Mogens Lykketoft om Gaza: Mange amerikanerne har fået nok. Og nu må de europæiske regeringer vise aktiv solidaritet med Palæstina
10.08.2026
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Vil Trump omsider banke Netanyahu på plads om Gaza? Får en forandret – og mere kritisk – folkestemning i USA politisk betydning? Europa må træde i karakter. Mette Frederiksen må forstå at Israel ikke er forpost for demokrati, men apartheid og massiv undertrykkelse
Kommentar af Mogens Lykketoft, fhv. udenrigsminister og formand for FNs Generalforsamling
For ti måneder siden fik Trump besluttet en plan for at stoppe krigen i Gaza. Desværre er planens hidtil væsentligske konsekvens, at medierne har mistet interesse i at dække de rædsler, palæstinenserne fortsat lever under. Der er også igen mindre opmærksomhed om den aktive indsats hos Israels nuværende magthavere om for enhver pris at forhindre oprettelsen en palæstinensisk stat, som FN forgæves har krævet i 80 år – og i stedet så vidt muligt drive palæstinenserne helt ud af deres hjemland.
Krisen fortsætter – blot i stilhed
Det var i oktober sidste år, at den amerikanske præsident modtog både massiv hyldest og klapsalver for sin plan fra en stor del af verdens ledere. FN’s sikkerhedsråd godkendte planen og måtte overlade det til Trumps nye ’Fredsråd’ at føre den ud i livet. Aftalen var, at der skulle være våbenhvile og fri adgang til forsyninger af civilbefolkningen, der havde levet i helvede i to år og oplevet 75.000 dræbte og dobbelt så mange såret eller varigt invalideret. Planen var at Hamas skulle afvæbnes, samtidig med indsættelse af en civil palæstinensisk forvaltning og en international fredsstyrke og en begyndende israelsk tilbagetrækning fra hele Gaza.
De fleste statsledere, der klappede af den amerikanske præsidents fredsplan, havde dog nok kun et spinkelt håb om at han ville fastholde opmærksomheden og lægge det nødvendige pres på sin nære allierede Netanyahu og hans ekstremistiske regeringspartnere. Tvivlen blev desværre til fulde bekræftet: Israel har siden systematisk modarbejdet aftalen og fortsat gjort tilværelsen rædselsfuld for den palæstinensiske civilbefolkning. Ifølge det palæstinensiske Sundhedsministerium i Gaza er 1255 palæstinensere – heraf mange børn og nødhjælpsarbejdere – blevet dræbt af israelske styrker, siden den såkaldte fred blev bebudet (tal fra 7/8 2026).
Israelerne har sat sig på en stadig større del af det lille Gaza-territorium og ødelagt de resterende bygninger i det besatte område. Flere end to millioner palæstinensere er nu presset sammen i ruinerne af et totalt smadret samfund. De lever i en fangelejr på størrelse på en tredjedel af Langeland (!) under usle og uhygiejniske forhold, hvor sult og sygdom er hverdag. Israelerne har forhindret den aftalte adgang til de nødvendige forsyninger med mad, vand, medicin og telte og saboterer nødhjælpsindsats udefra ifølge fx Human Righs Watch. I særdeleshed fører Israel krig mod UNRWA, som er FN’s historiske indsats for at opretholde en tålelig tilværelse for palæstinensere i Gaza og på Vestbredden.
Vil Trump sige nej til Netanyahu?
For et par uger siden mødtes Trumps såkaldte fredsråd omsider og udkom med en mere konkret udmøntning af fredsplanen. Et stærk decimeret Hamas erklærede sig indforstået med at aflevere våbnene i samme takt, som den øvrige del af planen blev ført ud i livet. Men nej, helt forudsigeligt afviste Netanyahus regering udspillet, samtidig med at de fortsætter den barbariske etniske udrensning på Vestbredden, og massefængsling og tortur af palæstinensiske fanger.
Vil Trump så omsider lægge pres på Israel? Næppe af omsorg for ofrene for israelske krigsforbrydelser. Men han er efter sigende vred over, at han lod sig lokke af Netanyahu til at starte angrebskrig mod Iran, der skader ham politisk på hjemmebanen. Krigen er også til stor skade for hele Mellerøstens fred og udvikling, for verdensøkonomien generelt og i særdeleshed verdens fattigste lande.
