Thorbjørn Jacobsen (LA): Norden bør gå sammen i en nuklear Kalmarunion
05.02.2026
Et nordisk samarbejde om kernekraft er ikke blot et klimapolitisk projekt, men et industripolitisk, sikkerhedspolitisk og nødvendigt valg. Et valg, der kan sikre strategisk autonomi, lavere og mere stabile energipriser, høj forsyningssikkerhed og et solidt fundament for fremtidens vækst og velstand.
Kronik af Thorbjørn Jacobsen, folketingskandidat for Liberal Alliance
Dansk energipolitik er en kolos på lerfødder, og problemerne, man har advaret om i årevis, står nu lysende klart. Imens vi gør os stadig mere afhængige af importeret strøm og undersøiske kabler, øges mængden af kernekraft i det øvrige Norden. Det kommer også os til gode – men hvis vi vægter sikkerhed og autonomi, bør vi følge trop. Jeg foreslår derfor en Nordisk nuklear Kalmarunion.
Det sikkerhedspolitiske aspekt er gruopvækkende. I vores iver efter at blive fri af Putins gas har vi kastet os lige i armene på Donald Trump i stedet. Hele 40 procent af Europas importerede gas kommer nu fra USA, og energieksport fremhæves i den amerikanske nationale sikkerhedsstrategi som et magtmiddel. Den klemme kommer vi ikke ud af foreløbigt.
For Danmark er situationen særligt alvorlig. Vores forsyningssikkerhed afhænger i høj grad af undersøiske kabler, og de seneste par år har vi set mindst 8 saboterede kabler i Østersøregionen alene.
En robust, stabil og uafhængig national energiproduktion er en sikkerhedspolitisk nødvendighed. Det betyder i yderste instans, at vi skal have en tilstrækkelig forsyning fordelt rundt i landet, som kan levere, hvis et slæbeanker over havbunden kapper livsåren til udlandet.
Samtidig kan vi læse at det danske elnet nu er så presset, at virksomheder med store projekter får afslag på at blive koblet på elnettet. Problemerne skyldes ikke kun forsinkelser i byggeprojekterne, men især at man har valgt et system med en kæmpe overkapacitet af sol og vind. Det overbelaster transmissionsnettet, når det producerer mest, mens strømmen til andre tider må hentes i udenlandet. Politikerne har stillet Energinet en uløselig opgave.
Det er et alvorligt problem. Et samfund, der ikke kan levere stabil og rigelig energi, kan ikke vokse. Og et Europa, der konsekvent accepterer højere energipriser end USA og Kina, vil gradvist tabe industriel kapacitet, arbejdspladser og strategisk autonomi.
Som professor Dieter Helm fra University of Oxford nøgternt formulerer det: ”Man kan ikke drive en konkurrencedygtig økonomi på sol og vind alene.” Disse teknologier er ikke tilstrækkelige som fundament for et højteknologisk industrisamfund med voksende elforbrug fra datacentre, elektrificeret industri og transport. Dette er bl.a. årsagen til, at Dansk Industri sammen med erhvervsorganisationer og teknologivirksomheder har stiftet Kernekraftalliancen.
Nu ser det også ud til at tiøren er faldet for vores energiminister, som erkender, at sol og vind ikke kan stå alene. Alligevel skal Energiø Bornholm tvinges igennem, med et dundrende underskud på samfundsøkonomien, og en milliardregning sendt videre til skatteborgerne. Dette kommer oven i det skandaløse havvind-udbud i Nordsøen. Det er i hvert fald ikke penge, der mangler. Det er det rene galmandsværk, og vi forbliver lige så sårbare.
Finland har luret det. Siden Olkiluoto 3 endelig åbnede, har denne ene reaktor kunnet levere cirka en tredjedel af Danmarks samlede elforbrug, med langt bedre økonomi end energi-ønskeøen Bornholm. Finnerne sikrer derfor fremtidens voksende elforbrug ved at placere et nyt kernekraftværk i udkanten af Helsinki blot få kilometer fra centrum.
Et samfund, der ikke kan levere stabil og rigelig energi, kan ikke vokse. Og et Europa, der konsekvent accepterer højere energipriser end USA og Kina, vil gradvist tabe industriel kapacitet, arbejdspladser og strategisk autonomi
_______
Svenskerne tager stormskridt i samme retning. Første spadestik er taget til et testanlæg til svenske atom-iværksættere, og man tillader nu uranminedrift til at sikre forsyningerne. Der udpeges lokationer til nye kernekraftværker, og der anvises finansiering og risikodeling til projekterne.
