17.03.2020

.

Bernie Sanders har inspireret hundredtusindvis af amerikanere til at mobilisere sig i kampen for skattefinansieret uddannelse og sygesikring samt progressiv beskatning og en lempeligere udenrigspolitik. Derfor angribes han nu fra den selvsamme magtelite, som han ønsker et opgør med.

Kronik af Markus Giessing

Efter den skæbnesvangre Super Tuesday er der nu blot to tilbageværende kandidater, der kan vinde nomineringen i primærvalget for Demokraterne: den selverklærede demokratiske socialist Bernie Sanders og den tidligere vicepræsident Joe Biden. Ugen efter den 10. marts var der valg i yderligere seks delstater, hvor Biden udbyggede føringen, og det ser efterhånden svært ud for Sanders at vinde nomineringen som Demokraternes præsidentkandidat.

Selvom Biden nærmest var dømt ude af kampen for blot tre uger siden, formåede han at vinde overraskende stort i South Carolina, som var udråbt til at være hans højborg. Det blev et springbræt til at overtage førstepladsen med et kanonvalg på Super Tuesday, hvor vælgerne gik i stemmeboksen i 14 delstater. Bidens forbavsende comeback var uden tvivl hjulpet på vej af, at kandidaterne Amy Klobuchar og Pete Buttigieg umiddelbart inden trak sig fra valgkampen og gav deres støtte til den forhenværende vicepræsident.

Rygstødet fra de to tippede balancen i nogle af de afgørende delstater som Texas, Massachusetts og Minnesota. På trods af at Biden har skabt et enormt momentum, er Sanders dog ikke hægtet af endnu. Senatoren fra Vermont gik sejrrigt fra flere delstater ved Super Tuesday, herunder med en storsejr i Californien, som er primærvalgets største stat, og North Dakota ugen efter.

Men Bidens sejr i den midtvestlige stat Michigan, som Sanders vandt mod Hillary Clinton i 2016 og havde satset på at vinde igen i år, var endnu et stort nederlag for senatoren. Selvom mange allerede har dømt Sanders ude, bør man huske på, at det var omvendt for nogle uger siden. For inden primærvalget nåede til South Carolina i slutningen af februar, lignede Sanders favoritten til at vinde kandidaturet for Demokraterne. Og det spredte panik i partiets neoliberale establishment.

 

Establishmentet – der ofte kaldes den moderate fløj i partiet – har længe frygtet Sanders’ succes, fordi hans politik fordrer et opgør med den neoliberale og magtcentraliserende politik, som partitoppen hos Demokraterne står for
_______

 

Neo-Mccarthyisme
Establishmentet – der ofte kaldes den moderate fløj i partiet – har længe frygtet Sanders’ succes, fordi hans politik fordrer et opgør med den neoliberale og magtcentraliserende politik, som partitoppen hos Demokraterne står for. Denne politik indebærer fx NAFTA, som Bill Clinton ratificerede i 1993; Telecommunications Act fra 1996, der tillod monopoldannelse i tele- og mediebranchen; og Dodd-Frank Act, som Obama gennemførte i 2010, der fjernede reguleringer på finansmarkeder. Frustrationerne over Sanders, der også gentages i amerikanske mainstream-medier, fik hurtigt en koldkrigsagtig karakter med massevis af personangreb, som vækker mindelser om McCarthyismen.

Den republikanske senator Joe McCarthy stod i 1940’erne og 1950’erne bag en propagandakampagne, bedre kendt som McCarthyismen, som udstillede politiske modstandere som sovjetiske spioner. Nu er der opstået en nærmest identisk smædekampagne mod Bernie Sanders. Dagen før primærvalget nåede til ørkenstaten Nevada, bragte Washington Post en nyhed om, at Sanders blev støttet af russerne, men uden at fremlægge nogen beviser. Alligevel blev dette ammunition for hans modstandere både i medierne og blandt hans modkandidater.

