Jens Rohde om Cameron: Man kan ikke bede folk sige ja til et fællesskab, man selv udtrykker foragt for

Jens Rohde om Cameron: Man kan ikke bede folk sige ja til et fællesskab, man selv udtrykker foragt for

24.06.2016

.

Kommentar af Jens Rohde, Medlem af Europa-Parlamentet (RV)

DET ER EN GYLDEN REGEL, at man ikke skal skrive hverken mails eller læserbreve, når man er vred. Men jeg har lovet RÆSON at skrive et indlæg, og så må jeg jo til tasterne.

Brexit er i skrivende stund et par timer gammel. Og jeg indrømmer det gerne: Jeg er vred. Ikke på briterne. De traf deres demokratiske legitime valg. Det skal man respektere fuldt og helt.

Jeg er vred på David Cameron, og jeg fnyser også af alle de ledere og kommentatorer, som udråber den britiske afgørelse som et chok og en overraskelse. Hvordan kan nogen med bare en smule historisk og politisk indsigt være overrasket over resultatet af den britiske afstemning og Camerons afgang som premierminister? Ja, bagklog kan vi jo alle være, tænker du sikkert som læser. Men jeg skrev og sagde det første gang allerede en time efter, at David Cameron d. 23. januar 2013 havde holdt sin tale, hvori han lovede en folkeafstemning: ”Det bliver et farvel til Storbritannien i EU, det bliver et farvel til Storbritannien i sig selv, og denne tale vil gå over i historien som David Camerons svanesang, nøjagtig som det skete for Thatcher og siden Major, da de begav sig ud på den umulige færd at forsøge at komme de EU-skeptiske backbenchere i møde og satte sig mellem to stole”.

At David Cameron, som ellers på lange stræk har været dygtig, driftssikker og haft evnen til at satse højt og rigtigt i flere tilfælde, totalt overså sit partis historie, giver ham et eftermæle som historieløs. Samtidig troede han, at han gennem sine seks år som premierminister kunne italesætte EU som et kæmpe centralistisk, næsten altomfattende og samtidig dysfunktionelt problem og herefter på tre måneder vinde befolkningens tillid til sine argumenter for at blive i EU. Dét er udtryk for en helt ufattelig arrogance over for befolkningen. Man kan simpelthen ikke bede folk om at sige ja til et fællesskab, som man selv udtrykker foragt for. Man kan ikke vinde folkets tillid ved at gå ind for noget, samtidig med, at man bruger al sin tid på at fortælle, hvorfor det man går ind for, er noget skidt.

 

Man kan ikke vinde folkets tillid ved at gå ind for noget, samtidig med, at man bruger al sin tid på at fortælle, hvorfor det man går ind for, er noget skidt
_______

 
David Camerons tale til nationen 23. januar 2013 varede ca. en halv time. Han brugte 25 minutter på at fortælle, hvor dårligt fællesskabet fungerede, hvor centralistisk unionen havde udviklet sig, og i hvor høj grad magten gennem årene kun var gået én vej – og det var mod Bruxelles. Ja, sådan sagde han. At det sidste var og er faktuelt forkert, eftersom lovgivningen er mere end halveret siden 2010 og at magten i høj grad er sivet ud af Bruxelles og til Berlin, lod han sig ikke distrahere af. Han brugte fem minutter på at forklare, hvorfor han alligevel gerne forblev i EU, såfremt han fik en ny aftale. Eklatant fejl!

Hans egen store fejl var selve præmissen om en ny aftale for Storbritannien. Det var dømt til at gå galt på forhånd. Man kan ikke sælge Coca-Cola, hvis man starter med at fortælle, at det giver dårlige tænder, og den desuden er lunken og afbruset. Heller ikke, selvom man finder en ny flaske til indholdet. Folk vælger naturligvis den rene vare. Det gjorde briterne også i EU-spørgsmålet. Som det er tilfældet i Danmark, hvor borgerlige konstant taler om det europæiske projekt på nationale præmisser, hvis partiformændene da ikke ligefrem nedgør EU, og dermed sender vælgerne i armene på nationalisterne. I Danmark er det Dansk Folkeparti. I England er det UKIP med Nigel Farrage i spidsen.

Derfor var det givet på forhånd, at uanset hvad Cameron kom hjem med af aftaler, ville han aldrig nogen sinde kunne tilfredsstille sit eget EU-skeptiske bagland. Deres vare måtte nødvendigvis være lige så ren som den, Farage havde at tilbyde.

 

Uanset hvad Cameron kom hjem med af aftaler, ville han aldrig nogen sinde kunne tilfredsstille sit eget EU-skeptiske bagland
_______

 
Den tredje og mest utilgivelige kapitalbrøler, som Cameron begik, var, at han valgte at spille hasard med Storbritannien som sådan for at redde sit eget personlige skind før det britiske parlamentsvalg. Han satsede hele imperiet – og tabte. Sandsynligheden for at Skotland og Nordirland melder sig ud og dernæst ind i EU, er overvejende stor. Den risiko vidste Cameron alt om. Man kan simpelthen ikke sætte sig selv og sit eget parti så højt, at man er villig til at satse hele den britiske union. Det er tarveligt.

Egentlig er det så banalt og logisk, at det burde være unødvendigt at skrive det. Men flere og flere statschefer og partiledere i både Danmark og resten af Europa synes at tro på, at David Cameron havde fundet løsningen på vælgerflugt og EU-skepsis. Intet kunne være mere forkert. Og det var i den grad til at forudse.

DET ER BÅDE rystende og forstemmende, at tænksomme mennesker i spidsen for de politiske partier tilsyneladende endnu ikke har set skriften på væggen. Deres kurs fører både deres land og dem selv som ledere lige lukt mod nationalismens åg og en politisk afgrund af usete dimensioner. Man kunne have håbet, at refleksionen over en tabt dansk folkeafstemning og en britisk ditto for EU-tilhængerne ville have lært en og anden den lektie. Men nej; det fortsætter med sweettalk af dem, som aldrig fortæller, hvad de vil, men kun kritiserer og taler om enten udmeldelse eller en anden usolidarisk national præmis at deltage i fællesskabet på. Man omfavner dem, som pisser på fællesskabet og bagefter siger, at det lugter.

Betyder det så, at jeg mener, at intet i EU bør laves om? Naturligvis ikke. Jeg har fremlagt 52 forslag til ændringer af traktaten. Men pudsigt nok ønsker alle at reformere EU. De vil bare ikke åbne for en ny traktat, hvilket udstiller hykleriet i debatten om et EU, som i den grad har behov for at blive reformeret for at kunne levere den basale ydelse, som folket med rette forventer af et fællesskab; nemlig tryghed. At nationalstaten så heller ikke er garant for tryghed, åbenbares dog i disse dage.
 Jeg tillader mig at gentage, hvad jeg skrev i 2013: Det er en svanesang for såvel EU som de etablerede partier!

Det er, hvad der står tilbage efter briternes exit og Camerons ditto.

Og sådan fik jeg overholdt mit løfte til RÆSON, om end jeg erkender, at dette indlæg rummer om ikke vrede så i hvert fald en vis indignation. Det må du, kære læser, så tage med – jeg ønsker alt det bedste for både briterne og europæerne.


ILLUSTRATION: Miriam Dalsgaard/Polfoto

 

Deres kurs fører både deres land og dem selv som ledere lige lukt mod en politisk afgrund af usete dimensioner
_______