For de ved af erfaring at kernekraft er en stor økonomisk gevinst for det svenske samfund på sigt. I 1970’erne og 80’erne halverede de udledningerne fra elforsyningen, samtidig med at elforbruget fordobledes, og samfundsøkonomien steg med cirka 50 procent.
Et sandt industrimirakel. Derfor vil de opføre en hel stribe Små Modulære Reaktorer (SMR) rundt om i landet, og i Barsebäck opføres på ny et fuldskala kernekraftværk.
Selv Norge med de ufattelige mængder vandkraft er med. De forventer samme vækst i energibehov, og 60 norske kommuner er derfor gået sammen i foreningen Norske Kjernekraftkommuner (NKK). De har fundet en lokation i Halden, som jeg selv besøgte på en studietur sidste år. Her fortalte borgmesteren om muligheden for øget erhvervsaktivitet, og vi besøgte stedet, hvor de fire SMR-reaktorer vil skjule sig bag skovbrynet.
Her i februar deltager selvsamme norske borgmester til den første danske kernekraftkonference for kommunale beslutningstagere i Fredericia. Foreningen REO har inviteret kommunalpolitikere, embedsmænd og andre aktører med interesse for energi, erhvervsudvikling og bæredygtige løsninger.
De nordiske lande har en lang tradition for samarbejde. Hvis vi går sammen i en nordisk alliance om om nuklear teknologi, forskning, regulering, forsyningskæder og beredskab, kan vi udnytte fælles ressourcer, styrke vores kompetencer og industrielle kapacitet – og dele følgeomkostningerne.
Hvis lovgivningen er god nok til finnerne og svenskerne, så går den nok også an i Danmark. Vi kunne oprette en fælles myndighed til godkendelse og inspektion af kernekraftværker i hele Norden. Måske vi endda kan splejse om anlægget til langtidsopbevaring af brugt atombrændsel i Forsmark? Det brugte brændsel koster blot få øre pr. kilowatttime.
Hvis vi alle hjælper med finansieringen af disse aktiviteter, kan det være en genvej rent tidsmæssigt, såvel som en fordelagtig udnyttelse af knappe ressourcer på et højt specialiseret område.
For det kan jo ikke passe, at staten skal være stopklods. Danske forsyningsselskaber med grønne ambitioner behøver ikke tvinge flere gigantiske industrianlæg ned i halsen på provinsen. De skal selv kunne tage ansvar i eget nærområde med et kernekraftanlæg, der kan levere både el og varme. Staten skal gøre det muligt at træffe denne beslutning, men i stedet langtidssyltes området igen i et teknisk udvalg med aktører, der er åbenlyse antiatom-lobbyister.
Når det gælder statsstøttet havvind, synes alt muligt – selv når projekterne lider under alvorlig usikkerhed om både økonomi, tidsplaner og teknisk gennemførlighed. Når det gælder kernekraft, ændrer tempoet sig drastisk. Her har vi pludselig al tid i verden. Denne forskelsbehandling er ikke teknologineutral. Den er politisk. Og Danmark sakker agterud på grund af rendyrket politisk modvilje!
Netop derfor er et nordisk samarbejde om kernekraft er ikke blot et klimapolitisk projekt, men et industripolitisk, sikkerhedspolitisk og nødvendigt valg. Et valg, der kan sikre strategisk autonomi, lavere og mere stabile energipriser, høj forsyningssikkerhed og et solidt fundament for fremtidens vækst og velstand.
Lad os samarbejde på tværs af lande og mellem kommuner – det er på høje tid at komme i gang! ■
Hvis vi går sammen i en nordisk alliance om om nuklear teknologi, forskning, regulering, forsyningskæder og beredskab, kan vi udnytte fælles ressourcer, styrke vores kompetencer og industrielle kapacitet – og dele følgeomkostningerne
_______
Thorbjørn Jacobsen (f. 1980) er uddannet ingeniør i 2005 fra AU Herning (dengang Ingeniørhøjskolen i Herning). Han har stillet op til samtlige valg for Liberal Alliance, dog uden at blive valgt.
ILLUSTRATION: Olkiluoto, Finland, 20. august 2020: Luftfoto af atomkraftværket Olkiluoto, hvor reaktor 3 senere nåede fuld kapacitet som Europas mest kraftfulde elproducerende anlæg [FOTO: Tapani Karjanlahti/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
