Fransk præsidentvalg: Sarkozy og Hollande vil føre samme EU-politik

Fransk præsidentvalg: Sarkozy og Hollande vil føre samme EU-politik

07.04.2012

.

Politiske analytikere fremhæver ofte, hvor uenige Sarkozy og Hollande er, når det kommer til fransk EU-politik. Men i virkeligheden lægger de to kandidater op til samme linje på en lang række punkter. Spørgsmålet er ikke, hvordan politikken skal se ud, men hvordan den skal føres ud i livet.

ANALYSE af Ulla Holm, PhD. Seniorforsker DIIS


VEJEN TIL ÉLYSÉE: François Hollande er Frankrigs nye præsident. En af EU’s mest indflydelsesrige medlemsstater er skiftet fra borgerligt til socialistisk styre. Et skifte, der kommer til at påvirke hele Europa. RÆSON dækkede valget gennem en række portrætter, interviews, analyser og kommentarer.
Hollande: Velforberedt favorit med for store ambitioner
Sarkozy: Handlekraftig populist på vakkelvorn knivsæg
Fransk præsidentpost: Et permanent statskup


De europæiske ledere venter med spænding på udfaldet af det franske præsidentvalg. De frygter, at Frankrig vil gå enegang, ligegyldigt hvem af de to stærkeste præsidentkandidater, Nicolas Sarkozy og Francois Hollande, der løber med sejren. Begge kandidater er i løbet af foråret kommet med forslag, som ikke huer de andre EU-ledere. Sarkozy vil ændre Schengen-aftalen. Hollande vil genforhandle finanspagten. Sarkozy siger, at hvis EU-landene ikke bliver enig om en ændring, så vil Frankrig gå enegang og selv indføre skrappere regler for arbejdskraftens frie bevægelighed. Hollande erklærer, at han går imod fransk ratificering af finanspagten, hvis ikke der tilføjes et afsnit om vækst og beskæftigelse. Præsidentkampen mellem gaullisten Nicolas Sarkozy og socialisten Francois Hollande bliver derfor ofte fremstillet som en kamp mellem et økonomisk liberalt EU og et socialt EU. Sarkozy vil føre ansvarlig økonomisk politik i forhold den store gældskrise, de fleste EU-lande står i. Holande tænker mere i vækst og beskæftigelse end i at overholde budgetdisciplinen.

Analyserne holder ikke stik
Polariseringen af de to hovedkandidaters EU- politik holder imidlertid ikke vand. De to kandidater er nemlig enige på en lang række punkter. De er begge fortalere for et beskyttende EU. De mener begge, at et stærkt EU skal dæmme op for globaliseringens effekt på fransk og europæisk socioøkonomisk udvikling. De er begge stærke tilhængere af, at EU skal investere i store fælles energi- og industriprojekter. De blæser begge til kamp mod ’illoyal handelskonkurrence’ fra ikke-EU-medlemslande. De vil, at EU skal indføre reciprocitet. Det vil sige, at der skal gælde fælles handelsregler for EU-medlemsstaterne og ikke-medlemsstater. Sarkozy plæderer desuden for ’buy European act’. Den ide blev oprindeligt lanceret af flere europæiske socialdemokrater. Den involverer, at EU vedtager en lovgivning, der giver de virksomheder, der producerer i EU, fortrinsret til offentlig støtte. Et sådant lovgivningsforslag ligger langt væk fra en økonomisk liberal tankegang. Men der ligger allerede et udkast til en ’reciprocitetsakt’ på EU-kommissionens bord. Hvis EU ikke indfører akten, truer Sarkozy med, at Frankrig vil gå enegang med at købe europæisk. Det er ren valgdemagogik for at bejle til arbejdsløse potentielle vælgere.

Enige om den økonomisk krise
Både Sarkozy og Hollande er også tilhængere af, at den europæiske centralbank (ECB) skal støtte vækst og beskæftigelse ved at investere i store fælles EU-projekter og give lån til gældsplagede lande. Det er Tyskland lodret imod. Merkel mener, centralbanken skal være uafhængig og kun bekæmpe inflation. Under forhandlingerne om finanspagten fremførte Sarkozy det franske krav, men blev mødt af Merkels absolutte nein. Merkel sagde også nej til Sarkozys ønske om at indføre euroobligationer. Men Hollande er stærk fortaler for sådanne obligationer. Spørgsmålet om euroobligationer vil altså også komme på EU-dagsordenen, hvis Hollande bliver præsident. Begge kandidater går desuden ind for indførelse af skat på finansielle transaktioner. Sarkozy har med vanlig frimodighed udtalt, at hvis EU ikke indfører den, vil Frankrig selv indføre en skat på en halv procent. Det er rent spil for det folkelige galleri, men endnu engang udtryk for, hvordan franske nationale interesser gøres til et EU-problem.

