Lars Erslev Andersen i Interviewserien: Vil Kinas indflydelse i Mellemøsten skabe en mere fredelig region? Det tror jeg
31.05.2023
”Jeg tror, at et Mellemøsten med mere Kina bliver et Mellemøsten, der er bedre til at håndtere sine egne konflikter. Det er den gode historie. Den dårlige historie er selvfølgelig, at det meget sværere at se for sig, at det bliver et demokratisk Mellemøsten.”
Interview af Janus Elmstrøm Lauritsen
RÆSONs Interviewserie udkommer hver onsdag. Se alle interviews i serien her. Denne uge med Lars Erslev Andersen, idéhistoriker og seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
RÆSON: Hvad er det for hovedforandringer, du ser i Mellemøsten i disse år?
ERSLEV: Mellemøsten er i dag – ift. for fem eller ti år siden – meget mere orienteret mod øst end mod vest. Så når vi siger, at Mellemøsten er orienteret mod øst, så skal vi altid nuancere. Det er ikke, fordi Mellemøsten overhovedet ikke længere er orienteret mod vest, men det er begge dele.
Det nye er, og det gælder faktisk hele regionen, at Mellemøsten har meget større opmærksomhed på Østasien, især på Kina, men også på Centralasien. Og det gør man for at afbalancere nogle af de ting, der sker i Vesten og særligt i USA. Det er den allerstørste forandring, og et af de steder, hvor man kan se den tydeligst, er på reaktionerne på Ukrainekrigen.
Du siger, at Mellemøsten bruger Østen til at afbalancere forholdet til Vesten. Hvordan kommer det til udtryk?
Det kommer til udtryk ved, at man har mange flere økonomiske og politiske relationer til Kina. Hvis vi tager nogle konkrete eksempler: Saudi-Arabienhar været et af de lande, der siden Anden Verdenskrig og helt traditionelt har været meget tæt på USA – på trods af de meget store forskelle mellem landende. Saudi-Arabien er jo en stat, der hverken er demokratisk eller respekterer menneskerettigheder. Men de har været en central oliestat, og det har de udnyttet til at have et tæt og nært forhold til USA. Omvendt har USA udnyttet det til at kunne regne med Saudi-Arabien i forskellige situationer. Så når der har været problemer på oliemarkedet, har den amerikanske præsident kunnet ringe til Saudi-Arabien og bede dem om at skrue op eller ned.
Den tid er slut. Joe Biden har forsøgt sig med det et par gange, men er blevet afvist. Saudi-Arabien har sine egne prioteringer, og det er, at de fx gerne vil holde en høj oliepris. Og det er nødvendigt, fordi de skal bruge pengene til at renovere deres oliesektor. Men det er ikke særligt belejligt for USA, som får en for høj oliepris, og det resulterer i utilfredse bilister i USA.
Det er først nu, at Saudi-Arabien virkelig for alvor omstiller sin økonomi fra at være en olieøkonomi til at være mere differencieret, og det kræver faktisk tæmmelig mange penge
_______
Da Saudi-Arabien havde Joe Biden på besøg 15. juli 2022, kom han nærmest med hatten i hånden, men han fik ikke noget, der drejede sig om oliepriserne, med hjem. Mohammed bin Salmans svar var, at Saudi-Arabien har lavet nogle ordninger inden for rammerne OPEC-plus – OPEC-landene, der inkluderer Rusland – ”og dem har vi tænkt os at overholde”, sagde han.
Det er en markant ændring. På det samme møde foreslog Joe Biden, at man skulle lave et større samarbejde mellem de arabiske golfstater og USA, hvor man investerer i forsyningsruter og den slags. Til det sagde Mohammed bin Salman, at det er en god idé, men at det havde de gjort i 10 år med Kina, og det ville de fortsætter med.
Så det er nogle relativt konkrete eksempler. Men det betyder jo ikke, at de ikke stadigvæk har brug for amerikansk økonomi og sikkerhed blandt mange andre ting.
