Vincent F. Hendricks: Hustleren, suckeren og kampen om verden
11.08.2026
RÆSON er Danmarks helt uafhængige magasin om politik. Denne artikel (i serien RÆSON PERSPEKTIV) kan læses gratis af alle – takket være vores abonnenter. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende+pensionister og indeholder de fire trykte numre sendt med posten samt adgang til alt digitalt betalingsindhold, rabatter og medlemsfordele
“Krige udkæmpes ikke kun med krudt og kugler – men også med: Opmærksomhed og tillid. En befolkning, der tror på modstanderens propaganda, er selvsagt ganske nyttig. En befolkning, der ikke længere tror på noget, kan være endnu mere nyttig” skriver professor Vincent Hendricks, i anledning af sin nye bog: “Nobody Cares – the politics of indifference”. Ifbm. bogen holder Hendricks foredrag i København og Aarhus med rabat for abonnenter på RÆSON og ÆRA
RÆSON PERSPEKTIV af Vincent F. Hendricks
For at få opmærksomhed skal man fx overbevise en befolkning om, at en trussel vitterligt betyder noget. Allierede skal overbevises om, at en fjern konflikt også er deres konflikt. Modstandere skal overbevises om, at en trussel er troværdig. Atter andre skal holde vælgerne engagerede længe nok til, at de fortsat vil betale regningen. Og på et eller andet tidspunkt skal nogen så overbevise fjenden om, at en ufuldkommen fred er bedre end en fortsat kostbar krig. Geopolitik er derfor også en kamp om, hvem der bekymrer sig om hvad, hvor længe og til hvilken pris.
Tre arketypiske aktører
Her bliver en tilsyneladende enkel sondring ganske nyttig. Betragt tre typer af arketypiske strategiske aktører: Hustlere, Suckers og Nobody-Cares-agenter – i mangel af bedre udtryk på dansk (jeg har overvejet “luderen, lommetyven og ligegyldigheden” – ord, der gør sig godt i opmærksomhedsøkonomien, men ikke fungerer helt så godt, hvorfor anglocismerne er fastholdt indtil nogen finder på mere passende betegnelser på dansk!)
Hustleren forstår andres villighed til at engagere sig som en ressource, der kan udnyttes. Suckeren fortsætter med at investere opmærksomhed, tillid og ressourcer, selv når vedkommende taber ved det – fordi andre drager større fordel af dette engagement. Nobody-Cares-agenten gennemskuer spillet og trækker sig. Det er ikke personlighedstyper og slet ikke moralske kategorier, disse tre arketyper betegner: Den samme regering kan være Hustler i én relation, Sucker i en anden og Nobody-Cares i en tredje. Det samme gælder vælgere, internationale organisationer, politiske ledere og stater. Arketyperne er udtryk for hvilke strategier, man praktiserer – og som man kan veksle imellem afhængig af situationen.
Denne tredeling belyser noget stadig vigtigere i moderne geopolitik. Ofte fremlægges konflikt som et valg mellem to strategier: Samarbejde versus afvigelse, tillid fremfor bedrag, fred kontra aggression. Men der findes en tredje mulighed. En aktør kan beslutte, at spillet simpelthen ikke længere er værd at spille. Og alene denne mulighed ændrer alt.
International politik har altid haft Hustlere. De bluffer, truer, overdriver, konstruerer hastesituationer og udnytter andres modvilje mod at acceptere katastrofale udfald
_______
At true med afgrundens rand
Tag Hustleren først. International politik har altid haft Hustlere. De bluffer, truer, overdriver, konstruerer hastesituationer og udnytter andres modvilje mod at acceptere katastrofale udfald. Atomart brinkmanship er nok den reneste version: Hvis jeg kan overbevise dig om, at jeg bekymrer mig mindre om at undgå katastrofen, end du gør, bliver din forsigtighed min forhandlingsfordel:
Den Nobelprisvindende amerikanske økonom, Thomas Schelling, blev berømt, da han viste hvordan forhandlingsmagt kan opstå gennem manipulation af risiko. Den tilsyneladende svagere part kan opnå betydelig indflydelse idet den stærkere part har mere at miste. Den, der er villig til at køre bilen mod afgrunden, kan presse indrømmelser ud af den, der desperat forsøger at stå på bremsen.
