Nicolai Kolind: Politikerne skylder de faldne soldater sandheden om Afghanistan

21.07.2026

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – takket være vores abonnenter: Magasinet (grundlagt 2002) er nemlig totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge)

Et argument for at fastholde fortroligheden er, at medlemmerne af Det Udenrigspolitiske Nævn ellers ikke længere vil tale frit. Af frygt. Frygt for hvad? Vil de tale med veteraner om frygt?

Af Nicolai Kolind

VI VAR I KRIG i Afghanistan. Det kan man have holdninger til. Men en soldats opgave er ikke at mene det ene eller det andet om en opgave. Det er at have tillid til, at dem, der sidder højest oppe i beslutningskæden, har det udsyn og det overblik, som man ikke selv har på jorden. Derfor går man pligtskyldigt i den retning, der bliver peget, uanset om man selv kan se målet. Man er loyal, fordi illoyalitet kan få én selv og ens kammerater dræbt.

Min bror var i Afghanistan og blev ødelagt dernede. Han var ”medic” og kørte ud – ofte under beskydning og med risiko for sit eget liv – for at samle stumperne af sine kolleger op. Han sad med hænderne begravet i deres blodige indvolde og iturevne kønsdele, mens de skreg og græd og tiggede om hjælp.

44 danske mænd og kvinder mistede livet i den krig. Langt flere blev såret. Hundredvis af mennesker bærer i dag skader på krop og sjæl, som aldrig vil gå væk. Nogle kom hjem og opdagede, at de ikke kunne få den hjælp, de havde brug for. Nogle er stadig stolte over, at de trods alt i en periode var med til at sikre, at piger kunne gå i skole, at kvinder kunne få lægehjælp, og at færre børn blev slavebundet og solgt. Men alle som én var de loyale mod den beslutning, regeringen havde truffet. De gik pligtskyldigt derhen, hvor der blev peget. Trods støv og varme, vejsidebomber og beskydning var de loyale, fordi illoyalitet ikke er en mulighed.

MEN NU, EFTERFØLGENDE, vil visse af de ansvarlige politikere ikke stå ved deres egne ord. De ønsker ikke at blive citeret med navn i rapporten om Danmarks militære indsats i Afghanistan. Hvorfor de i dag ikke ønsker at stå ved det, de dengang sagde, ved kun de selv. Hold dog fast i én ting: De argumenter, der blev fremført, førte til, at danske mænd og kvinder blev sendt i krig, hvor mange blev dræbt, og endnu flere blev såret.

Jeg siger ikke, at argumenterne var forkerte. Dels fordi vi (indtil undersøgelsen er gennemført) ikke ved, hvad der blev sagt. Dels fordi det – hvor tragisk og begrædeligt det end er – i sidste ende kan være soldatens lod at gå i krig på forkerte argumenter. Men at dem, der sad herhjemme i et mødelokale med varm kaffe og kolde kildevand, nu ikke vil stå ved deres egne ord, er et svigt.

Hvor illoyalitet kan være dødbringende for soldaten, kan ansvarsforflygtigelse være nødvendigt for politikeren, der ønsker at bevare sin karriere.

EN FREMFØRT BEGRUNDELSE for muligheden for anonymisering er, at møder i Det Udenrigspolitiske Nævn er fortrolige. Men det argument holder efter min opfattelse ikke. Masser af materiale er fortroligt af hensyn til rigets og soldaters sikkerhed for senere at blive afklassificeret. Man kunne lade uvildige gennemgå materialet, som man gør i andre sammenhænge, for at sikre, at der ikke offentliggøres oplysninger, som kan skade Danmarks sikkerhed eller andre væsentlige interesser.

Jeg har svært ved at tro, at hensynet alene handler om dét. Det forekommer mere nærliggende, at ønsket om anonymisering også afspejler frygten for at kunne blive stillet til ansvar for sine egne ord.

Et argument for at fastholde fortroligheden er, at medlemmerne af Det Udenrigspolitiske Nævn ellers ikke længere vil tale frit. Af frygt.

Frygt for hvad? Vil de tale med veteraner om frygt? Hvis der med frygt menes, at man kommer til virkelig at overveje de langsigtede konsekvenser af sine ord, så er det måske ikke så dårligt.

Det her er ikke en filosofisk eller akademisk diskussion. Det handler om liv og død. Hver eneste soldat er nogens søster eller bror, far eller mor, søn eller datter. Det er mennesker, som lever, griner og elsker. Mennesker, som skal lære deres børn at cykle, hjælpe dem med lektierne og sætte plaster på et blødende knæ, mens krigens rædsler for altid vil sidde som arvæv i krop og sjæl.