Hvorfor bliver Joe Biden afvist i Saudi-Arabien? Hvad har forandret sig?
Det er først nu, at Saudi-Arabien virkelig for alvor omstiller sin økonomi fra at være en olieøkonomi til at være mere differencieret, og det kræver faktisk tæmmelig mange penge. Derfor bliver de nødt til at tænke økonomisk på en helt anden måde end bare at skovle oliepengene ind og bruge dem til at skabe velstand. De bliver nødt til at tænke i andre økonomiske baner.
Det så vi nogle problemer med i 2015, hvor Saudi-Arabien havde dumpet priserne for at udkonkurrere USA’s noget dyrere olieproduktion. Og det gjorde de sådan set med succes – bortset fra at de også skød sig selv i foden, fordi de ret hurtigt blev nødt til at bruge deres egne ressourcer. Den internationale valutafond kunne se, at hvis det fortsatte i fem år, uden at der skete forandringer, så ville Saudi-Arabien simpelthen gå bankarot. Men det skete ikke, fordi oliepriserne steg, og fordi bin Salman skabte og er i gang med at realisere deres Saudi Vision 2030-plan. Det er en plan, der gradvist vil sætte oliesektoren på aktier og tiltrække store internationale investeringer bl.a. gennem futuristiske projekter som grønne byer i ørkenen, hvis energiomsætning styres af kunstig intelligens. . Saudi-Arabien blev reddet af stigende oliepriser, men i fremtiden skal de reddes af en meget bedre indstillet økonomi, hvor de mere er inspireret af Kinas udvikling end amerikansk liberalisme.
I 2015 havde de et budget, der var baseret på en oliepris på 100 dollar pr. tønde. Det vil sige, at hvis prisen røg under det – og den røg helt ned på 14 dollar på et tidspunkt – så er det et mega underskud i kassen. Man siger som tommelfingerregel, at et udsving på én dollar er en milliard om året for Saudi-Arabien. Så det er mange penge.
Så Saudi-Arabien er mere sårbare med hensyn til olieprisen i dag end tidligere. De vil gerne have økonomisk råderum, som vi siger i Danmark, så de både kan renovere deres oliesektor, lave alle de der megadyre projekter og generelt omstille deres økonomi.
Du siger, at det er en generel bevægelse i Mellemøsten, at man vender sig mere mod øst, end man tidligere har gjort. Hvad er det, USA har mistet?
USA sendte Obama til Østen i 2013, fordi USA selv ville prioritere Asien frem for Mellemøsten. Det har siden da været deres linje. Så blev de trukket ind i Mellemøsten igen på grund af Islamisk Stat, situationen i Irak osv.
Den ene ting er, at Mellemøsten generelt ser mod øst, fordi man kan se det meget store investeringsbehov i Asien. Og fordi de ser, at Kina er en stadig stærkere økonomisk og mere indflydelsesrig, som er blevet mødt et USA, der har lavet en decideret inddæmningspolitik over for Kina.
Den anden ting er, at i takt med at Kina er blevet stærkere, er de også blevet meget mere aktive i Mellemøsten – især i de lande, der kan betale for kinesiske investeringer, bl.a. i forbindelse med udvikling af havne: Saudi-Arabien, Emiraterne, Kuwait, Qatar osv.
USA har altså en værdidagsorden, som er irriterende for diktaturer i Mellemøsten. Og det har Kina ikke
_______
Hvordan forholder Washington sig til den øgede kinesiske indflydelse?
USA har ikke forholdt sig direkte til den kinesiske indflydelse.
Jeg tror, at den måde, USA vil håndtere Mellemøsten på, er, at de vil prøve at fremstille sig selv som mere attraktive end Kina. Men det kan de ikke. Og der er to grunde til.
