17.01.2013
.“En eksportorienteret nation som Tyskland kan slet ikke leve af det europæiske marked. Asien er meget vigtigere for Tyskland end Europa.” Det siger professor i statskundskab ved Mannheim Universitet, Michael König, til Ræson.
INTERVIEW af Lukas A. Lausen
RÆSON: Hvad er Tysklands største udfordring i dag?
Michael König: Den demografiske udvikling. Tyskerne bliver ældre og ældre, og det bliver de næste årtier præget af. I forhold til Eurokrisen har Tyskland et vist forspring for tiden. Det kan spores tilbage til de tidlige Agenda 2010 og Hartz-reformer. Men især inde for arbejdsmarkedspolitikken og uddannelsespolitikken venter der store udfordringer forude.
RÆSON: Er det Merkels politik, der har gjort, at Tyskland står så godt i dag?
König: Det er de arbejdsmarkedsreformer, som blev vedtaget under Schröder. Og fordi den tyske økonomi står godt, kunne Merkel have valgt at tage fat på den store udfordring, der ligger i en sundhedsreform. Men det har hun ikke gjort. Men skubber den stadig foran sig.
RÆSON: Men der må da være noget, som Merkel har gjort for at stabilisere Tyskland og Europa?
König: Ja. Især gældsbremsen, som den første Merkel-regering besluttede, er vigtig for Tyskland, selvom den først virker fra 2016 på forbundsplan og 2020 på delstatsplan. Gældsbremsen kan blive forbilledet for et lignende fælles europæisk tiltag. For at gældsbremsen kan fungere i Tyskland, overfører man allerede nu og i mange år fremover mange penge fra de rigere forbundsstater til de fattige. Hvis en europæisk gældsbremse skal indføres, fører det derfor også til spørgsmålet, om der skal overføres flere penge fra de rigeste til de fattigste lande. Og om det egentlig skal være meningen med Europa.
RÆSON: Hvad vil Tyskland?
König: Tyskland vil have stabilitet. Hvis man vil forstå den rigide politik, som Angela Merkel gennemtvinger på europæisk plan, så må man forstå, at tilslutningen til EU falder især i Tyskland, og det tvinger hende selvfølgelig til at føre en hård politik.
RÆSON: Langt den største del af den tyske eksport sker til europæiske nabolande og eurolandene. Så hun har vel også brug for EU?
König: Den største vækst i eksporten på det sidste er ikke sket inden for Europa, og ser vi lidt længere ud i fremtiden, ser vi, at Asien er meget vigtigere for Tyskland end det europæiske marked. En eksportorienteret nation som Tyskland kan slet ikke leve af det europæiske marked, men men må se mod større markeder. Selvfølgelig har tyskland for tiden en stor andel på det europæiske marked, men det er ikke holdbart i længden.
Tyskland skal trække sig fra rampelyset
RÆSON: Hvad gør Tyskland for at imødekomme de aktuelle udfordringer i 2013?
König: Ingenting desværre. Det typiske for ethvert valgår, om det er i USA eller Tyskland, er, at politikerne ikke rører ved de største udfordringer. Regeringen har lige implementeret to-tre større tiltag, men resten kommer til at ligge stille indtil september.
RÆSON: Hvad burde Tyskland så gøre for at imødegå problemerne?
König: Hvis Tyskland skal være med til at løse de europæiske problemer, så har landet bedst af at gøre det ad en diplomatisk vej. Sådan kommer vi ikke til isolere os fuldstændig. Det kan primært ske ved, at man beder sine venner om at tale den tyske sag. Holland kunne her være et oplagt bud. De har de samme interesser som Tyskland, men Holland er ikke Tyskland. Derved undgår man det billede, der for tiden spreder sig i hele Europa, at tyskerne er ansvarlige for den græske eller portugisiske krise.
RÆSON: Skal tyskerne så lade være med at blande sig?
König: Nej, men Tyskland må passe på med ikke at isolere sig mere og mere. Vi har lagt så mange penge på disken, så vi kan ikke tillade os at blande os udenom. Men man kunne prøve at gøre det mere igennem 3. aktører, f.eks. Den Internationale Valutafond.
RÆSON: Men der må være noget, som Tyskland aktivt kan gøre?
König: Tyskland bliver nødt til ikke kun at prædike de gode dyder om sparsommelighed, men skal gå forrest som det gode eksempel. Det er gældsbremsen perfekt til. Hvis det store Tyskland kan vise, at det er muligt at udligne budgetter, så kan de andre lande bedre forstå den tyske position. Det vil også få den tyske troværdighed til at stige igen.
Lukas Antaeus Lausen (f. 1990) studerer statskundskab på Københavns universitet. Han har tidligere arbejdet i både danske og tyske partier.