Christopher Arzrouni (LA): Uden reformer bliver Danmark i 2036 én stor udkant

12.02.2026

Stagnation er det centrale politiske problem i de kommende år. Ikke fordi Danmark er på vej mod afgrunden, men fordi vi er på vej mod stilstand. Og stilstand vil i længden udfordre både velstand, velfærd og frihed.

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Christopher Arzrouni, folketingskandidat for Liberal Alliance, Nordsjællands Storkreds

Danmark står ikke på kanten af en økonomisk afgrund, takket være årtiers borgerlig reformpolitik: Senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, kortere dagpengeperiode og lavere marginalskat har givet grobund for høj beskæftigelse og sunde offentlige finanser, der ligefrem er overholdbare.

Netop derfor er den største risiko ikke krise, men noget langt mere snigende: en langsom, strukturel udhuling af vores velstand. En ting er, at befolkningens ældes. Det er til at leve med, hvis produktiviteten stiger. Men produktiviteten i Danmark kommer ikke bare af sig selv. Den forudsætter investeringer og konkurrence.

Den grundlæggende udfordring er lav vækst. I den offentlige debat hæfter mange sig ellers ved, at vi i en årrække har haft relativt høj samlet vækst. Problemet er, at en stor del af den udvikling skyldes midlertidige eller sektorspecifikke forhold: en ekstraordinært stærk medicinalindustri, høj international efterspørgsel og betydelig import af arbejdskraft.

Ser man i stedet på den underliggende økonomiske motor – altså hvor meget mere værdi vi kan skabe per arbejdstime– er billedet langt mere bekymrende. Væksten ligger omkring én procent årligt. Vi kan i princippet sagtens overleve i et lavvækstsamfund. Men det vil føles som en udhuling af vores velstand i forhold til tidligere.

Det er ikke et kollaps. Danmark anno 2036 vil ikke være et ringe sted at leve. Men det vil føles utilstrækkeligt i et land med borgere, som kan lide fremgang i privatøkonomien, og en meget stor offentlig sektor og som samtidig har høje forventninger til velfærdsstatens ydelser. Hvis den offentlige sektors produktivitet ovenikøbet forbliver lavere end den private sektors, vil det kun øge problemerne: Hvis den offentlige sektors produktivitet ikke følger med, vil den offentlige sektor skulle have flere ressourcer alt andet lige.

Danmark bliver én stor udkant

Det efterlader politikerne med tre klassiske muligheder. Den første er højere skatter, som yderligere hæmmer appetitten på arbejde og nye investeringer. Den anden er at acceptere en lavere kvalitet i dele af den offentlige service fx større klasser, kortere konsultationer hos lægen, mindre tid til kerneopgaverne. Den tredje er implicit rationering: længere ventelister, snævrere adgangskriterier for at få hjælp fra det offentlige og mere uigennemskuelige prioriteringer. I praksis vil det være en kombination af alle tre. Når velstanden ikke længere vokser, flytter politik sig fra fordeling af fremgang til fordeling af knaphed. Spørgsmålet bliver ikke, hvem der skal have mere, men hvem der får adgang først. Til boliger i de store byer. Til specialiseret sundhedsbehandling. Til attraktive uddannelser.

Det er et skifte, der især kommer til at ramme unge og ambitiøse borgere. Ikke fordi Danmark bliver et dårligt land at bo i, men fordi det bliver mindre attraktivt at tage initiativ. Mindre attraktivt at tage en risiko. Mindre attraktivt at bygge noget nyt op. Over tid vil flere højtuddannede og mobile unge sandsynligvis søge mod lande, hvor mulighederne er større, og barriererne færre. I givet fald kommer Danmark i sin helhed til at opleve den udkantsstatus, som nogle af vores egne provinsbyer døjer med.

Samtidig risikerer Danmark at blive trukket med ned af en mere generel europæisk udvikling. Store dele af EU kæmper med lav vækst, høj gæld og en stigende regulering, der gør os mindre konkurrencedygtige. I stedet for at adressere de strukturelle problemer har mange lande søgt løsninger i fælles gældsætning, statsstøtte og industripolitik. Det kan lindre på kort sigt, men i længden svækker det vores konkurrenceevne og forstærker stagnationen.

”Model østblok” er ikke løsningen

Det er her, stagnation viser sig at være farligere end en krise – især i et konsensusdemokrati som det danske. Krisen skaber pres for handling. Den gør problemerne synlige og politisk umulige at ignorere. Stagnationen gør det modsatte. Den giver en illusion af stabilitet, mens fundamentet langsomt bliver svækket.

Hvis Danmark accepterer denne kurs, risikerer vi at miste det, der historisk har været vores styrke: åbenhed, fleksibilitet og viljen til at reformere vores samfund, når der er brug for det.

Jeg ser derfor stagnation som det centrale politiske problem i de kommende år. Ikke fordi Danmark er på vej mod afgrunden, men fordi vi er på vej mod stilstand. Og stilstand er i længden uforenelig med både velstand, velfærd og frihed.

Der findes et alternativ. Det kræver en politik, der konsekvent prioriterer at øge produktiviteten, gennem konkurrence og investeringer. Lavere og enklere skatter på arbejde, kapital og iværksætteri. Et opgør med overregulering og symbolpolitik. En velfærdsstat, der fokuserer på kerneopgaver og effektivitet frem for konstant udvidelse, og hvor produktionen af velfærdsservice bliver sluppet løs i den forstand, at flere leverandører konkurrerer – og dermed tilskynder til øget produktivitet og kvalitet frem for en ”model østblok”.

Danmark har stadig alle forudsætninger for at være et rigt, frit og dynamisk samfund i 2036. Men det sker ikke automatisk. Alternativet er ikke krise. Alternativet er noget langt mere snigende – og langt mere politisk komfortabelt: et trygt, men stillestående Danmark. ■

 

Alternativet er ikke krise. Alternativet er noget langt mere snigende – og langt mere politisk komfortabelt: et trygt, men stillestående Danmark
_______

 

ILLUSTRATION: Kastrup, 4. februar 2026: Statsminister Mette Frederiksen, finansminister Nicolai Wammen samt Christina Krzyrosiak Hansen, borgmester i Holbæk og formand for KL’s børne- og undervisningsudvalg, præsenterer S-udspillet “Lilleskolen” [FOTO: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Falder den usynlige ulighed uden for regnestykket? Særafsnit med Emma Holten i RÆSONs nye podcast Hvad gør jeg i morgen

Lars Struwe: Canada finder sprækkerne i Trumps USA. Europæerne bør studere dem nøje

Stephen Helgesen: USA er ikke længere, hvad det var – og bliver det sandsynligvis aldrig igen

Jesper Olsen: Epstein-filerne er en stresstest af myndighederne og eliten – og af vores egne demokratiske normer

Chef for Arktisk Kommando, Søren Andersen: Vi har en plan, hvis krigen kommer – både i Grønland, på Færøerne og i Danmark

Mindeord: Lars Erslev Andersen udvidede vores perspektiv på verden