Den ene grund er, at USA kører den her værdipolitiske dagsorden, hvor de siger, at hvis vi skal have noget med jer at gøre, så skal I respektere menneskerettigheder, I skal bevæge jer i retning af demokrati, osv. Da Biden kom til, så sagde han, at han ikke ville tale med Mohammed bin Salman, efter at der var sket det her mord på den journalistiske dissident, Khashoggi, i Istanbul i 2018. Men det kom han jo til.
USA har altså en værdidagsorden, som er irriterende for diktaturer i Mellemøsten. Og det har Kina ikke. Kina har en model, der viser, at man kan lave modernisering, økonomisk udvikling og vækst uden at lave politiske reformer. Og det kan fyrsterne i Mellemøsten godt lide.
Det andet er selvfølgelig, at USA heller ikke har leveret på den konto, som araberne havde håbet på. Da det i 2019 virkelig kom til en optrappet situation i Den Persiske Golf, hvor Iran fremstod mere og mere truende, og der var missilangreb mod Saudi-Arabien fra Houthi-bevægelsen, men alle mente, det var Iran, der stod bag, udeblev en militær reaktion fra USA. Der var sabotage af skibe i Golfen og alt muligt andet. Trump truede Iran meget, men han gjorde stort set intet militært. Og det har fået araberne til at tvivle på, om USA faktisk vil være en sikkerhedsgarant i Golfen.
Det tvivler man på i de arabiske lande. Derfor har man tvunget sig selv til at tænke meget mere regionalt. Og det er det, vi nu ser en række udtryk for.
Er der antræk til, at man fra USA og Vestens side, i lyset af de udviklinger, bevæger sig væk fra den meget værdiorienterede dagsorden og mod en mere pragmatisk eller realistisk dagsorden, jf. den nye udenrigspolitiske strategi herhjemme?
Ja, det er der, hvis du mener Vesten som sådan. Du nævnte selv Lars Løkke Rasmussen, og vi så Mette Frederiksens besøg i både Ægypten. Andre lande som Tyskland og Frankrig har også indikeret, at man flytter sig på den dagsorden.
Men den udvikling ser vi bare ikke i USA, når det drejer sig om Kina. Det hører dog med i billedet, at amerikanerne altid har haft en pragmatisk politik: Under Det Arabiske Forår støttede man demokrati og reformkræfterne i Ægypten med den ene hånd, og diktatorerne i Den Arabiske Golf med den anden. Og da Hillary Clinton var udenrigsminister, sagde hun, at USA ikke kan have en fælles politik for det hele; vi bliver nødt til at tage det land for land. Og det, der var helt tydeligt under Det Arabiske Forår, var, at USA meget nøje afvejede værdier over for sikkerhedspolitik. Og det er lige præcis det, som man også har set i ikke-vestlige lande: USA går på den ene side ud og taler om demokratisering, regler og folkeret og alt det der. Og på den anden side bøjer amerikanerne det hele efter deres egne interesser, hvad enten de er økonomiske eller sikkerhedsmæssige.
Men der er en anden og meget vigtigere grund til, at USA’s indflydelse svækkes uden for Vesten. Og det er, at man i verden er begyndt at blive irriteret over, at USA siger en ting og gør noget andet. At USA forlanger demokratisering af nogle, men ikke af andre. At USA forbeholder sig retten til at overtræde alle de regler, som de mener, andre skal overholde. Det er man uden for Vesten irriteret over, mens man i Vesten jo stadigvæk bakker op om USA.
