Lars Struwe: Energikrisen kommer på det værst tænkeligt tidspunkt for Europa
26.03.2026
Hvis krigen trækker ud, bliver det en test af Europas økonomiske modstandskraft – og af USA’s evne til at holde sine allierede politisk med sig. Dette vil også ramme en kommende dansk regering hårdt.
Af Lars Bangert Struwe
Et af de største problemer for en kommende dansk regering er ret enkelt: Iran-krigen rammer et af verdens vigtigste energi-knudepunkter. Hormuzstrædet bærer en betydelig del af verdens oliehandel, og når trafikken dér forstyrres, bliver konsekvenserne globale næsten øjeblikkeligt. Det er et chok mod verdensøkonomiens kredsløb.
For Europa kommer dette på det værst tænkelige tidspunkt. Kontinentet er endnu ikke kommet sig fuldt over energikrisen efter Ruslands angreb på Ukraine, og især Tyskland står sårbart. Råolie har allerede bevæget sig op mod 120 dollar pr. tønde, og effekterne breder sig hurtigt. Ikke blot på industri og husholdninger – men også på transportsektoren. Jetfuel-priserne er omtrent fordoblet, hvilket rammer luftfarten direkte og globale værdikæder indirekte. Når flytransport bliver markant dyrere, forplanter det sig hurtigt til priser, leveringstider og virksomhedernes fleksibilitet.
Det andet problem er gas. Europa er ikke fysisk afskåret fra forsyninger her og nu, men prischokket er i sig selv destabiliserende. Europæiske gaspriser er steget voldsomt og var ved udgangen af sidste uge omtrent fordoblet siden slutningen af februar. Det betyder, at inflationen igen presses opad, netop som centralbankerne havde håbet at få den under kontrol.
Men gasdimensionen rummer en endnu dybere strategisk risiko. Hvis krigen trækker ud, kan Rusland accelerere en udvikling, der allerede er i gang: en omlægning af gaseksporten fra Europa til Asien. I et presset globalt marked vil asiatiske økonomier – særligt Kina og Indien – være villige til at betale højere priser for at sikre forsyning. Europa risikerer dermed at blive prissat ud af markedet, ikke blot på LNG, men også i forhold til fremtidige kontrakter.
Konsekvensen er ikke kun højere priser, men en strukturel forskydning: Rusland integreres dybere i asiatiske energimarkeder, mens Europa mister både adgang og indflydelse. Det kan på længere sigt svække Europas energisikkerhed og samtidig styrke en eurasisk energiblok, hvor energi bliver et aktivt geopolitisk instrument snarere end et markedsgode.
Heraf følger det tredje problem: Europas politiske økonomi kan igen begynde at smuldre indefra. Kombinationen af højere energipriser, dyrere transport – herunder luftfragt – og svækket forbrugertillid skaber en klassisk stagflationsrisiko. Industrien reagerer allerede med prisstigninger, investeringsstop og i nogle tilfælde varslede nedskæringer. For Tyskland kan konsekvenserne alene løbe op i tocifrede milliardbeløb over få år xxlink, hvis energipriserne forbliver høje.
Det fjerde problem er konkurrenceevnen. Når energi- og transportomkostninger stiger samtidig, rammer det især Europas eksportdrevne økonomier. Det gælder ikke mindst Tyskland, men også Italien og dele af Nordeuropa.
Her bliver sammenligningen med Asien central. Asien vil på mange måder blive hårdere ramt økonomisk end Europa. Regionens økonomier er i langt højere grad afhængige af energiimport fra Mellemøsten, og LNG-markedet slår hurtigere igennem i asiatiske priser. Samtidig rammer fordoblede jetfuel-priser asiatiske forsyningskæder særligt hårdt.
Men netop her ligger paradokset: Asien rammes hårdest økonomisk – mens Europa rammes hårdest politisk.
For Europa er allerede presset af lav vækst, høj gæld og en befolkning, der har oplevet flere års økonomisk usikkerhed. Derfor er tærsklen for politisk uro lavere. Hvor asiatiske stater ofte kan absorbere økonomiske chok gennem statslig styring eller hurtige energiskift, er europæiske regeringer bundet af både finanspolitiske rammer, klimaambitioner og alliancehensyn.