Den store uenighed er ikke stor endda
Selv når det kommer til et alvorligt stridspunkt, er de to kandidater mere enige, end de giver udtryk for. EU skal nemlig ikke alene beskytte mod økonomisk og finansiel globalisering. Unionen skal også beskytte mod illegal immigration. Sarkozy lod en mediebombe springe i marts, da han meddelte, at han ville suspendere fransk medlemskab af Schengen-aftalen, hvis ikke kontrollen blev yderligere styrket ved EU’s ydre grænser inden et år. Det er igen spil for galleriet. Sarkozy ønsker dels at vise, at han kan sætte sig igennem i EU-regi og dels at tiltrække potentielle højrepopulistiske stemmer. Sarkozy har også lige ’glemt’ at sige, at EU-kommissionen på tysk, italiensk og fransk opfordring for øjeblikket undersøger, hvordan grænsekontrollen kan styrkes. Hollande har godt nok taget afstand fra Sarkozys trussel om suspension, men han har ikke sagt, at han ikke også vil have styrket kontrollen. Han truer blot ikke med suspension.

Uenigheder trods alt
Sarkozy og Hollande er langt hen ad vejen enige om den franske EU-politik. Det, de er uenige om, er, hvordan politikken skal føres ud i livet. Sarkozy vil foretrække et mellemstatsligt EU-samarbejde, hvor Det Europæiske Råd styrkes, og hvor EU-kommissionens politiske magt svækkes. Samtidig ser han gerne, at både eurogruppen og Schengen-landene bliver udstyret med en regering, et parlament og en præsident. Det står i klar modsætning til den mellemstatslige tilgang. Men formålet er at opdele EU i forskellige magtcentre, som Det Europæiske Råd skal styre. Visionen involverer en øget rivalisering mellem EU-landene og en tendentiel fragmentering af EU-konstruktionen.

Hollande er meget forsigtig i forhold til EU-institutionernes udvikling. Han taler først og fremmest om et demokratisk EU, hvor EU-kommissionen og EU’s præsident skal vise større ansvarlighed over for EU-parlamentet. Men han definerer ikke nøjere, hvad han mener med ’ansvarlighed’. Han ønsker, at alle hidtidige traktater overholdes, og at Frankrig ikke går enegang. Men det kræver, at Hollande ikke selv gennemtvinger en genforhandling af finanspagten. Med Sarkozy får EU en aktivist, som har svært ved at lytte til andre EU-lande. Med Hollande får EU en forsigtig mand, som måske har svært ved at tage beslutninger.

Både Hollande og Sarkozy trækker i land, hvis de vinder
Fælles for de to præsidentkandidater er også, at de sandsynligvis vil trække i land, når de først sidder i embedet. Hvis Hollande vinder, er det svært at forestille sig, at han siger til Merkel: “hør her, vi er desværre nødt til at begynde forfra. Frankrig vil en ny pagt.” Det er mere sandsynligt, at han vil komme med en politisk erklæring om, at Frankrig vil arbejde for en omformulering af finanspagtens formål. I februar udtalte Hollande, at en præcisering af og en tilføjelse til pagten var nødvendig. Altså ikke en ny pagt, men et afsnit i pagten. Men der er vist ikke megen tvivl om, at Hollande satser på, at kritikken af finanspagtens fokus på budgetdisciplin tager til over alt i EU. Hvis de tyske socialdemokrater kommer til magten i 2013, regner han også med at få støtte fra Tyskland til at tilføje et afsnit om vækst og beskæftigelse. Sarkozy vil på sin side sikkert standse sin tale om suspension af fransk medlemskab af Schengen. Han vil nok heller ikke tale om fransk enegang i indførelse af skat på finansielle transaktioner. Uanset hvem der sidder på præsidenttaburetten efter den 6. maj, bliver EU-kritikken nedtonet til fordel for samarbejde. De to kandidaters EU-markeringer er mere valgkampsretorik end realpolitik.

Ulla Holm er PhD. Seniorforsker DIIS (dansk institut for internationale studier). Speciale i fransk indenrigs – og udenrigspolitik samt i Nordafrika. ILLUSTRATION: Sarkozy og Hollande (Foto: cp via flickr)