Spørgsmålet er så: Hvem er der så i øvrigt at forholde sig til i verden? Hvis man i forlængelse af Ukrainekrigen ser på, hvem der støtter USA, så ser vi, at mens stort set alle – i hvert fald mere end 140 lande i FN – er kritiske over for Ruslands krig og mener, at den er illegitim, er det kun de vestlige stater, der bakker op om USA’s sanktionspolitik. Der går Kina, Indien, Indonesien, Tyrkiet, Saudi-Arabien, Emiraterne, Sydafrika, Brasilien, Argentina, alle i en anden retning. De lande begynder at snakke mere og mere sammen, og de begynder at koordinere mere og mere politik sammen. Vi har BRIKS-landene på den side, og vi har landene, der er samlet i Shanghai Cooperation Organisation (SCO), som jo tæller Indien, Kina, Saudi-Arabien, Tyrkiet, osv, på den anden. Det betyder, at vi ser et skifte i den globale magt, der gør, at USA’s rolle reduceres.
Det kan man se ved, at der ikke er et eneste land i Mellemøsten, der bakker op om USA’s sanktionsregime. Ikke engang Israel.
Hvordan skal vi forstå Kinas indtog i Mellemøsten? Hvilke interesser har de?
De har to meget grundlæggende og åbenbare interesser. Det ene er, at de har brug for olie og gas mange år frem. Selvom Kina også har en grøn dagsorden og har erklæret, at de vil væk fra fossile brændstoffer, så kan de ikke gøre det de næste mange år. Derfor har de brug for energi, hvis de skal opretholde den vækst, som er nødvendig for at opretholde opbakningen til regimet. Derfor gør de alt, hvad de kan, for at sikre sig aftaler – i Rusland, Kasakhstan, Golflandene, Angola, Venezuela osv.
Det andet er, at de har brug for at sikre forsyningskæderne. Kina har brug for infrastrukturinvestetinger, som sikrer, at de kan have handel kørende. De har set, at USA sammen med andre allierede laver en inddæmningspolitik i Det Sydkinesiske Hav, og på det har de reageret på to måder. De har reageret militant – ikke mindst i Det Sydkinesiske Hav, hvor de har optrådt meget hårdhændet. Det er der nære område ved det kinesiske hovedland.
Derudover har de optrådt ved at investere i Silkevejsprojektet, og det åbner en alternativ korridor for vareudvæksling. De kan nu begynde at bruge jernbaneforbindelse fra Vestkina til Europa, og så kan de få en alternativ adgang til de store oceaner via Den Persiske Golf. Og de samtidig kan de lave business ved at stå for udbygningen af havne. Ved at drive havne i Golfen, Rødehavet, Middelhavet og i syd langs Afrikas kyster, sikrer de deres forsyningsruter, samtidig med at har store investeringsprojekter. Det er Kinas strategi med Mellemøsten.
Det eneste, vi kan sige med sikkerhed, er, at den globale orden – og ikke mindst Mellemøsten – er i et enormt fluks
_______
Men hvor stor er deres indflydelse helt konkret lige nu?
Først og fremmest er det på det økonomiske område. Derudover indgår Kina også i et militært samarbejde med Saudi-Arabien – fx på nogle af de områder, hvor USA ikke vil eller ikke må for Kongressen som armerede droner, missilfabrikker, stjernekrigsprojekter osv. Det er meget tydeligt, men man skal huske, at Kina vil ikke lave alliancer. De laver partnerskaber, og de er bilaterale. Og det betyder, at hvis de skal lave en sikkerhedsordning for deres egne investeringer i Mellemøsten, så bliver det i en multilateral sammenhæng. Det er anderledes end amerikanerne, og det er man ret glade for i den arabiske verden, fordi Kina ikke dikterer sikkerhedspolitikken, men udvikler den i et regionalt samarbejde, hvor SCO også bruges som dialogforum.
Et område, hvor USA stadig sidder tungt, er de bevægelser, der sker omkring dollaren, som stadig er den anerkendte internationale valuta, men hvor Kina forsøger at rykke Yuan ind som noget, man også kan handle med. Hvor realistiske er de bestræbelser?
Det er der meget stor diskussion om, og det er meget kompliceret.
