begynde at forberede os på en katastrofal temperaturstigning på 4 grader, der truer både demokratier og alt, vi har kært. På trods af alle videnskabens advarsler har klimakrisen været totalt fraværende i den første del af valgkampen. Nærmest larmende i sit fravær.

Emnet blev fx ikke nævnt med et ord i den første partilederdebat. Franziska Rosenkilde og Martin Lidegaard forsøgte dog flere gange at få emnet ind i debatten, men værterne lukkede igen og igen ned for disse forsøg. I den første statsministerkandidatdebat blev klimakrisen ikke nævnt med et ord. Hverken fra Mette, Troels eller værten, der styrede debatten. I den anden statsministerkandidatdebat i går var klima heller ikke et emne til debat, og blev kun nævnt af Mette en gang i en flygtig sætning om nogle vindmøller. Klima synes totalt erstattet af grisevelfærd og drikkevand. Emner der måske umiddelbart kan synes tættere på vores hverdag.

Det har været så markant, at det næsten virker som et bevidst kollektivt politisk valg.

To dage efter valgets udskrivelse angreb Trump og Israel så Iran. Hvilket fik Iran til at lukke Hormuzstrædet. Altså de 30 km hav mellem Iran og Oman, hvor 20 pct. af verdens olie og gas hver dag bevæger sig igennem på vej fra de mellemøstlige oliefelter og ud på verdensmarkedet. Hvilket ikke overraskende fik olie og gaspriserne til at gå gennem taget. Og som har fået alle de økonomiske eksperter til at tale om en mulig energikrise ikke set i over 40 år, og som potentielt vil sende chokbølger gennem verdensøkonomien. Kæmpe inflation. Årelange kriser. Og alverdens økonomiske ulyksaligheder. Det har ikke skortet på advarslerne. Og de første konsekvenser ses allerede ved tankstationerne, hvor det fossilbilkørende danske folk sukker dybt, mens de graver dybt i lommerne.

Konsekvenserne af vores syge fossile afhængighed er pludselig med Trumps bomber blevet meget synlig. Den ufattelige magt, petrostater, petrodiktaturer og verdens olievirksomheder har over os alle, kan nu ses med det blotte øje, og vores hjælpeløshed kan mærkes på pengepungen. Hvilket gør at det kollektive svigt fra årtiers politiske grønt nøl nu bogstaveligt talt står bøjet i neon på tankstationerne og pludselig kan mærkes af os alle. Trump har altså bombet klimaet lige ind i midten af den danske valgkamp.

For mig er grøn omstilling primært et moralsk spørgsmål om nødvendigheden af at sikre vores børns fremtid, men Trumps bomber gør det altså meget tydeligt, at vedvarende energi og grøn omstilling ikke bare er et spørgsmål om moral og menneskelig ansvarlighed. Men at det i den grad også et spørgsmål om samfundsøkonomi og national sikkerhed. Solceller på marker og tage, vindmøller på hav og land, hyrdro-energi, termisk energi, overskudsvarme, energieffektivisering, bygningsrenovering, elbiler, varmepumper, offentlig transport, elcykler og sommerferier i Danmark er altså ikke bare begavede, sunde valg. Det er også alt sammen et spørgsmål om geopolitisk stabilitet, borgernes sikkerhed, og ja, pengepungens velstand.

Og alt det begynder vi nu, at kunne både se og mærke.

Samtidigt bliver det også nemmere og nemmere at se, at det konstante populistiske ævl, vi har hørt på i årevis om jernmarker, kødsovsens hellighed, lavere benzinafgifter som en menneskeret, grimme vindmøller og dræbende langsom A-kraft, alt sammen noget, der modarbejder og bremser den grønne omstilling, er direkte landsskadende. Tingene hænger sammen.

I slutningen af sidste uge, to uger inde i valgkampen, landede der så en opinionsundersøgelse lavet af Voxmeter for Ritzau, der viste, at vælgerne faktisk mener, at klima og natur er valgets vigtigste emne. Ikke bare valgets mest ignorerede emne.

Der er altså en næsten afgrundsdyb forskel mellem det, danskerne ønsker at snakke og ønsker, at politikerne finder fælles løsninger på, og det, politikerne fokuserer på. Danskerne kan godt se, at den største trussel hverken er udlændinge eller arveskatter, men derimod fodslæbende politikere, der i 2026 stadig ikke tager videnskabens advarsler alvorligt. Politikere, som stadig ikke forstår, at den grønne omstilling er præcis det positive, opløftende og samlende nationale og globale projekt der om noget kan skabe tryghed, velstand og tro på fremtiden i en tid hvor verden synes at have tabt sutten. Så måske Trump i hans grænseløse megalomani for første gang nogensinde kan gøre noget godt og bombe en valgkamp, der åbenlyst er ude af både moralsk, økonomisk og sikkerhedspolitisk kurs, tilbage på sporet?

Jeg kan kun håbe. ■

 

Danskerne kan godt se, at den største trussel hverken er udlændinge eller arveskatter, men derimod fodslæbende politikere, der i 2026 stadig ikke tager videnskabens advarsler alvorligt
_______

 

Lars Køhler (f. 1975) er green tech-iværksætter. Han er tidligere klimarådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling. Han er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole og lavenergidesigner fra Passivhus Instituttet i Darmstadt. I 2008 var han med til at opstarte en NGO til fremme af cirkulær økonomi og har arbejdet med bæredygtighed og grøn omstilling i samfundet i over 17 år.

ILLUSTRATION: Hebron, Kentucky, 11. marts 2026: Trump holder tale ved Verst Logistics Manufacturing [FOTO: Joyce N. Boghosian / The White House]