I den oprindelige artikel fra Washington Post stammede informationen fra anonyme kilder i efterretningsmiljøet. Men ingen har fremlagt nogen konkrete beviser for påstanden, hvilket bestyrker mistanken om, at efterretningstjenesterne forsøger at spænde ben for Sanders’ kampagne. Årsagen er formodentlig hans kritik af “evighedskrige” og “det militær-industrielle kompleks”, der er eksistensgrundlaget for det enorme og magtfulde amerikanske efterretningsfællesskab. Derudover har Sanders skabt en bevægelse sammen med hundredtusindvis af amerikanere, som han opfordrer til at mobilisere sig og kræve fundamentale forandringer. Og denne bevægelse, som Sanders er personificeringen af, er nok den største bekymring for magteliten, eftersom den udgør en mangfoldig og langsigtet trussel.

I løbet af de seneste fire år har såvel mainstream-medier som Demokratiske politikere stået bag lignende falske anklager mod Donald Trump, der går under navnet Russiagate. På trods af at medier som New York Times og Washington Post dagligt havde nye ‘ledetråde’ i føljetonserien af artikler, der hævdede at kunne bevise en sammensværgelse mellem Trump og den russiske regering, viste det sig, at historien ikke holdt stik. Og på samme måde stammede disse anklager mod præsidenten fra efterretningsmiljøet. Derfor er det ikke overraskende, at Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, Robert O’brien, for nylig udtalte, at “Rusland foretrækker Bernie Sanders som Demokraternes kandidat”.

Paradoksalt nok var Sanders en del af koret af Demokratiske politikere, der var med til at puste anklagerne om en russisk sammensværgelse op, hvilket han nu selv er blevet offer for. Indtil videre har han dog kun afvist de tomme påstande i vage vendinger, hvilket kan vise sig at være en fatal strategi. Ser man fx på parlamentsvalget i Storbritannien i december, hvor Jeremy Corbyn blev udsat for en smædekampagne med anklager om antisemitisme, formåede den daværende Labour-leder ikke at skære igennem og udstille det som falske anklager. Det var en elendig taktik, der gjorde det nemt for De Konservative at ødelægge Corbyns valg og omdømme.

 

Da det stod klart, at Sanders var den klare vinder af primærvalget i Nevada, havde flere kommentatorer og journalister i mainstream-medierne svært ved at holde frustrationerne tilbage
_______

 

Castro-elskeren
Da det stod klart, at Sanders var den klare vinder af primærvalget i Nevada, havde flere kommentatorer og journalister i mainstream-medierne svært ved at holde frustrationerne tilbage. Nyhedsværten Chris Matthews fra MSNBC – en tv-kanal, der nærmest kan betragtes som presseafdelingen for establishmentet af Det Demokratiske Parti – stod for den mest iøjnefaldende bemærkning, da han sammenlignede Sanders’ sejr over de midtsøgende kandidater som Joe Biden og Pete Buttigieg med Nazitysklands sejr over den franske hær under Anden Verdenskrig.

Matthews sammenligning er dog langtfra et isoleret tilfælde. For eksempel sagde kommentatoren Emily Sussman på MSNBC for nogle måneder siden, at “hvis man på nuværende tidspunkt foretrækker Sanders over Warren viser det nærmest, at man er sexist”. Endvidere har en anden tv-vært fra MSNBC, Chuck Todd, sammenlignet Sanders’ tilhængere – de såkaldte Bernie Bros – med “brunskjorter”.

Generelt er fjendtligheden mod senatoren fra Vermont til at få øje på i mediebilledet i USA. Fx bragte CNN i januar en historie om, at Sanders skulle have sagt til Elizabeth Warren, at “han troede ikke, en kvinde kunne vinde” præsidentvalget mod Trump. Selvom der heller ikke var nogle beviser for denne anklage, blev det et stort emne i medierne og ved den efterfølgende tv-debat, der var arrangeret af CNN.

En af de mest fremtrædende tv-journalister i USA er Anderson Cooper, der i februar interviewede Sanders i programmet 60 Minutes. Her insinuerede han, at Sanders var åben over for autokratiske styreformer. Således formåede Cooper at skabe dagsordenen for den efterfølgende debat i South Carolina, hvor Sanders skulle stå skoleret for at rose Cubas uddannelsespolitik under Fidel Castro, der vel at mærke udryddede analfabetismen i befolkningen.

