Katherine Richardson i Interviewserien: Vores forståelse af hele økosystemet er ikke nær så stærk, som vi troede
27.12.2023
”Der var ingen af de modeller, som vi regnede med, der forudså det her. Og alligevel sætter vi os tilbage og regner med, at det, modellerne siger, må være rigtigt. Men det er meget bekymrende, når virkeligheden ikke passer særlig godt med vores forudsigelse.”
RÆSONs Interviewserie udkommer hver uge. Se alle interviews i serien her. Denne uge med Katherine Richardson, professor i biologisk oceanografi ved Københavns Universitet og leder af universitetets ’Sustainability Science Centre’.
Interview af Mathies Duch Gronemann
RÆSON: Havet har fået feber, siger internationale forskere fra bl.a. NASA, der holder øje med temperaturen i havet. Hvad er der sket med havtemperaturen i år?
RICHARDSON: Siden 70’erne er temperaturen kravlet gradvis op. Al den data, vi har fra alle årene fra 70’erne og frem til 2020, ligger i én stor klump; som en masse spaghetti, der ligger på én graf. Her i 2023 så vi så et stort spring – det er en centimeter i grafen, hvor der simpelthen er et hul. Altså det ligger så meget over de andre, og det er aldrig sket før.
Selvfølgelig skal man huske, at det er et El Nino-år, hvilket naturligt vil påvirke temperaturen, men vi har haft El Nino før, uden at der har været de her store og pludselige forandringer. Det hænger selvfølgelig sammen med klimaforandringerne, men vi har også haft klimaforandringer igennem hele perioden. Så det er rigtig, rigtig skræmmende. Vi kan ikke sige lige præcis, hvorfor 2023 opfører sig så markant anderledes. Det betyder blandt andet, at vores forståelse af hele økosystemet, som vi er en del af, er ikke nær så stærk, som vi troede.
Der var ingen af de modeller, som vi regnede med, der forudså det her. Og alligevel sætter vi os tilbage og regner med, at det, modellerne siger, må være rigtigt. Lige nu siger modellerne, at temperaturen bliver 2,9 grader varmere, hvis vi fortsætter med at udlede CO2 på den måde, vi gør nu. At det er præcis 0,9 det får det til at lyde, som om vi er rigtig sikre i vores sag.
Er vi ikke det?
Selvfølgelig kender vi mange af de processer, der bestemmer jordens temperatur. Og vi har også nogle modeller, som, hvis vi bruger dem over den periode, hvorfra vi kender temperaturudviklingen fra fx 1850 og indtil nu, så vil de udregne det generelle mønster, men det ville ikke være nøjagtigt. Så de har været rimelig gode til at forudsige, hvad der ville ske. Men de har bare ikke fanget det, der rent faktisk er sket i 2023.
Det er meget bekymrende, når virkeligheden ikke passer særlig godt med vores forudsigelse
_______
Det får nogle forskere til at bekymre sig og tænke, at det kan godt være, der er ved at ske nogle anderledes forandringer i Jordsystemet. Vi taler hele tiden om potentialet for tipping points i klimaforandringerne; altså nogle ting, hvor du kan skabe en drastisk og potentielt irreversibel proces, som forstærker klimaopvarmningen. Det er fx smeltende havis, der vil forstærke opvarmningen, fordi du i stedet for at reflektere varmen får varmen ind i havet, og vand er rigtig godt til at lagre varme. Når vi overskrider nogle af de punkter, så ved vi faktisk ikke, hvad der sker.
Det er meget bekymrende, når virkeligheden ikke passer særlig godt med vores forudsigelse. Fordi det betyder, at der er nogle processer, som vi ikke har nok forståelse for. I bund og grund, når vi laver modeller, så er det statistik, hvor vi ser på, hvad der plejer det at ske, og så beskriver vi det matematisk.
Det fungerer meget godt, så længe du ikke ændrer på grundvilkårene. Men hvis du ændrer på grundvilkårene, så kan det godt være, at den matematiske beskrivelse pludselig ikke passer længere.
