Thomas Rohden (RV): Vesten som koncept og institution er død
08.01.2026
Den reelle værdi af musketereden i NATO er efterhånden tvivlsom. Så tvivlsom, at jeg ikke ville oddse mine egne sparepenge på, at USA glædeligt møder op og forsvarer alliancens mindre lande, hvis deres territorium kommer under angreb.
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Kommentar af Thomas Rohden, folketingskandidat i Københavns Storkreds & regionsmedlem i Region Østdanmark
Gaderne i København var knap nok blevet rengjort for raketter, bomberør og andre efterladenskaber fra fejringen af indgangen til 2026, før missilerne begyndte at falde over Venezuela. Her gennemførte USA under præsident Donald Trump en omfattende militær operation, som på få dage lammede centrale venezuelanske militære installationer og kulminerede med tilfangetagelsen af præsident Nicolás Maduro og hans hustru, Cilia Flores.
Operationen var – helt objektivt set – imponerede militært arbejde. På overfladen kunne interventionen endda også tolkes som en sejr for retfærdighed, frihed og demokrati. Efter 13 år præget af systematisk undertrykkelse, drab og tortur af politiske modstandere, valgsvindel og massiv korruption blev Maduro fjernet fra magten.
For mange venezuelanere, var det en lettelse, der udløste spontane fejringer blandt eksil venezuelanere verden over. Men meget hurtigt stod det klart, at USA’s indgriben næppe var motiveret af et ønske om at bringe demokrati og frihed til Venezuela. Trump havde ikke valgt at bryde folkeretten for at sikre retfærdighed – men for at sikre amerikanske interesser.
Allerede dagen efter Maduros fængsling afviste Trump den bredt anerkendte oppositionsleder og Nobelpriskandidat María Corina Machado med ordene, at hun ”ikke har opbakning eller respekt i landet”. I stedet har den amerikanske administration indledt et samarbejde – kombineret med trusler – med den tidligere vicepræsident Delcy Rodríguez, der er dybt integreret i det samme undertrykkelsesapparat, som Maduro stod i spidsen for.
Billedet, der tegner sig, er derfor ikke et Venezuela på vej mod demokrati, men et regimeskifte uden systemskifte. Den mest håndgribelige forskel synes at blive øgede amerikanske investeringer i olieindustrien. Én autokrat er blevet fjernet – men erstattet af en anden, blot mere samarbejdsvillig over for Washington.
Trump chokerede verden med sin militære intervention i Venezuela. Men i realiteten burde vi ikke være overraskede. I december markerede præsidenten årsdagen for Monroe-doktrinen med en proklamation, hvor han slog fast, at USA har ret til fuld kontrol over den vestlige halvkugle.
Monroe-doktrinen fra 1823 grundlagde et amerikansk udenrigspolitisk princip om, at fremmede europæiske magter skulle afstå fra at interferere i politiske anliggender på de amerikanske kontinenter, mens USA til gengæld lovede ikke at blande sig i europæiske anliggender.
Trumps version af Monroe-doktrinen – der allerede er døbt Donroe-doktrinen – skyr, i modsætning til doktrinen fra 1823, ingen midler for at sikre fuld amerikansk dominans over det amerikanske kontinent. Og her har vi muligvis kun set toppen af isbjerget.
Få dage efter Maduros tilfangetagelse udtalte Trump, at en militær intervention i Colombia ”lyder godt”, advarede Mexico om at ”tage sig sammen” og gentog sit ønske om, at USA skal overtage Grønland. Trusler og magtanvendelse i et hidtil uset omfang er blevet legitime politiske redskaber i USA’s nærområde.
Vi står over for en usikker verden. For Monroe-doktrinens genkomst handler ikke kun om amerikansk dominans i den vestlige hemisfære. Den indebærer også et USA, der i stigende grad vender ryggen til resten af verden. I denne verdensorden kan Rusland og Kina – i langt højere grad – dominere deres respektive nærområder uden væsentlig indblanding.
Ingen steder er denne tilgang tydeligere end i Ukraine. Her har den amerikanske præsident i praksis tilsidesat både værdipolitik og hensynet til international ret. I stedet bruger USA nu sin magt til at lægge pres på Ukraine for at svække landets forhandlingsposition og kampvilje i fredsforhandlingerne.
Trump chokerede verden med sin militære intervention i Venezuela. Men i realiteten burde vi ikke være overraskede
_______
Når USA den ene dag tager for sig på det geopolitiske tagselvbord i Amerika og derefter vender ryggen til resten af verden, så viser det despoter verden over, at tiden, hvor stormagter kan dominere, intimidere og invadere deres naboer, er tilbage.