Selvom Sanders ikke har nævnt hverken Cuba eller Sovjetunionen som inspiration til sit politiske program, og selvom han har taget afstand fra enhver form for autokratisk styreform, spredes falske postulater om tilnærmelser til diktaturer og koldkrigstidens amerikanske nemesis, Sovjetunionen, i mainstream-medierne. Senest har New York Times udgivet en række artikler om et samarbejde i 1988 mellem byen Burlington, Vermont, hvor Sanders dengang var borgmester, og den sovjetiske by Yaroslavl. Avisen forsøger med denne historie at fremstille et fredsorienteret projekt mellem byer i to lande, der få år forinden var tæt på atomkrig, som endnu et eksempel på Sanders’ hemmelige forelskelse i autokratiske regimer.

Klummeskribenten Michael Brooks, også fra New York Times, skrev for nylig, at han hellere ville stemme på Trump end Sanders, fordi man “hver dag finder nye citater fra Sanders, der forsvarer denne form for slaveregime, uanset om det er Sovjetunionen, Cuba eller Nicaragua”. På trods af Brooks historieløshed og falske anklager bliver disse bekymringer gentaget overalt i toneangivende amerikanske medier. Og de står i kø for at tage afstand fra Sanders. I Wall Street Journal kunne man således læse, at “Over for Sanders er Trump det mindste onde”.

 

Grobunden for fjendtligheden mod Sanders internt i partiet er hans politik. For den står i direkte modsætning til de interesser, der driver partiets økonomiske bagland
_______

 

Splittelsen i partiet
Grobunden for fjendtligheden mod Sanders internt i partiet er hans politik. For den står i direkte modsætning til de interesser, der driver partiets økonomiske bagland. Mens Sanders vil regulere markeder og forhøje beskatning på storkapital for at finansiere en udbygning af velfærdsstaten, ønsker establishmentet hos Demokraterne og de bidragydere, hvis interesser de tjener, det modsatte.

Og derfor har den interne magtelite forsøgt at stoppe ham. Hillary Clinton, der med god ret kan betragtes som inkarnationen af partiets elite, er citeret for at sige, at “ingen kan lide” Sanders. Hun har tillige beskyldt ham for at være årsagen til, at hun selv tabte til Trump ved præsidentvalget i 2016.

En af Barack Obamas tidligere rådgivere blev i november citeret af Politico for at sige, at Obama havde fortalt, at han ville intervenere i primærvalget, hvis Sanders var ved at vinde. I offentligheden har Obama dog ikke direkte givet udtryk for sin modstand mod Sanders, men han sagde det implicit, da han i november tog afstand til yderfløjskandidaterne. Yderligere går rygterne på, at eks-præsidenten trækker i trådene bag tæppet og forsøger at modarbejde Sanders.

Vejen til konventet
En exit poll fra Super Tuesday viste, at Sanders blot opnåede 17 pct. af stemmerne blandt sorte vælgere i Texas, hvorimod Biden fik støtte fra hele 60 pct. De manglende sorte stemmer og den overraskende lave stemmeprocent blandt unge er blevet Sanders’ helt store akilleshæl i primærvalget. Ser man på, hvordan stemmerne fordelte sig blandt latinoer i Texas, havde Sanders opbakning fra omtrent 45 pct., mens Biden blot havde fra 24 pct.

Disse tendenser viste sig igen i sidste tirsdags primærvalg i seks delstater, hvilket betyder, at Sanders er nødt til at øge sit engagement blandt sin primære faldgrube: de sorte vælgere. Men vejen til toppen ved partikonventet i juli bliver ualmindelig svær, hvis ikke Sanders-kampagnen formår at udvide vælgerbasen markant ved at aktivere sofavælgere i de tilbageværende primærvalg.

Ved primærvalget i 2016 var det blot 28 pct. af de registrerede vælgere – det, der svarer til 57 millioner mennesker – der afgav en stemme. Det vil sige, at der er et enormt potentiale i at række ud til sofavælgere, hvilket Sanders har forsøgt at gøre gennem sin græsrodsbevægelse af frivillige landet over. Men indtil videre har taktikken ikke givet et tilstrækkeligt afkast.

