Tim Whyte: Europæerne har endelig lært at sige fra over for Trump. Hvornår skal Netanyahu stå til regnskab?

23.04.2026

I ugevis har europæiske ledere diskuteret, hvornår og hvordan de skal sige fra over for Trump. I den diskussion er Netanyahu næsten gledet ud af billedet. Det er en farlig blind vinkel.

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Af Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke

Irankrigen kan blive det, der endelig tvinger Europa til at træde i karakter – både over for Donald Trump og over for Benjamin Netanyahu. Efter mere end fem ugers bombardementer, krigsretorik og en verdensøkonomi på randen af sammenbrud står Trump nu tilbage uden at have opnået ét eneste af de skiftende mål, han har formuleret for krigen: Irans atomprogram er ikke afviklet, landets militære kapacitet er ikke ødelagt, og et regimeskifte er ikke i sigte.

Den dybt utilregnelige mand, der for kort tid siden chokerede verden ved at true med at udslette ”en hel civilisation”, ser nu ud til at lede efter en vej ud. Det er i sig selv godt nyt. Men det efterlader et påfaldende hul i den europæiske debat: Hvad med den anden – og mest ivrige – part i angrebskrigen?

I ugevis har europæiske ledere diskuteret, hvornår og hvordan de skal sige fra over for Trump. I den diskussion er Netanyahu næsten gledet ud af billedet. Det er en farlig blind vinkel.

Umiddelbart efter at våbenhvilen trådte i kraft, indledte Israel det største koordinerede angreb på Libanon siden krigens begyndelse: mere end 100 mål blev ramt på blot ti minutter, og mindst 182 mennesker blev dræbt. Libanon er ikke en parentes i denne konflikt. Det er den samme krigslogik, den samme straffrihed og den samme politiske ledelse, som igen og igen har trukket regionen – og verden – tættere på katastrofen.

Det er efterhånden svært at holde styr på, hvor mange steder Netanyahu har bombet eller besat dele af de seneste to år: Gaza. Vestbredden. Libanon. Syrien. Yemen. Qatar. Iran. Argumentet er altid det samme – Israels sikkerhed. Og det er rigtigt, at Israel har mange fjender. Men jo længere listen bliver, desto sværere er det at undgå spørgsmålet, om disse endeløse krige i virkeligheden handler mere om Netanyahus egen politiske overlevelse end om befolkningens sikkerhed.

Sidste år angreb Israel flere andre lande end noget andet militær i verden. Alligevel forbliver Europas diplomatiske svar tøvende og uden konsekvenser. Europæiske ledere taler fortsat om en tostatsløsning og fred i Mellemøsten, som om det stadig er et realistisk spor. Det er det ikke. For Netanyahu har kategorisk afvist enhver form for politisk løsning og taler åbent om Israel som et »super-Sparta« – et permanent militariseret samfund, der ikke behøver at handle med andre eller forhandle om fred, fordi det kan besejre alle sine fjender militært.

 

Det er efterhånden svært at holde styr på, hvor mange steder Netanyahu har bombet eller besat dele af de seneste to år: Gaza. Vestbredden. Libanon. Syrien. Yemen. Qatar. Iran
_______

 

Irankrigen er endnu et eksempel, på hvor denne logik fører Israel og resten af verden hen.

Der er ingen udsigt til, at kursen ændrer sig, uden at der lægges massivt pres udefra. Israel er et af de få lande i verden, der nægter at definere sine egne grænser. Visionen om et ”storisrael” med landegrænser, der er løst defineret i det gamle testamente, er en opskrift på krige og ustabilitet. Men grænseløsheden stopper ikke der. Netanyahu og hans ministre har i årevis brugt et sprog og ført en politik, som bygger på en grundlæggende antagelse om, at folkeretten ikke gælder for dem.

Forestil dig et hvilket som helst andet land med følgende profil:

Dets leder er eftersøgt af Den Internationale Straffedomstol. Det ignorerer afgørelser fra Den Internationale Domstol – herunder i en sag om muligt folkedrab. Det fastholder en ulovlig besættelse i årtier og flytter systematisk sin egen befolkning ind på besat område. Det har smidt FN-agenturer ud og forhindrer adgang for organisationer som Læger Uden Grænser. Det gennemfører regelmæssige, ulovlige angreb i nabolande, opretholder et todelt retssystem betegnet som apartheid og har vedtaget en ny lov om dødsstraf, som i praksis kun gælder befolkningen under sin besættelse.

Et hvilket som helst andet land med den profil ville være en international paria under hårde sanktioner. Se på Rusland. Se på Iran. Se på Myanmar.

I årtier har Danmark og EU accepteret en slags folkeretlig bermudatrekant, når det gælder Israel – et rum, hvor normale regler ikke synes at gælde. EU er Israels største handelspartner og har ovenikøbet givet landet en privilegeret adgang til det europæiske marked gennem en associeringsaftale, der formelt hviler på respekt for menneskerettigheder. Det er ved at udvikle sig til en farce.