Det er det, der er skræmmende. Og det gælder jo ikke kun havtemperaturen; det er det samme i luften, hvor der har været nogle helt vilde temperaturmæssige afvigelser i 2023.
Det er jo betingelserne for Jordsystemet, som du forsker i, og som du siger her, så ved vi ikke, hvad der sker, når vi ændrer på grundvilkårene. Betyder det så samtidigt, at de modeller, vi anvender til bl.a. at fremskrive de 2,9 graders temperaturstigning, som FN gjorde for nylig, er mere usikre, end vi tidligere har troet?
For det første er modellerne kun 66 pct. sikre, hvilket vil sige, at der stadig er 33 pct. chance for, at de rammer forkert. For det andet har vi traditionelt i mange henseender haft den holdning, at det er fysikken, der bestemmer, og det er biologien, der ridder på ryggen af fysik. Men så enkelt er det ikke.
Modellerne er heller ikke i stand til at fange effekten af fx skovbrande eller afsmeltning af permafrost
_______
Det handler om interaktionen mellem biologiske processer og geofysiske processer på jorden, der har været bestemmende for den overordnede miljøtilstand, vi har på jorden. Men der er mange ting omkring biologien, som vi ikke har tilstrækkelig forståelse for, til at vi kan gøre dem kvantificerbare nok til at indgå i vores matematiske beskrivelse af verden, dvs. i de modeller, man anvender til at forudse jordens fremtidige temperatur.
De modeller, som bruges af FN’s klimapanel, har godt nok nogle biologiske processer i dem. Men det viser sig faktisk, hvis du tager hele den gruppe af modeller, som fx bruges til Assessment Report 6, så er de ikke engang enige om, hvorvidt fotosyntese i havet vil være større eller mindre som følge af klimaforandringer. Modellerne er heller ikke i stand til at fange effekten af fx skovbrande eller afsmeltning af permafrost.
Så stigningerne i havtemperatur viser, at der er rigtig mange af de kritiske biologiske processer, som i jordens historie har været vigtige i skiftet fra en overordnet miljøtilstand til en anden, som slet ikke kan fanges korrekt i modellerne.
Hvorfor spiller havet en så afgørende rolle for klimaforandringerne?
Hvis du ser tilbage i tiden rent geologisk, altså i Jordens historie, så har havet faktisk været det, der bestemmer klimaets udvikling.
Det er, fordi klimaforandringer egentlig handler om, at vi ændrer den mængde af solens varmeenergi, der lagres tæt ved jordens overflade. Vi mennesker synes som landlevende organismer, at luften er det vigtigste, og dermed at temperaturændringer i luften er vigtige. Men egentlig er det mindre end 5 pct. – nok snarere 2-3 pct. af den ekstra energi, der nu er lagret tæt ved jordens overflade – der findes i luften. Over 90 pct. findes i havet. Havet dækker 71 pct. af Jordens overflade.
Derfor er havet enormt vigtigt for klimaforandringerne. Dengang jorden gik fra istid til ikke-istid og omvendt, flyttedes der ca. 80 dele per million CO2 fra atmosfæren til havet eller fra havet til atmosfæren. Det er altså havet, der indeholder den CO2, der hurtigt, i geologisk tid, kan flyttes rundt på jorden. Det tog 80.000 år at gå fra en istid til en ikke-istid, og den flytning af CO2 gjorde en enorm forskel. Så vi ved, hvad det betød for klimaet på jorden.
For knap 300 år siden, da den industrielle revolution begyndte, lykkedes det for os mennesker at ændre CO2-koncentrationen i atmosfæren med næsten 140 dele per million. Ikke de 80 dele per million, som ændredes over 80.000 år siden, da istider kom og gik. Men næsten 140 på mindre end 300 år.