Konsekvensen er en verden, hvor det regelbaserede internationale samfund er under hastig afvikling, og hvor stormagterne i stigende grad opdeler verden i interessesfærer. Det skaber en historisk udvidet spillebane for verdens despoter – særligt i Kina og Rusland. Nu kan de i stigende grad, på lige fod med USA, begynde at sætte spillereglerne i deres nærområder.
I hele min levetid har USA været den globale supermagt, der i vidt omfang fastsatte de internationale spilleregler – ofte til egen fordel og med egne interesser for øje. Og når reglerne stod i vejen, kunne de bøjes. Men der eksisterede trods alt et regelsæt.
I dag er USA i færd med at opløse dette regelsæt. Internationale institutioner, konventioner og samarbejder opfattes ikke længere som rammer, men som forhindringer. Præsidenten agerer ud fra en forestilling om, at et institutionelt tomrum vil blive udfyldt af stormagter – og at det i sig selv er en fordel for stormagten USA.
Desværre virker det til, at vi i Danmark og i Europa konstant forsøger at klamre os til et lille strå af håb i forhold til det transatlantiske forhold. I en tilstand af chok virker det som om, at mange europæiske politikere stadig ikke helt har forstået, at Europa og USA ikke længere deler grundlæggende fælles værdier og interesser.
Særligt i den danske regering synes der stadig at herske en misforståelse om det særlige bånd, vi har mellem USA og Danmark. Så sent som i marts 2025 gentog Troels Lund Poulsen den velkendte frase om, at ”USA er Danmarks tætteste allierede og har været det igennem mange, mange år”– et udsagn som også statsministeren er kommet med flere gange. Men det peger desværre mere på ønsketænkning end realiteter.
Realiteterne er benhårde. Vesten som koncept og institution er død. ”Vestlige værdier” er ikke længere en del af værdigrundlaget for den største vestlige supermagt, USA. I stedet må disse værdier nu findes i Europa, Australien, Canada, Sydkorea, Japan, Taiwan og andre lande verden over, der fortsat tror på en demokratisk og regelbaseret verdensorden.
Den reelle værdi af musketereden i NATO er efterhånden også tvivlsom. Så tvivlsom, at jeg ikke ville oddse mine egne sparepenge på, at USA glædeligt møder op og forsvarer alliancens mindre lande, hvis deres territorium kommer under angreb. Det virker snarere sandsynligt, at USA nu selv er en trussel – i hvert fald i forhold til det danske kongerige.
Den nuværende situation tyder på at Danmark og Grønland i de kommende måneder, i bedste falder kan stå i en situation, hvor USA med trusler vil udsætte os for politisk afpresning. I værste fald udvikler truslerne sig til reelle økonomiske, politiske eller militære angreb på kongeriget.
Og mens den sikkerhedsstruktur, vi i årtier har opbygget omkring Europa, nu er ved at krakelere, slikker man sig om munden i Kreml og Beijing, hvor man ser en mulighed for at udnytte de kaotiske tilstande til at spille små lande ud mod hinanden og skabe en ny verdensorden.
For når Trump frit kan slå sig løs i sit nærområde, hvorfor skulle Kina så holde sig tilbage fra at benytte stadig skrappere militære midler, til at sikre sig kontrol med Taiwan og øens 26 millioner indbyggere? En krig, hvis potentielle konsekvenser kan blive enorme – ikke bare for Taiwan – men for hele verdensøkonomien, der i dag er dybt afhængige af avancerede taiwanesisk mikrochips.
Det eneste politiske svar, vi i Danmark har på alle disse dårligdomme, er et stærkere og mere integreret europæisk samarbejde. For når verden bliver delt op på stormagternes tagselvbord, så er EU nødt til at gøre sig selv til en international stormagt.
Som verdens største handelsblok og med en økonomi på størrelse med den amerikanske, er mulighederne for at sikre Europas sikkerhed og autonomi til stede. Men det kræver visionære politikere, der tør tage de nødvendige beslutninger om samordning af europæisk udenrigspolitik og fælles investeringer i forsvar og sikkerhed – og som ikke er bange for at tage springet og opbygge en ny europæisk sikkerhedsstruktur frem for at holde fast i illusionen om USA som den tætteste allierede. ■
Når Trump frit kan slå sig løs i sit nærområde, hvorfor skulle Kina så holde sig tilbage fra at benytte stadig skrappere militære midler, til at sikre sig kontrol med Taiwan og øens 26 millioner indbyggere?
_______
Thomas Rohden (f. 1996) er folketingskandidat for Radikale Venstre i København og regionsmedlem i Region Østdanmark. Han har en bachelor i statskundskab fra Københavns Universitet.
ILLUSTRATION: Washington, D.C., 6. januar 2026: Donald Trump gestikulerer til publikum efter sin tale ved House GOP Member Retreat i John F. Kennedy Center for the Performing Arts [FOTO: Daniel Torok/Official White House Photo]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
