Morten Sodemann: De skulle redde sundhedsvæsenet. Men supersygehusene er endt som ørkenkatedraler

20.06.2026

Supersygehusene er endt som bygninger, ingen kan bruge og endnu færre har bedt om.

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Morten Sodemann

Jeg har arbejdet med sundhedsforskning i en årrække på det afrikanske kontinent, hvor man har en særlig evne til at kritisere uden direkte at fornærme. Det kan f.eks. foregå ved at pakke kritik ind i ros med vendinger som ”Visdom har altid forfulgt dig, men du er en hurtig løber”. Eller man kan forsinke fornærmelsen med en tvetydig logik: ”Det er et hundrede procent suboptimalt”. Jeg er også vant til at se håbløse udviklingsprojekter uden forankring i virkeligheden. De blev af udviklingsøkonomer og forskere som Peter Bauer, malerisk betegnet som bistandsteatre, hvide elefanter, sorte svaner, Potemkinprojekter eller ørkenkatedraler. Vi modtog f.eks. nødhjælp til et lokalt sygehus i form af en enorm generator, men uden batteri og diesel. Nordmændene sendte uldsweatre og rådne sild til en fiskerination hvor gennemsnitstemperaturen er 32 grader. Kystvagten modtog en hurtigtgående motorbåd uden penge til benzin, så kinesere og russere kunne uhindret fortsætte med at bedrive rovfiskeri.
Jeg må indrømme at supersygehusene i 2026, i hvert fald fra nogle perspektiver, kan ligne ørkenkatedraler. Sat på spidsen: Bygninger som ingen kan bruge og endnu færre har bedt om.

I 2004 kom strukturkommissionens betænkning om den offentlige sektors udvikling, der fik VK-regeringen til i 2007 at fremsætte forslaget om at bygge supersygehusene. Det blev en realitet, samtidig med at man nedlagde amterne og gav de nydannede regioner opgaven med at styre sundhedsvæsnet. Regionerne kunne fra 2008 søge om midler fra en statslig kvalitetsfond til at finansiere supersygehusene, og i 2011 blev den endelige politiske aftale om deres placeringer indgået. De første af de i alt 16 byggerier startede i 2012, og de sidste blev igangsat i 2017. Regionerne måtte (selvfølgelig) ikke bruge flere penge på byggerierne end de aftalte.

Det betyder, at 22 år gamle tanker om specialisering og centralisering af sundhedsvæsnet nu – 22 år! efter – skal vise om, de er moderne nok. Hvis vi nu glemmer alt om den manglende styring, ringe overblik, budgetoverskridelser, reducerede bygningsarealer, elendig byggekvalitet og kriminelle underentreprenører, er ideen om store sygehuse fra 2004 så stadig klog i 2026?

Forudsætningerne i 2004 tog fejl på flere centrale områder: Udviklingen i hjemmebehandling og ambulant behandling er eksploderet i forhold til det forventede. Anvendelsen af videokonsultationer og digital overvågning i hjemmet ændrede sig markant under COVID og ændrede mange rutiner på sygehusene, og det har vist sig, at det er mennesker, der mangler – ikke mursten. Der kommer langt, langt flere ældre, end man troede i 2004, og de er mere syge og kræver mere kompleks behandling end forudset, fordi de bliver ældre end tidligere. Derudover er hospitalerne blevet for små pga. løbende besparelser, der er for langt til sygehusene, mens den offentlige trafik i yderområderne er blevet begrænset. Rigsrevisionen har også haft svært ved at se de gevinster, man ellers forudså i 2004. Sygehusene blev superdyre, og det har kun kompliceret successen, at de har været så forsinkede: Det politiske pres for at åbne dem har i flere tilfælde overvundet behovet for kvalitet og logistik.

 

Det har vist sig, at det er mennesker, der mangler – ikke mursten
_______

 


Men det stopper ikke her. Nogle funktioner på sygehuse er nemlig blevet så højt specialiserede at de ikke kan indgå på normal vis i kapacitetsjusteringer fordi det tager halve til hele år at uddanne nyt personale. De er nødt til at have en overkapacitet for at kunne klare sig gennem perioder med spidsbelastninger. Det forudså man ikke i 2004. Det er også en problemstilling som politikerne i regionsrådene har svært ved at forstå. Politikere ser hellere, uanset afdeling, overbelægning end underbelægning i sundhedsvæsnet.

Kræftbehandling og kirurgi kræver dyrt udstyr og foregår bedst på sygehuse, mens andre specialer har større og større tyngde udenfor sygehusene. Man indså ikke i 200,4 at specialerne ville udvikle sig i modsatte retninger.
Nogle specialer har udviklet sig teknologisk og teknisk meget hurtigt og langt væk fra 2004 scenarierne, mens andre specialer stadig arbejder i stort set samme tankesæt.