Samtidig er Europas strategiske handlefrihed mere begrænset. Asien kan i højere grad balancere mellem leverandører, mens Europa i praksis er bundet til en politisk linje, der gør alternative løsninger vanskeligere.
Midt i dette opstår en ofte overset, men afgørende asymmetri: de store energiproducerende stater kan i visse henseender vinde økonomisk på krisen. Rusland vil – trods sanktioner – kunne drage fordel af højere globale energipriser og samtidig accelerere sin orientering mod asiatiske markeder.
Også USA står i en ambivalent position. Som verdens største olie- og gasproducent vil amerikansk energisektor nyde godt af højere priser og øget eksport til både Europa og Asien. Det styrker statens samlede økonomiske position og dens geopolitiske handlemuligheder.
Men denne gevinst er ujævnt fordelt. Den enkelte amerikaner rammes – ligesom europæeren – af højere energipriser, dyrere transport og øget inflation. Dermed opstår en intern spænding i USA mellem statens strategiske styrkelse og befolkningens økonomiske belastning.
For Europa er situationen mere entydig. Der er bare langt færre gevinster at hente, og de politiske følger kan derfor blive alvorlige. I Europa vil regeringerne blive presset fra tre sider på én gang: fra vælgere, der mærker højere priser; fra industrien, der kræver hjælp; og fra finansmarkeder, der reagerer på stigende underskud og usikkerhed.
Men presset vil også rette sig udad – mod USA. For europæiske politikere vil spørgsmålet hurtigt melde sig: Hvorfor skal Europa igen bære en betydelig del af de økonomiske omkostninger ved en konflikt, der i høj grad er udløst af amerikanske og israelske beslutninger?
Et yderligere – og potentielt politisk eksplosivt – element er, at USA allerede nu overvejer at omdirigere militære midler fra Ukraine til Mellemøsten. Ifølge Reuters overvejer Pentagon at flytte dele af den såkaldte Presidential Drawdown Authority (PDA/PURL), som hidtil har været central for den hurtige levering af våben til Ukraine, til støtte for operationer i Mellemøsten. Det peger på en klassisk strategisk prioritering: USA har begrænsede lagre og industriel kapacitet og må derfor vælge mellem samtidige konflikter.
For Europa – som allerede bærer en stor del af byrden i Ukraine – vil det fremstå som endnu et signal om, at amerikansk opmærksomhed og ressourcer flyttes væk fra det europæiske kontinent. Det kan accelerere et latent pres i europæiske hovedstæder for enten at øge egen støtte til Ukraine markant eller – mere sandsynligt – presse på for en politisk løsning.
Samtidig risikerer det at svække Ukraines position på slagmarken netop i en fase, hvor krigen er blevet en udmattelseskamp, hvor kontinuerlig materiel støtte er afgørende. Dermed kobles Mellemøsten og Ukraine direkte sammen i en strategisk nulsumssituation, hvor europæiske interesser i stigende grad må konkurrere med andre amerikanske prioriteter.
Når energipriser rammer bredt i økonomien, bliver det politisk stadig sværere at fastholde en entydig opbakning uden krav om modydelser.
Det pres vil næppe tage form af et åbent brud med Washington. Mere sandsynligt vil det vise sig som krav om hurtig deeskalation, sikker passage i Hormuz, koordineret energidiplomati og en amerikansk vilje til at bære en større del af de strategiske og økonomiske omkostninger.
Hvis krigen trækker ud, bliver det en test af Europas økonomiske modstandskraft – og af USA’s evne til at holde sine allierede politisk med sig. Dette vil også ramme en kommende dansk regering hårdt. ■
Europas politiske økonomi kan igen begynde at smuldre indefra. Kombinationen af højere energipriser, dyrere transport – herunder luftfragt – og svækket forbrugertillid skaber en klassisk stagflationsrisiko
_______
Lars Bangert Struwe, ph.d. er ejer og foredragsholder i Geopol Strategi og sikkerhedspolitisk seniorkonsulent i Influenter og Atlantsammenslutningen.
ILLUSTRATION: Moskva, 25. marts 2026: Putin skåler med prismodtagere efter uddelingen priser til projekter inden for kultur, litteratur og kunst [FOTO: Kristina Solovyova/POOL/TASS/Sipa USA/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