Det betyder selvfølgelig, at de fundamentale processer, der bestemmer jordsystemets temperatur, ikke er i balance i dag, når vi har skabt så hurtigt en ændring over så kort tid. De vil i øvrigt heller ikke være i balance, når vi når til 2100.
Når man i stedet for det regnskab, der bruges i forbindelse med COP og UNFCCC, begynder at se på vores forbrug og de udledninger, der er forbundet med det, så er Danmark absolut ikke en leder
_______
Vi hørte i forbindelse med det nyligt overståede COP28 fra den danske regering anført af Dan Jørgensen, at Danmark gik til COP som et foregangsland, der viser vejen ved selv at udfase fossile brændsler. Ser du Danmark som et land, der viser vejen frem?
Det er klart, at hvis du holder dig strengt til Kyoto-regnskabsmetoden, som man bruger nu i UNFCCC, så ligger Danmark lunt i svinget.
Og jeg synes, vi går forrest i forhold til, at det i en vis grad er lykkedes os at afkoble især energiforbrug og BNP. Det synes jeg ikke, man kan tage fra os. Det er vi faktisk rigtig gode til – og vi har faktisk også været rigtig gode til at tjene penge på det. Det er derfor, nogen har kigget på os som leder.
Men hvis du taler om at gøre noget, som andre vil kunne efterligne, så er svaret nej. Det store biomasseforbrug er fx ikke noget, som andre lande skal følge efter.
Når man i stedet for det regnskab, der bruges i forbindelse med COP og UNFCCC, begynder at se på vores forbrug og de udledninger, der er forbundet med det, så er Danmark absolut ikke en leder.
Vi udgav for nylig en rapport i Klimarådet om netop det. Se bare på vores diæt: Den er 45 pct. mere klimabelastende end den gennemsnitlige verdens diæt. Og så kan du sige: Ja, ja, men der er mange indere, der ikke spiser kød. Jo, men vores diæt er også mere klimabelastende end den gennemsnitlige europæiske diæt.
Har vi ret til at belaste klimaet mere med det, vi spiser, end andre mennesker gør? Der kan man i hvert fald ikke kalde Danmark for en klimaleder.
RÆSON: Er du overrasket over, hvor hurtigt det her går? RICHARDSON: Det tror jeg, alle forskere er
_______
Så hvis man ser det med de planetære grænsers blik, så er vi i Danmark langt ude over grænserne?
Det er vi, og det ved vi godt. Hvis alle brugte ressourcer, som danskere gør, så var der behov for 4,2 jordkloder. Så selvfølgelig er vi langt ude over mange af de planetære grænser. Men bæredygtig udvikling er ikke noget, hvor man bare fra en dag til den næste kommer dertil. Det er en proces.
Danmark har været sindssygt heldige i forhold til klimadagsordenen. Netop fordi vi havde oliekrisen i 70’erne, var der nogle forudseende politikere, der sagde, at vi skulle af med olie, som var det, vi fik al vores energi fra dengang. Desværre gik vi over til kul, hvilket ikke var så smart, men man vidste ikke bedre.
Men i den forbindelse satte danske politikere baren højt i forhold til energieffektivisering. Og det var konkurrenceforvridende, således at danske virksomheder havde nogle ulemper i forhold til andre virksomheder. Men alligevel så man, at der voksede virksomheder som Velux, Rockwool, Danfoss og Grundfos frem – og senest Ørsted
Det endte med at give en kæmpe, kæmpe fordel, at vi blev en global leder indenfor havvindmøller. Men vores forståelse af omfanget af, hvad en grøn omstilling egentlig er for noget, er begrænset. Der er der meget, vi kan gøre bedre.
Det er ikke første gang, vi er blevet fanget med bukserne nede, og var nødt til at erkende, at vores forståelse af jordsystemet er ikke så god, som vi troede
_______
Læser man i den nye FN-rapport, står der, som du selv siger, at 2,9 grader er det scenarie, vi kan se frem til. Men gang på gang har vi i løbet af de sidste par somre set klimaforandringerne med egne øjne. Er du overrasket over, hvor hurtigt det her går?