Logikken rækker langt ud over en eventuel atomstrategi. En regering truer med eskalering, fordi den ved, at modparten desperat ønsker stabilitet. En mindre allieret henviser igen og igen til en eksistentiel fare, da større allierede frygter konsekvenserne af at svigte. En stat fremprovokerer en krise og kræver derefter kompensation for at løse den krise, den selv var med til at skabe – ingen nævnt, ingen glemt. Politiske ledere overdriver udenlandske trusler, fordi skræmte befolkninger accepterer ofre, de ellers ville afvise. Hustlerens strategiske indsigt er såre enkel: Din bekymring kan blive min forhandlingskapital.
Suckeren befinder sig på den anden side af denne transaktion. Og igen er det centralt, at begrebet er renset for moralsk indhold. Suckeren er ikke dum. Sårbarheden opstår netop derved, at vedkommende værdsætter og således efterstræber noget: Fred, international ret, alliancer, humanitære principper, demokratiske institutioner, stabilitet eller for den sags skyld menneskeliv. Disse forpligtelser kan udnyttes.
Hvis den ene part ved, at den anden gentagne gange vil betale for at undgå forværring, ændres incitamenterne. Indrømmelser, der har til formål at bevare freden, kan skabe yderligere krav. Humanitær bistand kan omdirigeres. Sikkerhedsgarantier kan tilskynde beskyttede allierede til større risikovillighed. Gentagne redningsaktioner kan skabe geopolitiske former for “moral hazard”.
Konklusionen er ikke, at enhver, der bekymrer sig, er en Sucker. Det ville være katastrofalt. Internationalt samarbejde eksisterer eftersom stater nogle gange accepterer omkostninger til fordel for institutioner og principper, der rækker ud over deres umiddelbare interesser. NATO, EU, humanitær folkeret og internationale organisationer ville være umulige, hvis ethvert bidrag skulle give et øjeblikkeligt bilateralt afkast. Problemet er ikke at bekymre sig. Problemet er at engagere sig under betingelser, hvor alle ved, at ens vilje til at engagere sig kan udnyttes strategisk.
Ligegyldighedens strategi
Det bringer os til den mest interessante figur: Nobody-Cares-agenten. Tænk nu, hvis Hustler-strategien bliver udbredt? Truslerne formerer sig. Enhver krise bliver eksistentiel. Alle konfrontationer bliver historiske. Enhver indrømmelse synes at kunne udløse katastrofen. Og nårsomhelst, der optræder en regional konflikt fremstilles den som en afgørende test af den internationale orden. I begyndelsen virker disse påstande, netop fordi de lyder aldeles presserende. Men opmærksomhed er begrænset. På et tidspunkt rammes den geopolitiske kommunikation af noget, der ligner inflation. Når alt er en nødsituation, mister nødsituationen selv informationsværdi. Regeringer ved det. Borgerne ved det. Modstanderne ved, at de ved det.
Resultatet bliver ikke nødvendigvis, at folk ændrer strategi for at redde systemet. Det kan lige så vel blive disengagement, hvor Nobody-Cares-agenten konkluderer: Ikke min krig. Ikke mit problem. Ikke omkostningen værd.
På individuelt niveau kan denne reaktion være fuldstændig rationel. En vilkårlig borger, der konfronteres med situationerne i Iran, Ukraine, Gaza, Sudan eller Taiwan, eller med migration, terrorisme, cyberkrig, klimarisici og økonomisk usikkerhed, kan ikke investere ubegrænsede kognitive og følelsesmæssige ressourcer i samtlige konflikter. Stater har samme begrænsning. Ingen regering kan forsvare enhver norm, beskytte enhver allieret, straffe enhver aggressor og stabilisere enhver svigtende stat. Strategisk opmærksomhed må rationeres. Det bekymrende er, at individuelt rationel disengagement kan frembringe kollektivt katastrofale udfald.
Når alt er en nødsituation, mister nødsituationen selv informationsværdi. Regeringer ved det. Borgerne ved det
_______
Hvem er den gode nabo?
Tænk på et kvarter, hvor alle ved, at tyve af og til prøver dørene. Det koster noget at være årvågen. Hvis alle holder øje, bliver tyveri svært. Men den enkelte husstand har en fordel ved at lade naboerne bære omkostningen ved årvågenheden. Til sidst holder tilstrækkeligt mange op med at holde øje. Da bliver tyveri igen profitabelt.
Geopolitikken kan fungere efter samme opskrift. Hustleren udnytter først Suckeren. Suckeren bliver klog af skade, lærer med tiden og holder op med at være villig til at betale. Mange bliver ligeglade (Nobody-Cares). Men udbredt disengagement kan så netop genskabe den mulighed, som Hustleren lever af. Det betyder, at den udbredte ligegyldighed ikke nødvendigvis er spillets endestation. Spillet kan starte forfra.
