22.11.2016

KOMMENTAR af Jørn Boye Nielsen

De politiske relationer mellem Vesten (EU, NATO, USA) og Rusland er i de seneste år hvivlet ind i en negativ spiral af voksende mistillid og tiltagende dæmonisering – fra begge sider.

Rusland blev efter Sovjetunionens opløsning set som en partner i et fælles europæisk post-Kold Krigsprojekt. Men dette har markant ændret sig, og i dag præsenteres Rusland i Vesten med en fortælling om en aggressiv og truende stormagt i Europas periferi. En stormagt der truer med at kaste det europæiske kontinent tilbage til noget, der i formen ligner den Kolde Krigs geopolitiske rivalisering og derved forpurre visionerne om et helt og frit Europa.

På den anden side har Ruslands regering og de russiske medier skabt en fortælling om at Rusland er under politisk angreb og isolering fra Vesten, og må forsvare sig militært og kommunikationsmæssigt mod et truende Vesten, der kommer nærmere og nærmere de russiske grænser.

Vi ser altså et negativt konstrueret spejlbillede og dæmoniserende medier – på begge sider.

Vi ser altså et negativt konstrueret spejlbillede og dæmoniserende medier – på begge sider
_______

 

Det er denne konflikt mellem Vesten og Rusland, der er udgangspunkt for en ny rapport fra RIKO (Rådet for international Konfliktløsning) med titlen ”Hold vinduet åbent”. Rapporten beskriver og analyserer historien fra slutningen af den kolde krig til det sted, vi står i dag, og vi giver desuden en række anbefalinger til en løsningsorienteret strategi.

Analysen hviler på principperne for international konfliktløsning, der lægger vægt på følgende:

I: Konflikter er et livsvilkår. Konflikter og uenigheder om hvad man skal gøre og hvilken vej man skal vælge eksisterer overalt og på alle niveauer – det er måden, man håndterer dem på, der kan have enten positive eller negative konsekvenser. Ikke at adressere konflikter får ofte konflikter til at forværres, hvilket konflikten i Syrien er et levende bevis på. Man løser heller ikke konflikter ved at opruste på begge sider – man konserverer da konflikten, hvilket konflikten med Rusland er et levende eksempel på.

II: Det er vigtigt at indleve sig i og forstå ”den andens” perspektiv. Midler hertil er dialog og kontakter.

III: Bæredygtige og varige løsninger opnået gennem mægling eller forhandling og ved at adressere de bagvedliggende konflikter og uenigheder.

IV: Der er andre muligheder end tab-vind eller tab/tab. I konfliktløsning lægges vægt på at søge en løsning, som begge parter kan acceptere og ”se sig selv i” (vind-vind).

V: At bruge fredelige midler er både målet og vejen i overensstemmelse med FN pagten. Militær bør kun bruges ved forsvar af eget territorium eller efter FN’s Sikkerhedsråds beslutninger.

VI: Færdigheder i konstruktiv konfliktløsning er nødvendige.

Kimen til konflikten
Undertiden er det lærerigt at tage et historisk blik på tiden efter den Kolde Krig for at forstå konflikten mellem Vesten og Rusland.

I november 1990 samledes de hidtige modstandere under den Kolde Krig til en konference i Paris – dette blev opfattet som en stor historisk begivenhed. De mange statsoverhoveder fra øst og vest mødtes under fanerne af CSCE (Conference for Security and Cooperation in Europe) for at formulere et multilateralt fundament for Europa. Resultatet blev Charter of Paris for a New Europe – her var beskrevet fremtidsvisionen for en al-europæisk sikkerhedsorden, der inkluderede både Vest – og Østeuropa plus Rusland. Men denne nye al-europæiske sikkerhedsarkitektur blev aldrig udviklet.

I stedet blev de østeuropæiske lande inviteret til at være med i den vestlige forsvarsorganisation NATO. Under den kolde krig havde man to forsvarspagter, der stod over for hinanden, NATO og Warswapagten, den østlige blev afviklet, men ikke den vestlige pagt. Mange forestillede sig, at også NATO skulle afvikles, men det skete ikke. NATO blev opretholdt uden at inkludere Rusland. Her ligger den første kim til den efterfølgende deling af Europa.