Det tror jeg, alle forskere er. Ingen forudså, at det ville være sådan. Det fortæller os, at vores forståelse af de processer, der bestemmer jordens temperatur, og interaktionerne mellem dem, ikke er så god, som vi troede.
Men at vores modeller ikke stemmer overens med virkeligheden, har vi prøvet før: Smeltningen af arktisk havis i 00’erne gik meget hurtigere, end modellerne forudså. Nu har man justeret modellerne, så de fanger det meget bedre. Men det er ikke første gang, vi er blevet fanget med bukserne nede og var nødt til at erkende, at vores forståelse af jordsystemet er ikke så god, som vi troede.
Det er interessant i sig selv, at da FN’s klimapanel, IPCC, for første gang nævnte tipping points i deres rapport i 2001, sagde de, at de ikke troede, at vi ville ramme dem før omkring 5 graders opvarmning. Og da de kom til 2007, så sagde de måske 3 graders opvarmning. Og da de kom til 2013, så sagde de måske ved 2 graders opvarmning. Og så havde de en særrapport i 2018, der handlede om is og hav, og der sagde de, at vi faktisk ikke kan lægge hånden på hjertet og sige med sikkerhed, at vi ikke allerede har krydset et tipping point.
Selv hvis vi overholder Paris-aftalen, hvad der jo er yderst usandsynligt, så mener mange forskere, at vi risikerer, at hele 5 tipping points bliver krydset. De ved ikke, om det sker, men det er en mulighed, at det sker, selvom vi holder os inden for Parismålene.
Det er skræmmende, når børn skriver spørgsmål, der så stærkt reflekterer det narrativ, vi har. Og narrativet er, at en grøn omstilling er noget, som teknologi klarer ude i fremtiden
_______
Du har forsket i klima og bæredygtighed igennem mange år. Mener du, at debatten vi har – både internationalt som på COP for nylig, men også debatten herhjemme – rykker sig nævneværdigt i forhold til, hvor alvorlig situationen er?
Den rykker sig. Det er der ingen tvivl om. Hvis du ser på vores artikler om de planetære grænser, så har den opdatering, vi kom med i 2015, været downloadet nu omkring 290.000 gange. Hvis du ser på artikel, vi kom med den 13. september, så har den været downloadet 270.000 gange. Så den har stort set indhentet den, der er otte år gammel. Så diskussionen og opmærksomheden og fokus er et helt andet sted nu, end det var dengang.
Om der er en rigtig forståelse for, hvor grelt det står til, kan jeg stadig have min tvivl om. Jeg er frygtelig ked af det narrativ, vi har i samfundet, som fokuserer på, at vi er verdens klimaledere og er så gode. Jeg snakkede med en elev fra 8. klasse i dag, der havde sendt mig en række spørgsmål. Og jeg er simpelthen ved at miste pusten af, at hans udgangspunkt er, at det er alle de andre, der skal gøre noget. Fx spørger han: hvordan kan vi få kineserne til at udlede mindre CO2?
Lad os lige starte med at være et godt eksempel og gøre det selv. Det er skræmmende, når børn skriver spørgsmål, der så stærkt reflekterer det narrativ, vi har. Og narrativet er, at en grøn omstilling er noget, som teknologi klarer ude i fremtiden. Der er ingen systemtænkning i det overhovedet.
Hvis du ser på naturen, lever alle organismer af at bruge jordens ressourcer. Og vi levende organismer, vi lever af at bruge fotosyntetiske produkter. Men vi som et globalt samfund bruger for meget biomasse i dag – vi fjerner faktisk ca. en tredjedel af den mængde fotosyntetiske produkter (dvs. biomasse red.) naturen har dannet årligt i de sidste 10-12.000 år. Det betyder, at vi fjerner ca. en tredjedel af den energi, som naturen ellers vil have til rådighed, og det er en drivkraft for biodiversitetstab.
