Stefan Hermann: Polariseringen i rigdom og velfærd er en realitet. Men udflytningsaftalen kan gøre ondt værre

26.01.2022


Når kvalitetstabet i den offentlige sektor bliver stort nok, vil både borgere og medarbejdere søge andre græsgange. Velhaverne vil lukke porten til de rige kvarterer. Og regeringens udflytningsaftale – der er baseret på en mangelfuld fortælling om by og land – gør problemet større.



Kommentar af Stefan Hermann, rektor Københavns Professionshøjskole

Der mangler et par kantede nuancer i debatten om by og land. Den offentlige fortælling om København og hovedstadsregionen er hyppigt, at den er blevet den kreative klasses tumleplads, vækstmotor og turistmagnet – velsignet med et hav af privilegier som hjemsted for regering, folketing, styrelser og betydende statsinstitutioner. Ofte garneres denne fortælling med antydninger af betydelig arrogance over for andre landsdele. Igen og igen kan man i den offentlige debat høre, at Danmark generelt er blevet centraliseret også på uddannelsesområdet – som det er sket med sygehuse, politi, domstole og kommuner – bl.a. de sidste tyve år ift. de såkaldte ’velfærdsuddannelser’ (pædagog, lærer, sygeplejerske og socialrådgiver). Repræsentanter for regeringen har som eksempler hyppigt nævnt lukningerne af Holbæk Seminarium, Skårup Seminarium på Sydfyn og Ranum Statsseminarium i det vestlige Himmerland tæt på Limfjorden.

Et næsten enigt Folketing lavede, efter et stærkt profileret udspil fra regeringens side, en stor national aftale i sommeren 2021. Denne aftale har haft og får betydelige konsekvenser for professionshøjskolerne, ikke mindst hos Københavns Professionshøjskole i hovedstadsregionen. Vi skal udflytte i betydeligt omfang.

Meget af historien om by og land er sikkert rigtigt, men to ting glemmes.

For det første at hovedstadsregionen og Storkøbenhavn ikke alene har områder og enklaver med stor rigdom, men også det modsatte. Gennemsnitsindkomsten i Bispebjergområdet, hvor der bor 55.000 mennesker, er mindre end på Lolland. København har en andel af borgere, eksklusiv studerende, med en disponibel indkomst på under 100.000 kr., der er mere end dobbelt så høj som gennemsnittet for de seks største byer i Danmark. De hårdeste ghettoer ligger i København, hvor ledigheden i 2021 var den dobbelte af Skives. Kriminalitetsniveauet er her langt højere end de fleste andre steder. På sundhedsområdet kunne lignende historier fortælles. Både socialt, økonomisk og sundhedsmæssigt har Storkøbenhavn og hovedstadsregionen med andre ord massive udfordringer trods byens rigdom, status som regeringsby og vækstmotor.

Det andet som overses, er størrelsesforholdene. Der bor flere mennesker i Københavns Kommune end i Region Nordjylland (632.300 (2020) vs. 589,755 (2019). Og alene i Storkøbenhavn bor der flere mennesker (2021: 1.336 mio.) end i Region Midt (2019: 1.321 mio.).

Hovedstadsregionen mangler medarbejdere til skoler, dagtilbud og sundhedsområdet i enormt omfang. Det bliver kun værre de kommende år med stigende børnetal og flere ældre. Kommuner i Nordvestsjælland har i lighed med Vestsjælland og områder i Sydsjælland landets højeste andel af ufaglærte undervisere i skolerne. Knap hver anden pædagogstilling kunne i 2021 i Københavns Kommune ikke besættes med en pædagog. Manglen på sygeplejersker virker dramatisk under COVID-19, men måske nærmer vi os en new normal. At boligpriserne stiger gør det ikke nemmere for mellemindkomstgrupper som sygeplejersker, lærer, pædagoger mv. at bosætte sig i København, særligt ikke hvis de ikke får foden indenfor på boligmarkedet i studietiden.

 

En del af det udbredte narrativ om København og hovedstadsregionen er, at byen har støvsuget provinsen for unge, og at dens uddannelsesinstitutioner er privilegerede. Det er en sandhed med betydelige modifikationer
_______

 

Virkeligheden er en anden
Gøres der ikke noget ved den mangel, går det navnlig ud over de mennesker, som har mest behov for stærke dagtilbud, skoler og sundhedsvæsenet. Det er først og fremmest udsatte børn, dårligt stillede familier. Ikke nok med det, så vil såvel medarbejdere som middelklasse finde andre græsgange, når polariseringen og kvalitetstabet bliver stort nok. Ikke alene de svageste svigtes, men den samfundskontrakt, som binder befolkningsgrupperne sammen og sikrer tilslutning til såvel fælles institutioner som høj beskatning smuldrer. Hvor langt vi er fra såkaldt ”gated communities” i København skal jeg ikke kunne sige, men det er næppe et komplet urealistisk scenarie, fordi vi efterhånden er bosat meget segregeret.

En del af det udbredte narrativ om København og hovedstadsregionen er, at byen har støvsuget provinsen for unge, og at dens uddannelsesinstitutioner er privilegerede. Også det er en sandhed med betydelige modifikationer, i al fald når det angår professionsuddannelserne.

For det første har professionshøjskolerne i Danmark ikke centraliseret sine udbud af velfærdsuddannelserne. Der er kommet 12 flere uden for de store byer de sidste tyve år. Og andelen af studerende, som optages uden for de store byer, er steget. Samtidig har befolkningsvæksten i de fire store byområder været 25 pct. mod 5 pct. for resten af landet.