Dette er en af årsagerne til, at konfliktløsning er så vanskelig. Traditionelt diplomati spørger ofte, hvilke indrømmelser, der kan bevæge modstandere fra konflikt hen imod samarbejde. Men vellykket konfliktløsning kræver bærer i al væsentlighed rundt på et lidt anderledes spørgsmål: Hvilken incitamentsstruktur gør det bæredygtigt at engagere sig?
Vejen til varig fred
En fredsaftale, der kun overlever, fordi den ene part absorberer omkostningerne i det uendelige, er ikke stabil. Ej heller en aftale, hvor den ene deltager igen og igen kan true med sammenbrud for at presse yderligere indrømmelser igennem. Varig fred kræver, at spillet ændres, så hverken Hustling eller disengagement kan betale sig. Det kræver gensidighed, også kaldet reciprocitet. Fredsforskningen ved det – og spilteoretikerne ved det: Først gennem gentagne erfaringer med vellykket samarbejde kan strategisk sikkerhed med tiden omdannes til noget, der ligner egentlig tillid.
De mest succesfulde internationale institutioner beder ikke blot deltagerne om at opføre sig ordentligt. De konstruerer tværtimod mekanismer, der gør samarbejde fordelagtigt og udnyttelse kostbart, hvor eksempelvis overvågning gør snyd synligt, mens verifikation reducerer usikkerhed. Gentagne interaktioner gør omdømme værdifuldt. Betingede forpligtelser forhindrer et samarbejde i at blive til ubetinget sårbarhed. Pointen er overraskende såre usentimental: Fred kræver konsekvenser af krig xxok?.
Den, der alene appellerer om fred med basis i moralske argumenter misforstår som regel den strategiske struktur i geopolitiske konflikter. At bede parterne om at bekymre sig mere hjælper ikke nødvendigvis, hvis det netop er engagementet, der gør dem sårbare over for udnyttelse.
Tillid har det samme problem. Det høres ofte, at konfliktløsning kræver genopbygning af tillid. Sandt nok, nogle gange gør den. Men at bede modstandere, der kommer ud af en voldelig konflikt om simpelthen at stole på hinanden, vender kausaliteten på hovedet.
Det er derfor, tillid bør være resultatet af institutioner, ikke deres forudsætning. Så opgaven er at konstruere (for)ordninger, hvor parterne kan samarbejde, selv mens de er i fuld gang med svært at frygte og mistænke hinanden. Våbenkontrolaftaler indeholder integrerede inspektioner af netop denne grund. Fredsbevarende styrker adskiller kombattanter, da løfter alene måske ikke er nok. Deponeringsordninger, gradvis sanktionslettelse, demilitariserede zoner og tredjepartsgarantier er alle forsøg på at løse et og samme problem: At gøre samarbejde muligt uden at kræve, at nogen bliver en Sucker.
En kamp om opmærksomhed – og om bekymring
Der eksisterer imidlertid en yderligere komplikation. Idag opererer de geopolitiske Hustlere i et historisk set usædvanligt informationsmiljø. Sociale platforme belønner følelsesmæssig intensitet, konflikt og nyhed. Generativ AI reducerer dramatisk omkostningerne forbundet med at producere overbevisende politisk kommunikation. Propaganda kan genereres, oversættes, personaliseres og distribueres i storskala – og nærmest øjeblikkeligt. Den traditionelle geopolitiske kamp om territorium har dermed fået en parallel slagmark: Kampen om menneskelig opmærksomhed.
Også her har Hustleren indledningsvist en fordel. Provokation rejser længere og dybere end forbehold. Et hårdtslående budskab slår det nuancerede. Billeder af overgreb kan mobilisere støtte her og nu – mens det tager lang tid at verificere deres oprindelse. Hustleren kan oversvømme informationsmiljøer med modstridende fortællinger, ikke nødvendigvis for at få befolkningen til at tro på én bestemt version, men for at gøre etableringen af enhver version udmattende. Målet behøver ikke at være: Tro på mig. Det kan være tilstrækkeligt med: Hold op med at tro på nogen!
Stor forskel. For succesen kræver ikke, at man skaber en hær af Suckers, der tror på løgne. Man kan nøjes med at skabe betragtelige mængder af Nobody-Cares-agenter, der konkluderer, at sandheden alligevel er utilgængelig eller uigennemskuelig, og, at resignation derfor er rationel.
En befolkning, der tror på modstanderens propaganda, er selvsagt ganske nyttig. En befolkning, der ikke længere tror på noget, kan være endnu mere nyttig.