Der er allerede mange ting, som kører uden om dollaren. Hvis vi kigger på SCO, hvor mange af de her stater sidder, så er der ingen tvivl om, at de tænker i de baner og finder veje uden om dollaren. Så det sker. Om udviklingen sker i tilstrækkelig grad til, at dollaren faktisk kan blive truet, er tvivlsomt. Mange amerikanere siger, at det aldrig kommer til at ske. Men der sker i hvert fald det, at man i stigende grad laver egne internationale investeringsbanker, udviklingsbanker osv. Så det kan godt være, at dollaren fastholder sin dominans på det internationale marked, men der kommer alternativer, og det skal man ikke lukke øjnene for. De alternativer bliver interessante, hvis USA fortsat vil straffe med sanktioner og lignende.
Det eneste, vi kan sige med sikkerhed, er, at den globale orden – og ikke mindst Mellemøsten – er i et enormt fluks. Hvor nogle siger, at Kina ikke kan holde til det, siger andre, at det faktisk er en trussel mod den amerikanske økonomiske dominans på verdensmarkedet. Jeg kan som idéhistoriker ikke vurdere, hvem der har ret, men jeg kan se, at det sker store forskydninger.
Og dem der siger, at Kina ikke vil lykkes, hvad bygger de det på?
Der er jo nogle åbenbare problemer i Kina. Først og fremmest ganske alvorlige demografiske problemer, da kineserne bliver ældre og ikke laver nok børn. Men det kan jo løses ved immigration. Så er der også en stor intern gældsætning, som man bliver nødt til på en eller anden måde at få en ordning på. Det tredje er, at man i Kina er meget afhængige af, at man kan fortsætte sin vækst. Kina har haft en formidabel vækst de seneste 40-50 år, der har skabt en velstående mellemklasse, og de er vældigt fornøjede, for de har ingen gæld, har arbejde, biler, kunne inden corona rejse rundt osv. I det øjeblik, de bliver arbejdsløse, fordi virksomhederne går konkurs, begynder det at give store problemer for styret. Så det kinesiske styre er pisket til at levere vækst bl.a. via de her infrastrukturprojekter i udlandet.
Der er så mange, især i USA, der peger på, at Kina gør regning uden vært, og at nogle lande bliver sure på kineserne. Man taler om, at fattige lande tvinges ind i gældsfælder og derfor bliver afhængige af at følge Kinas politiske linje. Men Kina har i en del tilfælde faktisk lyttet til kritikken og genforhandlet kontrakter, og i dag kan vi se, at det er mange lande, faktisk over 100 lande, som gerne vil være med i Kinas silkevejsprojekt.
Hvis vi kigger på et af de store diplomatiske aftryk, Kina har sat i Mellemøsten indtil nu – nemlig aftalen mellem Iran og Saudi-Arabien fra marts – kan man så sige, at der udsigt til, at et Mellemøsten domineret af Kina vil være mere fredeligt end et Mellemøsten domineret af USA?
For det første tror jeg ikke, at Kina vil dominere Mellemøsten. Deres strategi er at sikre sig forbindelsesruter og investeringer; at sikre sig, at de har sikkerhed omkring deres egne projekter. De har ingen intention om at skulle ind og svinge taktstokken og bestemme, hvor fx Saudi-Arabien skal hen – det må araberne selv finde ud af. Så på den måde kommer de ikke til at dominere, men Kina kommer til at være mere til stede.
Vil det så være et mere fredeligt Mellemøsten? Det tror jeg.