Rusland var økonomisk og politisk svagt i de første år i 1990’erne – de såkaldte ”kaosår” i Rusland. Vesten opbyggede, mens ”Rusland lå ned”, en ny sikkerhedsarkitektur i Europa. Det ene østeuropæiske land efter det andet blev indlemmet i NATO – naturligvis helt efter landenes suveræne ønske.

Ruslands reaktion på udvidelsestrangen var yderst negativ. Allerede i 1994 advarede den russiske udenrigsminister Kozyrev om, at en institutionaliseret isolering af Rusland ville stimulere nationalistiske strømninger i Rusland til skade for fremtidige relationer med Vesten. Han opfordrede til at lade CSCE danne grundlag for en ny al-europæisk sikkerhedsorden.
Dette skete ikke.

I stedet voksede NATO og EU med nye central og østeuropæiske lande. Samtidigt svækkede denne udvikling det al-europæiske CSCE (fra 1994: OSCE) og organisationen fik en mere perifer position. Den kolde krig blev afviklet asymmetrisk – østblokken blev opløst, hvorimod de vestlige institutioner ekspanderede med et Rusland liggende i økonomisk og politisk kaos.

Den kolde krig blev afviklet asymmetrisk – østblokken blev opløst, hvorimod de vestlige institutioner ekspanderede med et Rusland liggende i økonomisk og politisk kaos
_______

 

I 1996 blev Jevgenij Primakov udenrigsminsiter i Rusland. Han slog ind på en mere målrettet udenrigspolitisk linje over for Vesten. Han omtaltes ofte som ”Mr.Njet” på grund af hans hårde pragmatiske linje overfor Vesten. Rusland begyndte med ham at slå ind på en linje , der var uafhængig af Vesten og modarbejdede den unipolære verdensorden med USA i spidsen. Det er blevet refereret til som Primakov-doktrinen, der har været styrende for Ruslands udenrigspolitiske linje siden.

Historien om Putins forhold til Vesten
I 1999 trådte Putin ind på scenen som præsident.

Putins første år i præsidentembedet var hovedsagelig en forsoningsperiode i relationerne mellem Vesten og Rusland. Putin var en af de første statsledere der udtrykte sin støtte til USA efter 9/11 og støttede USA og Vesten med efterretninger i Afghanistan-krigen, tillod overflyvning af Rusland og arbejdede for adgang til baser i Kirgistan og Uzbekistan.

Putins tale ved Sikkerhedskonferencen i München i 2007 blev dog et vendepunkt i retorikken i konflikten mellem Rusland og Vesten. Putin udtalte, at verden var blevet et mere usikkert sted at leve i med flere krige og regionale konflikter. Han så det som et resultat af USA’s globale egenrådighed, den selektive tolkning af folkeretten og næsten ubegrænsede magtanvendelse.

Atmosfæren af spænding nåede et foreløbigt klimaks i sommeren 2008 i Georgien. Det kom til kamphandlinger mellem russiske og georgiske styrker. Tolkninger af årsager og virkninger med hensyn til krigen varierer meget stærkt på hhv. russisk og georgisk/vestlig side.

Ruslands frustrationer voksede ikke mindst som resultat af den internationale indsats i Libyen i 2011. Rusland kritiserede NATO landene for aktivt at have støttet et regimeskifte. Indgrebet i Libyen blev i russisk optik endnu et eksempel på, hvordan vesten havde krænket staters suverænitet ved aktivt at have støttet et regimeskifte.

I forhold til Ukraine hyldede Vesten Maidan-oprøret i 2014 med stor begejstring som et folkeligt oprør mod et i stigende grad autoritært og korrupt styre under den prorusiske folkevalgte leder Victor Janukovitj. Rusland derimod opfattede udviklingen i Ukraine som et statskup mod en russiskvenlig, demokratisk valgt leder. Det blev forværret af, at flere af de nye ministre i Ukraines midlertidige regering var rabiate nationalister – refereret til i russiske medier som fascister.

Ved et ikke-internationalt anerkendt, folkeretsstridigt valg på Krim i 2014 stemte et flertal af befolkningen for tilslutning og dermed inkorporering i Rusland. Mange i Vesten opfatter Ruslands annektering af Krim som en ”game changer ” i relationen mellem Vesten og Rusland. Reaktionen fra Vesten har været massiv kritik og økonomiske sanktioner. NATO har skærpet sin militære tilstedeværelse i Østeuropa med adskillige militærøvelser, og ved et NATO topmøde i Warswawa i juli 2016 blev det vedtaget at udstationere 4.000 soldater på rotationsbasis i Baltikum.