For to år siden argumenterede jeg her i Ræson for, at tiden var kommet til at inddrage Netanyahus fripas. Det skete ikke. I dag kan vi tydeligt se konsekvenserne af denne konsekvensløshed. Gaza ligger i ruiner og daglige angreb forsætter der og på Vestbredden. Den seneste krig mod Iran og Libanon har allerede kostet tusindvis af civile livet, sendt over en million mennesker på flugt og udløst en energikrise, som økonomer advarer om, kan blive værre end 1970’ernes oliekrise. Manglen på energi, kunstgødning og kritiske komponenter rammer nu verdens fattigste – og europæiske husholdninger.

Det er skræmmende at se hvordan, den foragt for krigens love, som Netanyahu og hans ministre giver udtryk for i deres taler, er blevet standard blandt Israels støtter i Vesten. I maj 2025 argumenterede direktøren for UK Lawyers for Israel — en organisation der også været inviteret til Danmark og hvis netværk tæller tidligere højesteretsdommere og partiledere — for, at Israels ulovlige blokade af nødhjælp til Gaza kunne øge palæstinensernes levetid, fordi fedme var et sundhedsproblem før krigen. Dette samtidig med at vi så billeder af børn, der lignede skeletter, og FN dokumenterede, at over en halv million mennesker i Gaza stod over for sultedød. Den konstante bortforklaring af veldokumenteret krigsforbrydelser har en effekt på vores politik. Den nedbryder betydning af FN og folkeretten. Med tiden mister vi det værn mod krig som FN-pagten har været.

Det normskred har nu ramt et nyt lavpunkt. Netanyahu fik ifølge The New York Times overbevist Trump om at starte den ulovlige krig mod Iran. Trump bærer sit eget ansvar. Men Netanyahu bærer et tungt medansvar for at have bragt verden til randen af en katastrofe – og for stadig, få dage efter våbenhvilen, at true med at springe den i luften igen.

Europa har et valg

Enten fortsætter vi ad en vej, hvor folkeretten kun gælder for nogle – eller også genopdager vi en mere konsekvent udenrigspolitik. Det er faktisk muligt at forestille sig et Europa der træder i karakter nu. Orbáns nederlag i Ungarn har fjernet Netanyahus tætteste allieret i Europa og et automatisk veto mod europæisk handling. Italiens Giorgia Meloni ser også ud til at have mistet tålmodighed med Netanyahu.

Europa har reelle redskaber, som vi ikke har været villige til at bruge: hel eller delvis suspension af associeringsaftalen, målrettede sanktioner og aktiv opbakning til den internationale arrestordre på Netanyahu.

Det kræver ikke nye principper. Faktisk kræver det bare modet til at håndhæve retslige afgørelser fra Den Internationale Domstol og Den Internationale Straffedomstol.

Irankrigen er en tragedie uden vindere. Men tragedier kan – hvis vi tør – blive vendepunkter. I en urolig verden er der behov for et Europa, der tør insistere på politiske løsninger frem for ulovlige krige. Det er kernen i EU’s selvfortælling. Spørgsmålet er, om Europas ledere ville benytte chancen til at stå op for det princip nu – eller om vi forsat venter på at andre vil håndhæve det for os. ■

 

Irankrigen er en tragedie uden vindere. Men tragedier kan – hvis vi tør – blive vendepunkter
_______

 

Tim Whyte (f. 1974) er generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke og tidligere vicedirektør for Save the Children, Bangladesh og chefrådgiver i International Labour Organisation i Nepal. Han har en grad i kolonihistorie fra Wesleyan University i USA og er uddannet fagjournalist fra Danmarks Journalisthøjskole.

ILLUSTRATION: Washington D.C., 7. april 2025: Trump tager mod Netanyahu i Det Hvide Hus under et officielt besøg [FOTO: Daniel Torok/Official White House Photo]

Apropos denne artikel:

Kristian Jensen: Den kommende regerings vigtigste opgave er at sikre, at krig ikke igen udløser økonomisk krise i Danmark

Kirsten Biering i RÆSONs nye trykte nummer: Silhuet af en atomparaply

Mikkel Vedby Rasmussen er bogaktuel: Europa har valgt at ignorere, at Rusland kun kan kæmpe i Ukraine, fordi Kina hjælper dem

Christopher Arzrouni: Vil Løkke huskes som udenrigsminister eller som velfærdsarkitekt? Når han træffer valget, får Danmark sin regering

Marc Jacobsen og Jon Rahbek-Clemmensen i RÆSONs nye trykte nummer: Sådan vandt Danmark og Grønland første halvleg over USA. Hvad sker der nu?

Poul Fritz Kjær i det nye trykte nummer: Er Europa klar til den nye globale magtkamp?