29.09.2014
.“At tro at en USA-ledet intervention kan nedkæmpe et hastigt voksende terrornetværk som IS – ved at styrke relationen til despotiske regimer – virker forfejlet. Stod Obama for frihed og demokrati i Mellemøsten ville hjørnestenen for den nye krig ikke være at samarbejde med regimer, der i årevis har undertrykt egne og andre befolkninger. Det er klart at USA er en del af problemet og ikke af løsningen på et Mellemøsten i opløsning” skriver Leila Stockmarr. “IS er dybt indlejret i regionens magtstruktur, der knytter sig til bredere udviklingstendenser – herunder USAs mellemøstpolitik siden 9/11”.
BAGGRUND: I oktober udgiver RÆSON bogen “Mellemøsten i krig” der samler aktuelle analyser og interviews fra magasinet: 179 kr. (abonnentpris: 129) – læs mere om bogen
Interview af RÆSONs chefredaktion
Kan man i den aktion, der tegner sig, se hvilke lektier USA har draget af Afghanistan, Irak, Libyen og drone-krigen?
STOCKMARR: Nej. Ikke umiddelbart. Strategien overfor IS lader ikke til at være udformet efter en ’lessons learned’ i forhold de politiske udviklingsscenarier, vi har set i Irak siden 2003. Nærmere synes dispositionerne hos USA og landets allierede at være et udtryk for to forhold: 1) At man fra amerikansk/vestlig side ikke har en politisk strategi overfor IS, og 2) At man mere grundlæggende ikke har haft noget, der tilnærmelsesvist minder om succes med at inddæmme konfliktdynamikkerne i Syrien og Irak. Den manglende kapacitet og vilje til at yde assistance til de moderate oprørere i Syrien på et langt tidligere stadie af Assads brutalisering har styrket grobunden for IS. Desuden har Washington og de europæiske partnere alt for længe lukket øjnene for udviklingen i Irak siden 2003.
Hvad er efter din opfattelse de væsentligste spørgsmål til den krigskoalition, der tegner sig? Hvilken forskel gør det, at arabiske lande deltager?
STOCKMARR: Den arabiske støtte (herunder Bagdads opbakning) til og deltagelse i krigen mod IS bruges af USA og USA’s allierede til at skærpe legitimeringsgrundlaget for de militære angreb i Irak og Syrien. At ”selv den arabiske verden er med” bruges herhjemme af SF såvel som Venstre til at markere krigens legitimitet og nødvendighed, for at understrege, at det er et moralsk forpligtigelse at gribe til militær handling – og at kursen ikke kan tolkes som anti-arabisk eller anti-islamisk. Fra politisk hold mener man, at de forhold gør situationen fundamentalt anderledes end forud for invasionen i 2003, der (som nu) manglede FN-mandat men ikke havde samme arabiske støtte.
Men bag tæppet af regional støtte gemmer der sig to kritiske forhold:
– For det første at arabisk opbakning bruges strategisk af USA til at legitimere kampen for at implementere landets egne sikkerhedspolitiske interesser. Det samme så vi i Libyen i 2011, hvor den Arabiske Ligas støtte blev brugt som politisk løftestang for NATO. Ser man på resultatet af NATO-interventionen i Libyen, tegner der sig ikke et mønster, hvor arabisk støtte synes at være garant for succes og langsigtede løsninger.
– For det andet: Hvis man ser på, hvilke allierede Obama har fået med i sin kernekoalition, melder der sig mange bekymrende spørgsmål. Dels i forhold til de deltagende landes egne styresystemer (herunder deres track record når det gælder menneskerettigheder). Dels – i forlængelse heraf – i forhold til den opportunisme og den kyniske magtstrategi, der præger enkelte regimers beslutning om at involvere sig.
Saudi Arabien er en af de arabiske nøgleallierede. Det er old news, at saudierne har været garant og proxy for at sikre USA’s interesser i regionen, herunder at styre og kontrollere regionens Sunni-muslimske grupper og naturligvis eksterne vestlige (olie)interesser. Samtidig har Saudi Arabien på tidligere stadier i IS’ fremmarch været med til at støtte bevægelsen – dels som bolværk mod Assad, dels som bolværk mod shiitisk dominans orkestreret af Iran (og underbygget af det amerikansk-sponsorerede minoritetsbaserede shiitiske-styre i Bagdad). For Saudi Arabien er kursen nu (til dels) ændret, dels fordi man reelt frygter ikke ønsker en sunni-muslimsk rival og dels måske fordi man vil undgå repressalier fra USA.