Derfor ser vi en regionalisering i Mellemøsten i dag, og det er kun godt for Mellemøsten. De eneste, det måske ikke er godt for på lang sigt, er Israel
_______
Det, vi ser – og som vi har set siden 2020 – er, at Mellemøsten er mere og mere klar over, at de ikke kan forvente, at USA kommer og løser deres problemer. Og det betyder, at de heller ikke altid er særligt glade for at lytte til USA og indfri deres forventninger. Derfor ser vi, at Carter-doktrinen fra 1980 [om at USA kunne militær magt til at forsvare dets nationale interesser i Den Persiske Golf, red.] er afgået ved døden, og det betyder, at landene i regionen arbejder sammen på kryds og tværs – inklusive med Israel. Det understøtter Kina, for de har haft stor succes med at være gode venner med dem alle sammen på én gang. For eksempel er Kina gode venner med Iran og har været det i mange år, men de er også gode venner med Saudi-Arabien og Israel. Kina kan noget, som USA ikke kan, og soalle sammenallesammen er tilfredse med. Og det giver sig udslag i, at man udnytter det. Det er jo ikke tilfældigt, at aftalen mellem Iran og Saudi-Arabien faldt på plads med kinesiske mæglere.
Kommer det til at være billedet i Mellemøsten fremadrettet, den kinesiske måde at gå til det, også hvis man ser det fra EU’s perspektiv?
Det tror jeg, at det gør. Men man skal altid passe på med at forudsige.
I 2019 så vi en altomfattende konflikt mellem på den ene side Iran og araberne, og på den anden side mellem Tyrkiet og araberne. 2-3 år senere er de konflikter stort set afløst af forhandlinger og diplomati. Og det skyldes én eneste ting; nemlig at man ingen tillid har til USA. Og så spørger man, hvem der så i øvrigt kan understøtte. Kina vil ikke ind at være sikkerhedsgarant, men de vil gerne lave multilateralt sikkerhedsarbejde. Og det kan man godt bruge. Derfor ser vi en regionalisering i Mellemøsten i dag, og det er kun godt for Mellemøsten. De eneste, det måske ikke er godt for på lang sigt, er Israel.
Og når du siger “regionalisering”, så dækker det over, at der kommer flere aftaler staterne imellem?
Du kan se, at der gik ca. to uger fra at Biden havde sat sig i Det Hvide Hus, til at Saudi-Arabien slog en streg over den fireårige lange konflikt med Qatar. Var der sket noget i Qatar? Havde de indfriet nogle af de krav, der var blevet dem stillet? Ikke et eneste. Og de var lige så forbløffede i Qatar, som de var i Emiraterne. Men saudierne gad ikke den konflikt mere. Så den blev løst ved, at Mohammad bin Salman simpelthen slog en streg over kravene. Et af kravene var fx, at Qatar skulle lukke for nyhedskanalen al-Jazeera, men den lever stadig i bedste velgående.
Så kiggede den saudiske ledelse mod Tyrkiet. De to lande havde været helt vildt uforsonlige siden Det Arabiske Forår, fordi Erdogan støttede Det Muslimske Broderskab, men pludselig så man Saudi-Arabien besøge Erdogan med masser af penge, og nu snakker de fint sammen.
Så fik vi Iran-Saudi-Arabien-aftalen. Og senest så vi i for to uger siden, at Bashar al-Assad blev inviteret med i Den Arabiske Liga. Opfattelsen var, at Assad nu endegyldigt havde vundet magten, og så kan man lige så godt handle med ham og få løst nogle af de problemer, som den syriske krig har skabt, ikke mindst de store flygtningestrømme..
Og vi ser nogle af de samme udviklinger i forhold til Israel. Netanyahu har – ikke hemmeligt, men helt åbent – besøgt Saudi-Arabien. Israel vil gerne have en Abrahamaftale med Saudi-Arabien, men som det er nu kan man sige, at Saudi-Arabien får alt det af Israel, de gerne vil, uden at indgå i diplomatiske forbindelser med israelerne, og derved ser Saudi-Arabien ud til stadig at ville presse Israel på Palæstinakonflikten.
Jeg tror, at et Mellemøsten med mere Kina, men først og fremmest mindre USA, bliver et Mellemøsten, der er bedre til at håndtere sine egne konflikter
_______
Så helt overordnet: Et Mellemøsten med mere Kina og mindre USA bliver et stærkere Mellemøsten både internt og eksternt?
