13.01.2013

Myanmar. Et af verdens værste militærregimer er frivilligt begyndt at åbne op. RÆSON spørger eksperterne: Hvorfor det og hvorfor nu? Flere interviews tilføjes løbende.


INTERVIEW med Mogens Lykketoft
af Magnus Boding Hansen, RÆSONs chefredaktør

To udvalgte citater:
■ “Ånden er ude af flasken og udlandet er på vej ind med bistand og investering i et vældigt omfang. Der er langt færre gamle hardliners i front, og få der overhovedet tør tænke på at vælte alt dette omkuld.”
■ “Der er ingen grund til at opretholde sanktioner af nogen art. Det gælder om at lette de nye lederes mulighed for at indfri befolkningens forventninger om bedre levestandard og opretholdelse af sanktioner kan kun komplicere dette unødigt.”

1) HVORFOR NU? Er det en sejr for Obama, som i 2009 blødte den amerikanske holdning til Myanmar op (som USA’s viceudenrigsminister for Østasien, Kurt Campbell, argumenterer for i Foreign Policy), eller er det primært et resultat af nye prioriteringer i militærjuntaen (som BBC’s analytiker, Marie Lall, siger)?

Lykketoft: Først og fremmest er udviklingen resultatet af ny erkendelse, nye magtbalancer og nye prioriteringer inden for dét militær, der med jernhånd herskede over 50 års elendighed og stagnation. Juntaen røvede statsindtægter fra naturrigdommene til at fortsætte endnu en tid. Men nøglepersoner inden for magtapparatet med daværende ministerpræsident Thein Sein indså egen uduelighed og at fortsat diktatur og isolation ikke kunne løfte befolkningens levevilkår.
■ Risikoen for at blive alt for ensidigt afhængige af Kina spillede utvivlsomt også en rolle. Thein Sein stod i spidsen for den – af politiske grunde forsinkede – nødhjælpsindsats til ofrene for cyklonen Nargis i 2008 i hans egen fødeegn i Irrawaddy-deltaet. Han indså senest da det gamle regimes svaghed og paranoia over for det vestlige udland. Og han var åbenbart i en position til at få den ondskabsfulde gamle diktator Than Shwe til at trække sig med implementeringen af juntaens egen nye forfatning i 2010-11.
■ Ophævelsen af husarresten for Aung San Suu Kyi og indledningen af dialogen med hende var måske til dels også udtryk for den erkendelse, at hun er det eneste menneske, der kan sikre de gamle juntafolk immunitet mod retsforfølgelse. Men det var først og fremmest udtryk for, at Thein Sein selv havde en meget vidtgående reformdagsorden med modernisering og demokratisering, som han vidste, kun kunne realiseres ved også at åbne landet mod Vesten; en åbning, der forudsatte forsoning med Aung San Suu Kyi.

2) VIL DET VARE VED? Jonas Parello fra ECFR har pointeret, at juntaen påbegyndte en lignende reformproces i begyndelsen af 90’erne, som brød sammen igen efter kort tid. Hvor sandsynligt er det, at det vil gentage sig? Nogle eksperter frygter, at juntaens hardlinere vil gennemføre et statskup for at standse reformerne – er det sandsynligt?

Lykketoft: Der er ingen relevant sammenligning med de tidlige 1990’ere. Ånden er ude af flasken og udlandet er på vej ind med bistand og investering i et vældigt omfang. Der er langt færre gamle hardliners i front, og få der overhovedet tør tænke på at vælte alt dette omkuld.
■ Der er en betydelig pluralisme sluppet løs ind for militærets egne rækker – det ser man på den åbne debat mellem de parlamentsmedlemmer, der er indsat af militæret. Og det ser man ved massiv tilslutning til Aung San Suu Kyis National League for Democracy ved suppleringsvalget i april 2012 – også i valgkredse med store militærforlægninger.

3) HVORDAN SKAL VI REAGERE? Skal Vesten fjerne sanktionerne mod landet hurtigt (se f.eks. Financial Times) eller mere gradvist (se f.eks. Walter Lohman fra The Heritage Foundation)?

Lykketoft: Der er ingen grund til at opretholde sanktioner af nogen art. Det gælder om at lette de nye lederes mulighed for at indfri befolkningens forventninger om bedre levestandard og opretholdelse af sanktioner kan kun komplicere dette unødigt. Men selvfølgelig skal man erklære sig rede til at genindføre sanktionerne, hvis nogen mod forventning drejer landet tilbage til fortiden.

– Bør Danmark så ophæve ALLE tilbageværende sanktioner?

Lykketoft: Der er i praksis ikke andre sanktioner tilbage end på salg af militært isenkram, og de bør opretholdes af symbolske grunde.

4) HVILKEN VIRKNING FÅR REFORMERNE? Bliver et reformeret Myanmar en økonomisk drivkraft? Hvordan vil et stærkere og mere demokratisk Myanmar påvirke den regionale magtbalance?

Lykketoft: Burma/Myanmar har vældigt potentiale i naturressourcer og i en befolkning, der hungrer efter viden og udvikling. Der er mange risici på vejen fremad – ikke mindst risikoen for genopblussen af de regionale, etniske modsætninger, der har holdt små borgerkrige i gang i over 60 år. Og der er et voldsomt behov for at opbygge det administrative apparat, så udlandets indsats mere uhindret kan udfolde sig.
■ Myanmar vil i takt med styrkelsen af landet formentlig orientere sig i samme retning som bl.a. Vietnam – balancere mellem de store globale og regionale naboer og sikre sig maksimalt udbytte i form af handel og investering fra alle sider.

5) EN NY MODEL? Kan Myanmar være en model for håndteringen af andre stater, der udfordrer de store aktører, som f.eks. Iran og Nordkorea?

Lykketoft: Myanmars forhistorie er ret enestående og den aktuelle positive udvikling har meget at gøre med de specifikke omstændigheder de sidste fem år og tilstedeværelsen af to stærke nationale ledere, hvis indbyrdes tillid til hinanden er afgørende for succes. Man må krydse fingrene for at både Aung San Suu Kyi og Thein Sein holder ud, og at der gennemføres helt frie valg i 2015.
■ Så jeg tror desværre ikke, der så meget i den burmesiske udvikling, der kan omplantes til Iran eller Nordkorea, som jo også indbyrdes er uhyre forskellige. Der er en vis grad af pluralisme i det iranske samfund, der rummer en vis mulighed for liberalisering inden for det herskende præstestyre. Hvis Nordkorea begynder at bevæge sig bliver det nok mere ad en vej, der ligner den kinesiske.


Magnus Boding Hansen (f. 1986) er RÆSONs ansv. chefredaktør. Cand.mag. i retorik, tilvalg i journalistik fra Universidad de Costa Rica og MA-studerende i International Conflicts på King’s College London. Fast klummeskribent for MetroXpress og tidl. praktikant på DR2 Udland. Har rapporteret fra Honduras, Haiti, Colombia og Sydsudan for bl.a. Information, Deadline 22.30 og Weekendavisen. ILLUSTRATION: Obama møder Myanmars premierminister Thein Sein (foto: Det Hvide Hus).