Selv har jeg været udsendt som soldat tre gange på internationale missioner (dog aldrig i Afghanistan) under NATO, og jeg har været politimand i 18 år. Som enhver soldat, politimand eller ambulancefører vil fortælle dig, står man indimellem i højspændte situationer og konflikter, hvor mennesker kommer til skade. Og fælles for dem er, at man efterfølgende skal stå på mål for sine handlinger. Det, der skete for dig midt om natten, hvor du var nødt til at handle her og nu, sidder der – år senere – mennesker inden for normal kontortid og piller fra hinanden. De giver deres helt personlige vurdering af, om du burde have handlet anderledes i den pågældende situation.

Det er ikke altid rart at få kritik for noget, hvor du handlede instinktivt, men det er et nødvendigt vilkår. Vi skal kunne stå på mål for vores handlinger. Også når det ikke er kønt.

Den samme pligt burde, pinedød, også gælde for politikere.

 

Det er ikke altid rart at få kritik for noget, hvor du handlede instinktivt, men det er et nødvendigt vilkår. Vi skal kunne stå på mål for vores handlinger. Også når det ikke er kønt. Den samme pligt burde, pinedød, også gælde for politikere
_______

 

JEG FRYGTER; AT muligheden for at fjerne sit navn fra en udredning af et så vigtigt historisk forløb vil skabe præcedens for yderligere ansvarsforflygtigelse.

DET ER ÅBENLYST, at det bliver vanskeligere at lære af historien, når vi mørklægger så betydningsfulde kapitler af hensyn til enkeltpersoner. Og det modarbejder helt konkret de demokratiske principper, vores land bygger på:

Vi har et repræsentativt demokrati, hvor vi hver især lægger vores stemme hos dem, vi mener bedst tjener samfundets interesser. Det eneste, vi kan og skal holde vores folkevalgte ansvarlige for, er, hvad de siger, de vil gøre og hvad de efterfølgende rent faktisk gør. Når man ikke vil stå ved sine egne ord eller handlinger, svigter man de mennesker, man er valgt til at repræsentere. Dermed undergraver man demokratiet.

Hvordan er det blevet besluttet, at politikerne skal kunne fjerne deres navne fra rapporten? Har det været til afstemning i Folketinget? Nej. Det er Folketingets Præsidium, der har truffet beslutningen – efter indstilling fra Udenrigspolitisk Nævn selv. Men præsidiet er et lukket forum, hvor vi ikke kender de argumenter, der er blevet fremført, eller hvem der har været for eller imod. Vi ved, at flere eksperter har sat spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er den nødvendige hjemmel til beslutningen.

Nolge har stillet et borgerforslag om, at spørgsmålet om anonymiseringen skal behandles i Folketinget. Jeg kan kun anbefale, at man går ind og skriver under. Ingen af os bør kunne omskrive historiebøgerne, fordi virkeligheden ikke tager sig pænt ud.

44 unge danske kvinder og mænd mistede livet i en loyal indsats. Hundredvis af andre lever resten af deres liv med skader på krop og sjæl. Ikke at deltage fuldt ud i en undersøgelse af det, der sendte dem i krig, og som en selvfølge stille sig til rådighed for den, er efter min mening et svigt. Et svigt af borgerpligt og et svigt af de mennesker og familier, der lever med konsekvenserne – og dem, der ikke er blandt os mere. Æret være deres minde. ■

 

Ingen af os bør kunne omskrive historiebøgerne, fordi virkeligheden ikke tager sig pænt ud
_______

 

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – takket være vores abonnenter: Magasinet (grundlagt 2002) er nemlig totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge

Nicolai Kolind (f. 1976) arbejder for Change Dynamics. Han er tidligere politimand ved Københavns Politi og Rigspolitiet samt tidligere udsendt soldat på tre internationale NATO-missioner. Forfatter til bogen ”Mand dig op, far – en forældrebog til “rigtige” mænd”. ILLUSTRATION: LEJR I CLIFTON, AFGHANISTAN 18. OKTOBER 2010: Dansk konstabel i sovesal [foto: Ditte Valente/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Jesper Olsen: Zelenskyj har en (u)demokratisk sommertradition, han gerne må lægge fra sig

Niels Bjerre-Poulsen om Midtvejsvalget: Jeg tror ikke, at Trump interesserer sig specielt meget for, hvordan det går de enkelte Republikanere – han vil bare ikke have skylden for det

Lars Bangert Struwes ugeanalyse: Esbjerg Havn viser, at Danmark endnu ikke har forstået Kinas strategiske betydning

Mette Skak i RÆSONs nye trykte nummer: Ukrainerne finder Ruslands svagheder – én for én

Ota Tiefenböck: Har EU allerede gjort Ukraines medlemskab uundgåeligt?

Mathias Hee Pedersen: Den radikale højrefløj vil gøre Elon Musk til en af deres egne. Med en kontroversiel film er det lykkedes dem