Carsten Bach: Pengene er ikke længere Forsvarets største problem. Det er de alt for langsommelige beslutninger
22.07.2026
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – takket være vores abonnenter: Magasinet (grundlagt 2002) er nemlig totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge)
Vi har sat masser midler af til Forsvaret, men de nytter ikke noget, når det tager for lang tid at foretage indkøb og tage beslutninger. Her er tre områder, hvor Folketinget bør sætte ind.
Kommentar af Carsten Bach, forsvarsordfører (LA)
I lang tid var Forsvarets største problem mangel på politisk prioritering. Det har ændret sig, og i flere år har der nu været bred enighed om midler til oprustning. Der er dog en ny udfordring.
Pengene skaber ikke kampkraft i sig selv. Forsvarets største problem handler derfor om evnen til at omsætte ambitioner til operative kapaciteter. Om for langsomme processer og beslutningsgange.
Tiden er inde til, at de mange midler også bliver til reel forsvarsevne. Derfor er her tre konkrete områder, som Folketinget efter sommerferien bør samle kræfterne om.
Vi skal have en flåde, der kan løse sine opgaver
Det begrænsede danske bidrag til indsatsen i Hormuzstrædet er et tydeligt billede på den problematiske situation, vi har bragt os selv i. Danmarks økonomi, energiforsyning og vores sikkerhed er tæt knyttet til havet. Men en af verdens største søfartsnationer er ikke i stand til at udsende en operativ fregat.
Derfor haster det med en reel flådeplan. Det handler naturligvis om at købe nye fregatter, men det handler lige så meget om, hvilke fregatter vi vælger at investere i. Når vi bruger milliarder af skattekroner på skibe, der skal sejle de næste 30-40 år, må vi ikke købe til gårsdagens krig.
Fregatterne skal selvstændigt kunne beskytte sig selv og andre enheder mod trusler fra luften, overfladen og under vandet. De skal være robuste nok til at operere i Nordatlanten og Arktis, men samtidig fleksible nok til løbende at kunne integrere nye teknologier og ubemandede systemer. For fremtidens søværn består ikke alene af større og flere krigsskibe.
Moderne søkrig handler i stigende grad om samspillet mellem bemandede og ubemandede kapaciteter. Autonome fartøjer kan overvåge kritisk infrastruktur, patruljere danske farvande og løse en lang række opgaver, som i dag beslaglægger mandskab. Dronebåde erstatter ikke fregatter. Men de frigør ressourcer til de opgaver, hvor deres kampkraft gør størst forskel.
Samtidig kan ubemandede maritime systemer styrke overvågningen af danske farvande, kritisk infrastruktur og de store havområder i Nordatlanten og Arktis. En kommende flådeplan bør derfor også tage stilling til, hvordan arktiske skibe, Marinehjemmeværnet og ubemandede systemer indgår i en samlet maritim kapacitetsopbygning, hvor de understøtter hinanden.
Vi skal være hurtigere til at udvikle
Forsvaret er afhængigt af, at ny teknologi udvikles og tages i brug langt hurtigere end før. Det gælder især på droneområdet, hvor Ukraine har vist, hvor hurtigt nye løsninger kan udvikles.
Tempoet udfordrer vores forsvarsorganisation, hvor vi fortsat træffer beslutninger baseret på lange testforløb, kriterier og standarder, der når at blive overhalet af virkeligheden undervejs. Se bare på de maritime ubemandet systemer. Allerede under aftalen om Flådeplan 1 blev der afsat midler, men over et år senere er vi stadig ved de indledende testforløb, som allerede er meldt ud, kommer til at strække sig ind i 2027.
Desuden oplever alt for mange danske virksomheder oplever ugennemsigtige processer. Skiftende kontaktpersoner. Uklare ansvarsforhold, der gør det svært at samarbejde op imod. Det bliver en uheldig spiral, hvor vi gerne vil opbygge dansk industri, men samtidig ikke formår at skabe rammer, som vores virksomheder kan vokse under.