Hvis du ser på de planetære grænser, så handler tre af dem om det, vi tager ud af systemet. De andre seks er affaldsproblematikker. Og naturen laver ikke affald. Enkelte organismer udleder affald. Men så har andre organismer udviklet sig til at bruge den og genskabe de råmaterialer, så hele processen kan køre igen. Det er en perfekt cirkulær økonomi.
Hvis du tager en enkelt organisme fra naturen – du har sikkert gjort det i de små klasser – og putter den ind i en kolbe med næring, så vokser den først meget langsomt, dernæst mere eksponentielt, indtil det så begynder at stagnere, når den løber tør for ressourcer. Til sidst går den til grunde, fordi den bliver forgiftet af sine egne affaldsprodukter. Lige nu står vi i samme situation, og vi skal selvfølgelig forhindre, at vi bliver forgiftet af vores egne affaldsprodukter.
Jeg bliver helt desperat nogle gange med det her fokus, der er på, at nu skal vi fange og lagre kulstof. Undskyld mig, men kulstof bliver en mangelvare. Vi har behov for kulstof. Vi er langt bedre tjent med at danne fotosyntetiske produkter, altså at bruge de stoffer, der bliver produceret, end at vi prøver at flytte himmel og jord for at få suget CO2 ud af atmosfæren, og så prøve at finde et sted, hvor vi kan gemme det.
Så det, du siger, er, at efter den store acceleration, som du selv har beskrevet, så er vi ved at forgifte os selv, samtidig med at vi tror, at vi kan hive kulstoffet ud af atmosfæren. Men i virkeligheden er det en umulighed, som du ser det?
Jeg siger ikke, at det er en umulighed. Jeg er bare ikke sikker på, at det er den smarteste strategi.
Jeg er bange for, at det er som at tisse i bukserne for at holde varmen. For vi kommer til at have behov for kulstof. Ingen har en teknologi, der kan suge det direkte ud. Vi kan ikke hive den direkte ud af atmosfæren endnu. Alligevel regner alle med det i deres modeller.
Sidste år blev der på verdensplan fanget 7.000 tons. Vi skal fjerne 30 millioner tons for Danmark alene hvert år, hvis vi skal være CO2-neutrale.
Vi er nødt til at have en plan B, hvis vi ikke kan suge alt det her CO2 ud af atmosfæren. Det er den plan B, som jeg har svært på at få øje på. Jeg synes, det ville være alletiders, hvis vi kunne få det ud. Men nu begynder vi at drømme lige lovlig meget, synes jeg. Jeg har det bedre med små skridt ad gangen, som jeg ved, man kan håndtere.
COP28 er netop afsluttet med en aftaletekst, der for første gang nævner fossile brændsler. Fik vi det gennembrud, der var brug for?
Ja, vi fik et af de mange små gennembrud, vi har behov for ved COP’en, men hele ideen om, at ét gennembrud eller ét COP kan løse klimaudfordringen, er bare en del af det gængse narrativ, som jeg harcelerer så meget imod. Vores socio-økonomiske system er et komplekst adaptivt system. Komplekse adaptive systemer transformeres ikke med store kvantespring, men via mange små skridt i den rigtige retning. Så vi kan på ingen måde sætte os tilbage og sige ”vi fik et gennembrud på COP – nu kan vi slappe af”. Det gennembrud, vi fik på COP’en, er i sig selv værdiløst. Det er kun i selskab af mange andre ”gennembrud”, at det kan bidrage til reelle forandringer. Og tiden er knap, vi har behov for de andre gennembrud nu! ■
Tiden er knap, vi har behov for de andre gennembrud nu!
_______
Katherine Richardson (f. 1954) er professor i biologisk oceanografi ved Københavns Universitet, tidligere prodekan ved Københavns Universitet og leder af universitetets ’Sustainability Science Centre’.
ILLUSTRATION: Katherine Richardson [FOTO: Arthur J. Cammelbeeck/Arthur Cammelbeeck/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
