Chris Hvidberg (LA) i Kommentar: 69 dages gøgl efterlader spørgsmålet: Var Løkke nogensinde oprigtig, da han gav Troels Lund en chance?
02.06.2026
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Kommentar af Chris Hvidberg (LA)
SÅ SKETE DET: Efter 10 lange uger har vi nu endelig fået en ny regering. Og det nye hold af folkevalgte er for længst blevet danmarksmestre i lang regeringsdannelse. Endnu dog endnu langt fra Belgien, der brugte hele 541 dage på at lukke forhandlingerne og besætte regeringsposterne (6. december 2011).
Men kunne regeringen strengt taget ikke godt have været dannet tidligere – jeg mener, hvor mange af de forhandlinger, vi har fulgt, var reelt nødvendige? Jeg kan ikke sige mig fri for tanken om, at vi allesammen momentvis har været publikum til et totalteater, hvor der blev gøglet i længere tid end strengt nødvendigt.
Jeg er helt med på, at det ikke var verdens mest enkle opgave med det hold og det antal partier, som vælgerne sammensatte den 24. marts. Slet ikke. Men jeg oplevede absolut heller ikke, at de politiske hovedpersoner på nogen måde følte trang til at give et andet indtryk end, at det var en endog meget svær opgave, de var på. Som Mette Frederiksen udtrykte det på valgnatten, ”Der er ikke meget, der tyder på, at det bliver nemt at danne en regering”. Så selvfølgelig måtte det ikke gå alt for hurtigt og se alt for nemt ud.
Poulsen kunne lige så godt have spurgt Løkke, om de ikke skulle gøre Chili Klaus til statsminister
_______
MEN VAR LARS LØKKE RASMUSSEN oprigtig, da han sendte stafetten som kongelig undersøger videre til Troels Lund Poulsen? Havde Løkke ikke under alle omstændigheder tænkt sig at vende tommelfingeren nedad, uanset hvad Venstre-formanden var vendt tilbage med? Var det ikke mest af alt blot en taktisk – og tidskrævende – manøvre, der primært skulle bruges som pressionsmiddel overfor Mette Frederiksen?
Poulsens handlemuligheder var trods alt stærkt begrænsede. Messerschmidt og Dansk Folkeparti betingede sig jo, at Moderaterne og S ikke måtte være med, og Løkke fastholdt konsekvent ønsket om en regering hen over midten. Og nok vigtigst af alt: Kun de færreste forestillede sig, at Løkke ville støtte en regering, hvor han ikke selv fik en fremtrædende ministerpost.
Hvem husker ikke, da Løkke midt i folketingsvalgkampen 2019 pludselig bekendtgjorde, at han ønskede at gå i regering med S? Det skete til overraskelse for alle – herunder de Venstre-folk, der havde lagt tonsvis af arbejde i at bekæmpe S.
Tanken var endda nedfældet i en bogudgivelse – altså forberedt uden at hans partifæller kendte til hans planer om at gå i seng med fjenden.
Men med til historien hører også, at Venstre til dét valg få dage senere gik hele ni mandater frem. Så det er jo ikke fordi Løkkes vælger-boldøje fejler noget. Det handler mere om, hvor langt man er villig til at gå for at få magten. Og hvor meget, man er villig til at sætte sin integritet og troværdighed på spil.
Troels Lund endte jo så midt i maj med at præsentere det ret listige forslag om en trekløverregering bestående af V, LA og K – uden ministerposter til Moderaterne, der til gengæld fik en lang spiseseddel af indrømmelser. Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at et eneste menneske i VLAK troede på dén vision. Poulsen kunne lige så godt have spurgt Løkke, om de ikke skulle gøre Chili Klaus til statsminister.
Poulsen kunne lige så godt have spurgt Løkke, om de ikke skulle gøre Chili Klaus til statsminister
_______
FORLØBET – både Løkkes rolle og Troels Lunds – var en omgang politisk gøgleri. Men samtidig var VLAK-forslaget isoleret set taktisk smukt. Og for os i blå blok tjente det flere fine formål: Det cementerede, at Løkke – trods sin blå fortid og nu selverklærede midterposition – er værdipolitisk rød. Det er vi mange, der længe har vidst, men nu var det åbenlyst for enhver borgerlig Moderat-vælger. Ellers ville han næppe heller være endt i denne røde regeringskonstellation, der hviler på et regeringsgrundlag med betydelige røde fingeraftryk.
Læg dertil, at Løkke også HAR gjort sig afhængig af Enhedslistens hovedbestyrelse, trods han ofte tidligere højstemt har proklameret, at hans partis raison d’etre var at holde yderfløjene udenfor indflydelse. Og netop afviste VLAK 2.0, fordi han bl.a. ikke ville være afhængig af DF. Moderaterne gik da også hurtigt i gang med at rose og fedte for Enhedslisten, der især fik komplimenter for at være en langt mere sikker samarbejdspartner end DF. Og Løkke erklærede sågar, at han da slet ikke var optaget af det parlamentariske grundlag.
Uanset hvor meget vi i blå blok nu vender øjne af Løkke & Moderaterne, kommer vi ikke udenom det oplagte spørgsmål: Vil vi nogensinde få regeringsmagten uden Løkkes stemmer? Så længe han og Messerschmidt fortsætter deres holmgang med rituelle karaktermord på hinanden, virker det temmelig urealistisk at samle dem i samme blok. Det, vi kan håbe på, er, at Løkkes stemmer slet ikke bliver nødvendige for en blå regering. For ikke så længe siden lå Moderaterne faktisk under spærregrænsen i meningsmålingerne. Så slemt tror jeg næppe, det går for Løkke. Men det er ikke givet, at Løkke altid får stemmer nok til at være kongemager for tid og evighed. Vi skal bare krydse fingre for, at han ikke igen bliver sendt til Washington til en Grønlandssnak med JD Vance!
Et andet godt spørgsmål er, om DF kan fastholde sin vælgeropbakning – med stemmer trukket hen over midten. I så fald bliver partiet ikke til at komme udenom i en regering. Det vil formentlig også betyde, at VLAK-indrømmelserne, der tilgodeså Løkkes midterposition, ikke er helt så nødvendige. Blå blok vil med andre ord bedre kunne stå i egen ret. Selvfølgelig uden helt at negligere Claus Hjort-doktrinen (en tese, der går på, at man aldrig kan vinde regeringsmagten på løfter om massive skattelettelser og nedskæringer i velfærden).
Og mit eget parti? Ja, desværre fik Liberal Alliance ingen ministerkontorer i denne omgang. Men blå blok har dog fået en frontfigur i Troels Lund Poulsen, og det er godt. Ulempen for LA er så, at Venstre nu er blevet en større konkurrent, når det gælder kampen om de liberaltsindede vælgere. Det betyder, at vi er nødt til at stå endnu skarpere. Men vælgerne stemmer i høj grad ud fra værdier, og derfor frygter jeg ikke på nogen måde kampen, da jeg – helt upartisk, naturligvis – mener, at LA har et ganske kompetent hold af værdikrigere. De har nu tre-fire år til at forklare vælgerne, hvorfor LA’s verdenssyn er mest meningsfuldt for alle, der ønsker mere frihed og ansvar til danskerne. Og det vil jeg glæde mig til at følge. ■
Ulempen for LA er så, at Venstre nu er blevet en større konkurrent, når det gælder kampen om de liberalt-sindede vælgere
_______
Chris Hvidberg (f.1971) folketingskandidat for Liberal Alliance 2026, Senior Creative og klummeskribent på Jyllands-Posten. ILLUSTRATION: Pressefoto.
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