USA’s mindre rolle, Kinas større og det, der overordnet kan kaldes regionalisering synes således klart at pege retning af et mere stabilt Mellemøsten, men på et punkt er der grund til alvorlig bekymring og det er i forholdet mellem Iran og Israel, der længe har ligget i skyggekrig: Israel truer gang på gang Iran med krig, og truslerne er blevet forstærket under den nye israelske regering. Skulle Israel indlede et angreb og dermed starte en krig, kan USA ikke undgå at blive inddraget, og så er Mellemøsten tilbage i ragnarok.
Men jeg tror, at et Mellemøsten med mere Kina, men først og fremmest mindre USA, bliver et Mellemøsten, der er bedre til at håndtere sine egne konflikter. Det er den gode historie. Den dårlige historie er selvfølgelig, at det er meget sværere at se for sig, at det bliver et demokratisk Mellemøsten. Det gælder i hvert fald for de arabiske lande i Golfen. Der er demokrati skudt langt ud i horisonten.
Og det er også noget, man har indset i Vesten, at det ikke er noget, vi hverken kan eller vil tage ansvar for?
Jeg ved ikke, hvor meget man indså det under Jeppe Kofoed, men det er noget, man i hvert fald har indset under den nye regering i Danmark og mange steder i EU. Man har også indset, at vi har et problem: Hvis vi vil lave global politik og sanktioner, så bliver vi nødt til at have venner, som vi kan arbejde med, også selvom det er ikke-demokratiske regimer. Sådan har det for så vidt altid været, men nu er det blevet manifesteret for alvor. Så taler man altid om Indien som det store demokrati – og det er det jo også på nogle punkter – men de er også, ligesom Kina, blevet mere selvbevidste om, at de har indflydelse internationalt.
De er dog ikke så selvbevidste som USA, der gang på gang siger, at de er den naturlige leder af hele verden, og at alle skal høre efter, hvad de siger. Men det er jo rigtigt, at mange af de ikke-vestlige stater er mere selvbevidste. De ved, at hvis de laver sanktioner mod Rusland, så er det dem selv, der mærker konsekvenserne, og det synes de ikke er en god ide og lader være.
For befolkningerne i lande som fx Egypten og Tunesien betød den russiske invasion af Ukraine og det, der fulgte med sanktionerne, at hylderne i deres supermarkeder blev tømte. De er i forvejen fattige, og når der så endelig var varer til salg, så var de 30 pct. dyrere end inden Ukrainekrigen. Det er sådan nogle scenarier, som man bliver nødt til at være opmærksom på. Og Kina er også opmærksom på det.
Derfor spiller Kina ud med en fredsplan, som får meget kritik i Vesten. Men i ikke-vestlige lande ser man det som vejen frem: Krigen skal stoppes så hurtigt som muligt, og det skal den med forhandlinger. Så kan man sige, at det er et naivt synspunkt, eller at det ikke kommer til at ske – det skal jeg ikke gøre mig klog på. Men der findes forskellige holdninger, og de går stik imod, hvad man hører fra Washington. ■
I ikke-vestlige lande ser man det som vejen frem: Krigen skal stoppes så hurtigt som muligt, og det skal den med forhandlinger
_______
Lars Erslev Andersen (f. 1956) er idehistoriker og seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) med forskningsinteresse i Kinas og USA’s Mellemøst-politik. Seneste bog er Oprør og Alliancer. Mellemøsten efter det arabiske forår (2021, Lindhardt og Ringhof). Arbejder nu på en bog med titlen Den Amerikanske Mission. Civilisation, identitet og frihed, der udkommer på Aarhus Universitetsforlag i 2023.
ILLUSTRATION: Beijing, 16. marts 2017: Xi byder Saudi-Arabiens konge, kong SAlman, velkommen i det, der skulle blive det kinesiske styres begyndende charmeoffensiv i Mellemøsten [FOTO: Nicolas Asfouri/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