Når Trump med mellemrum prøver at stoppe Iran-krigen, er han også bevidst om, at han må prøve at forhindre Israel i at jævne store boligkvarterer i Beirut og mange landsbyer i det sydlige Libanon med jorden efter metoden fra Gaza. Siden 2. marts har Israel dræbt 4.300 i Libanon ifølge FN og hundredtusinder er blevet interne flygtninge. I et sjældent klarsyn sagde Trump for få uger siden, at Netanyahu ikke behøvede at vælte hele boligblokke i Libanon og slå mange civile ihjel, for at ram på enkelt modstander. Hvorfor sagde han ikke det, da krigen i Gaza begyndte?
Det store amerkanske holdningsskift
Vicepræsident J. D. Vance gjorde samtidig israelerne opmærksomme på, at USA snart er landets deres eneste tilbageværende ven i verden! Det står dermed stadigt tydeligere frem, at der er en interessekonflikt mellem Netanyahu og USA’s regering:
Det er ikke i USA’s interesse med endnu mere geopolitisk ustabilitet, der kan blive konsekvensen hvis Israel vælger at opsplitte nabolande som Syrien, Libanon og Iran i borgerkrigsramte småstykker.
Massemordet mod civile i Gaza har rykket den amerikanske folkestemning, så flere har sympati for Palæstina og færre for Israel – i den yngre generation endda meget markant. Dette giver genklang i den amerikanske valgkamp, hvor Netanyahus rige venner i lobbyorganisationen AIPAC har meget sværere end før ved at købe sig venner til den amerikanske kongres. Der er i begge de to store partier et oprør i gang mod årtiers betingelsesløse amerikanske støtte, uanset hvor aggressivt staten Israel udvikler sig. Det er illustrerende, at selv i verdens næststørste jødiske by, New York City, valgte de en ny progressiv og muslimsk borgmester, der er kritisk over for Israels politik – endda med opbakning fra en stor del af de jødiske vælgere.
Holdningen til Israel er også rykket voldsomt i europæisk offentlighed. Det minder mig gamle mand om dén mobilisering, mange af os som unge var med til imod USA’s krig i Vietnam. Det var en protest, som i høj grad var inspireret fra vores jævnaldrende i USA og som – godt nok alt for langsomt – bidrog til at standse krigen.
Der er i begge de to store partier et oprør i gang mod årtiers betingelsesløse amerikanske støtte, uanset hvor aggressivt staten Israel udvikler sig
_______
Et opråb til de europæiske regeringer
Vi må fastholde engagementet, uanset at den værste sønderbombning af Palæstina er forbi. Det er godt, at regeringerne Norge, Irland, Spanien, Holland m.fl. klart siger fra. Det rykker også i Storbritannien og Frankrig. Men en samlet EU-reaktion forhindres af et Tyskland, der i beskæmmelse over Hitlers forfærdende folkemord mod jøderne kritikløst lader Staten Israel bedrive noget, som desværre i enhver rimelig fortolkning af folkeretten må betegnes som folkemord.
Det er slattent kun at kunne enes om sanktioner mod enkelte voldelige bosættere og bosættervarer, når enhver ved, at det hele er styret og ønsket af Israels regering.
Nogle europæiske regeringer – også den danske – har kun bevæget sig fra en kritikløs opbakning af Israels ’ret til selvforsvar’ til reaktioner mod israelske krigsforbrydelser, der er langt mere lavmælte end reaktionen mod Putins forbrydelser i Ukraine.
En grund til den lave profil hos nogle europæiske regeringer er frygten for at udfordre Trump, fordi man stadig håber – for vores egen sikkerheds skyld – at fastholde USA som bagstopper mod Ruslands aggression i Ukraine. Men omkostningen ved denne form for pragmatisme er, at det stempler os som dobbeltmoralske i store dele af verden.