Det bliver en uheldig spiral, hvor vi gerne vil opbygge dansk industri, men samtidig ikke formår at skabe rammer, som vores virksomheder kan vokse under
_______
Mens vi tøver, træffer andre lande beslutninger. De tester hurtigt, laver kontrakter så virksomhederne kan sætte i gang og opbygge erfaring, som der kan videreudvikles på.
Danmark risikerer derfor at sakke bagud på et område, hvor vi faktisk har både virksomheder og viden til at spille en international rolle. Hvor vi kan opbygge en styrkeposition.
Men med langsommelige beslutningsprocesser kvæler vi dansk innovation, hvor startups har behov for klarhed, for at sætte gang i produktionsapparatet og tiltrække investorer, så de kan konkurrere mod amerikanske mastodonter, der trækker på et økonomisk bagtæppe i en anden kaliber.
Vi skal have en langsigtet strategi for dansk forsvarsproduktion
En tredje udfordring er, at vi behandler anskaffelser som isolerede projekter. Ét udbud. Ét indkøb. Én ting klappet af. Men hvis vi ønsker et langsigtet stærkt forsvar, skal vi have en klar forsvarsstrategi, hvor tingene spiller sammen.
En strategi bør indeholde, hvilke kapaciteter Danmark selv skal mestre. Hvor vi skal indgå partnerskaber med allierede. Og hvordan vi skaber de bedste forhold for, at danske virksomheder kan udvikle løsninger, som både styrker Forsvaret og kan eksporteres.
Danmark skal selvfølgelig ikke bygge alt selv, men vi skal have mere produktion på dansk grund. Det kræver derfor også strategiske tanker om, hvor produktionen helt lavpraktisk skal placeres.
Politisk er vi enige om, at vi gerne vil tiltrække forsvarsvirksomheder til Danmark, som kan bidrage til forsyningssikkerhed og skabe arbejdspladser. Men når virksomhederne melder sig, står vi uden arealer at tilbyde dem. For vi har fået reguleret os selv ind i et hjørne. Miljøkrav, tilladelser og klageadgange gør det i praksis umuligt at etablere ny industriproduktion inden for en tidshorisont, som giver mening for en virksomhed.
Det er kommet så vidt, at Folketinget har måttet vedtage lovgivning, der lader staten tilsidesætte miljøtilladelser og borgernes klageadgang, alene for at kunne etablere forsvarsproduktion. Jeg forstår godt behovet, men hvis almindelige spilleregler skal sættes ud af kraft, hver gang der skal bygges en fabrik, er det et system, som ikke fungerer.
Derfor skal vi tage fat om de barrierer, der står i vejen. Vi skal udpege og klargøre egnede arealer, og godkendelsesprocesserne skal indrettes, så virksomheder tør investere i Danmark. En samlet forsvarsstrategi bør tage højde for, at der er en plan for alle dele af vores forsvarsmæssige robusthed.
Der er mange andre udfordringer på forsvarsområdet, som fortjener politisk opmærksomhed. En langsigtet løsning på helikopterområdet, hvor vi skal turde diskutere, om nogle civile opgaver kan organiseres anderledes, så Forsvaret kan fokusere på sine kerneopgaver. Investeringer i digital infrastruktur. Modernisering af kasernerne. Styrkelse af Hjemmeværnet – måske sågar omorganisere dét, men i hvert fald sikre, at vi kan tiltrække og fastholde de mennesker, som i sidste ende udgør Forsvarets vigtigste ressource.
Listen er lang, den bliver næppe kortere. Men hvis jeg skal pege på én opgave, som den nye forsvarsminister bør gøre til sin vigtigste efter sommerferien, er det dét, jeg har nævnt. At skabe et system, der kan omsætte politiske ambitioner til konkrete resultater. Et system med beslutningskraft.
Vi har prioriteret pengene til oprustning. Nu skal vi finde tempoet. ■
Vi har prioriteret pengene til oprustning. Nu skal vi finde tempoet
_______
ILLUSTRATION: Grønland, 17. februar 2026. Inspektionsskibene Thetis og Vædderen samt inspektionsfartøjet Knud Rasmussen mødes i farvandet uden for Nuuk [FOTO: Forsvaret]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