Kort sagt opfattede man opfattede i 2004 sygehuset som ét væsen, der tænker og udvikler sig ad samme veje og med samme hastighed. Resultatet er nu, at supersygehusene ikke opfylder patienternes og de ansattes behov anno 2026. Nogle sygehuse og deres struktur er projekteret og tænkt for mere end 15-20 år siden, mens andre er nyere og bedre tilpasset 2026 behov. Det betyder, at nogle specialer skal arbejde i bedagede og uhensigtsmæssige fysiske strukturer, som der ikke er midler til at ændre på. Og regionerne må ikke ændre på byggerierne eller lægge nye midler til, før de får nøglerne.

 

Resultatet er nu, at supersygehusene ikke opfylder patienternes og de ansattes behov anno 2026
_______

 


Vi har set en meget skæv udvikling i de 16 supersygehusprojekter, hvor nogle er tilbageskuende mastodonter på lerfødder, mens andre er mere fleksible og tillempet digitaliseringen og hjemmebehandling. Man glemte, at sygdommes sociale vilkår ikke ændrer sig, bare fordi man investerer i kæmpesygehuse. Man glemte, at sygeplejersker, fysioterapeuter, socialrådgivere og sekretærer også er en del af behandlingen. Og man ignorerede den omfattende evidens for, at storrumskontorer er uforenelige med fornuftigt arbejde.

Professor i elektroniske patientjournaler (EPJ), Søren Lauesen, sammenlignede EPJ-indkøb med forskellen mellem et Legoslot, man selv bygger, og et færdigt plastikslot fra Playmobil. Legoslottet kan man justere løbende og bygge helt om, uden sat det koster ekstra, og reservedele er billige til en forudsigelig pris. Playmobilslottet kan derimod ikke ændres og har 4 tårne. Så hvis man vil have en anden størrelse med 5 tårne, må man købe et nyt slot. Men det er kun en løsning, indtil man vil have 6 tårne og en større borgport.
Med sammenlægningen af somatik og psykiatri og omfattende nye opgaver for sygehusene i primærsektoren er 2004 billedet af supersygehuse for alvor blevet udfordret.

I 2004 tillagde man specialisering og centralisering af sygehusvæsenet en meget stor betydning – men i realiteten er nogle sygdomme nu blevet for gammeldags til sundhedsvæsnet, mens andre er langt foran. Sygehuse har altid været tragediernes si, men nu ender sygehusene med selv at blive en tragedie, fordi de ikke er indrettet til virkelighedens patienter med multisygdomme eller psykisk syge med fysiske sygdomme. Så hvis supersygehusene ikke skal blive en sørgelig fortælling, må de tilpasses den fastlåste sociale virkelighed, som er, at social ulighed fører til multisygdomme og forskelsbehandling – og de må tilpasses specialernes meget forskellige virkeligheder.

Behovet for fleksibilitet, omstillingsparathed og hurtige kapacitetsomlægninger er meget større end forudset. Det lærte vi under COVID. Fejlen har nok været, at praktikerne først blev involveret i indretningen af supersygehusene, da var murene sat. Mange mindre funktioner var ikke tænkt ind, og der kunne ikke ændres på tegningerne uden store merudgifter. Man burde have involveret klinikere tidligere i processen, og byggerierne burde fra starten have afspejlet, at sundhedsvæsnet altid har udviklet sig asymmetrisk mellem specialer og ofte i meget store spring. Man skulle kort sagt have tænkt mere Lego, mindre Playmobil.■


 

Fejlen har nok været, at praktikerne først blev involveret i indretningen af supersygehusene, da var murene sat
_______

 


Morten Sodemann (f. 1959) er professor i global sundhed og indvandrermedicin på Syddansk Universitet. Overlæge, Indvandrermedicinsk klinik, Odense Universitetshospital. Næstformand i Selskab for Indvandrersundhed. Forskning og forskeruddannelse i flere afrikansk lande. Forfatter til bogen: ”Sårbar? – det kan du selv være”. Bogen ’Pandemiernes pariaer’ udkom d. 25. april på forlaget Samfundslitteratur.




ILLUSTRATION: Det nye supersygehus ved Hillerød, februar 2025. [FOTO: Lars Laursen/Biofoto/Ritzau Scanpix].

Apropos denne artikel:

Poul Fritz Kjær efter G7-topmødet: Det største strategiske problem blev ikke diskuteret - at der ikke er nogen plan for en kommende finanskrise

Lars Struwes ugeanalyse: Trump sejrede i det iranske luftrum, men tabte den politiske kamp

Geopol med Vedby og Struwe – nu som TV: Er NATOs tid forbi?

Bjarke Møller: Verden har ændret sig markant de sidste syv år – det samme har Mette Frederiksens politik

Jonas Herby: Hvilken krise, Jakob Engel-Schmidt?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvem har vundet Iran-krigen?