Den lave profil understøttes også af en fatalistisk holdning, at det ikke er muligt at ændre på det eneste afgørende – USA’s ubetingede opbakning til Staten Israel, der har gjort denne stat stadigt mere aggressiv. Denne opbakning er rigtigt nok et mangeårigt resultat af amerikanske politikeres afhængighed af penge fra nogle få jødiske supermilliardærer på den yderste højrefløj, fra AIPAC og våbenindustrien og opbakning blandt bibelbæltets evangelisk-kristne fundamentalister, der er blevet kernevælgere for Trump.
Men fatalismen her er nok fejlanbragt i lyset af den ny dynamik i amerikansk politik, som beskrevet ovenfor.
Min mest grundlæggende uenighed med min gamle kampfælle Mette Frederiksen er, at hun alt for længe – måske som refleks af sin modvilje mod arabisk og muslimsk indvandring – fastlåste sig med et billede af Israel som en forpost for vestlig civilisation, en demokratisk forpost i Mellemøsten, der holder de vilde arabere i skak og forhindrer dem i at kaste jøderne i Middelhavet
_______
Se realiteterne i øjnene
En anden årsag til tavsheden – eller endda forsvar for Staten Israel handlinger – er historieløshed og manglende vilje til at se nutidens realiteter i øjnene: Min mest grundlæggende uenighed med min gamle kampfælle Mette Frederiksen er, at hun alt for længe – måske som refleks af sin modvilje mod arabisk og muslimsk indvandring – fastlåste sig med et billede af Israel som en forpost for vestlig civilisation, en demokratisk forpost i Mellemøsten, der holder de vilde arabere i skak og forhindrer dem i at kaste jøderne i Middelhavet. Men Israel er en besættelsesmagt og apartheidstat, der voldsomt undertrykker og fortrænger palæstinensere i det område, den behersker.
Dét er ikke et forsvar for Hamas’ terrorangreb 7. oktober 2023 at påpege at konflikten startede for mindst 80 år siden, og at Palæstinas folk har været udsat for uendelige overgreb med fordrivelse, etnisk udrensning og besættelse. Alle deres fredssøgende ledere er blevet snydt og miskrediteret hos deres egne, fordi der aldrig skete fremskridt – kun nye tilbageskridt og nye ydmygelser. Terror er uacceptabelt – også statsterror. I dag er Netanyahu den værste terrorist i hele den lange konflikt.
Det forargerede mig, at statsadvokaten i Danmark ved politisk inspiration efter Hamas’ angreb rejste en række sager med anklage om støtte til terrorisme mod danske statsborgere, der havde vist sympati for palæstinenserne, men næppe for Hamas’ terror. Heldigvis afviste Højesteret nogle af disse tvivlsomme sager.
Langt de fleste af Mellemøstens utallige konflikter de i mere end hundrede år havde to kilder: Vestlige stormagter, der ville have eller fastholde kontrol med regionens ressourcer. Samt et USA, der – af indenrigspolitiske grunde – enøjet har støttet Staten Israel, uanset hvor aggressiv den er blevet.
I Mellemøsten er Palæstina ikke ‘alle konflikters moder’. Men en vigtig forudsætning for at sænke konfliktniveauet i regionen er, at der kommer en løsning – med fred, rettigheder og adgang til en rimelig tilværelse for palæstinenserne. Også derfor at der brug for, at vi engagerer os helt anderledes stærkt i deres sag. ■
Dét er ikke et forsvar for Hamas’ terrorangreb 7. oktober 2023 at påpege at konflikten startede for mindst 80 år siden, og at Palæstinas folk har været udsat for uendelige overgreb med fordrivelse, etnisk udrensning og besættelse
_______
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Mogens Lykketoft (f.1946) er uddannet cand.polit. (1971) og var medlem af Folketinget 1981-2019, skatteminister 1981-82 samt finans- og udenrigsminister 1993-2001, partiformand 2002-2005 herunder statsministerkandidat ved valget i 2005. Formand for Folketinget 2011-2015. Formand for FNs Generalforsamling 2015-2016. Han skrev sin første artikel i RÆSON 28. oktober 2002. ILLUSTRATION: Gaza 29. januar 2025 [foto: Jaber Jehad Badwan]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