Centraliseringen – eller urbaniseringen – på uddannelsesområdet er i rå tal primært drevet af væksten i universiteternes optag. De har nemlig langt de fleste af deres uddannelser i de store byer, modsat professionshøjskolerne. Og de er blevet langt mere attraktive set med de unges øjne. Ansøgningerne til universitetsbacheloruddannelserne er siden 1995 steget fire gange så meget som til velfærdsuddannelserne.

Særligt i hovedstaden er det gået den forkerte vej, når det omhandler optag på velfærdsuddannelserne og Københavns Professionshøjskole. På KP har vi langt svagere fat i ansøgere fra STX og HF, end professionshøjskolerne i de øvrige regioner har, ikke mindst fordi der er så mange attraktive tilbud på universitetsområdet.

Andel af ansøgere med STX- og HF-baggrund, der søger mod professionshøjskolerne

Kilde: Danske Professionshøjskoler 2020.

Og økonomien og styrken til at konkurrere om de unges gunst er på KP den mindst favorable, man kan tænke sig. Vi er 1800 årsværk. Havde vi haft vækst som gennemsnittet i sektoren (dvs. blandt de professionshøjskoler, som er væsentlig mindre præget af de såkaldte storbyprivilegier end KP), havde vi været 500 flere. Trods alt en sjat.

Udflytningsaftalen gør ondt værre
Den politiske aftale om udflytning gør det hele værre. At den indebærer en hidtil uset centralstyring, hvor såvel regering som Folketinget regulerer institutionsdrift i detaljer, skal jeg lade ligge her.

Det er godt, at aftalen styrker vore kollegeinstitutioner i provinsen, hvor ungdomsårgangene bliver mindre de kommende ti år. At den samtidig basher København og hovedstadsregionen kan næppe forklares med analyser og tal eller begrundes fagligt. Faktum er, at vi skal flytte betydeligt ud, nedskalere og økonomien følger ikke med.

Når KP skal etablere en ny læreruddannelse i Hillerød, flytte pladser på socialrådgiveruddannelsen og sygeplejerskeuddannelsen er vi selvsagt nervøse for, om de studerende faktisk søger disse studiepladser. Får vi fx et optag, hvor 75 pct. flytter med, vil aftalen efter fuld implementering koste os knap 30 mio. kr. om året. Dem har vi ikke, og de kommer til at betyde færre timer og vejledning på vore øvrige uddannelser. Allerede inden aftalen er indfaset, koster det os over 50 mio. kr. i perioden 2021-25.

Altså: Man starter med at tage ca. 50 mio. kr., inden vi for alvor er kommet i gang. Og når vi så er i gang, koster det formentlig 30 mio. kr. årligt. Dette er rene facts og beregninger, som politikerne bør forholde sig til; særligt nu, hvor man ønsker at regulere dybt i institutionernes indre.

Jeg har som antydet vanskeligt ved at se visdommen i disse politiske beslutninger. Det er vores pligt både at virkeliggøre aftalen konstruktivt, men også at gøre kritisk opmærksom på dens bagsider.

Aftalen knytter sig selvsagt til et oprigtig politisk ønske om et Danmark i balance. Men at man i den grad kan se galt af udviklingen og de dybe problemer i København og hovedstadsregionen hviler formentlig i et særegent politisk mønster.

For det første har mange mennesker i København og hovedstadsregionen selv overtaget fortællingen om København som smørhul – måske fordi de selv profiterede af udviklingen siden tidernes ugunst begyndte at vende i 1990erne, hvor Københavns forestående bankerot vendtes til vækst samtidig med, at den kolossale afvandring fra kommunen stoppede og bliver til tilflytning. For det andet er det mit indtryk, at sammenholdet blandt hovedstadens politikerne – i kommuner, regioner og Folketinget – ikke er så stærkt som i andre landsdele. Det er ikke uset, at MF’ere valgt i Nordjylland på sociale medier synliggør, hvor meget de i fællesskab arbejder for hele Nordjylland i enhver henseende. Jeg kan ikke huske at have set det i hovedstadsregionen. For det tredje er virkeligheden, at politikerne sjældent straffes af vælgerne, når de ikke prioriterer hovedstadsregionen og København. Måske er kommunalvalget i 2021 et varsel om nye tider.

Men dertil kommer et generelt problem, der ikke kun findes i hovedstaden: Mange kommunalpolitikere synes mere interesserede i at få en uddannelsesinstitution til netop deres område end at besvare spørgsmålet: Hvordan uddanner vi medarbejdere nok – og af tilstrækkelig høj kvalitet – til at sikre den kommunale kerneservice? Man kan næppe bebrejde en kommunalbestyrelse, at de ønsker sig så mange muligheder for deres borgere som muligt, men man kan med rette spørge sig selv til, om det ikke netop er derfor, man må forvente, at regering og Folketing giver sig tid og sikrer en national helhedsinteresse. Det er desværre ikke det, man har gjort med den politiske aftale, og slet ikke fra et hovedstadssynspunkt, når det angår velfærden og dens uddannelser. ■

 

Aftalen knytter sig selvsagt til et oprigtig politisk ønske om et Danmark i balance. Men at man i den grad kan se galt af udviklingen og de dybe problemer i København og hovedstadsregionen hviler formentlig i et særegent politisk mønster
_______

 



Stefan Hermann, f. 1971, er rektor på Københavns Professionshøjskole siden 2018, fra 2008-18 rektor på Metropol. Forfatter til en lang række artikler og bøger om pædagogik og uddannelse, samfund og politik. Aktuel med bogen En varm tid, der udkommer på Informations Forlag 3.2. 2022. ILLUSTRATION: Pressefoto, KP