 

I meningsmålingerne står Sanders stærkt over for Trump. Særligt fordi en væsentlig andel af Sanders’ tilhængere valgte at stemme på Trump over Clinton ved præsidentvalget i 2016
_______

 

Hellere Trump end Sanders
Selv hvis det utænkelige skulle ske, at Sanders vender skuden og får flere delegerede end Biden, vil dette dog langtfra sikre den selverklærede demokratiske socialist nomineringen, eftersom Demokraternes valgsystem fungerer således, at man skal opnå absolut flertal af stemmerne for at vinde. Hvis ikke der er en kandidat, der opnår absolut flertal i første runde ved partikonventet, vil der opstå det, der i politiske kredse kaldes et brokered convention.

Det vil sige, at der bliver afholdt en anden valgrunde, hvor de såkaldte superdelegerede også må afgive deres stemmer. Modsat de almindelige delegerede, der afgiver deres stemmer i overensstemmelse med vælgernes stemmer i de respektive delstater, må de superdelegerede, der udgør ca. 15 pct. af det samlede antal, stemme på den kandidat, som de selv ønsker. Og de vil med al sandsynlighed bakke op om en kandidat fra establishmentet: Joe Biden. Det er naturligvis ikke noget tilfælde. For dette udemokratiske element er skabt til for at forhindre afvigere – som Sanders – i at stryge til tops.

De superdelegerede udpeges af partiledelsen og er ifølge Pew Research Centers undersøgelse fra 2016 “personifikationen af det institutionelle Demokratiske Parti”, som blandt andet indebærer lobbyister, DNC-medlemmer, tidligere præsidenter, kongresmedlemmer og senatorer. I februar interviewede New York Times 93 af de nuværende superdelegerede og fandt ud af, at der blandt dem var “overvældende modstand” mod Sanders i scenariet af et mæglet konvent.

I meningsmålingerne står Sanders stærkt over for Trump. Særligt fordi en væsentlig andel af Sanders’ tilhængere valgte at stemme på Trump over Clinton ved præsidentvalget i 2016. Andre, der havde stemt på Sanders under primærvalget, valgte helt at lade være med at stemme til præsidentvalget. Selvom meningsmålinger ofte rammer ved siden af, er der ikke noget, der tyder på, at politikerleden mod establishmentet, som Biden repræsenterer, er blevet mindre. Derfor er det værd at sætte spørgsmålstegn ved, om Biden har en chance mod Trump.

Selvom Biden har årtiers erfaring og for blot få år siden stadig var en skarp taler, er det tydeligt, at han er kognitivt medtaget af sin alder, hvilket eksemplificeres ved hans mange uforståelige og uheldige udtalelser. Alt dette gør dette Biden til en svagere modstander overfor Trump end Sanders.

Spørgsmålet om Bidens mentale formåen er dog blevet skudt til hjørne af flere mainstream-medier, der kalder det russisk misinformation og henviser til historierne om Hillary Clintons helbred i 2016. Tidligere i primærvalget var det et anerkendt kritikpunkt af Biden, men nu er det blevet lidt af et tabu.

Bidens nye slogan, “back to normal”, skal forstås som tilbage til normalen før Trump. Hans argument, for at man bør foretrække ham som kandidat over Sanders, er, at medicinen mod den ekstreme Trump er en såkaldt ’moderat Demokrat’. Men det var lige netop status quo-politik, repræsenteret af Hillary Clinton og andre moderate Demokrater, der sendte massevis af vælgere i favnen på Trump.

Derfor er det svært at forestille sig, at magteliten hos Demokraterne i virkeligheden har tiltro til, at Biden kan slå Trump. Til gengæld virker det til, at partitoppens førsteprioritet har været at stoppe Sanders. Og således er det svært at konkludere andet, end at Demokraternes establishment frygter fire år med Sanders mere, end de frygter fire år yderligere med Trump. ■

 

Derfor er det svært at forestille sig, at magteliten hos Demokraterne i virkeligheden har tiltro til, at Biden kan slå Trump. Til gengæld virker det til, at partitoppens førsteprioritet har været at stoppe Sanders
_______

 

Markus Giessing (f. 1996) er freelanceskribent og indehaver af bloggen ‘Uegnet Til Tryk’. ILLUSTRATION: Bernie Sanders til et valgrally i Charlotte, 14. februar 2020 [foto: David T. Foster Iii/SIPA/Ritzau Scanpix]