At man satser på denne uhellige alliance tydeliggør det vestlige hykleri, der består i at man er så selektiv i sin interventionspolitik.
En anden allieret, Jordan, har længe været en proxy for vestens og Israels udenrigspolitik. Og det egyptiske militærregime er afhængig af USA’s militære bistand, som Obama nu kan indløse belønningen for. Så her styrkes den pro-vestlige akse på ny.
Hvad er efter din mening de væsentligste ubesvarede spørgsmål og dilemmaer ved den militæraktion, der tegner sig?
STOCKMARR: Alliancestrukturen omkring bekæmpelsen af IS underminerer ikke blot aktionens legitimitet, men kan også langsigtet betyde at de nyautoritære strukturer i regionen konsolideres yderligere – med vores velsignelse og samarbejde. Umiddelbart er det et definitivt farvel til vores støtte til hvad end der måtte være tilbage af det arabiske forår. At tro at en USA-ledet intervention kan nedkæmpe et hastigt voksende terrornetværk som IS – ved at styrke relationen til despotiske regimer – virker forfejlet. Stod Obama for frihed og demokrati i Mellemøsten ville hjørnestenen for den nye krig ikke være at samarbejde med regimer, der i årevis har undertrykt egne og andre befolkninger. Det er klart at USA er en del af problemet og ikke af løsningen på et Mellemøsten i opløsning.
Hvad er efter din vurdering USA’s best case-scenarie for den mission, landet har indledt? Hvordan ville amerikanerne ønske, det kunne gå?
STOCKMARR: Vi må gøre os klart, at kampen mod IS kan betyde en tilsidesættelse af Danmark og EU’s andre prioriteter i regionen – og det er et valg med konsekvenser. Ligesom det atter bekræfter tendensen: at Danmarks aktivistiske udenrigspolitik dikteres af amerikanske interesser, og ikke længere ser FN-systemet som den legitimerende institution. Siger despotiske regimer i Mellemøsten ”kom”, er vi rent folkeretsligt på sikker grund – således lyder logikken bredt i dansk politik.
Danmarks og andre småstaters deltagelse er politisk vigtig for at give Obamas kurs legitimitet – og ikke militært afgørende.
Til gengæld er sandsynligheden for ’mission creep’ [at målene for indsatsen udvides undevejs, red.] meget stor – det erkender både den danske og den britiske forud regering for den formelle beslutning om deltagelse. Det begyndte som bekendt med at vi skulle sende humanitært udstyr til Irak; hvad der blev ændret til at sende våben til kurderne – og nu er det blevet til at danske fly og piloter skal bombe.
Muligheden for store civile tab ved vedvarende luftangreb er naturligvis til stede, hvis ikke uundgåelig, men det forhold har fyldt meget lidt i debatten om at gå i krig.
Og risikoen for at koalitionen hurtigt vil befinde sig i et kaos, det vil være svært at komme ud af, virker stor.
Det er meget usandsynligt, at IS på den lange bane kan bekæmpes og nedkæmpes fra luften og fra udefrakommende kræfter. Men ’boots on the ground’ er heller ikke en farbar og rigtig vej. For de sidste 12 års kamp mod terror vist, at terror ikke kan bekæmpes militært. Heller ikke selvom kernekoalitionens parter erkender at det kan blive en lang krig. Selvom IS er et ekstremt fænomen i det moderne Mellemøstens historie er gruppen ikke opstået ud af et vakuum. Den er et ’moderne fænomen’ muliggjort gennem underhåndsfinansiering fra regionale kræfter. Den er derfor dybt indlejret i regionens magtstruktur, der knytter sig til bredere udviklingstendenser – herunder USAs mellemøstpolitik siden 9/11.
Hvilke forhåbninger kan vesten knytte til i) kurdiske tropper, ii) de ‘moderate’ syriske oprørere, iii) lokale tropper?
STOCKMARR: Det kurdiske spørgsmål er centralt i debatten om IS. Helt naturligt har der været fokus på at beskytte kurderne fra den humanitære og politiske katastrofe, IS har påført alle minoriteterne i de erobrede områder. Mens alt andet ville være underligt – den voldsomme krise taget i betragtning – skal man samtidig være påpasselig med ikke at reducere den kurdiske befolknings politiske kamp for frihed og rettigheder til proxy [repræsentant for/symbol på, red.] for eksterne, amerikanske militære interesser:
De sidste uger har der været overraskende stor interesse for den kurdiske sag. Den solidaritet bunder næppe i en pludselig lyst til at booste kurderne ud fra deres egne interesser, men er baseret på vurderingen af kurdernes værdi som soldater i krigen mod IS.