Mange i Vesten opfatter Ruslands annektering af Krim som en ”game changer ” i relationen mellem Vesten og Rusland
_______

 

Det der motiverede Rusland til den illegale handling var en frygt for at tabe den strategiskvigtige flådebase på Krim.
Ruslands engagement i Ukraine og den vestlige håndtering af Ruslands åbenlyse brug af magt er ikke konfliktens kerne. Det er symptomer på bagvedliggende udfordringer og strukturer, som har frembragt denne udvikling, der tog sin begyndelse allerede ved den Kolde Krigs afslutning. Den manglende integration af Rusland har etableret de grundlæggende strukturer i konflikten. De består af gensidig mistillid og manglende indsigt i og forståelse for hinandens perspektiver og hensigter. Det er disse strukturer, vi skal håndtere, hvis relationerne mellem vesten og Rusland skal bryde ud af sin nuværende konfliktskabende bane.

Anbefalinger til konfliktløsning
I: Helsinki II proces. Organisationen OSCE (Organization for Security and Cooperation in Europe), der er arvtager til den samarbejdsproces mellem øst og vest, der eksisterede under den kolde krig, bør benyttes til at igangsætte et bredt samarbejde i Europa, inkluderende alle europæiske lande, inklusive Rusland. Det skulle i så fald bestå i en permanent arbejdende proces, der skulle beskæftige sig med: økonomi; sikkerhed; politiske spørgsmål samt kulturelle og udviklingsmæssige spørgsmål.

II: Et større handelsmæssigt og økonomisk samkvem mellem øst og vest, herunder ophævelse af de handelsmæssige og økonomiske sanktioner. Et af de stærkeste midler til at reducere konflikter og skabe integration er økonomiske relationer og samkvem. Både EU-landene og Rusland lider under handelsbegrænsningerne.

III: Østrigsk ordning for Ukraine. Permanent neutral status som en del af en fredsløsning. Dette er foreslået fra mange sider, ikke mindst fra Tyskland og Centraleuropa, og anbefalet af f.eks. Henry Kissinger og Zbiegniew Brzezinski. En østrigsk ordning skal have opbakning i FN’s Sikkerhedsråd og ville sikkert få det, hvis vestlige lande støtter ordningen. Denne ordning skulle kombineres med et omfattende internationalt hjælpeprogram for Ukraine.

Selv om risikoen for krig er lille i Europa, kan spændingen mellem Vesten og Rusland skabe farlige situationer, og som følge af ”uheld” kan utilsigtede hændelser finde sted
_______

 

IV: Sikkerhed. Selv om risikoen for krig er lille i Europa, kan spændingen mellem Vesten og Rusland skabe farlige situationer, og som følge af ”uheld” kan utilsigtede hændelser finde sted. Derfor vil øget militær-til-militær dialog være vigtigt for bl.a. at genetablere de militære afspændingsventiler, som ikke mindst var til stede under den Kolde Krig med de mange nedrustnings-og våbenkontrolaftaler og kontakter.

V: Medier.Gensidige aftaler der sikrer at befolkninger i både vest og øst får pålidig information om ”den anden side”. Det ville være en god ide, hvis journalister fra ”den anden side” kunne have blogs og skrive artikler hos modparten. Det er ikke kun i øst, at informationer farves, men også i DK – se f.eks. forskningsrapporten ” Mediernes (nye) verdensbilleder” fra Danmark Medie – og Journalisthøjskole med bl.a kapitel om danske mediers dæmonisering af Putin.


VI: Undervisning og sprog. En større udveksling af studerende og lærere var også ønskelig, og at det sikres at russisk sprog kan studeres i videre omfang end nu. ■

ILLUSTRATION:

Læs hele rapporten her. Jørn Boye Nielsen (f.1945). Cand.scient.pol. og tidligere lærer ved Den Internationale Højskole i Helsingør (1980-2008), hvor han har undervist i konfliktløsning, fredsstudier og international politik. Han er medstifter af tænketanken RIKO (Rådet for International Konfliktløsning) 2009 og formand for dets bestyrelse. Han har skrevet bogen ”International Konfliktløsning” (2016) sammen med Vibeke Vindeløv og Isabel Bramsen, samt skrevet bogen ” Håndbog i konfliktløsning” (2013).