20.05.2011
.UKRAINE: Krim får EU-udviklingsstøtte. HVIDERUSLAND: Forfølgelsen af oppositionen fortsætter. ALBANIEN: Fornyet politisk uro. RUSLAND: Ingen støtte til Hviderusland.
Af Ota Tiefenböck, RÆSONs Østeuroparedaktør
UKRAINE: Krim får EU-udviklingsstøtte
Den ukrainske autonome republik Krim og Europakomissionen har underskrevet en aftale om udviklingsstøtte. Aftalen giver Krim 12 millioner euro over de næste to år, som primært skal bruges til udvikling af halvøens turisme, infrastruktur samt udvikling af havnebyen Sevastopol med de omkringliggende områder. EU udvidelseskomissær Stefan Füle og Krims premierminister Vasil Dzarthy udtrykker et ønske om mere samarbejde mellem EU og Krim. Det er første gang, EU indgår en aftale med en ukrainsk region uden om Kiev.
HVIDERUSLAND: Forfølgelsen af oppositionen fortsætter
Præsidentkandidat Andrej Sannikau er blevet idømt fem års fængsel for at organisere demonstrationer efter præsidentvalget 19. december sidste år. Flere andre deltagere i demonstrationerne er i den seneste tid blevet idømt hårde fængselstraffe. De seneste domme i Hviderusland er blevet fordømt af det internationale samfund. EU overvejer flere sanktioner over for Hviderusland.
ALBANIEN: Fornyet politisk uro
Lokalvalget i Albanien 8. maj har pustet nyt liv til stridighederne mellem socialisterne og det regerende Det Demokratiske Parti med premierminister Sali Berisha i spidsen. Ifølge optællingerne umiddelbart efter valget genvandt oppositionsleder og borgmester i den albanske hovedstad Tirana, Edi Rama sin post. Valgresultatet blev efter nye optællinger af stemmerne omstødt til fordel for Det Demokratiske Partis kandidat Lulzim Basha, og det udløste flere demonstrationer i hovedstaden Tirana. Stridighederne mellem Socialistpartiet og Det Demokratiske Parti har stået på siden parlamentsvalget i 2009.
RUSLAND: Ingen støtte til Hviderusland
Rusland sætter spørgsmålstegn ved de seneste domme mod deltagerne ved demonstrationerne efter præsidentvalget 19. december sidste år og appelerer til Hviderusland om at overholde de grundlæggende menneskerettigheder. Rusland har ligeledes afvist at yde økonomisk hjælp til den hårdtrængte hviderussiske økonomi og har opfordret landet til at søge økonomisk hjælp hos Den Internationale Valutafond (IMF).
Hver fredag udvælger RÆSON de vigtigste nyheder fra Østeuropa, Balkan, Kaukasus, Rusland og Centralasien.
Ota Tiefenböck (f. 1957 i Prag, Tjekkiet) er RÆSONs Østeuroparedaktør. Ota er tidligere redaktør ved Sjællandske Medier og nu freelancejournalist med speciale i Balkan, Kaukasus og Øst- og Centraleuropa. Han skriver blandt andre for Information, Kristeligt Dagblad og enkelte norske aviser. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole, samt fra Rytmisk Musikkonservatorium i Prag.