Det ER nødvendigt at se på, hvordan man kan støtte lokale og regionale kræfter i deres egen kamp mod IS. Kurdernes deltagelse er vigtig, men netop i spørgsmålet om kurderne (og samarbejdet med PKK) er det blevet tydeligt, at den vestlige anti-terrorpolitik er dybt politiseret og virker selektiv alt efter de politiske interesser, der knytter sig til henholdsvis afvisning og samarbejde .
Den danske regering insisterer på at indsatsen ikke alene er militær. Hvilke andre tiltag mener du verdenssamfundet/vesten/koalitionen bør tage for at nedkæmpe IS? Vil de blive taget?
STOCKMARR: Man kunne mere aktivt overveje hvilke muligheder den nye alliancepolitik giver for at generere en mere forhandlingsgunstig situation i Syrien mellem Assad og de moderate oprørsgrupper, der begge mærker det voldsomme pres fra IS. Som den anerkendte mellemøstforsker Yezid Sayigh peger på kunne den midlertidige og kalkulerede alliance mellem USA-Saudi Arabien-Iran kan måske give mulighed for at introducere nye våbenhviletiltag i Syrien, der ville kunne give den syriske befolkning et mere end tiltrængt pusterum. [Saudi Arabien har støttet oprørere i Syrien mens Iran har været og er allieret med Assad, red.]. Ifølge Sayigh ligger der i den uhellige trekant muligvis et potentiale, baseret på egeninteresser og ikke kompromis – som det også ville være svært for Rusland at underminere. Parterne er meget langt fra hinanden, men måske kan timingen vise sig at blive rigtig – så man kunne indgå unilaterale og parallelle aftaler med de to flanker i Syrien.
De spørgsmål om afradikalisering af tidligere eller potentielle syrienskrigere, der dominerer debatten i vestlige hovedstæder, må håndteres med omhu. Der er næppe tvivl om, at Danmarks og de andre deltagere i koalitionen langt hen ad vejen er drevet af en bestemt læsning af de sikkerhedsudfordringer, IS giver ift. international terrorisme. Men der er tale om en meget snæver læsning baseret på ideen om en lige linje mellem IS og en øget terrortrussel – der ikke medtager, hvilke sikkerhedsrisici som er forbundet med vestlig militær eskalering:
’Mainstream-narrativet’ medtager i for ringe grad det forhold, at 12 års (eller mere) vestlig interventionspolitik i Mellemøsten har være med til at give næring til arnestedet for IS og andre radikale, voldelige kræfter. Den ofte meget simplificerede logik – at IS er lig radikalisering og dermed mulighed for angreb i for eksempel Danmark – reflekteres meget tydeligt i måden, hvorpå politikere har vejet mulige tiltag. Fx at fratage statsborgerskab fra krigere. Den konkrete strategi kan være direkte farlig, da en eksklusion af statsborgere sender radikale elementer i armene på en selvbestaltet stat, som kan tilbyde alternativt ”statsborgerskab” – og dermed kan dette initiativ styrke IS’ karakter som (religiøs) stat. Det er ikke usandsynligt, at militær intervention vil øge rekrutteringsgrundlaget for IS i vesten, og dermed vil vores sikkerhedsinteresser blive nedprioriteret til fordel for relationen til USA.
Krigen synes at være baseret mere på frygten for terrorangreb på vesten end på en langsigtet vision om frihed i Mellemøsten. Globalt set er den militære kamp mod IS blevet ophøjet til et uomtvisteligt moralsk imperativ, der kan dække over/forplumre de strukturelle forhold, der har støttet bevægelsens opkomst – og på den lange bane kan være med at til styrke regionens værste kræfter. Igen står vi ved indgangen til en krig, der ikke synes at være båret frem af en gennemtænkt politisk vision. ⬛
Leila Stockmarr (f. 1982) er Ph.d.-studerende ved RUC med speciale i Israel-Palæstina konflikten og har gennem en årrække beskæftiget sig med Mellemøsten og har af flere omgange været bosat i regionen. ILLUSTRATION: Præsident Obama i 2012 [foto: Det Hvide Hus/Pete Souza]