En befolkning, der tror på modstanderens propaganda, er selvsagt ganske nyttig. En befolkning, der ikke længere tror på noget, kan være endnu mere nyttig
_______
En ny form for suverænitet
Traditionelt forstår vi national suverænitet territorialt: Kontrol med grænser, love og væbnet magt. Men en demokratisk stat, hvis borgere ikke effektivt kan forvalte deres egen opmærksomhed, besidder en særegen sårbarhed. Udenlandske regeringer, politiske kampagner, kommercielle platforme og automatiserede systemer konkurrerer alle om at bestemme, hvad dens borgere opfatter som presserende.
Evnen til at afgøre hvad der egentlig fortjener vores opmærksomhed og bekymring, er derfor ved at blive en del af demokratisk suverænitet. Det har i sagens natur også konsekvenser for politisk lederskab. Ledere tror ofte, at deres opgave består i at få borgerne til at bekymre sig mere. Nogle gange er den vanskeligere opgave den modsatte: At beslutte, hvad borgerne ikke konstant skal mobiliseres omkring.
Et sundt demokrati kan ikke være i en permanent mobiliseringstilstand. Det kan en alliance heller ikke. Hvis ethvert topmøde er historisk, hvert valg eksistentielt og hvert diplomatisk tilbageslag en katastrofe, forbruger lederne netop den ressource, de får brug for, når den virkelige nødsituation står for døren. Troværdighed kan, ligesom opmærksomhed, blive opbrugt. Løsningen er imidlertid ikke geopolitisk ligegyldighed. Heller ej ubegrænset engagement. Det er betinget engagement.
Når tilstrækkeligt mange holder op med at engagere sig, begynder de institutioner, der skulle begrænse konflikterne, at visne
_______
Betinget engagement
Vores forpligtelser er troværdige, fordi – og alene fordi – deres grænser er synlige. Allierede ved, hvad der udløser hjælp. Modstandere ved, hvad der udløser gengældelse. Borgere ved, hvilke interesser, en regering betragter som vitale, og hvilke den ser stort på.
Sådanne ordninger fratager Hustleren et vigtigt våben: Usikkerhed om, hvor meget modparten er villig til at tolerere. De beskytter samtidig Suckeren mod ubegrænset udnyttelse. Og i denne sammenhæng ganske afgørende giver de Nobody-Cares-agenten en grund til at vende tilbage. Det kan vel være konfliktløsningens oversete mål: Fred opstår ikke blot, når Hustlere holder op med at udnytte. Den opstår, når mennesker, der rationelt var holdt op med at engagere sig, opdager, at deltagelse igen er umagen værd og betaler sig.
International orden afhænger i sidste instans af en bemærkelsesværdigt skrøbelig antagelse: Tilstrækkeligt mange mennesker skal tro på, at omkostninger, de betaler i dag, kan frembringe fordele, som de selv og andre kan høste i morgen. Udnyttes denne overbevisning for ofte, produceres Suckers. Hvis udnyttelsen er tilstrækkeligt profitabel, produceres Hustlere. Lad kredsløbet fortsætte længe nok, er det Nobody-Cares-agenter, der kommer af samlebåndet.
Og når tilstrækkeligt mange holder op med at engagere sig, begynder de institutioner, der skulle begrænse konflikterne, at visne — ikke nødvendigvis fordi nogen aktivt går til angreb på dem og ødelægger dem (selvom det også kan ske – ingen nævnt, ingen glemt), men alene fordi for få stadig er villige til at betale for deres vedligehold. Den centrale geopolitiske udfordring i vor tid er derfor måske hverken hvordan vi får alle til at bekymre sig – eller besejrer alle dem, der udnytter andres engagement. Vi skal starte med at spørge: Hvordan forhindrer vi at ligegyldighed bliver den eneste rationelle strategi, der står tilbage? ■
Hvordan forhindrer vi at ligegyldighed bliver den eneste rationelle strategi, der står tilbage?
_______
Vincent F. Hendricks (f.1970) har netop udgivet bøgerne “SUCKER NATION: The Philosohy of Trading Wits for Vanity” (2026) og “Nobody Cares: The Philosophy of Indifference” (2026), der sammen med “What About Me Ism: Insights from Game Theory, Behavioral Economics and Moral Philosophy” (2025), udgør trilogien “Zero-Sum Empire: From Egoism to Mass Indifference”. Alle fire titler udgives på forlaget Springer Nature i New York. ILLUSTRATION: Cowboy i Frankrig, 21. maj 2026 [foto: Miki Jourdan under Creative Commons]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
